Rejs til Sverige

Med dybe skove, idylliske skærgårde, hyggelige landsbyer og steder der rummer stor historisk betydning også i en dansk kontekst, er der masser at gå på oplevelse i på en rejse i nabolandet mod øst. Danmark er forbundet med Sverige via bro- og tunnelforbindelse over Øresund, mens Sverige grænser op til Norge mod vest og Finland mod Øst. Med ikke færre end 450.295 km2 er Sverige det tredjestørste land i EU, og der er rigtig meget plads at boltre sig på for de lidt mere end ti millioner indbyggere.

Indbyggere 10 mio.
Hovedstad Stokholm
Sprog Svensk
Første gang, man hørte om det svenske flag, var i begyndelsen af 1500-tallet under Gustav Vasa.
Vidste du...

at Sverige er det fjerdestørste land i Europa (tredjestørst i EU) kun overgået af Ukraine, Frankrig og Spanien?

at svenskerne oprindeligt kørte i venstre side af vejen. Det var først i 1966 at Riksdagen besluttede at omlægge trafikken i stil med resten af landene på det europæiske fastland?

Natur

Sverige grænser op til Norge mod vest og Finland mod øst. Desuden er Sverige som bekendt forbundet med Danmark via Øresundforbindelsen. Med sine 450.295 kvadratkilometer, heraf landareal på 407.311 km², er det dermed det tredjestørste land i EU, og med omkring 10,3 millioner indbyggere har Sverige en ret lav befolkningstæthed med 25,5 indbyggere pr. kvadratkilometer landareal (april 2021).

Karakteristisk for Sveriges natur er grundfjeldet, som ligger tæt under jordoverfladen i den største del af landet. Klimaet er tempereret i det meste af landet ned løv- og nåleskovsbælter. Undtagelsen er højfjeldsområderne. Vintrene er som regel snerige, og de svenske fjelde er populære skiområder. Ved kysten i Sydsverige har man middeltemperaturer over 16 °C, og der er glimrende strande både i Sydsverige og langs Sveriges vestkyst.

Siljansøen midt i Dalarna

I Smålands dybe skove regerer elgen, og i skærgården er der smukke søer. Alene I Västervik skærgård er der mere end 5.000 små øer, som ligger og venter. Rejsen kan herfra fortsætte til Öland og Kalmar med det smukke Kalmar slot, hvis glansperiode var i 1500-tallet og som før det var ramme om de planer Dronning Margrethe I lavede, da hun ville samle det svenske, norske og danske rige i Kalmarunionen.

Dyrelivet er rigt og varieret, og foruden elgen kan man opleve rødræve, lækatte, skovmår, og sneharer i stort set hele Sverige. Bestanden af elge er en af Europas største og danner grundlag for stor jagt hvert år. Bjørn og los findes spredt rundt om i landet, mens jærv og især ulve er mere sjældne.

Fuglelivet er præget af arter tilpasset nåle- og blandingsskov, bl.a. tjur, lavskrige, stor korsnæb, sortspætte, tretået spætte og høgeugle. Falsterbo i Skåne og Ottenby på Öland passeres hvert år af et stort fugletræk, og på Gotland findes en isoleret bestand af bramgæs, en ellers arktisk art.

Der er også fine ting at opleve på ferien i Danmarks gamle besiddelser, Skåne, Halland og Blekinge. Blekinge, der var den østligste del af Christian IV’s rige, huser blandt andet Karlskrona som er kendt for sin fascinerende militærarkitektur, i Halland er der rig lejlighed til at være god ved sig selv på et af mange spa-steder og i Skåne, lige ovre på den anden side af sundet, venter den idylliske universitetsby Lund med den flotte domkirke og den 900 år gamle Helsingborg.

Mindre interessant er det ikke helt oppe nordpå i Lapland. Her folder den vilde, barske natur sig stormfuldt og dramatisk ud, og her er der desuden gode chancer for at opleve det magiske nordlys.

Noget særligt for Sverige er Allemansrätten, der er beskrevet i den svenske grundlov. Den sætter ord på svenskernes forhold til naturen, og reglen er ret simpel: Alle har ret til den. Det betyder, at man kan vandre næsten, hvor man vil – bare ikke i andres haver eller på marker med afgrøder. Man kan slå sit telt op de fleste steder uden at spørge ejeren om lov, men ikke mere end et døgn ad gangen. Man må desuden plukke vilde blomster, bær og svampe på andres marker, men ikke i private haver. Det er også god skik, at man ikke plukker vilde bær og svampe i nærheden af andres huse, og man plukker kun til eget behov.

Sverige er meget tæt på, men der er meget at gå på opdagelse i i det 450.000 km2 store land på den anden side af sundet. Mere end 10 gange større end Danmark kan man med rette kalde det for Nordens storebror.  

Historie

I Sverige kommer man ikke udenom Gustav Vasa (1496-1560). Han anses som manden, der samlede det svenske rige, som vi kender det i dag. Inden han blev kronet som konge i 1523, var landet i mange år styret fra København gennem Kalmarunionen (1397-1521). Denne periode i middelalderen var en tid, som var præget af stridigheder om magten mellem den danske krone og den svenske adel, og den kulminerede i 1520 med Det Stockholmske Blodbad.

Massakren kan på mange måder betragtes som grundlaget for Gustav Vasas vej til magten, fordi den gjorde det lettere at samle folket til kamp, og fordi den danske konge havde ryddet alle andre udfordrere af magten af vejen. I 1521 fordrev Vasa danskerne fra landet efter at have rejst Svealand rundt for at mobilisere folket.

Visbys bymur var til for at holde eventuelle fjender ude

Efter at han blev udnævnt som konge i 1523, gik han hurtigt i gang med reformer, der styrkede statsmagten, mens den katolske kirkes magt blev begrænset, og mange af dens besiddelser og formuer blev beslaglagt. Disse formuer kom til at danne fundamentet for statens økonomi.

En af Gustav Vasas kongstanker, og som stadig præger den svenske stat, er etableringen af embedsmænd som en vidensbaseret, rationel og apolitisk kerne i det svenske statsapparat, hvilket forklarer svenskernes høje tillid til embedsmænd og så den dag i dag.

Gustav Vasas konsolidering af kongemagten blev i øvrigt også startskuddet til den svenske stormagtstid. Interessen for det store udland blev styrket med hans efterfølgere til tronen, og i 1600-tallet var Sverige i krig med bl.a. Rusland, Polen og Danmark.

Først i 1720 sluttede Danmark og Sverige endelig fred. Svenskerne tabte toldfriheden i Øresund og sine baltiske provinser, og hermed var den svenske stormagtstid er ovre. Den sidste krig på svensk jord var i 1808-1809, og det endte med tabet af Finland til Rusland.

I de seneste par hundrede år har Sverige ikke været involveret i væbnede konflikter og landet har officielt ført en neutral udenrigspolitik. Sverige blev således ikke besat eller på anden måde direkte involveret i 2. Verdenskrig. Landet tjente til gengæld stort på krigen, og disse indtægter var medvirkende til, at folkehjemsprojektet kunne realiseres. Neutralitetspolitikken fortsatte efter verdenskrigen, og Sverige spillede en betydelig rolle ved grundlæggelsen af FN. Samtidig skabte man et meget stort forsvar for at sikre neutraliteten, og Sverige er lidt paradoksalt blevet en af verdens største våbeneksportører. SAAB har f.eks. udviklet avancerede kampfly med amerikansk teknologisk bistand og solgt disse på verdensmarkedet, og siden har Bofors’ kanoner, Ericssons radarsystemer og svenske missiler tjent under krige forskellige steder i verden.

De danske islæt i Sveriges historie er synlæge og mærkbare mange steder. På øen Gotland finder man middelalderbyen Visby, som er på UNESCO’s verdensarvsliste. I den tidlige middelalder krydsede store mængder af sild, østeuropæisk skind, rav, voks og tømmer, svensk kobber og jern, våben og metalvarer fra Sydeuropa frem og tilbage over Østersøen. Alt sammen styret af de tyske købmænd i hansestæderne generelt og Lübeck i særdeleshed. Visby blomstrede i disse år, og der blev opført stenhuse og kirkebygninger, som fik østersøegnenes andre kirker til at blegne. I 1361 angreb danske Valdemar Atterdag imidlertid Visby og hærgede den med mord og brand. Handlen gik herefter sydligere langs Tysklands og Pommerens kyster, og byen sygnede langsomt hen. Visby, hvor Astrid Lindgrens Pippi-film blev optaget, fremstår dog fortsat fascinerende og smuk med smalle gader, gamle huse og den solide ringmur, der går hele byen rundt.

Spændende er også Kalmar, som er en af Sveriges ældste byer, smukt beliggende ud til Kalmarsund og Øland. Kalmar, som er administrationsby for det østlige Småland og Øland, er kendt for sine historiske bygninger, smukke parker og en lang række seværdigheder fra storhedstiden i 1600-tallet, og byen har to gange modtaget ”Europa Nostra prisen” for sit velbevarede bymiljø. Kalmar Slot, der ligger lidt syd for centrum, blev grundlagt i 1160 og hurtig befæstet til en strategisk vigtig borg, der fungerede som værn mod sørøvere i Østersøen. I 1397 dannede det rammen om en af de vigtigste begivenheder i Nordens historie: dannelsen af Kalmarunionen (1397-1523). Det var en politisk union bestående af det dansk-norske kongerige og Sverige under ledelse af den danske Dronning Margrethe I (1353-1412). Gustav Wasa og hans to sønner ombyggede i 1500-tallet borgen til det renæssancepalads, vi ser i dag.   

Også et andet stykke vigtig Danmarkshistorie udspiller sig omkring Kalmar. Den 4. april 1611 sendte Christian IV fejdebrev til den svenske konge, som efter længere tids oprustning mellem de to nordiske stormagter fik eskaleret Danmark-Norge og Sverige til en reel krig. Den såkaldte Kalmarkrig varede i årene 1611-1613, og en del af krigens større slag og belejringer udkæmpedes netop her.  Byen, borgen og området omkring blev indtaget af Danmark-Norge og blev først givet tilbage efter krigen i forbindelse med fredsaftalen.

Frem til 1658, hvor Danmark tabte Skåne, Halland og Blekinge, lå Kalmar i grænselandet mellem Sverige og de danske provinser, og byen var med til at fastholde svensk suverænitet over det østlige og centrale Småland.

Stockholm, Göteborg og Malmö

Hovedstaden Stockholm har de seneste år markedsført sig som Capital of Scandinavia. Selvtilliden stives af med spændende modebutikker, gode barer og restauranter. Også en del med Michelin-stjerner.

Syd for centrum ligger det hippe Söder, et tidligere arbejderkvarter, der sammen med det afslappede Vasastan i dag udgørbyens mest populære kvarterer. Brostensbelagte gyder med middelalderhuse finder man i Gamla Stan, mens det fine Östermalm er kendetegnet ved mægtige herskabslejligheder og eksklusive forretninger. Museer og kunst finder man på Blasieholmen og Skeppsholmen, og på Djurgården er der underholdning for både store og små. Se desuden teater på Dramatan, koncerter i Globen eller ballet i Operan. Stockholm skal også opleves fra vandsiden og for de mange fine grønne områder. De mange øer og holme skaber luft og lys i byen, hvor 57 broer forbinder de forskellige bydele på kryds og tværs.

Farverige Stockholm

Spændende er også Sveriges næststørste by Göteborg, en fortsat arbejdende havneby med fiskeauktion og glimrende spisesteder, hvor der rig lejlighed til at spise sig mæt i friske skaldyr, men hvor der bl.a. også er gode udstillingssteder for moderne billed- og fotokunst.

Også Malmö er et interessant bekendtskab. Med den 190 meter høje Turning Torso der står skruet ned i jorden på Västra hamnen som forposten i et område, hvor ny arkitektur skyder op overalt, er der kommet konkurrence til de gamle mesterværker – eksempelvis det smukt rustrøde Malmöhus slot, nordens ældste renæssanceslot. Malmö skal også opleves for livet omkring Möllavångstorget og Lilla torg – livlige fikspunkter i den travle handelsby.

Sverigesrejser

  • Togrejse langs polarcirklen

    Tag med på en historisk togrejse fra svenske Luleå til Narvik og Lofoten i Norge.

    4,1
    • 3 afrejser
    • 7 dage
    • Fra 13.998,–
    fra København
  • Togrejse: Julestemning i Stockholm

    Vi tager toget til Stockholm og oplever den svenske julestemning i den gamle bydel med julemarked, velduftende boder og brostensbelagte gader

    4,4
    • 5 afrejser
    • 4 dage
    • Fra 3.998,–
  • Busrejse

    Gøtakanalen og den svenske skærgård

    Sejl på Gøtakanalen og ind i hjertet af den svenske skærgård. Besøg havnebyen Gøteborg, historiske Vadstena og spis polkagrise i Gränna

    • 2 afrejser
    • 4 dage
    • Fra 4.998,–
  • Busrejse

    Gotland og Øland

    Oplev de to svenske storøer med middelalderlige Visby, rauker på Fårö, den kongelige sommerresidens Solliden og smukke kyststrækninger

    4,3
    • 2 afrejser
    • 6 dage
    • Fra 7.498,–
Del denne side