I Thor Heyerdahls kølvand – Sydamerika og Påskeøen

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Enestående eventyrrejse med sivbåde, stenansigter og spændende indianerkulturer i Chile, Peru og Bolivia

Drømmer du om at tage på det helt store eventyr i Sydamerika? Så tag med på denne unikke Albatrosrejse, hvor du følger i den norske etnograf og opdagelsesrejsende Thor Heyerdahls fodspor. Vi dykker ned i mystikken, legenderne og den fascinerende historie på Påskeøen, i Bolivia og Peru, inkl. Machu Picchu.

Rejsen er tilrettelagt med udgangspunkt i Thor Heyerdahls mange ekspeditioner, rejser og arkæologiske projekter i Sydamerika og er blevet til i tæt samarbejde mellem Albatros Travel og Kon-Tiki Museet i Oslo samt Thor Heyerdahls søn, Thor Heyerdahl jr.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Chilensk peso, boliviansk boliviano, peruviansk nuevo sol

Dagsprogram 22 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Santiago de Chile. Byrundtur
Dag 3
Vingårdsbesøg i Aconcagua-dalen
Dag 4
Santiago – Påskeøen. Hanga Roa, tur til Ahu Akivi
Dag 5
Påskeøen. Moai-statuer og vulkaner
Dag 6
Påskeøen. Rano Kao-vulkanen, fuglemandskulten, stenlandsbyen Orongo
Dag 7
Påskeøen. Tid til egne oplevelser
Dag 8
Påskeøen. Tid på egen hånd og fly til Lima, Peru
Dag 9
Lima – havnen i Callao – Chiclayo
Dag 10
Chiclayo. Casa Kontiki – udgravningerne i Túcume og kongegraven i Sipan – Trujillo
Dag 11
Trujillo. Chimu-folkets hovedstad Chan Chan, sivbåde ved kysten i Huanchaco
Dag 12
Trujillo. Pyramiderne i moche-kulturen og fly til Lima
Dag 13
Fly Lima – Cuzco. Videre til Den Hellige Dal
Dag 14
Togudflugt til Machu Picchu – Cuzco
Dag 15
Cuzco. Byvandring og tid på egen hånd
Dag 16
Cuzco – Titicacasøen
Dag 17
Titicacasøen. Sivøerne Uros og Copacabana, Bolivia
Dag 18
Titicacasøen. Suriqui – La Paz
Dag 19
La Paz – Tiahuanaco – Lima
Dag 20
Lima. Byrundtur
Dag 21
Lima. Tid på egen hånd og hjemrejse
Dag 22
Ankomst til København

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Vi rejser fra København.
Dag 2
Ankomst til Santiago de Chile. Byrundtur
Udsigt over Santiago

Efter ankomsten skal vi på en byrundtur i Santiago de Chile, som byder på mange spændende seværdigheder. Byen blev grundlagt i 1541, og har siden kolonitiden været Chiles hovedstad. Den har udviklet sig til en moderne metropol, hvor arkitektur fra forskellige perioder giver byen sit helt eget særpræg. Der findes mange grønne områder og parker, og fra de fleste steder i byen kan man oven i købet se de imponerende Andesbjerge.

På vores byrundtur besøger vi både den nye og gamle bydel inklusive præsidentpaladset, katedralen og Plaza de Armas – byens hovedtorv. Vi spiser frokost på det lokale marked, og byrundturen afsluttes med en fantastisk udsigt over byen på San Cristobal-højdedraget. Vi overnatter på hotel beliggende i byens centrum, og der er fælles velkomstmiddag på hotellet denne aften.

 

Dag 3
Vingårdsbesøg i Aconcagua-dalen
På vingårdsbesøg

Dagen byder på vinbesøg i Aconcagua-dalen, hvor cabernet sauvignon-druen er den mest fremherskende, og der er rig lejlighed til at smage de dejlige vine på dagens tur. 

