Albatros’ CSR-samarbejde

United Nation Global Compact
FN Global Compact (UNGC) er et strategisk politisk initiativ, som Albatros har været tilsluttet siden 2012. Derved har Albatros forpligtet sig til at tilpasse sin drift og strategi til FN’s 10 universelt accepterede principper inden for menneskerettigheder, miljø og anti-korruption. Albatros indsender årligt en rapport (Communikation On Progress) til UNGC, hvori vi redegør for vores arbejde med de 10 principper. Rapporten skal opdateres og godkendes hvert år.

Røde Kors
Røde Kors er verdens største humanitære hjælpeorganisation. Albatros har et løbende samarbejde med Dansk Røde Kors, hvor Albatros’ ejer og stifter, Søren Rasmussen, er ambassadør i netværket Klub 100. Albatros har bl.a. doneret et helt overskud fra et maraton-løb til opbygningen af Sydafrikas Røde Kors, som gennem årene har modtaget mere end en million danske kroner.

AECO
Albatros støtter og samarbejder med AECO (Association of Arctic Expedition Cruise Operators), som er en international forening for udbydere af krydstogt-ekspeditioner i Arktis. AECO er dedikeret til at styrke ansvarlig, miljøvenlig og sikker turisme i Arktis og stræber efter at sætte de højeste mulige driftsmæssige standarder. Foruden medlemsafgift, støtter vi AECO, for hver gæst Albatros sender til Arktis. Se AECO’s film om ansvarlig turisme i Arktis nederst på siden her.

DONG Energy
Albatros erkender sit medansvar i den globale opvarmning og har indgået et klimasamarbejde med Dong Energy, hvor vi forpligtiger os til at reducere vores CO2-udledning og til at fremme udbygning af vedvarende energi i Danmark. Dette gør vi bl.a. ved at købe RECS-certifikater (Renewable Energy Certificate System) svarende til strømforbruget på vores kontor på Tøndergade. RECS-certificeret strøm er produceret ved hjælp af vedvarende energikilder.

World Animal Protection
Albatros har indgået et samarbejde med World Animal Protection, hvor vi sætter fokus på dyrevelfærd på vores rejser. World Animal Protection har hjulpet os med at vurdere forholdene på de elefantcamps, vores gæster besøger i Thailand for at sikre, at dyrenes velbefindende kommer i første række. Albatros har besluttet, at der fremover ikke vil være elefantridning og dyreshows på vores rejser.
Læs mere