Det eventyrlige Andalusien med Málaga, Sevilla og Granada

Besøg Spaniens hjerte og oplev den storslåede historie og levende nutid

Andalusien er Spaniens hjerte med masser af smuk natur, spændende historie og en farverig kultur. På denne rejse oplever vi fortidens storhed på det fortryllende Alhambra-palads – Granadas stolthed – og besøger Málaga, der er kunstneren Picassos fødeby.

Med på programmet er også Andalusiens hovedstad, Sevilla, samt den smukke by Ronda med Spaniens flotteste tyrefægterarena. Foråret, hvor det ikke er bagende varmt, er det perfekte tidspunkt for et besøg ved den berømte solkyst!

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Grupperejse

  • Rejseleder Albatros-rejseleder

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Euro

Dagsprogram
Dag 1 Fly København – Málaga. Videre med bus til hotellet Hotel Tropicana i La Carihuela, lille gåtur med rejselederen
Dag 2 Udflugt til Nerja-grotten, kystbyen Nerja og bjergbyen Frigiliana
Dag 3 Udflugt til Málaga m. byrundtur, tapasfrokost, vinsmagning og lidt tid på egen hånd
Dag 4 Udflugt til Ronda – den spektakulært beliggende bjergby
Dag 5 Udflugt til Sevilla m. byrundtur, byvandring i den historiske bydel og lidt tid på egen hånd
Dag 6 Udflugt til Granada og Alhambra. Byvandring i Granada og besøg i Alhambra-paladset
Dag 7 Dag på egen hånd eller udflugt til Gibraltar (tilkøb)
Dag 8 Fly Málaga – København

Hoteller

Hotel Tropicana

Vores hotel ligger i det dejlige strandområde La Carihuela mellem de to kendte badebyer Torremolinos og Benalmádena. La Carihuela hører til den bedre del af kyststrækningen – her er der roligt sammenlignet med flere andre steder langs kysten, og alligevel er man tæt på det hele. Du kan med lethed tage til den mere livlige del af Torremolinos eller tage toget til storbyen Málaga, der venter med alt fra tapasbarer til markeder, kunstmuseer, dejlige butikker og ikke mindst den meget smukke havnepromenade.

Vores hotel er et typisk familiært mellemklassehotel med bad, toilet og tv på værelset. Hotellet ligger perfekt i rolige omgivelser lige ved strandpromenaden og alle værelser har balkon.

Hotellet har 220V og almindelige stikkontakter. Der er ikke hårtørrer på værelset. I hotellets have finder man en lille hyggelig pool og udgang direkte til strandpromenaden og den dejlige strand.
Mod tillæg er det muligt at vælge værelse med havudsigt, dette bestilles ved bestilling af rejsen. Begrænset antal. Kr. 350,- per person.

Hotel Tropicana
Calle del Trópico, 6,
29620 Torremolinos, Málaga,
+34 952 38 66 00
www.tropicanatorremolinos.com 

Billeder

Afrejsedatoer

Klik på Bestil for at se ledige værelser
Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
5.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program
Klik på Bestil for at se ledige værelser

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Málaga. Videre med bus til hotellet Hotel Tropicana i La Carihuela, lille gåtur med rejselederen

Vi flyver fra Danmark til Málaga. Herfra kører vi til det dejlige område La Carihuela mellem de to klassiske badebyer Torremolinos og Benalmádena Costa. Her bor vi lige ved den flotte strandpromenade og den to kilometer lange sandstrand. Hotellet har en lille hyggelig pool, og deres restaurant ligger direkte ud til strandpromenaden, hvor du kan vandre til marinaen i Benalmádena eller livlige Torremolinos. Du behøver ikke at bekymre dig om morgen- eller aftensmad, da der er halvpension inkluderet i prisen.

Efter indkvarteringen på Hotel Tropicana bliver der tid til lidt afslapning, inden rejselederen tager os med på en lille gåtur rundt i byen, indtil vi nyder middagen på hotellet. Vi bor lige ved stranden, som kan besøges på de program-fri eftermiddage.

Dag 2
Udflugt til Nerja-grotten, kystbyen Nerja og bjergbyen Frigiliana

Vi starter dagen med at køre til den lille by Nerja på den anden side af Málaga. Her skal vi først besøge det, der for mange er Solkystens største seværdighed: Nerja-grotten. Drypstenshulen ligger fire kilometer øst for byen Nerja og strækker sig over 800 meter og indeholder verdens længste drypsten på 70 meter. Grotten blev opdaget ved et tilfælde, da nogle drenge fra byen Maro bevægede sig derind i 1959. I dens indre havde intet menneske sat sin fod siden forhistorisk tid, hvor grotten var beboet af Homo sapiens’ forløber, Cromagnon-mennesket. Ud over de smukke drypsten, stalaktitter og stalagmitter, har man også fundet vægmalerier, der viser jagt på bjerggeder, rådyr og andre dyr.

Herefter kører vi ned til den hyggelige kystby Nerja. Byen har på trods af de senere års vokseværk ved kysterne kun 15.000 indbyggere og har en fantastisk beliggenhed lige ned til Middelhavet, for foden af bjergkæden Sierra de Almijara.

Byen blev grundlagt for over 3.000 år siden, og der er fundet rester af en romersk bebyggelse. Maurerne byggede den gamle bydel, der er præget af hvidkalkede huse, smalle gader og frodige patioer. I byens centrum finder man Balcón de Europa, Europas balkon, der er en rund udsigtsterrasse bygget på en høj klippeafsats. Stedet var tidligere en fæstning, som udgjorde en vigtig forsvarspost i kampen mod sørøverne. Vi går en lille tur i byen, og der bliver også tid til at spise en let frokost.

Herefter går turen ind bag kysten til det flotte bjergområde La Axarquía – kendt for ”De hvide byer”. Her lever man af landbrug, og i området er der avocado-træer, vinmarker og olivenlunde. De mange små landsbyer i området rummer elementer af arabisk arkitektur, og man finder spor efter den mauriske fortid. At bevæge sig herop fra kysten er som at komme ind i en anden verden. Området har været beboet af romerne og ikke mindst maurerne, som var her indtil for 400 år siden. Vi besøger vi den lille by Frigiliana. Byen er i dag fredet som nationalt monument, og man har nænsomt restaureret den mauriske bydel.

Dag 3
Udflugt til Málaga m. byrundtur, tapasfrokost, vinsmagning og lidt tid på egen hånd

I dag skal du udforske den fantastiske storby Malaga, der er regionens næststørste by. Byen har 560.000 indbyggere og er centrum af Costa del Sol. H.C. Andersen elskede Málaga, og der står i dag en statue af ham på hovedgaden. Efter hans besøg i byen i 1862 skrev han: ”I ingen af Spaniens Byer har jeg følt mig så glad, så hyggeligt hjemme som i Málaga; Folkelivet, Naturen, det åbne Hav, hver især så rig og uundværlig for mig, fandt jeg her, og dertil det mig endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige Mennesker.”

Denne søfartsby er en smeltedigel af forskellige folkeslag. Fønikerne kom fra havet og grundlagde Malaca, som de kaldte byen. Herfra sejlede man ud til hele romerriget med fisk, silke, figner, rosiner og mandler.

Senere under det arabiske herredømme blev Málaga forvandlet til en af de mest betydningsfulde byer i regionen. Da spanierne fandt Amerika, blev byen centrum for handlen mellem kolonierne, og blev således et af de vigtigste handelscentre i Spanien. Senere var det tekstil- og jernindustrien, der holdt gang i hjulene, indtil slutningen af det 19. århundrede, hvor disse industrier oplevede nedgangstider, og byen døde hen, indtil turismen gjorde sit indtog og igen satte Costa del Sol på europakortet.

Vi begiver os ud på en lille vandretur gennem den fascinerende storby. Vi ser den store markedshal, hvor smukke opsætninger af frugt og grøntsager lokker med deres mangfoldige farver, her ligger frisk fisk og røber nærheden til det gavmilde Middelhav, og duften af krydderier stimulerer appetitten. Vi kommer frem til det lille hjørnehus på Plaza de la Merced, hvor byens store søn, maleren Pablo Ruiz Picasso, blev født. Her finder vi et lille, men interessant Picasso-samling, hvor både litografier, keramik og andre af Picassos værker kan ses.

De små snørklede gader leder os frem til en af byens bedste tapasrestauranter, hvor vintønder og tørrede skinker er en del af dekorationen. Vi spiser en herlig tapasfrokost inden vores videre tur gennem de hyggelige, kringlede gader.

Vores endemål er en af de små intime bodegas, hvor vi nyder et glas af den lokale Málagavin. Her serverer man vinen direkte fra fad, og der er høj stemning, før siestaen sætter ind – ja, faktisk det meste af dagen.

Herefter er der lidt tid på egen hånd, inden vi om eftermiddagen kører hjem til hotellet. Du kan besøge den smukke katedral med det manglende tårn, der derfor kaldes ”La Manquita” – den enarmede kvinde – eller besøge det mauriske fæstningsværk Alcazaba på egen hånd. Det imponerende bygningsværk bestod tidligere af over 100 tårne og moskéer og rummer stadig små hyggelige patioer og smukke haveanlæg. Alcazaba kaldes "Málagas Alhambra”, og man forstår hvorfor, hvis man først ser det.

Dag 4
Udflugt til Ronda – den spektakulært beliggende bjergby

Ronda befinder sig midt i et vildt klippemassiv og bjerglandskab bag kysten, på 100 meter høje klippevægge, der er delt i to halvdele af den dybe Tajo-kløft. Det er her, Spaniens ældste tyrefægterarena ligger, og det er også her, at håndværkeren Pedro Romero begyndte at bruge et rødt klæde til tyrefægtning. Hermed opfandt han den klassiske Ronda-stil, og han nåede selv at dræbe over 6.000 tyre i løbet af sin karriere som tyrefægter. Tyrefægterarenaen fra 1785 er yderst charmerende med sine to etager, hvor blandt andre Ernest Hemingway havde sin egen loge. Du kan også besøge det lille tyrefægtermuseum med kostumer, billeder med mere.

Puente Nuevo-broen er en anden seværdighed i Ronda, som forbinder de to bydele. Det tog 42 år at bygge broen, der ligger på det højeste og smalleste sted i Tajo-kløften. Broen er bygget i 1700-tallet, og herfra har man en fantastisk udsigt ned over kløftens dyb 90 meter længere nede. Domkirken Santa María la Mayor er også et besøg værd. Kirken var oprindeligt en moské, og den gamle minaret er siden blevet ombygget til et klokketårn. Inde i kirken ses det, at barokalter og apsis er blevet bygget med domkirken i Málaga som forbillede. (Afstand til Ronda er 100 km, køretid ca. 1 t. 45 min. hver vej.)

Dag 5
Udflugt til Sevilla m. byrundtur, byvandring i den historiske bydel og lidt tid på egen hånd

Fra morgenstunden kører vi til Andalusiens hovedstad, Sevilla. Byen er et lille paradis på jord, hvor små hyggelige pladser med palmetræer og tusinde farver blandes med livsglæde og passion. Klokketårnet La Giralda symboliserer byens brogede historie og står i dag som et smukt billede på datidens tolerance; et klokketårn opført i maurisk stil som en hyldest til kristendommen. Her har alle folkeslag været; visigoter, romere og arabere – alle har de efterladt sig spor.

Byen var i 1500-tallet den vigtigste havneby i Spanien, og det var her, skibene fra Den Nye Verden lagde til med deres laster af guld og rigdomme. Alt blev indregistreret ved Torre del Oro, Det Gyldne Tårn, langs Guadalquivirs bredder, mens den kosmopolitiske by blev befolket med handelsfolk, navigatører, kunstnere og poeter. Sevilla blev Spaniens rigeste by, og i dag siges det populært, at ”Madrid er Spaniens hovedstad, men Sevilla er verdens hovedstad”.

Det var i denne by, at figurer som Carmen, den mytiske Don José og sågar de to romerske kejsere Trajan og Hadrian blev født. Her fødtes også den spanske kunstner Velazquez, der meget passende fik tilnavnet ”El Sevillano”. Vi starter med en panoramasightseeing i byen og kommer forbi nogle af byens store seværdigheder: operaen, den smukke tyrefægterarena, området for Expo 92’-udstillingen og tobaksfabrikken, hvor Carmen sad og rullede cigarer.

Herefter går vi en tur i Sevillas historiske bydel. Vi besøger det legendariske jødiske kvarter Barrio Santa Cruz, der er kendt fra operaerne Barberen i Sevilla og ikke mindst Bizets fantastiske Carmen. I det pittoreske kvarter får vi et glimt af det ægte Spanien med små listige gyder, herskabspalæer, gårdspladser med duftende blomster og svalende springvand, hvidkalkede bygninger, tapasbarer og en stemning, der hensætter en til en svunden tidsalder.

Har du lyst, kan du besøge byens berømte domkirke, der ud over at være verdens tredjestørste kirke er verdens største gotiske kirke. Kirken er en mageløs bygning af uhørte dimensioner, der blandt andet rummer 30 kapeller og et gravmæle for Christoffer Columbus. Her kan du også beskue den enorme, guldbelagte altertavle, der er den mest imponerende af slagsen i hele Spanien. Herefter er der frokost på egen hånd.

Vi er tilbage i Torremolinos sent på eftermiddagen, men selvom køreturen kan synes lang, har det været alle bestræbelserne værd. (Køreafstand til Sevilla er 221 km, køretid 2 t. 45 min. hver vej.)

Dag 6
Udflugt til Granada og Alhambra. Byvandring i Granada og besøg i Alhambra-paladset

Granada er en af Spaniens smukkeste byer og stedet, hvor den arabiske og den kristne kultur mødes. Det er også her, man finder det verdensberømte Alhambra-palads, som UNESCO har erklæret for verdenskulturarv. Alhambra, som anses for at være et af verdens smukkeste monumenter, er et kompleks af paladser, fæstninger og fyrsteboliger, der ligger majestætisk med de sneklædte Sierra Nevada-bjerge i baggrunden. Alhambra er bygget og udbygget af forskellige arabiske herskere, og måske har det tidligere ørkenfolk dristigt forsøgt at udfordre skønheden i det ventende evige paradis, ved at skabe et lignende paradis på jord. De arabiske herskere forsøgte at overgå hinandens byggerier, og hvor end man bevæger sig, er smukt udskåret marmor, rindende vand og smukke paladsbygninger med til at skabe en eventyrlig stemning. Alhambra er et sted, der hverken i harmoni eller skønhed står tilbage for de hinsides ”Himmelske Haver”.

Højere oppe på bjerget ligger sultanens sommerslot, Generalife, hvis haver om muligt er endnu skønnere end Alhambras. Høje cypresser viser vejen til det lille slot, hvor appelsintræer, timianbuske, lavendelplanter, roser, laurbær og liljer udsender fortryllende dufte. Heroppe står tiden nærmest stille.

Granada blev islams sidste bastion på Den Iberiske Halvø, inden kongeparret Ferdinand og Isabella sendte de sidste arabere ud af landet i 1492. Kort tid efter ændrede kongeparret verdenshistorien, da de sendte Christoffer Columbus på opdagelsesrejse. En færd, der kom til at ændre Spaniens fremtid drastisk.

Inden vi besøger Alhambra, får vi sammen med rejselederen tid til at se lidt nærmere på den dejlige by Granada med en gåtur i centrum. Hvis du har lyst, kan du besøge Capilla Real, det kongelige kapel, hvor dronning Isabella og kong Ferdinand ligger begravet; eller den majestætiske katedral, der er et mesterværk inden for spansk klassicistisk arkitektur. Byen har mange dejlige pladser samt hyggelige butikker, og på det gamle silkemarked finder du alskens varer. Efter besøget i Alhambra vender vi tilbage til hotellet. (Køreafstand til Granada og Alhambra er 145 km, køretid 2 t. hver vej.)

Dag 7
Dag på egen hånd eller udflugt til Gibraltar (tilkøb)

I dag kan du tage med på turen til den sidste koloni på det europæiske fastland, nemlig den skattefrie engelske kronkoloni Gibraltar. Vi kører sydpå og når frem til grænsebyen La Linea. Her ligger den lille halvø, hvor englænderne i over 300 år har haft magten. Gibraltars beliggenhed ved strædet mellem Europa og Afrika fik stor betydning under 2. verdenskrig og tiden derefter.

At bevæge sig rundt på Gibraltar er lidt som at komme til England for en stund, selv om vejret unægtelig er bedre. Toldfri butikker, pubber og fish and chips-boder ligger side om side. Mange vil nok betegne området som meget turistpræget, men historisk set har det helt klart sin berettigelse på en tur som denne. Det er en underlig fornemmelse at stå på et stykke engelsk jord, der er beliggende på et sted, der geografisk set burde være spansk. Sjovt nok ligger der også op til flere danske banker i hovedgaden.

Gibraltar er også et af Europas vigtigste steder for trækfugle, og flere myter om de gamle græske guder omhandler Gibraltar. Ifølge en legende er halvøens vartegn, den store kalkstensklippe The Rock, den ene af Herkules’ søjler, der opstod, da den foretagsomme græske helt kløvede et bjerg i to. Oppe på selve klippen møder man de kendte gibraltaraber, og selv om klippeøen stadig i dag er et diskussionsemne mellem Spanien og Storbritannien, siges det, at Gibraltar forbliver britisk, så længe aberne befolker øen. Vi ser lidt nærmere på kolonien, inden vi bevæger os hjemad igen. (Køreafstand til Gibraltar er 126 km, køretid 1 t. 45 min. hver vej. Udflugten til Gibraltar koster 360 kr. per person. Turen gennemføres ved minimum 24 deltagere og bestilles/betales hjemmefra.)

Dag 8
Fly Málaga – København

Efter morgenmaden begiver vi os i løbet af formiddagen til lufthavnen i Málaga for hjemrejse til Danmark.

Udflugt til Gibraltar

Vi kører sydpå og når frem til grænsebyen La Linea. Her ligger den lille halvø, hvor englænderne i over 300 år har haft magten. Gibraltars beliggenhed ved strædet mellem Europa og Afrika fik stor betydning under 2. verdenskrig og tiden derefter.

At bevæge sig rundt på Gibraltar er lidt som at komme til England for en stund, selv om vejret unægtelig er bedre. Toldfri butikker, pubber og fish and chips-boder ligger side om side. Mange vil nok betegne området som meget turistpræget, men historisk set har det helt klart sin berettigelse på en tur som denne. Det er en underlig fornemmelse at stå på et engelsk stykke jord, der er beliggende på et sted, der geografisk set burde være spansk. Sjovt nok ligger der også op til flere danske banker på hovedgaden.

Gibraltar er også et af Europas vigtigste steder for trækfugle, og flere myter om de gamle græske guder omhandler Gibraltar. Ifølge en legende er halvøens vartegn, den store kalkstensklippe The Rock, den ene af Herkules’ søjler, der opstod da den foretagsomme græske helt kløvede et bjerg i to. Oppe på selve klippen møder man de kendte gibraltaraber, og selv om klippeøen stadig i dag er et diskussionsemne mellem Spanien og Storbritannien, siges det at Gibraltar forbliver britisk, så længe aberne befolker øen. Vi ser lidt nærmere på kolonien, inden vi bevæger os hjemad igen. (Køreafstand til Gibraltar er 126 km, køretid 1 t. 45 min. hver vej).

Pris: kr. 340,- per person – udflugten gennemføres ved minimum 15 deltagere og bestilles og betales hjemmefra senest 45 dage før afrejse.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 5.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Málaga t/r
  • Transport til og fra lufthavnen i Málaga
  • Udflugt til Málaga inkl. tapasfrokost
  • Udflugt til Nerja og Frigiliana
  • Udflugt til Ronda
  • Udflugt til Granada og Alhambra
  • Udflugt til Sevilla
  • Indkvartering på hyggeligt 3-stjernet hotel i delt dobbeltværelse
  • Halvpension på hotellet (morgenmad/middag)
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  •  Eventuelle ekstra arrangementer
  • Eventuelt tillæg for havudsigt. kr.350,- per person
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Udflugt til Gibraltar kr. 360,- per person (turen gennemføres ved minimum 24 deltagere og bestilles/betales hjemmefra)
  • Drikkepenge til chauffører og lokalguide (beregn ca. 6 euro)
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Værelsestyper

Hotellet har værelser i forskellige kategorier. Der er altan til alle værelser. Der er ikke stor forskel på værelsernes indretning, men de har forskellig beliggenhed:

KATEGORI 1: Standardværelse. Værelset vender med siden mod havet og har begrænset havudsigt. Denne værelsestype er inkluderet i rejsens pris.

KATEGORI 2: Standardværelse som vender mod hotellets pool og have og har en dejlig havudsigt. Denne værelsestype har mest sol. Tillægspris: 350 DKK.

KATEGORI 3: Værelset ligger med front mod havet og strandpromenaden og findes i et meget begrænset antal. Tillægspris: 600 DKK.

KATEGORI 4: Enkeltværelse. Dette er et dobbeltværelse med begrænset havudsigt beliggende på samme måde som værelset i kategori 1. Tillægspris: 950 DKK.

KATEGORI 12: Enkeltværelse. Dette er et mindre dobbeltværelse med en lille altan, som vender mod haven og har havudsigt. Da disse værelser er mindre og har en mindre altan, er tillægget også mindre end for værelserne i kategori 4. Tillægspris: 750 DKK.

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Måltider

Måltider indtages i hotellets restaurant. I rejsen er der inkluderet morgenmad og middag (halvpension).

Vejret

Andalusien er det sted i Europa, der har flest solskinstimer. I november, januar og februar måned byder solkysten på hele 170 solskinstimer – til sammenligning har Paris 54-75 solskinstimer og København 43-54 timer per måned. De gennemsnitlige dagtemperatur ligger på 20 grader i november måned svarende til Danmark i august. Det kan naturligvis regne i Andalusien, men regnen falder oftest som korte, kraftige byger. (kilde: dmi.dk).

Udflugten til Alhambra

Alhambra hører til et af de mest eftertragtede steder at besøge i Spanien, og det kan være svært at få billetter dertil. Det betyder, at vi til tider bliver nødt til at ændre dagen for udflugten til Granada. Det er specielt svært at få billetter til Nazaride-paladset med løvegården (der lukkes p.t. kun 8.800 personer ind om dagen). Så det kan i yderst sjældne tilfælde ske, at vi ikke har mulighed for at komme ind i denne afdeling af det store paladskompleks. I så fald bruger vi tiden på andre dele af det kæmpestore område, fx Generalife. Bemærk dog, at dette kun er hændt én gang siden 2009.

Deltagerantal

Denne rejsedato kræver et deltagerantal på minimum 24 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen, eller foreslå en anden dato – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, du som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Forlængelse/ændringer

Rejsen sælges som en hel “pakke“, og ved ændringer vil det ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der ikke benyttes.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

17ESRTR06GDK2203