Silkevejens Usbekistan og Turkmenistan

Vi flyver fra Københavns Lufthavn midt på dagen med retning mod Tasjkent.

Vi lander i Tasjkent først på morgenen, og når indrejseformaliteterne er overstået, kører vi til vores hotel, hvor der er mulighed for en let morgenmad og nogle timers hvile.

Omkring middag tager vi ud for at se nærmere på landets hovedstad. Vi starter ved Selvstændighedspladsen, hvor vi blandt andet skal se ’Den grædende mors monument’, hvor en evig flamme brænder for at ære de faldne soldater under 2. verdenskrig. Fra Selvstændighedspladsen tager vi metroen et stop til Emir Timur-pladsen. Metroen er den letteste måde at komme omkring i byen på, og stationerne er flot dekoreret – som man kender det fra Moskva og Skt. Petersborg. På Emir Timur-pladsen pryder en stor statue af Timur Lenk (1336-1405) pladsen, og i baggrunden ses det enorme Hotel Uzbekistan i klassisk kommunistisk arkitektur.

Vi spiser frokost på en lokal restaurant og tager derefter til Tasjkents gamle bydel og religiøse centrum ved Khast Iman-pladsen. På den store plads ser vi den fornemme tidligere koranskole Barak-Khan-madrasahen, hvor den ældste håndskrevne koran (Uthman Qur’an) opbevares, og Tillya Sheikh-moskéen; en af de største moskéer i Tasjkent.

Hvis vejret og humøret tillader det, slentrer vi gennem de smalle gader og hen til byens største marked, Chorsu-basaren (ellers tager vi bussen derhen). På markedet gør de lokale mange af deres indkøb, lige fra grøntsager og brød til tøj og cd’er. Ved siden af Chorsu-basaren ligger Kukeldash-madrasahen, som er bygget helt tilbage i 1570 som en del af byens centrale torv. Efter en omskiftelig tilværelse – bl.a. blev bygningen brugt som henrettelsesplads – er Kukeldash-madrasahen nu igen skole og en af de eneste aktive madrasaher, altså koranskoler, i Tasjkent.

Vi runder dagen af med en velfortjent middag.

Tidligt om morgenen tager vi lyntoget til Samarkand. Med en topfart på omkring 225 km/t og ingen stop undervejs tager det os kun omkring to timer at nå Centralasiens mest sagnomspundne by, Samarkand, med en årtusindlang historie som centrum på Silkevejen.

På vores byrundtur i dag skal vi se bygningsværker i verdensklasse, hvoraf de fleste er opført i det 14. århundrede. Samarkand har meget at byde på, og dette gamle kulturcentrum har en rig historie som få andre byer. Den mest berømte seværdighed er uden tvivl Registanpladsen, der ligger i det centrale Samarkand og er en af verdens smukkeste pladser. På tre sider, i perfekt arkitektonisk harmoni, er pladsen indrammet af bygninger, minareter og madrasah’er. Her ligger Ulugh Beg-madrasahen fra 1417-1420 sammen med Tillya-Kari-madrasahen og Shir Dor-madrasahen som et enestående arkitektonisk mesterværk, der er under UNESCO’s beskyttelse.

I 1220 blev byen voldsomt hærget af Djengis Khans horder, men fra 1369 oplevede byen endnu en opblomstring under Timur Lenk, der gjorde den til sin hovedstad. Samarkand har gennem tiderne altid fremstået som en udpræget karavaneby, hvor der blev handlet silke og lervarer – så langt mod øst som i Japan er der fundet metalskåle og glaskar fra Samarkand.

Ud over Registanpladsen skal vi se den nærliggende og enorme Fredagsmoské, Bibi Khanum.

Et andet af Samarkands højdepunkter er Emirens Gravkammer. Timur Lenk beordrede i 1404 Gur Emirs flotte kuppel og mausoleum færdiggjort til ære for sit afdøde barnebarn Muhammed Sultan. Da Timur Lenk døde i 1405, blev også han begravet i Gur Emir. Der hviler en ro over bygningerne, og på den smukt dekorerede kuppel er der poetisk skrevet: ”Skulle himlen forsvinde, vil kuplen erstatte den”.

Vi starter dagen med at køre ud til et papirværksted i en landsby omkring 10 kilometer fra Samarkand. Papirfremstilling har en lang historie i Samarkand-området, og på værkstedet får vi at se, hvordan bark fra papirmorbærtræet bliver omdannet til fint papir.

