Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser for Albatros Travel A/S

Alle rejsearrangementer er underlagt ”Lov om pakkerejser”, der harmoniserer reglerne i Europa og yder en udstrakt forbrugerbeskyttelse. Ifølge lovgivningen skal rejsebureauerne kunne dokumentere, at de har gjort kunderne opmærksomme på alle tænkelige eventualiteter: rejsens præcise forløb, alle formaliteter og omkostninger samt mulige ændringer, og desuden skal aftalegrundlaget være klart ved rejsens bestilling (dvs. inden bestillingen bekræftes ved at indbetale depositum).

Alle kunder forventes at have sat sig grundigt ind i rejsens aftalegrundlag. Aftalegrundlaget består af følgende elementer: rejsens program inkl. praktiske oplysninger og prisinformation, faktura/rejsebevis, rejseplan samt disse almindelige bestemmelser. Albatros Travels almindelige bestemmelser er standardiseret i henhold til lovgivningen og Danmarks Rejsebureau Forenings bestemmelser. Såfremt der gælder særlige forhold for rejsen, skal dette fremgå af fakturaen/rejsebeviset, ellers gælder disse almindelige bestemmelser.

I forlængelse af lovgivningen om udvidet ansvar for rejsearrangører har Albatros Travel tegnet en særlig, udvidet ansvarsforsikring hos Gouda Rejseforsikring A/S. Albatros Travel er endvidere medlem af Rejsegarantifonden og har medlemsnummer 676.

Såfremt rejsen bestilles OG betales gennem Albatros Travels hjemmeside, eller man modtager sin faktura/rejsebevis elektronisk, har man pligt til at læse og eventuelt udskrive alle relevante oplysninger og dokumenter.

VI FORUDSÆTTER ALTID, AT VORES KUNDER ER BEKENDT MED ALT UDLEVERET MATERIALE.

1. TILMELDING
Aftalen er bindende for såvel kunde som bureau, når depositum er betalt.

2. BETALINGSBESTEMMELSER
Ved tilmeldingen betales et depositum på 25 % af rejsens samlede pris. Enkelte rejser kan have særlige betalingsvilkår og strengere afbestillingsvilkår. Dette gælder fortrinsvis krydstogtrejser og rejser med specielt ind-chartrede tog, skibe og fly. Disse forhold vil altid fremgå af programmet eller fakturaen/rejsebeviset. Afbestillingsforsikring ved sygdom skal betales senest samtidigt med depositum. Restbeløbet skal være indbetalt senest 75 dage før afrejse. Rejsedokumenterne vil normalt blive fremsendt således, at kunden har dem i hænde senest 7 dage før afrejse. Såfremt fristen for indbetaling overskrides, bortfalder bureauets leveringspligt.

3. AFBESTILLING
Følgende regler er gældende, såfremt der ikke er anført andre bestemmelser på fakturaen/rejsebeviset. Vi gør opmærksom på, at der kan være ekstraordinære omkostninger forbundet med enkelte rejser. Ved afbestilling af rejser indtil 75 dage før afrejse er indbetalt depositum tabt. Ved afbestilling 75-15 dage før afrejsen opkræves et gebyr på 85 % af rejsens pris. Ved afbestilling herefter er hele rejsens pris tabt.

Såfremt der inden for et tidsrum af 14 dage før rejsens påbegyndelse forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme og andre hermed ligestillede begivenheder, kan rejsen afbestilles vederlagsfrit. Det vil dog være en betingelse, at danske myndigheder (eksempelvis Udenrigsministeriet, sundhedsmyndigheder eller andre offentlige myndigheder) direkte fraråder rejser til det pågældende område, og at begivenhederne er opstået efter rejsens bestilling.

4. AFBESTILLINGSFORSIKRING I FORBINDELSE MED SYGDOM
Albatros Travel har sammen med Gouda Rejseforsikring udarbejdet en standardafbestillingsforsikring for alle rejsende. Ved at tegne denne forsikring kan rejsen afbestilles uden omkostninger (ud over evt. ekspeditionsgebyr samt præmien for afbestillingsforsikringen) i følgende situationer:

1. Ved akut opstået sygdom, der kræver hospitalsbehandling eller forhindrer kunden i at rejse
2. Dødsfald i nærmeste familie (forældre, børn, bedsteforældre)

Ved individuelle særligt kostbare arrangementer (fx krydstogter, specialsafari og luksusrejser i højsæsonen) må man påregne en højere forsikringspræmie. Forsikringspræmien kan også være højere, hvis man ønsker at forsikre sig imod andre ting, som fx brand, arbejdsløshed, reeksamination, tabt ferieformål, indbrud eller konkursbegæring mod egen virksomhed.

