Rejs til Polen

Grønne bakkelandskaber, nærværende historie og middelalderbyer med en trendy undertone møder dig på rejsen til Polen. Kraków lokker med gotisk, barok- og art nouveau-arkitektur samt et yderst levende kulturliv. Uden for byerne venter vandrestierne på at tage dig med gennem tykke skove, ned i enorme saltgrotter og langs brede floder.

Indbyggere 38 mio.
Hovedstad Warszawa
Sprog Polsk
De røde og hvide farver er hentet i Polens gamle våbenskjol, som forestiller en hvid ørn på rød baggrund
Vidste du...

at Polen med sine 10.000 søer har en europæisk andenplads i koncentration af søer, kun overgået af Finland?

at polske Marie Sklodowska Curie var den første person til at modtage to Nobelpriser? Curie fik i 1903 Nobelprisen i fysik og modtog prisen i kemi i 1911.

Natur og geografi i Polen

Polens landskaber bevæger sig fra den lavtliggende kystzone ved Østersøen mod nord, over det centrale Polens bløde bakker og skinnende søer til Sudeter- og Karpater-bjergene sydpå. 70 af landets bjerge rækker op over 2.000 meters højde og giver mulighed for både skiløb, bjergvandring og kanoture på de mange bjergsøer. Lange, brede floder som Oder- og Warta- og Wisla-floden forbinder mange af landets søer og har været brugt som transportvej, siden vikingerne stævnede ud med deres langskibe. Det polske dyreliv er blandt de mest forskelligartede i Europa, og mange af de arter, som er uddøde i resten af Europa, lever stadig i Polen. Det gælder blandt andet den brune bjørn, som findes i bjergene i det sydlige Polen, og den grå ulv, der befolker de store skove mod vest, hvor man også kan støde på vildsvin.

Trængsel på Wislafloden

Polens historie

Polen fik sin første hersker som et samlet land i ca. 960. Middelalderens Polen var præget af stridigheder på både det religiøse og det administrative plan. I 1500- og 1600-tallet stod den på krige mod Rusland, som Polen aldrig havde været gode venner med, og mod Sverige, som polakkerne drømte om at alliere sig med i kampen mod russerne. De næste århundreder var Polen delt op i flere områder, som var skiftevis selvstændige og på russiske, preussiske eller østrigske hænder. Først efter afslutningen af Første Verdenskrig genopstod Polen som en samlet nation. Det gav dog ikke fred i den nye stat, men derimod opgør mellem de forskellige befolkningsgrupper som polakker, jøder og tyskere. På det politiske plan var der både statskup, forfatningsændringer og diktaturlignende styre i denne periode.
Den gamle bydel i Warszawa
I 1939 fik Polen den tvivlsomme ære at lægge grund til Hitlers første angreb, hvilket blev begyndelsen på Anden Verdenskrig. Polen blev centrum for parternes magtkampe og for den nazistiske racepolitik. Jøder og andre polske minoriteter blev samlet i ghettoer, udryddet eller tvangsflyttet til slavelejre. Ved krigens afslutning var stort set alle mindretal tilintetgjort, befolkningstallet var faldet med seks millioner, og Polen blev sammen med mange andre østeuropæiske lande en del af Østblokken. Nu fulgte 45 år med censur, hemmeligt politi og nedkæmpning af kirken. Landet blev i 1989 det første i Østblokken til at skifte fra kommunisme til markedsøkonomi. Polens kommunistiske parti opløste sig selv, og alle sovjetiske tropper måtte forlade landet. Polen begyndte i stedet at orientere sig mere mod resten af Europa og blev medlem af NATO i 1999 og af EU i 2004 som det første af de tidligere kommunistiske østeuropæiske lande.
Auschwitz

Seværdig­heder i Polen

På din rejse i Polen må du ikke springe Kraków over. Den gamle hovedstad emmer af historie, og dens gamle bydel har en helt speciel atmosfære med sine stilfærdige stræder, himmelstræbende kirketårn og smukke gamle bygninger. Wawel-slottet, hvorfra Polen blev regeret i flere århundreder, er en imponerende samling af renæssancearkitektur og royalt blær. Glem heller ikke den 40.000 m2 store Rynek Glowny-plads, Europas største af sin slags, omringet af historiske byhuse og fyldt med levende gadeliv. I Kraków skal du også se Oskar Schindlers fabrik, hvor den berømte nazist og industrimand fremstillede emaljevarer og senere reddede næsten 1.200 jøder fra udryddelse. Fabrikken er nu et museum. Lidt uden for Kraków ligger Wieliczka Saltmine med sine 300 kilometer underjordiske tunneler. Alt hernede er udformet i salt fra minen – inklusive alt inventar i det 900 m2 store, underjordiske kapel.
Rynek Glowny-torvet i Kraków
Hovedstaden Warszawa er bestemt også værd at besøge. Et væld af forskelligartede kvarterer, genopstået efter Anden Verdenskrigs totale ødelæggelser, venter på at charmere dig. På byens museer kan du blive klogere på både polakkernes mislykkede kamp mod nazisterne, de polske jøders historie og på reklamevanerne under kommunisttiden. Naturoplevelser kan hentes i Tatra-bjergene, hvor du kan tage togbanen til bjergtoppen og nyde udsigten over nabotinderne, kigge ind i de gamle bjergbestigerhytter og afprøve stisystemet mellem enge og asketræer. Et besøg, der ikke kan undgå at bevæge, finder du bag den berømte port med inskriptionen ”Arbeit macht frei” i Auschwitz-Birkenau. Dette symbol på det måske mest makabre kapitel i europæisk historie ligger en halv dagsrejse fra Kraków.
Wieliczka Saltmine
Del denne side