Fakta om De Britiske Jomfruøer

Her kan du se fakta og praktiske oplysninger i forbindelse med din rejse til De Britiske Jomfruøer. Læs bl.a. om drikkepenge, internet og takt og tone.
  • Sprog Engelsk
  • Hovedstad Road Town
  • Indbyggere 35.000
  • Religion Protestantisme
  • Valuta Amerikansk dollar
  • Areal 151 km2

Værd at vide

Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og De Britiske Jomfruøer varierer efter vores sommer- og vintertid.

Sommertid – 6 timer
Vintertid – 5 timer

Transport på De Britiske Jomfruøer
Hvis du skal rundt på øen Tortola på egen hånd, anbefaler vi, at du tager en taxa. Der findes også taxa-minibusser, der kan tage op til 12 personer.
Prisniveau
Prisniveauet er lidt lavere end i Danmark, men regn med et dagligt mad- og drikkebudget på cirka 400 DKK pr. person.
Valuta og kreditkort
Valutaen på De Britiske Jomfruøer er amerikanske dollars (USD). Der er hæveautomater i de større byer på hovedøen Tortola, og det er muligt at bruge kreditkort på de fleste hoteller, barer og restauranter.
Drikkepenge
På restauranter og caféer er det god stil at give 15-20 % i drikkepenge, hvis du har været tilfreds med serveringen. Taxachauffører forventer 10-15 % tillagt regningen.
Elektricitet
På De Britiske Jomfruøer bruges der 110 V. Stikkene er anderledes end de danske, så vi anbefaler, at du medbringer et adaptersæt.
Telefon og internet

Den internationale landekode til De Britiske Jomfruøer er +1284. Forhør dig evt. hos dit mobilselskab om dækning og priser for opkald til og fra De Britiske Jomfruøer.

Internetcaféer er udbredte, men regn med at du skal betale for tilslutning.

Drikkevand og hygiejne

Der er ingen offentlige toiletter i byerne, så gør brug af toiletter på caféer og restauranter, de er af god standard. Det er altid en god idé selv at medbringe toiletpapir eller intimservietter.

Vi anbefaler, at du køber vand på flaske.

Rygning
På De Britiske Jomfruøer er det ikke tilladt at ryge på offentlige arbejdspladser og andre offentlige steder.
Takt og tone
Atmosfæren på De Britiske Jomfruøer er åben og afslappet. Selvom lokalbefolkningen er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer og værner om øernes særegne natur. Lyt til din guide eller rejseleders anvisninger.