Big Five-safari de luxe

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Safari, golf og luksuslodge midt i Sydafrikas bedste safariområde – Entabeni Vildtreservat

På denne Albatrosrejse er der skruet ekstra op for komforten og forkælelsen – for dig, der ved siden af den vilde natur også gerne vil have lidt luksus i ferien.

Du bor i det smukke Entabeni Vildtreservat på den 5-stjernede Hanglip Mountain Lodge, midt i den storslåede natur. Lige uden for døren kan du være heldig at finde de berømte Big Five: løve, leopard, elefant, bøffel og næsehorn. Lodgens kun ti værelser er superlækkert indrettet, og fra din private terrasse har du udsigt til sø og bjerge. Under opholdet kan du indtage alle måltider på lodgens restaurant tæt på poolen, og rejsens pris inkluderer også golf ad libitum på lodgens 18-hullers og 10-hullers bane! Som en ekstra forkælelse får du endvidere en gratis massage i lodgens spaafdeling.

Hver dag er der safarier – både i åbne biler og til fods – eller udflugter og aktiviteter såsom vinsmagning, et besøg i et vildtcenter eller en picnic i bushen, ligesom der også er god tid til at slappe af.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Safari

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Sydafrikanske Rand

Dagsprogram 10 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Johannesburg, Sydafrika. Videre til Entabeni Vildtreservat
Dag 3
Entabeni Vildtreservat - Morgen- og eftermiddagssafari
Dag 4
Entabeni Vildtreservat - Morgensafari og besøg på vildtcenter
Dag 5
Entabeni Vildtreservat - Vandresafari og picnic i bushen
Dag 6
Entabeni Vildtreservat - Eftermiddagssafari og grillmiddag i pedi-kulturlandsby
Dag 7
Entabeni Vildtreservat - Udflugt til Lakeside Lodge med frokost, sejltur og mulighed for vandring. Vinsmagning
Dag 8
Entabeni Vildtreservat - Fritid, safari og afskedsmiddag
Dag 9
Entabeni – Soweto – Johannesburg, hjemrejse
Dag 10
Ankomst til København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Vi flyver fra København om eftermiddagen. Om bord på flyet får du både aftensmad og morgenmad.
Dag 2
Ankomst til Johannesburg, Sydafrika. Videre til Entabeni Vildtreservat

Efter ankomsten til storbyen Johannesburg kører vi straks ud i landet med kurs mod Entabeni Vildtreservat. I de næste cirka tre timer får du det første indtryk af Sydafrikas vidtstrakte landskab. Først ser vi brede marker med lokale produkter som solsikker, jordnødder og majs, og dernæst rejser den smukke, rødlige Waterberg-bjergkæde sig i det fjerne. Her ligger Entabeni Vildtreservat, hvortil vi ankommer sidst på eftermiddagen.

Bjergkæden Waterberg er navngivet efter de talrige floder, bække og vådområder, der præger naturen i denne del af landet. Waterberg er fællesbetegnelsen for et stort område, der omfatter Sand River Mountains, Hoekberg, Swaershoek og Mopel Range, og er et af klodens ældste bjergområder. Her er storslået og dramatisk natur i særklasse. De sydlige skråninger er præget af stejle, nøgne fjeldsider og særegne klippeformationer, mens de nordlige skråninger gradvist falder mod busklandet og de åbne savannesletter. Entabeni betyder slet og ret »stedet med bjerget«, og når man først har set, hvordan den imponerende stenmonolit hæver sig majestætisk over området, forstår man, hvorfor den har gjort Entabeni kendt.

Vores hjem i de næste mange dage er den 5-stjernede Hanglip Mountain Lodge, der ligger neden for Hanglip Mountain og har uspoleret udsigt til bjergtoppens ’hængende læbe’, som lodgen har sit navn fra. Vi befinder os ude midt i naturen, og en eftermiddagsdrink på din private terrasse kan nemt blive til en stillesiddende safari. De intime oplevelser med den vilde natur er ofte dem, vi husker bedst.

