Rejs til Guatemala

I den tætte regnskov bryder papegøjernes skrig af og til den grønne stilhed. Ærefrygtindgydende vulkaner imponerer både med deres skønhed og truende røgskyer. Guatemala er billedskøn natur og mayakultur af både den nulevende og den fortidige slags. Ruinerne fra store indianerkulturer lokker overalt, og designet på mayakvindernes traditionelle, farverige klædedragt sladrer om bærerens hjemsted.

Indbyggere 15,1 mio.
Hovedstad Guatemala City
Sprog Spansk og indianske sprog
Den blå farve symboliserer beliggenheden mellem Atlanterhavet og Stillehavet.
Vidste du...
at en af de største maya-byer lå i Guatemala? Den fænomenale ruinby Tikal var hovedstad og blev opført fra omkring 700 f.Kr.
at maya-guden Mam stadig tilbedes i Guatemala? Nu er det dog i skikkelse af cigarrygende, romdrikkende og katolskinspirerede Maximon.

Guatemalas natur

Det mellemamerikanske land Guatemala grænser til Mexico, Belize, Honduras og El Salvador og har kyst mod Stillehavet og en lille strækning mod Det Caribiske Hav. Over halvdelen af landet består af bjerge i mellem 2.000 og 3.500 meters højde. Enkelte når dog endnu højere op. Guatemalas og hele Mellemamerikas højeste bjerg er vulkanen Tajumulco på 4.220 m. Mod nord ligger lavlandsområdet El Petén, der består dels af karstlandskab, dels af regnskov. Karstlandskab opstår i skovløse områder, når kalk i undergrunden opløses af nedsivende vand og derved skaber meterdybe furer og store underjordiske drypstenshuler.
Mayapyramide

Guatemalas historie

Af Guatemalas 15 millioner indbyggere er omkring halvdelen mestizer, der lever i kystområderne. Den anden halvdel er efterkommere af mayaindianere og lever i bjergområderne mod vest. Det officielle sprog er spansk, men mange af indianerne taler de gamle indianske sprog, som også mayaerne talte i deres storhedstid. Guatemala har været beboet siden 2000 f.Kr., hvor en række fisker- og landbrugslandsbyer opstod ved Stillehavskysten som forløber for Mayariget. I mayakulturens storhedstid var dens centrum rykket til Petén-regionen i nordøst, hvor de fleste levn også findes i dag. Guatemala var under spansk styre fra 1523 til 1821 og herefter kortvarigt medlem af den Mellemamerikanske Forbundsrepublik, indtil det rev sig løs i 1839. Både før og efter den spanske kolonisering blev de tilbageværende indianere udnyttet groft og deres land omdannet til store tobaks- og sukkerrørsplantager. I tiden efter at Guatemala havde opnået selvstændighed, vekslede styret mellem tyrannisk militærstyre og perioder med mere liberale og demokratiske vilkår. I sidste halvdel af 1900-tallet var landet plaget af guerillabander og terrorister fra både højre og venstre ende af den politiske skala. Der kan stadig ikke siges at være fuldstændig politisk ro eller økonomisk lighed i Guatemala, ligesom forholdet til nabolandet Belize er noget anspændt.
Bus i Guatemala

At rejse i Guatemala

Rejser i Guatemala er ensbetydende med indianerkultur, charmerende kolonibygninger og smuk, smuk natur. Landets mest kendte attraktion er den fantastiske mayaruinby Tikal, der ligger midt i El Peténs ufremkommelige jungle. Tikal blev opdaget ved et tilfælde i 1848, men stedet er først åbnet for besøgende inden for de sidste årtier. I Tikal findes rester af templer bygget ca. 700 f.Kr., men de fleste er fra den klassiske mayaperiode i 300-900 e.Kr. Endnu mere indianerkultur, denne gang i en fascinerende blanding med spansk kolonihistorie, kan opleves i Antigua. Antigua har været den tredjestørste by i hele Latinamerika, og for 200 år siden var den landets hovedstad og havde over 60.000 indbyggere. I dag er den en fredelig by, som er en fornøjelse at udforske. Vest for Antigua ligger den smukke sø Lago Atitlan omkranset af vulkaner og skovklædte klipper. Vandet i søen skifter konstant nuance fra den mørkeste grønne til den klareste turkis alt efter solens vinkel og himlens skyer. Rundt om søen ligger flere små, isolerede indianerlandsbyer, og stedet er en fantastisk blanding af usædvanlig naturskønhed og traditionel indiansk kultur. Endnu flere smukke naturoplevelser venter i den lille by Rio Dulce ved Izabal-søen ikke langt fra den caribiske kyst. Den store sø er kendt for sin tropiske naturskønhed, og en sejltur på søen gennem mangrovesumpe og tropisk jungle er en fantastisk oplevelse.
Smukke farver i Chichi, Guatemala

Guatemalas mayaruiner

En ferie i Guatemala kræver næsten, at der levnes en del opmærksomhed til de gamle mayaindianere. Ud over must-attraktionerne Tikal og Antigua kan spændende ruiner fra den legendariske civilisation blandt andet beses i Quiriguá, der ligger i en tropisk park og indeholder en del steler. En stele er en stor opretstående sten med sirligt udskårne relieffer, og stelerne i Quiriguá er blandt de størst kendte i hele Mayariget - en af dem rækker 8 meter over jorden og 3 meter under. Nogle af Guatemalas mest sjældent besøgte mayaruiner er Yaxchilán, der ligger dybt inde i regnskoven, hvor Usumacinta-floden krummer. Det er en usædvanlig oplevelse at gå på opdagelse blandt Yaxchiláns store statuer af krokodiller og jaguarer på byens centrale plads og mellem de mange mosbegroede bygninger og pyramider med imponerende udskæringer.

Ruinerne af Tikal-pyramiden

Drømmekrydstogt gennem Panamakanalen

Kom på et storslået søeventyr i Americas med Norwegian Bliss – fra den pulserende millionby Los Angeles til Latinamerikas vilde natur

4,5
  • 04-01-2025
  • 19 dage
  • 31.998,–
fra København
Del denne side