Rejs til Sydney

En gennemtrængende didgeridoomusik blander sig med færgernes tuden og cafegæsterne der begejstret kommenterer den moderne havnefront, som kaster lange skygger ud i vandet. Der er masser at se og opleve på ferien i millionbyen Sydney – en af verdens smukkest beliggende metropoler.

Indbyggere 5,3 mio.
Grundlagt 1788
Sprog Engelsk
Vidste du...

at det første straffefangeskib, 'Conviction', ankom til Sydney i 1788 med 736 fanger om bord.

at der er over 100 strande inden for rækkevidde af Sydney, hvilket gør det til den perfekte by at nyde en sommerferie.

Sydneys geografi og befolkning

Sydney er Australiens største by og hovedstad i landets tættest befolkede delstat New South Wales, men kun to tredjedele af indbyggerne er født i Australien. Med sin placering direkte ved Stillehavet, med et imponerende havneindløb og med en flot skærgård af klippeskær og småøer er mange også enige om, at den gamle straffekoloni i dag er en af verdens smukkest beliggende metropoler. I Sydney er afstanden fra pulserende, multietnisk storby til åndenødsfremkaldende naturscenarier forbløffende kort.

Sydney - New South Wales

Sydneys havneområde

Sydneys verdensberømte vartegn og uden sammenligning største tilløbsstykke er Operahuset, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Med sine karakteristiske, hvide tagbuer minder Operahuset om et skib for fulde sejl og symboliserer dermed på bedste vis livet i Sydney, som i høj grad leves i og omkring den smukke, naturskabte havn. Tæt ved Operahuset ligger i øvrigt endnu et af Australiens berømte bygningsværker, nemlig den enorme stålbro Sydney Harbour Bridge, der på smuk vis forbinder den sydlige og nordlige del af byen. Men der er andre gode grunde til at opleve havnen i Sydney til enten lands eller vands. Oplev for eksempel det farverige Circular Quay, tag færgen herfra til Taronga zoo park der blandt andet huser en række af verdens farligste slanger eller brug en eftermiddag på australsk og international kunst på Sydneys Museum of Contemporary Art.

Sydneys verdensberømte vartegn, Sydney Opera House

Kulørte The Rocks

Da det første hold af engelske straffefanger kom til Australien i 1788, var det i The Rocks, at de første huse blev bygget, og området der ligger ved foden af Sydney Harbour Bridge har derfor stor historisk betydning for, ikke blot Sydney, men hele Australien. Sydneys ældste bydel er rig på kulørte souvenirbutikker, pubber og forretninger med lædervarer og brugskunst, men der er også mulighed for at lukke al hurlumhejet ude og besøge Sydney Observatory, der ligger på en bakketop lige ved siden af broen. Indenfor kan man blive klog på astronomi og opleve verden og den fascinerende nattehimmel gennem stjernekikkerten.

Sydney Harbour Bridge

Finanscentrum og Chinatown

På sydsiden af Sydney Harbour Bridge ligger Sydneys finanscentrum som en strømlinet enklave af hypermoderne højhuse lige ned til vandet. Tag elevatoren op til panoramadækket der ligger i 250 meters højde i Sydney Tower, tag et smut ind i Sydneys Chinatown, som byder på et farverigt miks af asiatisk kultur, summende folkeliv, hyggelige restauranter, lækre Food Courts og masser af små, spøjse, velassorterede butikker, der rummer et eksotisk varelager af naturmedicin, tøj, potter, pander og kinesiske madvarer. Slå også et smut omkring Darling Harbour, et tidligere havneområde, som er blevet restaureret og omlagt til et hyggeligt kompleks med butikker, caféer og restauranter. Og dyk ned under jorden i Sydney Aquarium – verdens største akvarium med vand på begge sider af en lang tunnel byder på møder med både hajer, pilrokker og farvestrålende koralfisk.

På stranden i Sydney

Under ferien i Sydney er der naturligvis også mulighed for at stifte bekendtskab med the Big Blue på helt tæt hold. Man kan svømme og surfe i Stillehavsbrændingen og solbade på legendariske Bondi Beach, fra hvis promenade en aften i byen kan tage sin begyndelse, når mørket sænker sig. Eller man kan tage færgen til forstaden Manly nord for Sydney, hvor der både er børnevenlige bademuligheder og restauranter med havudsigt. Manly har i øvrigt også sit helt eget akvarium, Manly Ocean World hvor fisk, reptiler, edderkopper og meget andet kan studeres på helt tæt hold.

Bondi beach

Sydneys museer

I Sydneys grønne bælte bag Operahuset er der gjort plads til en række af Sydneys store kulturinstitutioner, hvor man nemt kan tilbringe et par timer. Besøg for eksempel Museum of Sydney på hjørnet af Phillip og Bridge Streets, der i interaktiv form fortæller om Sydneys udvikling fra dens start som en straffefangekoloni til i dag. Kig også indenfor på Australian Museum på College Street – det naturhistoriske museum i Sydney er landets største og et fint sted at lære mere om Australiens fauna og de aboriginals der boede i området tidligere. Gå en tur gennem Royal Botanic Gardens og slå et smut forbi Art Gallery of New South Wales, der udstiller australsk kunst fra kolonitiden til i dag.

OL-byen og Blue Mountains

Der er også masser af seværdigheder i Sydneys omegn. I forbindelse med de Olympiske- og Paralympiske lege i Sydney i 2000 opførte man en imponerende sportspark i udkanten af byen. Sydney Olympic Park ligger i området Homebush Bay, 10-15 kilometer vest for det centrale Sydney og rummer stort set alle de idrætsanlæg, som blev brugt til OL. Man kan også stige til søs og tage på delfinkrydstogt eller man kan tage en udflugt til Blue Mountains – De blå bjerge. Blue Mountains Nationalparken ligger 60 kilometer fra Sydney og tiltrækker utallige besøgende med sine skovklædte, forrevne klippeskær, der ligger i et blåligt slør fra dampen fra olien i eukalyptustræernes blade.

Blue Mountains Nationalparken