Når vi har slappet lidt af i lodgens gode værelser, skal vi allerede ud på rejsens første safarikørsel. Vi sætter os op i de åbne jeeps og tager med en ranger ud i reservatet omkring kl. 16, hvor solen ikke længere står så højt på himlen og derfor lemper lidt på den stærke savannehede. På det tidspunkt begynder vildtet igen at være aktivt, efter de har fået sig en eftermiddagslur. Spændingen er intens ved denne først safari, og der er stor sandsynlighed for, at du allerede på denne første safari vil se en masse af det kendte savannevildt. Hvis det er dit livs første safari, vil du aldrig nogensinde glemme det. Hvis du har prøvet det før, vil du bare have mere. Sådan er det med Afrika. Når solen begynder at gå ned, stopper vi op, stiger ud af vores safari-biler og får en ægte ’sundowner’ – en drink, mens himlens farve skifter fra stærk orange til skræmmende sort på ganske få minutter.

Når stjernerne vrimler frem på nattehimlen, og de eksotiske lyde og lugte fylder luften, bliver alting anderledes. Pludselig er vi sårbare i den vilde natur, hvor dyrenes sanser gør os stærkt underlegne. Alt er på deres præmisser. Vi stiger derfor op i bilerne igen og kører tilbage til lodgen, mens forlygternes lys bliver genspejlet i dyrenes øjne, så vi tydeligt kan se, at vi ikke er alene. Inden længe vil nattens jagt begynde.

Dag 3
Entabeni Vildtreservat - Morgen- og eftermiddagssafari
En voksen hangiraf måler fra 4,7 til 5,3 m

I dag skal vi starte med at prøve en morgensafari, der kan være meget anderledes end om eftermiddagen. Den begynder ved solopgang omkring kl. 6 og varer til kl. 9-10, afhængigt af dyrenes aktivitet. Hvis du har brug for noget at vågne på, er der kaffe og te i loungen inden afgang, og når vi vender tilbage til lodgen, venter den helt store, velfortjente morgenbuffet. Man kan godt blive sulten af den vilde natur!

Ikke meget kan måle sig med de stærkt krydrede morgendufte og den helt specielle glød over savannen på en morgensafari. Nogle gange bliver den sprøde morgen endda tilføjet en ram lugt af både rovdyr og ådsler. Vi skutter os lidt i den kølige morgen, mens den opstigende sol maler bjergsiden i de smukkeste farver og langsomt opvarmer den fugtige jord. Alt ånder som regel fred og ro, nu da nattens jagt er overstået, og impalaer, zebraer og antiloper begiver sig ud på savannen, hvor de kan græsse i nogenlunde fred for rovdyrene. De skal nemlig slå mave – og samle kræfter til den næste nat.

Det kan være en kold fornøjelse at køre safari i åbne køretøjer, specielt i de tidlige morgentimer, og efter mørket er faldet på. Der er tæpper i safarikøretøjerne, men en kraftig, vindtæt jakke, fleece, hue og eventuelt handsker kan man godt få brug for. Når solen står højt på himlen, ønsker man derimod at have så lidt tøj på som muligt, og meget gerne en hat med skygge.

Efter safari og morgenmad kan du gøre som dyrene og bruge dagens varme timer til at slappe af. Slæng dig i en liggestol ved swimmingpoolen, sæt dig på terrassen og kig efter dyrene på græssletten foran lodgen, eller forkæl dig selv med en massage i lodgens spa-center (ikke inkluderet i rejsens pris).

Ud på eftermiddagen serveres der klassisk high tea, og herefter går turen igen ud på savannen på udkig efter løver, elefanter, geparder, eller måske et af de endnu mere sjældne dyr. Ude i naturen er der ingen garantier og heller ingen begrænsninger.

