Rejs til Grønland

Grønland ligner ikke noget andet sted i verden. En tur med hundeslæde er en populær vinteraktivitet i Nord- og Østgrønland. I sommerperioden, hvor solen er fremme 24 timer i døgnet, kan rejsen tillige gøres på en gletsjer i 800 meters højde ved byen Qeqertarsuaq på Diskoøen. Og i havet ud for Nuuk kan der spottes hvaler.

Hovedstad Nuuk
Antal indbyggere 57.773
Sprog grønlandsk og dansk
Vidste du?
At Grønland er verdens største ø? Cirka 81 % af den er dækket af indlandsis.
At USA forsøgte at købe Grønland fra danskerne i 1946?

Diskobugten

Midt i Diskobugten på den vestgrønlandske kyst ligger byen Ilulissat, eller Jakobshavn som den hedder på dansk. Til trods for beliggenheden et kvart tusinde kilometer nord for polarcirklen, er det en på alle måder levende, gæstfri og farvestrålende by. Om sommeren kan man rejse hertil for at se Diskobugtens imponerende isbjerge badet i midnatssolens skær. Diskobugten og Isfjordens gigantiske isbjerge kan opleves både fra landsiden, vandsiden og fra luften. Alle, som besøger byen om vinteren, får et mindst ligeså fantastisk fænomen med i købet: en tur i verdens største biograf, den nordlige halvkugles stjernevrimmel, hvor det dansende nordlys meget ofte er hovedrolleindehaveren. Byen Aasiaat ligger på en ø i den sydlige del af Diskobugten i et meget smukt skærgårdsområde, som ofte omtales ”De tusinde øers land”. Selv om man i den gamle bydel kan opleve et museum og et forsamlingshus, som er udsmykket med 24 malerier af den berømte danske kunstner Per Kirkeby, er naturen som de fleste andre steder i Grønland den store attraktion. Mange af øerne i området er fredede og giver gode muligheder for at studere det unikke fugleliv og områdets hvaler. Man kan opleve flere hvaler ved Uummannaq nord for Nuussuaq-halvøen - et distrikt der desuden domineres af høje fjelde og gletsjere.

Sydgrønland

Fortsæt rejsen i Sydgrønland, hvor man i byerne Narsaq, Qaqortoq, Nanortalik og indfaldsporten Narsarsuaq, finder fine muligheder for vandring, fiskeri, landbrugsferie. Man kan også tage på besøg ved nordboernes kirkeruiner og gårdanlæg eller prøve kræfter med mere udfordrende oplevelser som kajak og klatring.

Østgrønland

I Østgrønland er der om sommeren mulighed for sejlads blandt isbjerge, helikopterture over gletsjere eller indlandsisen, kajaksejlads, hvalsafari og lystfiskeri. I vintersæsonen er favoritaktiviteterne at stå på ski, nyde nordlysets refleksioner på de snedækkede bjergtinder og selvfølgelig køre med hundeslæde. Slædehunden nedstammer direkte fra ulven og har tilvænnet sig den arktiske verden og klima. Hundene er hårdføre – et slædespand på 12-15 hunde kan trække flere hundrede kilo fisk fra fiskepladserne til fabrikken og er et uvurderligt arbejdsredskab for de grønlandske fangere. Ture med hundeslæde er ikke kun for sjov, men som rejsende kan man få lov til at lege med.

Vestgrønland

Vestgrønland er Grønlands mest folkerige region. Ca. halvdelen af Grønlands 57.000 indbyggere bor her i de større byer langs kysten og særligt i Sisimiut og Maniitsoq i nord samt i Paamiut og hovedstaden Nuuk i syd, der med sine 15.000 indbyggere er en af verdens mindste hovedstæder. I Nuuk kan man se landets historie udfoldet på Grønlands nationalmuseum og blandt andet opleve de velbevarede Qilakitsoq-mumier fra 1475. Også i dette område er der mange naturoplevelser at hente – moskussafarier og hundeslædeture ved Kangerlussuaq eller ture til indlandsisen. I havet ud for Paamiut og Nuuk kan man se hvaler, og Sisimiut er et glimrende udgangspunkt for vandreture. Har man mod på at udfordre sig selv på ski, er det på disse kanter, det populære langrendsløb Arctic Circle Race finder sted.

Grønlands­rejser

  • Albatros' store togt til Thule med Island

    Det ultimative Grønlandseventyr – oplev alle højdepunkterne inkl. Diskobugten, Knud Rasmussens gamle Thule, Uummannaq og Islands dramatiske natur

    • 3 afrejser
    • 14 dage
    • Fra 41.998,–
    fra København
  • Albatros' luksuskrydstogt i Grønland med Island

    Eventyrlig rejse til Diskobugten, Knud Rasmussens fødeby, Uummannaq og Islands dramatiske natur

    4,5
    • 3 afrejser
    • 9 dage
    • Fra 28.998,–
    fra Billund
  • Vintereventyr i Grønland

    Slædehunde, nordlys over tundraen og den endeløse indlandsis i de vinterhvide landskaber

    4,7
    • 2 afrejser
    • 5 dage
    • Fra 12.998,–
    Flere lufthavne