Det er vigtigt, at en afbestillingsforsikring bestilles samtidigt med rejsen og betales senest i forbindelse med indbetaling af depositum. En afbestillingsforsikring gælder kun i forbindelse med akut opstået sygdom (kræver lægeerklæring) og kan ikke tegnes, efter at depositum er betalt. Bemærk, at præmien ikke refunderes i forbindelse med nogen form for afbestilling.

Vær opmærksom på, at forsikringen ikke dækker ved afbestiling, som beror på en medicinsk tilstand, der har givet sig udslag i symptomer eller været genstand for lægelig behandling eller ændret medicinering/behandling senere end 6 måneder før, forsikringen blev tegnet. Dette gælder også, selv om diagnosen er stillet, efter at forsikringen blev tegnet.

5. FLYBILLETTER
Dine flybilletter er bestilt til en ganske bestemt rejse som anført på fakturaen. Billetterne kan ikke uden videre ændres, annulleres, forlænges eller overdrages; dette gælder også for businessclassbilletter, som i forbindelse med en grupperejse altid vil være underlagt restriktioner. Prisen for ændringer og annulleringer varierer fra billettype til billettype helt op til den fulde billetpris. Vi må derfor anbefale, at du tegner en afbestillingsforsikring ved sygdom m.m. Bureauet giver dig nærmere besked om prisen, der udgør 6 % af rejsens pris. Tegning skal ske samtidigt med, at rejsen bestilles, og senest ved indbetaling af depositum.

6. FLYREJSEN
Hvis man, ud over den anførte rejserute, har særlige krav til billettens fleksibilitet, skal det være anført på fakturaen/rejsebeviset. Ændringer af rejserute, forlængelse eller vederlagsfri annullering kan kun ske, såfremt dette er anført på fakturaen/rejsebeviset.

Det er meget vigtigt, at kundens navn på fakturaen/rejsebeviset og på alle afrejsedokumenter (billetter) stemmer overens med kundens aktuelle pas. Kunstnernavne og mellemnavne må ikke benyttes som efternavn.

De anførte tider er lokale tider. Ændringer kan forekomme, såfremt rejseplanen er udarbejdet længe før (skift til og fra) sommertid eller ændringer i luftfartsselskabernes fartplaner, hvilket normalt sker 1. april og 1. oktober. Det er derfor vigtigt, at man kontrollerer afgangstiderne i de fremsendte afrejsedokumenter. Såfremt disse tider afviger fra rejseplanen, eller eventuelt en korrigeret rejseplan, bør man omgående kontakte bureauet.

Normalt er check-in to timer før afrejse, hvilket betyder, at man skal have fuldført check-in to timer før flyafgang. Husk at afsætte tid til eventuelle kø-dannelser og transport mellem terminaler. Enkelte flyselskaber kræver tidligere check-in, hvilket også forekommer hyppigt i andre lande. Det præcise tidspunkt for check-in vil være anført på rejseplanen samt i afrejsedokumenterne. I disse år forandres forholdene omkring lufthavne, sikkerhed og aktuelle bestemmelser løbende, og man kan derfor ikke tage ret meget for givet. Sørg for at være velorienteret, og lad være med at tage unødige chancer. Deltagere i grupperejser vil altid få de seneste og helt aktuelle informationer gennem rejselederen, der tillige vil sørge for, at flybilletter og andre rejsedokumenter er i orden.

7. REJSEDOKUMENTER
Kontrollér venligst alle flydokumenter straks efter modtagelsen. Det navn, som du opgiver til bureauet, skal svare til det eksakte navn i dit pas. Navn, rute, flynummer, rejsedage og -tidspunkter skal være korrekte. Ligeledes skal navnene i dit pas være i overensstemmelse med de navne, som du er registreret med i Det Centrale Personregister (CPR-registret). Det er til enhver tid den rejsende, der har ansvar for at kontrollere, at der er overensstemmelse. Ved uoverensstemmelse risikerer man at få afvist ansøgning om visum. Hvis der er uoverensstemmelse mellem flydokumenterne og det oprindeligt bestilte, skal du kontakte bureauet omgående. De fleste luftfartsselskaber tillader ikke navneændringer i udstedte billetter, hvorfor en ændring vil være behæftet med omkostninger, der kan beløbe sig fra kr. 750,- og helt op til en ny flybillet.

8. REJSENS PROGRAM
Rejsens program indeholder en grundig rejsebeskrivelse, aktuelle priser med angivelse af forventede ekstraomkostninger samt praktiske oplysninger eller særlige bestemmelser, der er aktuelle i forbindelse med den konkrete rejse. På vores hjemmeside findes tillige fakta om de fleste af vores rejsemål. Denne information er først og fremmest ment som en hjælp og service til vores kunder, men indeholder også oplysninger af mere formel karakter, hvorfor vi anbefaler, at kunderne er bekendt med indholdet.

Oplysninger om flytider, visumbestemmelser m.v. vil sjældent forekomme i programmerne, da førnævnte ændres relativt hyppigt (se pkt. 8A). Programmer med prisinformation forefindes på Albatros Travels hjemmeside og/eller som trykt materiale. Man bør være opmærksom på, at hjemmesiden også indeholder en kort præsentation, der ikke er dækkende for den samlede rejse.

8A. FAKTURA/REJSEBEVIS
Fakturaen/rejsebeviset er en oversigt over rejsebestillingen. Her anføres rejsedeltagernes fulde navn, eventuelle tillægskøb (fx udflugtspakke, forlængelse, visum o.l.), betalingsinfo, visumbestemmelser, en rejseplan med aktuelle flytider (lokaltider) såvel som alle aktuelle oplysninger og informationer, inkl. eventuelle afvigelser i forhold til programmet og bureauets almindelige bestemmelser. Uanset hvad der er anført andre steder i det fremsendte materiale, er oplysningerne på fakturaen/rejsebeviset det aktuelle og gældende. Fakturaen/rejsebeviset er også kundens kvittering for bestilling og indbetaling, så hvis den modtages elektronisk, anbefaler vi, at den udskrives.

9. PAS OG VISUM
Hvor intet andet udtrykkeligt er anført, gælder visumoplysningerne på fakturaen/rejsebeviset kun danske statsborgere, ligesom oplysningerne er relateret til den opgivne rejseplan. Har man planer om at ændre rejseforløbet (herunder rejselængden), kan helt andre regler være gældende. Man bør være opmærksom på, at formalia kan ændres mellem bestillingstidspunktet og afrejsetidspunktet. Visumformaliteterne skal være i orden inden afrejsen og kunne dokumenteres ved check-in i Københavns Lufthavn m.v. OBS: Der stilles ofte også visumkrav i forbindelse med transit.

Passet skal mindst være gyldigt i 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Alle bureauets oplysninger gælder alene for personer med dansk pas. Det er således kundens pligt at oplyse bureauet, såfremt kunden ikke er dansk statsborger, eller har dobbelt statsborgerskab. Udenlandske statsborgere skal konsultere deres ambassade eller konsulat (um.dk) vedr. visum samt kontakte Seruminstituttets Udlandsvaccination (ssi.dk). Undlades dette, påtager Albatros Travel sig intet ansvar for de følger, som evt. manglende indrejsedokumenter, vaccinationer etc. måtte medføre for kunden.

Ved rejse til et Schengenland skal passet medbringes på rejsen, da det er danske statsborgeres ID i udlandet. Udlændinge med opholdstilladelse i Danmark skal altid medbringe gyldigt pas samt opholdstilladelse. Den rejsende har pligt til at sørge for gyldigt pas og evt. visum samt give bureauet korrekte oplysninger om fx navn og statsborgerskab m.v. Navne i pas skal være i overensstemmelse med de navne, som personen er registreret med i Det Centrale Personregister (CPR-registret). Det er kundens eget ansvar at kontrollere, at der er overensstemmelse. Ved uoverensstemmelse kan kunden risikere at få afvist ansøgningen om visum.