Dag 4
Entabeni Vildtreservat - Morgensafari og besøg på vildtcenter
Elefanterne kan kommunikere over flere kilometer med lyde
Også i dag bliver du vækket tidligt for at komme på safari, der af de lokale kaldes for en ’game drive’. Hjemme på lodgen venter morgenmad og afslapning, indtil turen om eftermiddagen går ud til Legend Vildtcenter. Her tager man sig af dyr, der er blevet skadet eller forældreløse, og opdrætter truede dyrearter som hvide løver, sabelantiloper og geparder. Du hører om arbejdet med at bevare Afrikas fascinerende fauna og ser nogle af dyrene, der lever bag indhegninger, indtil de er klar til at blive sat ud i naturen igen. Der bliver også tid til en stille stund i centrets lille have, der er omgivet af volierer med alverdens farvestrålende fuglearter.
Dag 5
Entabeni Vildtreservat - Vandresafari og picnic i bushen

På denne femte dag er der mulighed for at sove lidt længere og nyde morgenmaden, inden dagens safarioplevelser begynder. På programmet står nemlig en formiddagsvandresafari sammen med en bevæbnet ranger. Her kommer du tæt på de små ting, såsom det enestående fugleliv omkring vådområderne og floderne samt insekter, planter og træer. Du kan også være heldig – i behørig afstand – at opleve flodhestene, der ligger og daser i det mudrede vand dagen igennem, efter de har græsset om natten. At være uden bilens beskyttelse kan virke skræmmende, men det ikke er nær så farefuldt, som man kunne tro. Du vil lære om, hvordan rangerne bruger dyrespor og -ekskrementer til at finde vildtet. Måske finder I også nogle af områdets planter, der kan bruges til medicinske formål. Det afhænger ofte af vejret og af, hvad rangeren finder særligt spændende i netop den periode, du besøger Entabeni. Efter et par timer til fods kan du slappe af med en picnicfrokost i det grønne.

Resten af dagen er til fri disposition på vores lækre lodge, hvor du kan nyde ubegrænset golf-spil eller købe en spa-behandling, en ekstra game drive eller ride ud i naturen på hesteryg (ikke inkluderet).

Dag 6
Entabeni Vildtreservat - Eftermiddagssafari og grillmiddag i pedi-kulturlandsby
Hele formiddagen kan du slappe af ved poolen eller på din egen terrasse og måske tage endnu en golfrunde. Efter tetid går turen atter ud i dyrenes rige, hvor vi håber på at finde nogle af de mere sky arter, vi måske ikke har set endnu. Safarien ender i aften i pedi-kulturlandsbyen, der ligger tæt ved vildtreservatet. I dette levende frilandsmuseum kan vi opleve et lille kultur-skifte, når den lokale befolkning serverer en typisk sydafrikansk grillmiddag.
Dag 7
Entabeni Vildtreservat - Udflugt til Lakeside Lodge med frokost, sejltur og mulighed for vandring. Vinsmagning

Hvis du har fået hvilet nok og trænger til lidt motion, er der i dag mulighed for at komme ud på en længere, frisk vandretur på bjergets øvre plateau. Heroppe i højderne eksisterer en anderledes flora og fauna, end vi hidtil har set, og det er rart at bevæge sig rundt i naturen på en mere fri måde. Selv om der ikke er løver og elefanter på plateauet, skal vi alligevel have øjne og ører åbne. Man behøver ikke at være specielt trænet, men vi anbefaler gode vandresko.

Hvis du vælger ikke at gå med, kan du vente et par timer og blive kørt op til Lakeside Lodge, hvor vi møder de vandrende for at tage på en lille sejltur på søen. Efterfølgende er der frokost på Lakeside Lodge med en pragtfuld udsigt over søen. Vi vender tilbage til Hanglip Lodge, og inden aftenens middag samles vi alle i stedets vinkælder til en hyggelig, lille vinsmagning af de berømte sydafrikanske druer.

Dag 8
Entabeni Vildtreservat - Fritid, safari og afskedsmiddag
Nyd solnedgangen blandt de vilde dyr
I dag er den sidste mulighed for at gøre brug af Hanglips gode faciliteter – om det skal være aktivt eller afslappende, er helt op til dit eget humør og ønsker. Men kan man overhovedet få safarier nok? Du kan enten vælge at køre op i højlandet eller tage på en vandresafari, inden lodgen serverer eftermiddagens high tea. Bagefter skal vi sammen på eftermiddagssafari i lavlandet for at få et sidste indblik i dyrenes vilde verden og nyde duften af den afrikanske savanne. Var der lige et dyr, du ikke fik set de andre dage? Eller et billede, du ikke fik taget? Når solen går ned over det tidløse Entabeni, vender vi tilbage til vores lodge for at nyde en ganske særlig afskedsmiddag.
Dag 9
Entabeni – Soweto – Johannesburg, hjemrejse

På denne niende dag kører vi ud af reservatet og ser os tilbage på det imponerende Hanglip Mountain, der næsten er blevet vores egen. Turen går sydpå mod Joburg, som hovedstaden kaldes i daglig tale, og som er Sydafrikas største by med over seks millioner indbyggere. Den minder om en amerikansk storby med en kerne af skyskrabere i et moderne forretningskvarter, der langsomt flader ud i små, lave forstadskvarterer. Med de store naturlige forekomster af mineraler og metaller er Joburg centrum for verdens diamant- og guldhandel.

Hovedstaden kam virke hektisk og støjende, så vi koncentrerer os om det mest interessante, nemlig den berømte og berygtede township, Soweto. Efter en lang og grum historie, der fysisk set startede i 1944, er Soweto også i dag et enormt vildnis af paradokser. Ikke alt er imidlertid negativt, for der er sket rigtig meget, siden bulldozerne i 1976 tromlede strejkende skoleelever ned. Soweto sprudler i dag af kreativitet og fornyelse og er en smeltedigel for kunst, musik, teater og poesi. Først på aftenen kører vi til lufthavnen i Johannesburg og tager flyet til København.

Dag 10
Ankomst til København
Vi lander i København og kan se tilbage på en vidunderlig safariferie, der var tilsat et ekstra pift af luksus.

Prisinformation

Prisen inkluderer









• Dansk rejseleder• Lokale guider, rangere og trackere• Fly København – Johannesburg t/r • Safarier og udflugter jf. program • Golf ad libitum på 18-hullers banen Signature Course (greenfee og golfcart inkl.)• Golf ad libitum på 10-hullers par 3-banen Tribute Course (greenfee inkl.)• 1 massage i lodgens spaafdeling• Indkvartering på 5-stjernede Hanglip Mountain Lodge i delt dobbeltværelse (tillæg for enkeltværelse)• Alle måltider bortset fra frokost dag 2 og 9 og aftensmad dag 9. Rejselederen vil anvise/arrangere fællesspisning for de, som har lyst til at deltage de få gange, måltiderne ikke er inkluderet. Det er nemt, godt og billigt at spise i Sydafrika (ca. det halve af danske priser)• Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
• Tilslutning med indenrigsfly
• Eventuelle ekstra arrangementer
• Tillæg for enkeltværelse
• 2 frokoster og 1 middag
• Drikkevarer (dog er der juice, kaffe, te m.m. til morgenmad)
• Drikkepenge (beregn ca. kr. 300 pr. person)
• Caddier
• Leje af golfudstyr
• Ekstra bagageomkostninger (hvis du medbringer din egen golftaske, tæller denne som ét styk bagage, og det vil derfor koste ekstra, hvis du også medbringer en kuffert)
• Personlige fornødenheder
• Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura
• Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Waterberg Vildtreservat

Den storslåede natur i Sydafrikas nordlige Limpopo-provins tæt ved Botswana og vest for Kruger har længe været kendt som Waterberg. De tidlige nybyggere døbte området vand-bjerg på grund af de talrige søer, sumpe, vandfald og floder, der karakteriserer dette vildnis i kontrast til det omgivende tørre savanneland. I højsommeren (december-februar), når de mørke tordenskyer samler sig om højsletten og giver en kraftig, kort eftermiddagsskylle, fyldes de mange små og store strømme og får de røde sandstensklitter til at glimte i solen, inden det meste af vandet ender i Limpopo.

I 2001 fik det 15.000 kvadratkilometer store Waterberg Biosphere Reserve International status som en del af UNESCO’s globale biosfærenetværk. Landskabet er typisk savanne med en vandrig højslette i centrum, hvilket giver mange forskellige biotoper og dermed også en enestående artsrigdom. Waterberg er ikke et sammenhængende reservat, men består af flere private reservater, hvoraf Entabeni er det største og mest mangfoldige. De smukkeste sandstens-monolitter, kløfter, slugter og vandfald ligger alle i Entabeni. Entabeni er også kendt for usædvanlig mange forskellige antilopearter. Næsten alle sydafrikanske arter er repræsenteret. Desuden er der en enestående flora bestående af urgamle cycader, protea (sukkertræ) og sjældne løvfældende træer. Området ligger uden for malariazonen, og der er derfor ingen grund til at indtage malariamedicin på denne rejse.

Game walks/vandresafari

Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke tilladt at tage børn under 12 år med på game walks.

Turfakta

Dette er bestemt ikke en strabadserende tur, men vi forventer, at deltagerne er aktive mennesker, der kan lide at komme ud i naturen.

Hanglip Mountain Lodge

I det smukke Waterberg-bjergområde bor du på den 5-stjernede Hanglip Mountain Lodge i det private Entabeni Vildtreservat. Lodgen ligger placeret midt i den storslåede natur, og lige uden for døren kan du finde de berømte Big Five (løve, leopard, elefant, bøffel og næsehorn). Lodgens kun ti værelser er superlækkert indrettet og smukt placeret med restaurant og poolområde i nærheden, og udsigten byder på en stor slette, hvor gnuerne græsser i flokke. Du får her det bedste af afrikansk safariliv i intime og indbydende omgivelser tilsat wellness, lækker mad og oven i købet golf. Lodgen har ligeledes en 18-hullers og 10-hullers golfbane samt en spaafdeling.

Alle værelser har en stor, møbleret terrasse og et rummeligt badeværelse med bruser, badekar og vindue ud mod den storslåede natur. Hovedbygningen indeholder en restaurant, en hyggelig bar og en vinkælder. I haven er desuden en swimmingpool, hvor du kan køle tæerne i vandet og samtidig nyde udsigten og Afrikas dyrelyde. Læs mere om lodgen her: http://www.legendlodges.co.za/hanglip-mountain-lodge.

Klima

Den sydafrikanske vinter ligger modsat vores i månederne juni til august, hvor der ofte er kolde nætter. Dette kan også være tilfældet i maj og september, hvorimod perioden oktober til marts som regel er forholdsvis varm, også i nattetimerne, uden det dog på nogen måde er trykkende. En typisk vinterdag kan sammenlignes med en god dansk forårsdag med sol og temperaturer, der kan snige sig over 20 grader, men nætterne bringer ofte frost med sig på udsatte steder. Resten af året vil der fortrinsvist være ganske lunt, og nordpå kan temperaturen sagtens snige sig over de 30 grader. Byger forekommer året rundt med flest nordpå i de varme måneder og flest sydpå i de kolde måneder. Generelt er vejret i Sydafrika mildt og behageligt året rundt. Ekstreme vejrforhold er sjældne, men forekommer dog (især i de senere år).

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Børn under 18 år

De sydafrikanske myndigheder kræver, at du som rejsende med børn under 18 år til/fra Sydafrika medbringer barnets originale fødsels-/dåbsattest. Attesten skal være oversat til engelsk og kan indhentes på det sognekontor, som i sin tid udstedte barnets dåbs- eller navneattest. Attesten skal også være påført en Apostille (officielt godkendelsesstempel) hos Udenrigsministeriets Borgerservice.

Vær opmærksom på, at udarbejdelse og godkendelse af sådanne attester kan tage op til flere uger, hvorfor vi opfordrer dig til at kontakte dit sognekontor snarest muligt efter din bestilling af rejsen.

Formålet med dette dokumentationskrav er at bekæmpe menneskehandel, hvor børn er involveret. 

Bemærk, at kravet om at medbringe barnets fødsels-/dåbsattest gælder ved såvel ind- som udrejse samt ved transit i Sydafrika. Undlader du at medbringe barnets fødsels-/dåbsattest, nægtes du indrejse til Sydafrika, ligesom du vil blive afvist ved check-in.

Vær også opmærksom på, at hvis du rejser alene som forælder med dine børn kræves yderligere dokumentation. Hvis du rejser med børn, som ikke er dine biologiske børn, skal I medbringe særlig dokumentation – som ligeledes skal være på engelsk og påført en Apostille. Kontakt Borgerservice for mere information om disse krav.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser