Rejs til Australien

Australien er kendt for sine lange strande og enorme bølger, der tiltrækker dristige surfere fra hele verden. Men det store land er meget mere end surfing og badeferie. Det er bl.a. lynhurtige, op til seks meter lange saltvandskrokodiller, nuttede koalaer, eukalyptustræer i et utal af varianter og moderne, multietniske storbyer.

Indbyggere 22,8 mio.
Hovedstad Canberra
Sprog Engelsk
Fem stjerner danner stjernebilledet Sydkorset, som kun ses fra den sydlige halvkugle
Vidste du?
at en af de største grupper af diasporagrækere findes i Australien? Der er cirka 600.000 af græsk afstamning i landet.
at den tidligere australske premierminister Bob Hawke også var indehaver af en verdensrekord? I 1954 blev han optaget i Guinness-rekordbogen for hurtigste indtag af øl!

Australiens geografi og befolkning

Afstandene i Australien er enorme. Landet er det sjettestørste i verden og er ikke bare et land, men samtidig et helt kontinent. Dette land og kontinent i ét ligger på den sydlige halvkugle nordvest for New Zealand og syd for Indonesien, Østtimor og Papua Ny Guinea. På trods af at Australiens areal kun er lidt mindre end Europas, er befolkningen på mindre end 23 millioner, så der er masser af plads at boltre sig på. Til sammenligning bor der næsten 750 millioner mennesker i Europa. De fleste australiere er af britisk afstamning, men der er også efterkommere af andre europæere, desuden en del asiater, og så er der en lille halv million aboriginere. Aboriginere er betegnelsen for Australiens urbefolkning, som eventyreren og forfatteren Bruce Chatwin gjorde berømte i sin bog "Drømmespor" fra 1988.
Koalaerne lever kun i den østlige halvdel af Australien

Seværdig­heder i Australien

De fleste australske indbyggere bor i større byer, men den australske natur har sin helt egen magiske tiltrækningskraft. Rejsen til Australien bør blandt andet inkludere et besøg ved Blue Mountains Nationalpark. Parken ligger 60 km fra Sydney og tiltrækker utallige besøgende med sine skovklædte, forrevne klippeskær, der ligger i et blåligt slør fra dampen fra olien i eukalyptustræernes blade.
Blue Mountains er på UNESCO's liste over verdens naturarv
Fortsæt ferien i New South Wales, hvor man kan opleve kænguruer og aborigine hulemalerier i Mutawintji Nationalpark og gå på opdagelse i Australian Capital Territory med hovedstaden Canberra, eller i Queensland, hvor man kan håndfodre delfiner ud for Brisbane og komme ind på livet af havskildpadderne ved det fascinerende Great Barrier Reef. Det sydlige Australien med Adelaide som forpost er god for rige, kulinariske oplevelser, i Northern Territory kan man drikke øl i Darwin og gå i Crocodile Dundees fodspor i Kakadu Nationalpark. Glem heller ikke den okkerrøde centralaustralske ørken eller delstaten Victoria, hvor den livlige millionby Melbourne lokker med spændende markeder og grænsesøgende kunst i Carlton. Her er også mulighed for at opleve pingviner på slap line på Phillip Island sammen med koalaer og sæler.
Great Barrier Reef strækker sig over 2.000 km fra nord til syd

Seværdig­heder i Sydney

Sydneys operahus er verdenskendt – ikke mindst i Danmark. De hvide tagbuer står som opspændte sejl på spidsen af Bennelong Point, mens et par operagæster kigger over på Sydney Harbour Bridge, der ligger som et lysende bånd over havneløbet. Jørn Utzons arkitektoniske bedrift beundres med uformindsket styrke som et af verdens nye vidundere. Sydneys godt fire millioner indbyggere får hvert år besøg af millioner af folk udefra – og de kommer ikke kun for at kigge på arkitektur. I en af verdens smukkest beliggende storbyer er der også mulighed at svømme og surfe i Stillehavsbrændingen og solbade på Bondi Beach, fra hvis promenade en aften i byen kan tage sin passende begyndelse, når mørket sænker sig.
Sydneys fotogene vartegn

Seværdig­heder på Tasmanien

Sommerferieøen og delstaten Tasmanien, der er adskilt fra fastlandet af det 200 km brede Bass-stræde, er leveringsdygtig i afvekslende landskabsbilleder, tætte regnskove, bjergområder med stormende floder, hvide sandstrande og vinmarker samt nationalparker, der genlyder af de tasmanske pungdjævles frygtindgydende hyl. Tag ikke hjem fra ferien uden at have oplevet Cradle Mountain – Lake St. Clair Nationalpark med det legendariske The Overland Track – et 80 km langt trav fra Nord- til Sydtasmanien – eller Franklin-Gordon Wild Rivers, Freycinet og Soutwest Nationalparkerne.
Vinglas-bugten er en af Tasmaniens smukkeste strande

Australiens-
rejser

  • Australien & New Zealand

    Den ultimative rundrejse til Australien og New Zealand; hyggelige storbyer og den australske outback krydret med naturoplevelser i verdensklasse i New Zealand

    • 11-02-2017
    • 26 dage
    • 54.998,–
    fra København
  • Krydstogt fra New Zealand til Tasmanien og Australien

    En komfortabel odyssé ”down under” til New Zealands charmerende byer og smukke natur. Inkl. Tasmanien og besøg i Sydney

    • 22-01-2017
    • 17 dage
    • 34.998,–
    fra København
  • Waltzing Matilda

    Det ultimative Australien-eventyr: Oplev Tasmanien, Ayers Rock, Opera-huset i Sydney og Great Barrier Reef

    4,7
    • 4 afrejser
    • 22 dage
    • Fra 42.998,–
    fra København
  • Australiens røde hjerte

    Ægte eventyr venter på togrejse gennem outbacken fra Darwin i nord til Alice Springs i landets røde hjerte. Inkl. Ayers Rock, Barossa Valley og Sydney

    • 28-10-2017
    • 17 dage
    • 49.998,–
    fra København