Vi skal gøre opmærksom på, at ekspeditionstiden for visum til visse lande (fx mange lande i Vest- og Centralafrika og andre lande med begrænset turisme) kan være mange uger. Såfremt visumansøgninger ekspederes gennem bureauet, må man påregne et ekspeditionsgebyr. Bureauet påtager sig intet ansvar for kunder, der af en eller anden ukendt grund afvises ved grænsen. Nogle lande stiller krav om passende valutabesiddelse og gyldig returbillet ved ankomsten.

Rejsende til USA med statsborgerskab i Visa Waiver program-medlemslande (heriblandt Danmark) skal registrere deres indrejseoplysninger på https://esta.cbp.dhs.gov/esta/.

Børn skal have deres eget pas. Bemærk, at der i flere lande kan gælde særlige regler for indrejse med børn, som man ikke har den fulde forældremyndighed over.

10. VACCINATIONSKRAV
Bureauet oplyser om vaccinationskrav, men ikke nødvendigvis om anbefalet sygdomsforebyggende behandling, der bør indhentes hos egen læge eller på Albatros Travels vaccinationsklinik, Tøndergade 16, 1752 København V, tidsbestilling på tlf. 36 98 98 78. Når bureauet alligevel giver oplysning om anbefalet sygdomsforebyggende behandling, skal det betragtes som en service uden lægeligt ansvar. Opfyldelsen af vaccinationskrav skal kunne dokumenteres ved internationalt gult certifikat.

11. OVERDRAGELSE
Under visse omstændigheder kan ens rejse overdrages til familie eller venner mod et gebyr. Gebyret afhænger af rejsens karakter. Bureauet påtager sig ikke gensalg af en allerede betalt rejse.

12. PRISÆNDRINGER
Ifølge lovgivningen kan rejsearrangøren forhøje den aftalte pris som følge af stigende transportomkostninger (herunder brændstofpriser), ændrede skatter, afgifter og gebyrer samt ændrede valutakurser. Desværre forekommer der mange pludselige prisstigninger som følge af olietillæg, stigende skatter og sikkerhedsafgifter. Disse ekstraomkostninger løber allerede op i flere tusinde kroner på mange oversøiske rejser. I forbindelse med grupperejser opgivet i danske kroner vil prisstigninger finde sted efter følgende principper: ved ændringer af flypriser, samtlige afgifter og skatter med det aktuelle beløb, såfremt dette overstiger 100 kr. Valutaændringer på mere end +5 % eller -10 % i forhold til prislistens udgivelsesdag. Eventuelle prisændringer vil kun omfatte omkostninger vedrørende den aktuelle valuta og altså ikke hele pakkens pris.

Det skal bemærkes, at vi løbende ændrer vores priser, og at en rejse altid vil blive solgt til den aktuelle pris, selvom man eventuelt er i besiddelse af en forældet prisangivelse. Det kan dog forekomme, at en rejse bliver solgt til forskellige priser, fordi vi sjældent lader prisreguleringer slå igennem på rejser, der allerede er bestilt. Generel prisnedsættelse eksempelvis som følge af ekstraordinære prisfald på flybilletter vil komme alle kunder til gode, uanset hvornår rejsen er bestilt eller betalt.

Eksempel på beregningsmetode ved prisændringer:

Rejsens pris: kr. 10.000,-
Stigning i lufthavnsskatter/brændstofpriser: kr. 370,-
Rejsens nye pris i alt: kr. 10.370,-

Overstiger reguleringen 10 % af rejsens samlede pris, er kunden berettiget til at hæve købet. Er der mindre end 20 dage til afrejse, kan der ikke foretages regulering.

13. AFLYSNING
I tilfælde af utilstrækkelig tilslutning til en programsat rejse kan den aflyses af bureauet op til 14 dage før afrejse. Rejsen kan ligeledes aflyses på grund af udefrakommende omstændigheder, som bureauet og dets samarbejdspartnere ikke har indflydelse på eller har haft mulighed for at forudse (force majeure-lignende forhold). I ovennævnte tilfælde har kunden intet krav på erstatning ud over refundering af rejsens pris. Såfremt ovenstående skulle ske, vil bureauet altid forsøge at tilbyde et reelt alternativ. Erfaringsmæssigt er over 90 % af alle rejser udsolgt i god tid før afrejse.

14. ÆNDRINGER AF REJSENS FORLØB
Principielt kan bureauet (jf. lovgivningen) ikke foretage væsentlige ændringer af rejsens forløb efter bestillingen. Det er derfor vigtigt at gøre bureauet opmærksom på særlige forudsætninger/ønsker i forbindelse med bestilling af rejsen (fx hotel med tennisbane, golf, dykning osv.). Eventuelle forudsætninger skal påføres faktura/rejsebevis. Formålet er at sikre kunden mod at få et dårligere produkt end bestilt, eller for den sags skyld et bedre, men uønsket produkt. Lovgivningen tager desværre ikke højde for rejseændringer, der er i de rejsendes interesse.

På en stor del af vores ”eventyrprægede” rejser arbejder vi med sene ændringer (for så vidt det er muligt) for at skabe den bedst mulige rejse under hensyntagen til vejr samt andre lokale forhold og begivenheder. Ved rejser i Grønland og til Svalbard forekommer ændringer så ofte som følge af vejr og infrastruktur, at rejsende må betragte det som en del af rejsen. Der ydes derfor heller ikke kompensation for forsinkelser og ændringer inden for 24 timers varighed. Dette forhold kan også gøre sig gældende på andre rejser. I så fald vil det fremgå af materialet. Ved flyforsinkelser er bureauet umiddelbart ansvarlig som repræsentant for flyselskabet, hvorfor reklamationer skal rettes til bureauet.

Bureauets ansvar rækker dog ikke ud over de internationale bestemmelser og konventioners begrænsninger. Såfremt et flyselskab yder gældende kompensation på stedet, kan yderligere krav ikke gøres gældende. Rejsende kan normalt ikke påregne erstatning i forbindelse med forsinket hjemrejse. Derfor er vigtige gøremål umiddelbart efter hjemkomsten rejsearrangøren uvedkommende.

15. REJSEFORSIKRING OG TILSKADEKOMST
Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal have tegnet en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport. Albatros Travel hjælper gerne med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring. Se nærmere information på
www.albatros-travel.dk/praktisk/rejseforsikring

Det anbefales, at man i forbindelse med tegning af rejseforsikring sikrer sig, at denne også dækker bagage. Reklamation over skader på bagage samt fejlsendt eller forsinket bagage skal ske direkte til det pågældende flyselskab, og der skal udfyldes en skadesrapport (PIR-rapport) i lufthavnen, straks efter at skaden er sket.

Det er endvidere en forudsætning for deltagelse i rejsen, at man optræder ansvarligt og hensynsfuldt, herunder retter sig efter bureauets og dets repræsentanters anvisninger. Det frarådes, at rejsende til fremmede verdensdele bevæger sig rundt på egen hånd i ukendte og afsidesliggende områder, specielt efter mørkets frembrud. Ønsker man at være på “egen boldgade”, bør det altid ske efter samråd med bureauet eller dets stedlige repræsentanter. Såfremt bureauet ikke er repræsenteret på destinationen, bør man konsultere relevante guidebøger, der ofte giver gode, pålidelige informationer om detaljerede forhold. Skulle uheld opstå, vil man altid kunne søge hjælp på Danmarks konsulat eller ambassade eller på de øvrige EU-landes repræsentationer, såfremt Danmark ikke er repræsenteret i det pågældende land.

16. SKATTER OG AFGIFTER
En del skatter og afgifter opkræves i forbindelse med billetudstedelsen, og er således inkluderet i rejsens pris. En del lokale skatter kan imidlertid ikke opkræves på forhånd og skal betales på stedet. Hav altid international valuta klar til dette formål. Det er ofte lufthavnsafgifter og enkelte nationalparkafgifter. Disse afgifter vil normalt være anført i afrejsedokumenterne eller i rejsens program. Vi skal dog gøre opmærksom på, at afgifterne kan ændres mellem bestillingstidspunktet og afrejsen.

17. EKSPEDITIONSGEBYR
Vi har påført fakturaen et gebyr på kr. 130,- (kun ét gebyr pr. ordre), som dækker forskellige generelle omkostninger og lovpligtige forsikringer. Beløbet erstatter en række småbeløb, der tidligere blev opkrævet særskilt.