Første besøg er på vingården Errázuriz, som har produceret vine i 130 år, og er kendt for at være en af Chiles bedste. Familien laver vin efter filosofien, at ”den bedste jord giver den bedste vin”, og her produceres druer af høj kvalitet, som giver en førsteklasses vin. Vi får en rundvisning på gården, og nyder også vores frokost her. Efterfølgende er der besøg på anden af dalens vingårde, inden vi kører retur til Santiago de Chile, hvor vi skal overnatte endnu en nat.

Dag 4
Santiago – Påskeøen. Hanga Roa, tur til Ahu Akivi

Vi står tidligt op og flyver fra fastlandet ud over Stillehavet, hvor vi efter cirka fem timers flyvning ankommer til Påskeøen. Ved ankomsten kører vi direkte til vores hotel i Hanga Roa, Påskeøens eneste by, som ligger på den sydlige del af øen. Med sine blot to gennemgående gader og de mange vajende palmer minder stemningen i byen mest af alt om en lille, tropisk landsby, og her i byen bor langt størstedelen af øens cirka 5.000 indbyggere. 

Mødet med øens store, mystiske stenansigter får uvilkårligt en til at stille sig selv de samme store spørgsmål, som forskerne i årevis har stillet sig selv: Hvorfor lavede man disse ansigter? Hvordan fik man transporteret de tonstunge sten fra stenbruddet og videre ud til deres ”ståsted” på øen? Hvem var menneskene bag? Hvor kom de fra? Vi dykker ned i de mange spændende spørgsmål og teorier, der knytter sig til øens og de mystiske statuer. Samlet set er der cirka 1.000 moai-statuer på den blot 163 km² store vulkanø, heraf cirka 400 statuer, som aldrig blev færdiggjort. Øens mange moai-statuer blev fundet liggende på jorden med ansigtet nedad, da arkæologer og forskere med Thor Heyerdahl i spidsen – som nogle af pionererne – for alvor søgte mod Påskeøen fra midt i 1950’erne.

Ved første øjekast ser mange af moai-statuerne ens ud, men meget få har vist sig at være helt identiske, selvom de designmæssigt er lavet ud fra samme princip: et aflangt, rektangulært ansigt med en lang lige næse, en lav pande, dybtliggende øjne og en lille mund med smalle læber. Højdemæssigt ligger statuerne fra to til over tyve meter, men den gennemsnitlige højde er seks meter. En bredt accepteret teori omkring moai-statuerne er, at de symboliser afdøde høvdinge og guder.

Langt de fleste af moai-statuerne står langs kysten med ryggen til vandet, men vi tager til Ahu Akivi, hvor moai-statuerne er rejst inde midt på øen – og hvor det derfor ser ud til, at de står og skuer ud over havet. Ifølge legenden repræsenterer disse moai-statuer kong Hotu Matus ambassadører. Vi besøger herefter Ana Te Pahua, en grotte skabt af flydende lava fra den nærliggende vulkan. Videre ved Puna Pau-krateret ser vi stenbruddet med den røde stenslagger, som blev brugt til at male pukao-hovedbeklædningen. Hvis vejret tillader det, slutter vi udflugten af med et besøg ved Ahu Te Peu, hvor de liggende, urestaurerede moai-statuer er et tydeligt minde om fejden mellem de rivaliserende klaner. En fejde, som fik stadig mere næring, efterhånden som øens ressourcer blev færre og færre.

Dag 5
Påskeøen. Moai-statuer og vulkaner

I dag har vi fokus på øens sydøstlige og nordlige side, hvor vi har vores første besøg ved Ahu Vaihu – hjemsted for otte moai-statuer, der ligger væltet side om side i græsset. Videre i Ahu Akahanga ser vi endnu et par væltede moai-statuer. Man mener, at statuerne blev væltet i sin tid som kulmination på en lang konflikt mellem to grupper på øen: de såkaldte langører og kortører. Mens langørerne var efterkommere af kong Hotu Motua, som ifølge legenden var den første, der bosatte sig på øen sammen med sit følge omkring år 500 e.Kr., ankom kortørerne til øen noget senere. 

Ved Ahu Akahanga ser vi også resterne af en tidlig bosættelse samt gravstedet for kong Hotu Matua. Vi fortsætter til den udslukte vulkan Rano Raraku. Ved mundingen af vulkankrateret ligger stenbruddet, hvor de meterlange moai-statuer blev hugget direkte ud i lavastenen og herfra trukket de mange kilometer videre rundt på øen til deres endelige ”ståsted”. Den dag i dag befinder der sig stadigvæk næsten 400 ufærdige moai-statuer ved stenbruddet, flere af dem gået i stykker undervejs i arbejdsprocessen med den forholdsvis porøse lavasten. Herefter kører vi til Ahu Tongariki, øens største ahu-platform. Den restaurerede platform er 200 meter lang, har 15 opretstående moai-statuer og er et imponerende syn. Videre oppe på øens nordlige kyst troner den ti meter høje moai-statue Ahu Te Pito Te Kura ud over landskabet. Det er den højeste moai-statue, som nogensinde er flyttet fra stenbruddet ved Rano Raraku og rejst på en ahu-platform.

Statuens lange navn er inspireret af en sten, som selveste kong Hotu Motua ifølge legenden bragte med sig, da han ankom til Påskeøen. Stenen bliver kaldt Te Pito Te Henua, der betyder ”Lysets Navle” på polynesisk, og symboliserer ”verdens navle”, som de polynesiske bosættere kaldte deres nye ø og hjem. 

På sidste etape af dagens udflugt fortsætter vi op langs kysten til Anakena-stranden, der ligger allernordligst på øen. Den smukke bugt med det kridhvide sand og palmetræerne udgør en perfekt, eksotisk ramme for en hyggelig frokost i det fri. Mens vi nyder vores picnic, har vi udsigt til det uendelige Stillehav og en af øens bedst restaurerede ahu-platforme, Ahu Naunau, som er kendt for moai-statuernes karakteristiske, røde hovedbeklædning, kaldet pukao. Ifølge legenden var det netop her ved Anakena-stranden, at kong Hotu Motua gik i land på øen.

Her besøger vi også Ahu Ature Huki, hvor en enkelt moai-statue troner ved foden af en lille bakke. Denne statue blev genrejst af Thor Heyerdahl i samarbejde med nogle af øens beboere for at bevise, hvordan man i sin tid havde kunnet flytte og løfte de tonstunge stenskulpturer. 

Efter en lang, begivenhedsrig dag vender vi tilbage til Honga Roa, og mon ikke de fleste vil nyde at bruge aftenen på en hyggelig, afslappende middag? Overnatning i Honga Roa.

Dag 6
Påskeøen. Rano Kao-vulkanen, fuglemandskulten, stenlandsbyen Orongo

I dag skal vi på opdagelse i Rapa Nui Nationalpark på den sydlige del af øen. Her ligger den udslukte vulkan Rano Kao, hvis dybe og mystiske kratersø har en diameter på 1600 meter og er det største af øens vandreservoirer. Efter at have nydt det fascinerende syn af vulkanen og de smukke omgivelser besøger vi den ceremonielle stenlandsby Orongo, der ligger på toppen af en 400 meter stejl klippeskrænt – med vulkankrateret på den ene side og havet på den anden. Herfra er der et storslået vue ud over hele Rapa Nui og de ubeboede småøer Motu Nui, Motu Iti og Motu Kao Kao. Orongo var igennem århundeder det ceremonielle center for den såkaldte fuglemandskultur, hvor udvalgte heltemodige mænd svømmede over til småøerne i jagten på årets første terneæg. Den heldige, der fandt ægget, blev udnævnt til ”makemake”, som ifølge mytologien var den højeste gud og skaber af jord, sol, måne, stjerner og mennesker. Fundet af ægget gav særstatus hele det efterfølgende år – indtil en ny makemake blev udnævnt.

De sidste ceremonier i fuglemandskulturen menes at have fundet sted i 1866-67. Et tydeligt minde om stedets vigtige ceremonielle rolle er de mange helleristninger på klipperne i og omkring Orongo med motiver fra fuglemandskulten. Vi vender herefter retur til Hanga Roa, hvor resten af eftermiddagen og aftenen er på egen hånd. Et besøg på byens antropologiske museum eller i den lokale kirke, som er kendt for sine fine træudskæringer, er oplagte eftermiddagsaktiviteter.

Dag 7
Påskeøen. Tid til egne oplevelser
Dagen er afsat til egne oplevelser på Påskeøen
Dag 8
Påskeøen. Tid på egen hånd og fly til Lima, Peru
Vi har formiddagen til at nyde det sidste af Påskeøen, inden vi tager til lufthavnen for at flyve til Lima i Peru via Santiago de Chila. Efter ankomst i Lima omkring midnat tager vi til vores hotel i bydelen Callao. Værelserne er simple, men naturligvis med eget bad og toilet. Hotellet er valgt på grund af sin nærhed til lufthavnen, så vi undgår lange køreture i aften – hvor de fleste nok gerne vil i seng – og tilbage i morgen tidlig, hvor vi skal besøge havneområdet i nærheden.
Dag 9
Lima – havnen i Callao – Chiclayo

Callao er Perus største og vigtigste havn. Herfra sejlede Kon-Tiki-ekspeditionen ud fra Peru i 1947, med kurs mod Polynesien i Stillehavet. Vi spiser frokost i sejlklubben, hvor Kon-Tiki-balsaflåden blev døbt, ved at ekspeditionens sekretær, Gerd Vold, knuste en kokosnød mod kølen.

Efter frokost kan du spadsere en tur langs vandet i det kønne La Punta-kvarter, som er præget af traditionelle beboelseshuse. Først på eftermiddagen kører vi til lufthavnen for at flyve til Chiclayo i det nordlige Peru.

Chiclayo er en driftig by med nogle af landets mest interessante ruinområder, blandt andet det fantastiske område Túcume. Her ledede Thor Heyerdahl i mange år udgravningerne i det 200 hektar store område, der indeholder ikke færre end 28 pyramider samt utallige ceremonipladser og huse, alt bygget af lersten. Det arkæologiske projekt var et samarbejde mellem blandt andet Kon-Tiki Museet og de peruvianske myndigheder, og en overgang var det verdens største arkæologiske udgravning.

Dag 10
Chiclayo. Casa Kontiki – udgravningerne i Túcume og kongegraven i Sipan – Trujillo

Om morgenen besøger vi Casa Kontiki, hvor Heyerdahl boede, mens han ledte udgravningerne i Túcume. Túcume var en af de vigtigste byer i moche-kulturen, som blomstrede fra 200 f.Kr. til 850 e.Kr., mange hundrede år før inkaerne begyndte at opbygge deres rige i højlandet i begyndelsen af 1400-tallet. De fantastiske portrætkrukker fra moche-kulturen kan ses på de fleste museer. På disse krukker ser man alle aspekter af deres dagligliv: religiøse ceremonier, fester og krig. Gennem keramikken er det derfor muligt at få et nuanceret og spændende indblik i den fascinerende moche-kultur.

Moche-folket var også utroligt dygtige metalsmede, dog blev de fleste af deres ting af guld og sølv røvet af spanierne, da de erobrede landet. De smukkeste kunstværker blev smeltet ned til barrer, der blev sendt hjem til Spanien, og det, som spanierne ikke fandt, er de seneste 50 år blevet stjålet af gravrøvere og endt i private samlinger over hele verden.

Sådan var det også ved at gå, da arkæologerne i 1987 fik anelse om, at en urørt kongegrav var fundet i Sipan. Masser af smykker af uhørt høj kvalitet kom pludselig på markedet. Arkæologerne fandt ud af, hvor tingene kom fra og måtte bogstavelig talt forsvare stedet med våben i hånd. En gravrøver blev skudt, før det endelig lykkedes at sikre stedet. Her fandt man, foruden den netop plyndrede grav, hele tre urørte begravelser af ”herskeren af Sipan”, ”ypperstepræsten” og ”den gamle hersker«, samt 12 andre grave af mindre betydning. Herskeren af Sipan var lagt i graven sammen med sin dronning, slaver, en soldat til at bevogte graven og adskillige lama-ofre foruden den mest fantastiske samling smykker i guld og sølv, der nogensinde er fundet i Sydamerika.

