Rejs til Wien

De gammeldags tjenere skrider rundt på deres flade sandaler med dampende melange, nybagte strudler og saftige birkestærter. Mænd med store butterflies læser samtlige dagens aviser, mens andre kigger grublende ud af de store vinduer, der indrammes af karrygule pyntegardiner. Stoffet på sæderne i nicherne er er lidt slidt i kanterne, men de mørke træpaneler der når halvvejs op under de himmelhøje lofter og endevæggens enorme spejl udstråler et ægte kaffehus’ noble ædelhed. På ferie i Wien.

Indbyggere 1,9 mio.
Grundlagt 1221
Sprog Tysk
Wiens nuværende flag blev introduceret i 1946, men flagets oprindelse stammer tilbage fra 1278.
Vidste du...

at ingen anden by i hele verden, har flere vinmarker inden for sine grænser, end de 1.700 hektar den østrigske hovedstad kan prale af.

at verden ældste zoo ligger i Wien. Historien om Tiergarten Schönbrunn begyndte i 1782, da kejser Francis Stephen af Lorraine beordrede opførelsen af et menageri for kongefamilien.

Kulturens hovedstad

En kvinde med vidt spredte ben kigger ned fra lærredet. Hendes krop er malet med sygeligt grønne penselstrøg. Ved siden af hende står en mand i grotesk positur, med skævvredet krop og skeletagtige, røde lemmer. Det sidste maleri er et selvportræt af en af det tyvende århundredes største kunstnere og en klynge af folk er samlet rundt om med hovedet på skrå og ansigter der udtrykker beundring. Leopoldmuseet i Wien huser verdens største samling af Egon Schieles værker, og den geniale østriger har selskab af flere andre store landsmænd, herunder Gustav Klimt. Wien er Østrigs og de store kulturinstitutioners uovertrufne hovedstad.

Kunstens hjerte banker for alvor på Museumsplatz i det enorme 60.000 km2 store MuseumsQuartier – også blot kaldet MQ – som er huset i smukke barokbygninger. Her ligger Leopold museum side om side med over tyve forskellige andre museer, udstillingssteder og kunstprojekter, herunder Kunsthalle der stiller skarpt på nutidskunsten og Architektur Zentrum der sætter bygningskunsten under lup, men det er også her man finder det populære børnemuseum Zoom.

Wiens Museumsquartier

Kaffe med mælk

Alt er kunst i Wien – også kaffe. Det er ikke i Wien at man bare skal bestille ”en kop kaffe” – ikke uden at få overtjenerens overbærende blik i hvert fald. Det var tyrkerne som bragte kaffebønnen med sig til Wien, da osmannerne af flere omgange forsøgte at erobre byen op gennem 1500- og 1600-tallet, men tanken om at putte mælk i kaffen stammer fra Østrigs hovedstad. Den mest kendte form for kaffe i Wien er den såkaldte Melange – kaffe med skummet mælk på toppen - og ellers hedder det en ”lille brun” eller en ”stor brun”, ”en sort” osv. En af Wiens allerstørste attraktioner er selvfølgelig de berømte kaffehuse, der ikke blot serverer formidabel kaffe og udsøgte kager, men som også indkapsler alt det Wien på mange måder steder er indbegrebet af: verden af i går.

Besøg den klassiske wienercafe Café Central på Herrengasse med de høje, udsmykkede hvælvinger og flotte marmorsøjler. Læg rejsen forbi kunstner- og jugendstilscafeen Cafè Hawelka på Dorotheergasse, spis morgenmad på den gamle litteraturcafé Café Griensteidl på Michaelerplatz, snup en Sacher torte lavet efter original, næsten 200 år gammel opskrift på Café Sacher i Philharmonikerstrasse, nyd en melange og spil lidt billard på Café Sperl på Gumpendorfer strasse og indsnus lidt af ånden fra det gamle Wien på den legendariske Ringstrasse-café, Café Landtmann på Dr. Karl Lueger-Ring.

Den mest kendte form for kaffe i Wien er den såkaldte Melange

Kejserens Wien

Netop Ringstrasse – Kejser Franz Josephs pompøse, 4,5 km lange boulevardprojekt - er en anden af Wiens allerstørste attraktioner. Den blev anlagt, da kejseren i 1857 besluttede at sløjfe Wiens gamle fæstningsring, så der kunne blive plads til en lang række enorme monumenter og prestigebyggerier, der skulle stadfæste Wiens position som en af verdens førende hovedstæder og metropoler. Senere har man talt om at det alt sammen blev sat i værk for at maskere at det østrig-ungarske rige i virkeligheden var stærkt på vej i opløsning. Men det gør ikke turen rundt til fods, med hestevogn eller med sporvogn mindre mindeværdig.

Den berømte Wiener Ringstrasse

Smuk arkitektur

Arkitekturen i Wien er interessant at gå på opdagelse i – også for lægmænd. Foruden de imponerende imperiale bygninger fra 1800-tallets Østrig-Ungarn, er mange af de smukkeste og mest interessante bygninger fra den smukke epoke omkring år 1900, hvor Wien blev berømt for den særlige secessionsstil – en særlig variant af art nouveau eller jugendstil. Et af de fornemme eksempler er Otto Wagners Postparkasse på Georg-Coch-Platz, der er opført i 1906 - men stilen kan også opleves på flere af Wiens omtalte kaffehuse.

Otto Wagners Majolikahaus

Freud og Wien

Oplev også Sigmund Freuds Museum der ligger i Berggasse hvor psykoanalysens berømte grundlægger boede og arbejdede indtil sin flugt før 2. Verdenskrig. Se de smukke, hvide Lipizzanerheste i aktion på Den spanske rideskole i Hofburg komplekset. Nyd udsigten over Wien fra den gotiske domkirke, Stephansdoms 137 meter høje tårn. Sejl en tur på Donau-floden – også til nabobyen Bratislava. Besøg Wiens Versailles, habsburgernes gamle sommerresidens Schloss Schönbrunn. Gå på opdagelse i Wiens kulinariske slaraffenland Narschmarkt, hvor stadehandlere lokker med farverige boder fulde af frisk frugt, krydderier, turkish delight og oliven der kan duftes på flere kilometers afstand. Tag på shoppingtur langs Graben, i Ringstrassen-Galerien, på den folkelige Mariaholfer Strasse eller i Gasometer – store gamle gasbeholdere omdannet til et indkøbscenter af den franske arkitekt Jean Nouvel. Vær endelig med til at holde folkefest i Volkspark Prater - det tidligere kejserlige jagtområde der i 1766 blev åbnet som forlystelsespark af Kejser Josef II. og i 1873 var ramme om verdensudstillingen i Wien, hvor også det store pariserhjul blev bygget.

Habsburgernes gamle sommerresidens Schloss Schönbrunn

Ånden lever

Wiens storhedstid er forbundet med Habsburgerne og tiden før første verdenskrig - eller inden det østrig-ungarske riges sammenbrud. I dag er antallet af indbyggere skrumpet fra to til omkring 1,6 mio. Men Wien er meget mere end blot verden af i går og ånden fra de store komponister der har levet og arbejdet her – Mozart, Schubert, Mahler, Beethoven og Strauss - lever i bedste velgående. Hold ferie med genierne i Wiener Staatsoper og hør deres musik genfødt gennem de verdenskendte Wiener Filharmonikere.

Skilt til Mozarts Hus