18. KUNDENS ANSVAR
Som allerede nævnt forudsætter deltagelsen i den aktuelle rejse, at man er bekendt med de givne oplysninger, herunder oplysninger fra program, faktura/rejsebevis, rejseplaner og evt. praktiske oplysninger om rejselandet, samt at man følger de her givne anvisninger. Samtidig forventes man at være bekendt med almindelige offentligt tilgængelige informationer om den aktuelle politiske, sundhedsmæssige samt natur- og klimamæssige situation på destinationen. Det er endvidere kundens ansvar at meddele bureauet, hvis der sker ændrede forudsætninger i kundens forhold efter bestilling af rejsen; eksempelvis opstået sygdom eller graviditet. Individuelt rejsende skal være opmærksomme på, at materialet ikke omtaler alle forhold. Dette gælder specielt flybilletter, ændring af disse, bekræftelse (reconfirm) af rejseforløbet undervejs, visum etc.

19. BEVÆGELSESHÆMMEDE OG HANDICAPPEDE
Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, atvores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang. Iht. EU-direktiv 1107/2006 kan bureauet endvidere kræve, at bevægelseshæmmede er ledsaget af en medhjælper under hele rejsen. Bureauet forbeholder sig ret til at afvise kunder, der efter en skønsmæssig vurdering ikke vil være i stand til at gennemføre rejsen ved egen hjælp. En sådan afvisning er uden ansvar for bureauet.

20. REKLAMATION
Reklamation over mangler ved rejsen skal rettes til bureauet eller dets stedlige repræsentant, så snart den konstateres, således at bureauet kan forsøge straks at afhjælpe en eventuel mangel. Manglende reklamation vil normalt medføre tab af retten til efterfølgende at påberåbe manglen. Du kan henvende dig direkte til bureauet på kvalitet@albatros-travel.dk eller bruge online-platformen
http://ec.europa.eu/odr.

Bureauet er tilsluttet Pakkerejse-Ankenævnet. Ved uenighed mellem rejsebureau og kunde vedrørende mangler ved rejsen, kan kunden indbringe sagen for nævnet (se www.pakkerejseankenaevnet.dk, tlf. 45 46 11 00). Ethvert søgsmål mod bureauet skal afgøres efter dansk ret.

21. TRANSPORTØRENS ANSVAR
Albatros Travel optræder som agent for de(t) i rejsen/transporten involverede luftfartsselskab(er), der alene er ansvarlige for den korrekte gennemførelse af transportaftalen. Dette selskab/disse selskabers transportbetingelser og ansvarsbegrænsninger er derfor gældende. Transporten sker i henhold til Montreal- og Warszawa-konventionerne og Forordning 889/2002, der begrænser luftfartsselskabernes erstatningsansvar i tilfælde af død eller tilskadekomst og ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af bagage samt i tilfælde af forsinkelse.

Albatros Travels ansvar for mangler samt person- og tingskade ved skibs- og togrejser er begrænset til det erstatningsansvar, vores leverandører har i henhold til henholdsvis Athen-konventionen samt COTIF/CIF-konventionen.

22. VILKÅR VEDR. BRUGEN AF REJSEVEN.COM
Såfremt der måtte opstå situationer før eller under rejsen, der betyder, at du ikke længere ønsker at dele værelse med din rejseven, vil en eventuel flytning til enkeltværelse være for egen regning, og ikke en udgift, der kan påføres Albatros Travel. Vi kan ikke garantere, at det vil være muligt at blive flyttet til enkeltværelse, hvis ønsket om at blive flyttet fra sin rejseven måtte opstå under rejsen, men vi vil naturligvis være behjælpelige med dette, i det omfang det er muligt.

Hvis din rejseven bliver syg før rejsen eller på anden måde bliver forhindret i at rejse, vil en deraf følgende flytning af dig til enkeltværelse ligeledes medføre opkrævning af enkeltværelsestillæg, medmindre din rejseven har tegnet en gyldig afbestillingsforsikring, og årsagen til afbestilling af rejsen er omfattet af denne.

23. VEDR. HENVENDELSER FRA ALBATROS TRAVEL
Albatros Travel forbeholder sig ret til at kontakte kunden elektronisk såvel som på print i forbindelse med og efter bestillingen af en rejse.

Desuden kan Albatros Travel efterfølgende i begrænset omfang sende opdateringer og nyheder vedr. den købte rejse, lignende rejser eller andet relevant indhold. Oplysninger videregives aldrig til tredjepart, og alle henvendelser kommer alene fra Albatros Travel.

Opdateret 14.04.2016