Tilbage i Samarkand ser vi Shah-i-Zinda-nekropolen – en samling gravmæler, der nærmest udgør lille by – som er en af Samarkands smukke og stemningsmættede seværdigheder. Den flotte indgangsportal med de farverige kakler og den smalle, godt 200 meter lange gade med tætliggende mausoleer på begge sider er enestående. Bag Shah-i-Zinda ligger resterne af Afrosiab, den oprindelige by i Samarkand-området. I dag er der stort set kun nogle jordhøje tilbage foruden et fint museum, som vi besøger.

Vi gør også et besøg ved Ulugh Begs Observatorium fra 1429. Observatoriet var blandt de ypperste i verden i 1400-tallet, og de observationer, der dér blev foretaget, er stadig gyldige i dag.

Om aftenen har vi arrangeret en middag hjemme hos en privat familie. Deres gårdhave bliver for en aften omdannet til en restaurant kun for os, og familien vil forkæle os med lækre lokale retter – og mon ikke også der kommer en flaske vodka på bordet.

Vi tjekker ud af hotellet og kører til Bhukhara, den største oaseby beliggende i udkanten af den store Kyzylkum-ørken, der strækker sig fra Aralsøen til Tasjkent. Bukhara er en gammel silkevejsby og et tidligere selvstændigt emirat. Gennem godt 1.200 år har Bukhara været under muslimsk indflydelse, hvilket fornemmes overalt i byen. Selvom Bukhara i dag er Usbekistans femtestørste by med cirka 250.000 indbyggere, virker den meget mindre end Samarkand, og fra vores indkvartering i den gamle bydel har vi let ved til fods at opleve byen med de mest utrolige bygninger.

Lab-i-Hauz-torvet med det store bassin er centrum for byen, og her ligger tehuse, hvor ældre usbekiske mænd drikker grøn te, snakker og spiller brætspil. Ved hver sin ende af bassinet ligger Nadir Divan-Begi-madrasahen fra 1623 og Mogaki Attari-moskéen fra 1200-tallet, der er en af byens ældste. Omkring år 1900 havde Bukhara 127 aktive koranskoler og en moské for hver af årets dage.

Her fra centrum af den gamle bydel begiver vi os rundt til fods til byens største seværdigheder; smukke moskéer med fantastiske blå kupler, byporte og imponerende pladser – mange af dem samlet i Poi Kalyan-komplekset, hvor også byens højeste minaret tårner sig op: Arslan Khan-minareten, eller som den bedre er kendt: Dødens Minaret. Det var her, den herskende emir indtil for godt 100 år siden lod rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen.

I centrum finder vi også det storslåede Ark-fort i hjertet af Bukhara, der var symbolet på emirens storhed. Med sine op mod 20 meter høje mure var fortet en sikker bastion for den lokale magthaver. Dette har dog ikke afholdt forskellige mere eller mindre seriøse bejlere til titlen som emir af Bhukara til at belejre fortet. Sidste belejring fandt sted i 1920’erne, hvor russerne forsøgte at fortrænge den sidste emir, Alimkhan. Da foretagendet var ved at lykkes, sprængte emiren store dele af fortet i luften og tog flugten til Afghanistan med et følge på over 3.000 mand.

I dag besøger vi Chor Minor, hvis navn betyder Fire Minareter, selvom de 4 tårne mest er til pynt og ikke egentlige minareter. Herefter kører vi til det imponerende sommerpalads, som blev benyttet af de to sidste emirer af Bukhara. Et smukt og fascinerende sted med en bizar blanding af orientalsk, europæisk og russisk arkitektur. I realiteten består Sommerpaladset af tre bygninger: det tidligere sommerpalads, en ottekantet pavillon og en bygning ved en lille dam. Her levede emiren et behageligt liv omgivet af harem og en privat samling af eksotiske dyr, som blev holdt i bure i parken.

Vi spiser frokost sammen, og herefter har vi eftermiddagen til at gå på opdagelse i Bukharas gamle bydel. Blandt de fantastiske moskéer, smukke pladser og gamle, kuppelklædte handelsbygninger ligger fortsat aktive værksteder og småboder, der producerer lokale produkter, som de har gjort i århundreder. Sammen med basaren og de gamle gader er de med til at gøre Bukhara til en af de mest spændende og stemningsfulde byer i Centralasien. Særlig smuk er Bukhara i de tidlige aftentimer, når den gamle by sløres af dagens sidste støvede stråler.

I dag venter en lang og fascinerende køretur gennem Kyzylkum-ørkenen (usbekisk for rødt sand) – en 300.000 kvadratkilometer flad sandørken, som deles mellem Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan. En times tid efter vi har forladt Bukhara, forsvinder de små landbrugs- og bomuldsmarker og erstattes af et monotont ørkenlandskab med rødt sand, så langt øjet rækker. Vi laver nogle fotostops undervejs, hvor vi finder det interessant. 

Til trods for den lange køretur – eller netop derfor – er der noget fascinerende ved at køre igennem et landskab, der ikke ændrer sig meget, og så tænke tilbage på de karavaner, der var uger om at krydse denne ørken med deres kameler og heste. Godt 100 kilometer før Khiva følger vi den 2.400 kilometer lange Amu Darja-flod, og landskabet præges igen af små landbrugsmarker og små landsbyer, indtil vi når Khiva, en af Silkevejens mest berømte oasebyer, der ligger i et frugtbart delta tæt på grænsen til Turkmenistan. (Der arbejdes i skrivende stund på en ny og forbedret vej mellem Bukhara og Khiva, hvilket vil gøre turen noget hurtigere, men p.t. må vi forvente en køretur på 6-8 timer.)

Khiva er i dag to byer; den gamle del inden for ringmuren og den moderne uden for muren. Den gamle by virker som ét stort museum, hvor byens voldsomme og fascinerende historie er med for hvert skridt, man går. Den gamle bydel er et fabelagtigt eksempel på centralasiatisk arkitektur, og vi bor enten inde i den gamle by eller lige uden foran byporten dertil.

Vi bruger første halvdel af dagen på at gå rundt i denne kulturelle perle, hvor al motoriseret kørsel er forbudt.

Khiva var en af Silkevejens store karavanebyer med en strategisk vigtig beliggenhed som bindeled mellem øst og vest. Den gamle bydel, Ichan Kala, fremstår uberørt af tidens tand og er fortsat omkranset af en fem-seks meter tyk ringmur, der er over seks kilometer lang. Inden for murene fandt områdets største slavemarked sted helt frem til 1873, hvor russerne annekterede området.

Khivas tidligere herskere har brugt ufattelige rigdomme på at efterlade sig smukke monumenter og bygninger, og på vores gåtur rundt i byen skal vi se de vigtigste.

Vi ser blandt andet Kalta Minor, en smuk kakkelbeklædt minaret, der ved anlæggelsen skulle have været den største i hele Centralasien. Imidlertid stoppede byggeriet i utide, og derfor er minareten bred – 14,2 meter i diameter – men kun 26 meter høj. Andre seværdigheder er mausoleet for krigerpoeten Makhmud Pakhlavan, Rakhim Khon-madrasahen og det gamle citadel Kunya Ark. Fundamenterne for dette fort er det ældste bygningsstrukturer i Khiva, og de kan dateres helt tilbage til det 5. århundrede. Der er mange senere tilbygninger, og komplekset består blandt andet også af moskéer, modtagelsesrum, stalde og et harem.

Vi spiser frokost sammen på en hyggelig lokal restaurant inde i den gamle by, og derefter er eftermiddagen afsat til, at man i eget tempo kan gå på opdagelse blandt vidunderlige moskéer med fantastisk udskårne søjler, smukke stenmosaikker i overvældende farver, madrasaher, himmelstræbende minareter og turkisblå kupler. Her er krogede gader, gamle frugthaver og herberger, der har taget imod gæster siden karavanernes tid. Nutidens souvenirboder med fine sager har afløst fortidens krydderier og fine silkestoffer.

Nabolandet Turkmenistan besøges af meget få. Restriktive ind- og udrejseregler er et af aspekterne i den turkmenske regerings lettere problematiske forhold til menneskerettigheder og demokrati. Dette tidligere meget lukkede land har dog åbnet sig i de senere år, siden den tidligere enevældige præsident Saparmurat Niyazov afgik ved døden i 2006. Hans despotiske styre indebar blandt andet at opkalde januar måned efter sig selv, og april efter sin mor. Den nuværende regering har ophævet mange af hans besynderlige dekreter og har tilladt eksistensen af andre politiske partier end regeringspartiet, Turkmenistans Demokratiske Parti – men et egentligt demokrati kan man på ingen måde tale om. De næste par dage kommer vi til at få et spændende indblik i et land, som for de fleste er ukendt territorium.

Turkmenistan har store oliereserver og sidder på verdens 4. største naturgasbeholdning, hvoraf der eksporteres til Rusland, Kina og Iran. Landets anden store eksportvare er bomuld, der dyrkes ved hjælp af ekstensiv kunstvanding, der desværre har været medvirkende til Aralsøens udtørring. I forvejen er 80 procent af landet dækket af den mægtige Karakum-ørken.

Når vi er nået over grænsen ved Shavat, kører vi via Dashoguz til oldtidsbyen Konye Urgench – ”gamle Urgench”, der i 2005 kom på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Byen er anlagt, hvor to vigtige karavaneruter mødtes, og var et vigtigt handelsknudepunkt på Silkevejen. I 900-1300-tallet var byen hovedstad i det daværende Khwarezm-rige, der dækkede det nordlige Turkmenistan og det vestlige Usbekistan. Her havde byen sin storhedstid og var et fyrtårn i den islamiske verden, indtil den blev endeligt ødelagt af Emir Timurs styrker i slutningen af 1300-tallet. Den forfinede arkitektur på de bygningsværker, der står tilbage, taler sit tydelige sprog om byens kaliber. Vi ser blandt andet den 60 meter høje Kutlug Timur-minaret, der var datidens højeste; og Turabek Khanum-mausoleet, hvis indre kuppel afslører en sofistikeret kakkelmosaik bestående af blomster og stjerner som en visuel metafor for himlen.

Efter vi har set os mætte, går turen tilbage til Dashoguz, hvorfra vi tager et aftenfly til hovedstaden Asjkhabat og tjekker ind på vores hotel for natten. 

Vi begynder dagen med at køre omkring 20 kilometer uden for Asjkhabat til Nisa. Nisa blev grundlagt i 200-tallet f.v.t., formentlig af kong Arsakes I som den første hovedstad i Partherriget. De to udgravninger på stedet har afsløret mange bygninger, blandt andet mausoleer og templer, og det er sandsynligt, at byen fungerede som nekropolis og royal residens for de parthiske konger, indtil den blev forladt ved Partherrigets slutning. Meget ligger dog stadig begravet i den 14 hektar store jordhøj, byen udgør, ved foden af Kopet Dag-bjergene.

Fra Nisa har vi en flot udsigt ud over Asjkhabat og det tørre landskab, og i forgrunden kan vi se den lille by Kipchak, hvor præsident Niyazov boede indtil sin død. Efter Nisa kører vi til Kipchak for at se den store moské og mausoleum, han fik opført til sig selv, og hvor han blev begravet i 2006. Moskéen er kontroversiel, fordi der på dens vægge ud over Koranvers også citeres fra Niyazovs egen pseudospirituelle bog, Ruhnama.

Vi kører tilbage til Asjkhabat og får en byrundtur. Selvom byen kan dateres tilbage til den gamle silkevejsby Konjikala, er her meget få gamle bygninger. Byen er nemlig blevet ødelagt grundigt i historiens løb; bl.a. af et jordskælv i det 1. århundrede f.v.t., af mongolerne i 1200-tallet og senest af et jordskælv igen i 1948. Det målte 7,3 på Richterskalaen og anslås at have dræbt op mod 110.000-176.000 mennesker (omkring 90 % af byens befolkning!).

Med de store gas- og olieressourcer fremstår Asjkhabat i dag som en slags mini-Dubai; høje marmorbygninger, der ligger snorlige langs de flersporede veje med nylagt asfalt, og hvor mange af bygningerne har deres helt særprægede kendetegn. For eksempel er bygningen, hvor uddannelsesministeriet har til huse, formet som en åben bog, og landets hovedsæde for gasindustrien er formet som en lighter. Læg hertil de store monumenter, statuer og paladser, og vi befinder os pludselig i en hel anden verden. På vores tur rundt i byen ser vi de vigtigste monumenter og paladser og laver naturligvis de fornødne stop, inden vi vender retur til vores hotel.

At opleve Asjkhabat ved aftenstide, hvor alle byens lys bliver tændt, er en helt specielt oplevelse. På vej til vores ’afskedsmiddag’ kører vi derfor endnu en tur rundt i byen og ser, hvordan byens mange lys og hvide bygninger giver et indtryk af en slags Las Vegas her midt i Centralasien. Vi laver et kort fotostop foran ’Bryllupspaladset’, hvor der er en flot udsigt ud over byen og bjergene i baggrunden.

I dag kan du opleve mere af Asjkhabat på egen hånd – for eksempel besøge byens flotte Nationalmuseum eller få skrevet de sidste postkort over en kop kaffe. I de sene forårsmåneder og tidligere efterårsmåneder vil en tur i hotellets udendørs swimmingpool sikkert friste.

Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen og flyver til København.