Alle disse fund befinder sig nu på et museum i Lambayeque, som blev indviet i november 2002 og er i sand verdensklasse. Vi besøger museet og ser de mange spændende gravfund. Herefter går turen 3-4 timers kørsel sydpå til Trujillo, hvor vi overnatter.

Dag 11
Trujillo. Chimu-folkets hovedstad Chan Chan, sivbåde ved kysten i Huanchaco

Vi skal endnu engang dykke ned i fortiden og besøger chimu-folkets gamle hovedstad Chan Chan, som var den største præcolumbianske by i både Nord- og Sydamerika, og som stadig i dag er verdens største by af lersten. Byen dækker 28 km² og blev bygget omkring 1300 e.Kr. Man mener, der har boet cirka 60.000 mennesker i byen, der har indeholdt utrolige mængder af guld, sølv og værdifuld keramik, og ikke meget forandrede sig, da byen blev erobret af inkaerne i 1470. Inkaerne var nemlig ikke interesseret i at plyndre de erobrede lande, men i at dominere dem. Så snart spanierne kom, var det dog forbi med Chan Chans rigdomme. De ribbede så meget af stedet, som de kunne slippe af sted med, og tog værdierne med tilbage til Spanien. Resten tog gravrøverne sig af i de næste århundreder.

Chan Chan, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, består af ni forskellige afdelinger, der hver er bygget af en hersker. Flere af disse ”kongebyer” kan man komme ind og besøge. Ramper forbinder ceremonielle gårde, hvis mure er op til ti meter høje, og der er audiensværelser, hvis vægge er udformet som fiskenet. Dekorationerne forestiller fisk, bølger, havfugle og havdyr. Ud over alt, hvad der havde med havet at gøre, var også månen vigtig for chimu-folket – i modsætning til inkaerne, som tilbad solen og moder jord. En enorm cisterne har sørget for drikkevand til denne del af byen, hvor også soldaterne har boet, og det store møderum har 24 udskårne sæder i nicher i muren og en akustik, som gør, at hvert ord, der bliver sagt i en af nicherne, tydeligt kan høres overalt i rummet.

Vi slutter dagen af med at besøge det lille fiskerleje Huanchaco, hvor fiskerne stadig i dag benytter sivbåde af en konstruktion som den, man kan se på den 2.500 år gamle keramik. Disse både kaldes ”caballitos”, små heste, fordi fiskerne rider dem igennem brændingen. Vi spadserer langs stranden og kigger nærmere på bådene, der står til tørre efter dagens fiskeri. Hvis vi er heldige, ser vi også nogle af de lokale fiskere komme ind med dagens fangst.

Dag 12
Trujillo. Pyramiderne i moche-kulturen og fly til Lima
Vi fortsætter i dag med at kigge på moche-kulturen og et af dens mest berømte bygningsværker, nemlig Månetemplet (Huaca de la Luna). Tempelbyggeriet blev påbegyndt omkring år 0, og senere generationer udvidede templet gennem 600 år, således at hvert niveau totalt dækkede det foregående. På hvert niveau er der et utal af rum med udskårne flerfarvede friser, og de arkæologiske udgravninger afdækker hvert år nye mesterværker. Fra månepyramiden er der også en fin udsigt over mod solpyramiden, som er det største enkelte bygningsværk i Peru, selvom en tredjedel af den nu er væk. Den måler omkring 342 meter gange 159 meter og er 45 meter høj. Man har anslået, at den er bygget af 140 millioner lersten. Da spanierne i 1500-tallet så den grandiose pyramide, var de sikre på, at et så imponerende bygningsværk måtte rumme rige grave. Da de imidlertid ikke havde tålmodighed til at grave sig igennem alle disse millioner af mursten, fandt de på noget meget simplere. De ledte simpelthen den nærliggende flod hen forbi pyramiden, vandet opløste lerstenene, og pyramidens ene side begyndte at skride sammen og afslørede sit indhold af begravet guld. Dermed kunne spanierne så let som ingenting grave sig ind til skattene og røve guldet. Midt på eftermiddagen kører vi til lufthavnen for at flyve til Lima.
Dag 13
Fly Lima – Cuzco. Videre til Den Hellige Dal
Om morgenen flyver vi fra Lima til Cuzco, som ligger i omkring 3.400 meters højde. For at forebygge højdesyge kører vi straks nedad til Den Hellige Dal – også kaldet Urubamba-dalen – som ligger i omkring 2.900 meters højde. Vi tjekker ind på vores hotel der ligger billedskønt i det smukke landskab, og resten af dagen kan bruges på at slappe af og akklimatisere sig, for eksempel i hotellets have.
Dag 14
Togudflugt til Machu Picchu – Cuzco

Vi tager med bus til Ollantaytambo, hvorfra vi skal på en enestående smuk togrejse nordpå gennem dalen til den lille by Aguas Calientes, også kendt som Machu Picchu Village. Herfra kører vi med en mindre bus op i bjergene og er nu klar til at opleve et af ikke blot Perus – men hele Sydamerikas – absolutte højdepunkter, nemlig den sagnomspundne inkaby Machu Picchu, der troner majestætisk på en bjergkam, cirka 2.430 meter over havet. Den legendariske inkaby ligger på en smal bjergryg højt over Urubamba-floden, omgivet af frodig grøn Amazonregnskov og ofte indhyllet i tåge og skyer. En perfekt forening af menneskets og naturens imponerende skaberevner.

Byen havde været glemt i mange år, da den amerikanske historiker Hiram Bingham ved et tilfælde fandt komplekset den 24. juli 1911. Han ledte efter inkabyen Vilcabamba, som regnes for en af inkaernes sidste bastioner i kampen mod spanierne. Vilcabamba blev senere fundet andetsteds langt dybere inde i junglen.

Machu Picchu er omgærdet af megen mystik. Komplekset er ikke nævnt i nogen af spaniernes mange skildringer af deres ”nye rige” og blev derfor formodentligt aldrig fundet af dem. Machu Picchus eksistens har således i århundreder kun været kendt blandt en håndfuld lokale quechua-indianere. Machu Picchu blev bygget over en periode på cirka 30 år af inkaen Pachacutec og var formodentlig et slags helligt landsted for inkaen og hans hof. Vi bliver hele dagen ved Machu Picchu og sidst på eftermiddagen tager vi toget tilbage til Cuzco.

Cuzco er i mange henseender Sydamerikas kulturhistoriske og arkæologiske centrum med et væld af præcolumbianske bygningsværker og ruiner. Byen præges af hvidkalkede spanske bygninger, storslåede kirkebyggerier og smalle stenbelagte gader, hvor spanierne har bygget oven på inkaernes smukke tempelfundamenter, samt kulørte huse, hvor spansk og indiansk kultur mødes i en festlig nutidig blanding.

Cuzco er centret i inkaernes hellige dal, Urumamba-dalen, der stadig er præget af inkaernes foretagsomhed og høje kulturelle og udviklingsmæssige niveau. Overalt findes storslåede ruinkomplekser, gamle komplicerede kanaler, kunstvandingsanlæg og dyrkningsterrasser på stejle bjergskråninger. Det hele bindes sammen af inkaernes glimrende brolagte veje.

Dag 15
Cuzco. Byvandring og tid på egen hånd
I dag kan du opleve Cuzco i dit eget tempo, eller du kan følge med rejselederen på en gåtur rundt i den centrale del af byen.
Dag 16
Cuzco – Titicacasøen

Efter en meget tidlig morgenmad skal vi på en fantastisk busrejse over den mægtige Andes-højslette til Titicacasøen, verdens højest beliggende sø med regulær skibstrafik (3.800 meter over havet). Største længde og bredde er henholdsvis 171 og 64 kilometer, og søen har en dybde på op til 280 meter. Busrejsen forventes, med stop undervejs, at vare omkring ti timer, alt afhængig af vejens beskaffenhed og udsigten undervejs. Vi gør holdt for at tage billeder og besøger en landsby eller to.

Vi ankommer til Puno først på aftenen. Puno er en mindre by, hvor den traditionelle indianske kultur stadig dominerer, og sivbåde sejler langs søens bred. Store hjorder af lama og alpaka græsser, hvor de kan. Dyrene skaber basis for nogle af de fineste strikvarer i hele Sydamerika og kan købes fordelagtigt til at lune sig i højlandets kulde.

Dag 17
Titicacasøen. Sivøerne Uros og Copacabana, Bolivia

Dagens program starter ved havnen i Puno. Titicacasøen er næsten lige så stor som Sjælland og fungerer som det naturlige bindeled mellem Cuzco og hovedstaden La Paz i Bolivia. Skønheden og atmosfæren er intet mindre end mageløs – sollyset er stærkt, luften klar, søvandet dybblåt og horisonten synes uendelig.

Vi sejler ud til en af de flydende sivøer, ”Uros”, hvor de fattigste indianske folk lever i små sivhytter (bemærk, at der godt kan være lidt søgang). Hele livet er koncentreret om siv, fisk og de efterhånden mange turister, der nærmest vader ind i deres ”forhave”. Vi gør vores bedste for at træde varsomt.

Tilbage i Puno fortsætter vi med bus til Copacabana i Bolivia, hvor vi skal overnatte. Den lille by ved Titicacasøens bred har mange interessante seværdigheder, blandt andet en katedral i maurisk stil, som er et levn fra den spanske kolonitid. Fra hele oplandet kommer folk kørende i deres nye biler for at få velsignet køretøjerne ved kirken. Byen er præget af områdets farverige indianske kulturer. Her ligger små markeder, blandt andet et popcornmarked med popcorn så store som knytnæver. Der er mange handlende, som sælger grøntsager og tøj, og midt i det hele er der også lokale ”spåmænd”. Hvis der bliver tid, kan du eventuelt tage op til nogle af udsigtspunkterne, der ligger lidt over byen, og hvorfra der er en fantastisk smuk udsigt over Titicacasøen.

Dag 18
Titicacasøen. Suriqui – La Paz
Vi sejler ud til øen Suriqui, hvor Thor Heyerdahl fandt de sivbåds-eksperter, som hjalp med at bygge Ra II. Det var først og fremmest Paulo Esteban og hans familie, som senere etablerede et lille museum, der fortæller om kunsten at bygge sivbåde og om selve Ra-projektet og Kon-Tiki-ekspeditionen. Det var også Esteban, som var med til at bygge Tigris. Vi oplever det lokale liv på øen og besøger museet her, såvel som et andet sivbådsmuseum, der befinder sig på fastlandssiden. Herefter fortsætter vi videre til La Paz, Bolivias farvestrålende hovedstad.
Dag 19
La Paz – Tiahuanaco – Lima

Vi starter dagen med et besøg ved de præcolumbianske ruiner Tiahuanaco (Tiwanaku), der i dag ligger i betragtelig afstand fra Titicacasøens sydlige bred. Tiahuanaco var et stort politisk og rituelt center med satellitbebyggelser ved Stillehavskysten og på den anden side nede i junglen. Kulturens storhedsperiode varede over 1.000 år. Kunstskattene fra centeret er i dag spredt for alle vinde, og meget er desværre gået tabt undervejs. Men ruinerne anses for at være et af de væsentligste ceremonielle centre skabt af en betydningsfuld højkultur længe inden inkaernes storhedstid. Der hersker flere teorier om kulturens pludselige forsvinden omkring 1200 e.Kr. En af de mere sandsynlige forklaringer lyder på, at en voldsom tørke fik vandstanden i Titicacasøen til at falde med op til ti meter i løbet af få år, hvilket medførte, at søen trak sig tilbage (nu om dage er der cirka 40-50 kilometer til bredden).

Det er blandt andet de store statuer ved Tiahuanaco, som indgik i Heyerdahls teorier om sammenhængen mellem Sydamerika og Polynesien. Vi tager herefter til lufthavnen i La Paz for at flyve tilbage til Lima. Vel ankommet til vores hotel i Miraflores tjekker vi ind, og resten af aftenen er til fri disposition.

Dag 20
Lima. Byrundtur

Lima blev grundlagt i 1535 og udgjorde i mange år kontinentets vigtigste by. Det er en by med stolte traditioner og en del bygningsværker fra kolonitiden, selv om udviklingen og de mange moderne bygninger efterhånden er kommet til at dominere gadebilledet. Vi starter byrundturen i Limas gamle bydel, som er blevet erklæret verdenskulturarv af UNESCO på grund af de velbevarede bygningsværker i kolonistil.

Vi vil især se nærmere på hovedpladsen, Plaza de Armas, med Regeringspaladset, som huser præsidenten. Omkring Plaza de Armas findes også rådhuset og den smukke katedral, der rummer overdådige udsmykninger og de jordiske rester af Francisco Pizarro, den spanske conquistador, som grundlagde Lima og tilføjede de regerende inkaer de første sviende nederlag, der skulle blive begyndelsen til enden for Inkariget.

Rejselederen arrangerer en dejlig afskedsfrokost (inkl.) for at markere afslutningen på fantastisk rejseoplevelse i Sydamerika.

Efter frokost besøger vi det arkæologiske og antropologiske museum i Pueblo Libre, der blandt sine mange spændende fund også har en fin guldsamling. Samlingen giver et godt indtryk af, hvilke rigdomme inkaerne besad. Disse skatte var imidlertid også årsagen til deres kulturs undergang, da det var guldet, der var genstand for spaniernes erobringstogter og kolonisering af Sydamerika i jagten på "Eldorado", som på spansk betyder "det gyldne", et sagnland med overdådige guldskatte.

Dag 21
Lima. Tid på egen hånd og hjemrejse

I dag er der tid til at udforske Lima på egen hånd. Der er hjemrejse til Danmark om aftenen.

Dag 22
Ankomst til København

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 5.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder.
  • Fly København – Santiago de Chile og Lima – København med mellemlanding.
  • Fly Santiago de Chile – Påskeøen t/r.
  • Fly Santiago – Lima, Lima – Chiclaya, Trujillo – Lima, Lima – Cuzco, La Paz – Lima.
  • Udflugter jf. program.
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse.
  • Morgenmad dagligt.
  • Frokost dag 2, 3, 9, 14, 16, 19 og 20.
  • Middag dag 2.
  • Skatter og afgifter.
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris.
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring.
  • Eventuelle ekstra arrangementer.
  • Tillæg for enkeltværelse.
  • Øvrige måltider (beregn ca. USD 25-40,- pr. dag).
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. USD 200,- pr. pers.).
  • Personlige fornødenheder.
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer“.

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Pas/visum

Pas skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejse dato. Det er praktisk at medbringe en fotokopi af passets informationsside, således at man ikke behøver at tage selve passet frem, hver gang man skal bruge sit pasnummer, f.eks. ved registrering på hoteller.

Til Chile, Peru og Bolivia er der ikke visumpligt for danske statsborgere, som skal på turistrejse i landet.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.

Chile
www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/chile

Bolivia
www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/bolivia

Peru
www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/peru

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 4 out of 5 by from En eventyrlig rejse Rejsen levede op til forventningerne om en eventyrlig rejse ind i fortiden og ind i nutiden med en rejseleder, som var medlevende og meget kompetent
Date published: 2015-11-22
Rated 4 out of 5 by from Dejlig tur, med lidt misvisende overskrift Rejseleder Christina Buck var eminent, vidende, charmerende, hjælpsom og i alle henseender en gevinst på turen. Turen var meget komprimeret og med (for) mange tidlige udtjekninger - mellem kl. 4 og 6 om morgenen. Der var for kort tid i Bolivia, 9 timer i La Paz er spild af tid. Havde været rart hvis Påskeøen havde ligget sidst på turen, da det var den afslappende del. Dejligt turen blev gennemført med en gruppe på 7 personer
Date published: 2015-11-21
Rated 4 out of 5 by from En vidunderlg rejse i det Sydamerikanske Rejsen var spændende, og fyldt med informationer om historie, om fortid og nutid om Thor Heyerdahl - og så alt det andet, som man ikke kan læse sig til. Præsenteret af en oplagt og humørfyldt rejseleder: Christina Buck
Date published: 2015-11-21
  • y_2024, m_4, d_25, h_8
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.42
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_3
  • loc_da_DK, sid_CLRTR02, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser