Cuba – Caribiens kulturelle perle

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Oplev atmosfæren i Havanna og Cubas andre charmerende byer rundt på denne smukke ø i Caribien. Rejsen afsluttes med dejlig badeferie ved de caribiske strande

På denne rundrejse oplever du Cubas mest interessante seværdigheder på den vestlige del af øen. Albatros sørger for et godt miks af komfort og oplevelser – og dermed et godt udgangspunkt for at få et spændende og berigende indblik i det cubanske hverdagsliv.

Rejsen begynder i Havanna, hvor vi bl.a. tager på udflugt i gamle amerikanerbiler, og spadserer rundt i den historiske bydel, hvor vi bl.a. ser fine eksempler på spansk koloniarkitektur. Vi kommer også forbi den navnkundige bar La Bodeguita del Medio, hvor Hemingway drak sine mojitos sammen med andre prominente kunstnere og forfattere.

Og apropos, så besøger desuden det lokale rom-museum såvel som en lokal cigarfabrik, ligesom vi kommer ud til Hemingways Finca.
Vi har ligeledes inkluderet en dagsudflugt til den smukke Viñales-dal.

Rejsen fortsætter i havnebyen Cienfuegos via Svinebugten, hvor vi hører om den fejlslagne invasion i 1961. I den smukke og UNESCO-fredede by Trinidad, træder vi endnu et skridt tilbage i tiden. Her skal vi desuden stifte bekendtskab med den naturskønne Topes de Collantes nationalpark.

Et andet spændende stop på rejsen er Che Guevaras Mausoleum i Santa Clara, som vi besøger, inden vi slutter rejsen af ved Varaderos kridhvide sandstrande. 

Her vil du blive forkælet med all inclusive på et godt og mindre strandresort, som er et perfekt sted at fordøje rundrejsens store oplevelser.

På alle vores Cuba-rundrejser anvender vi 4-stjernede hoteller (lokale 4 stjerner). Det er kun i Trinidad, at vi anvender privat bed & breakfast (Casa Particular), da deres centrale beliggenheden her er optimal, og fordi vi har mulighed for løbende at foretage kvalitetskontrol af overnatningsstederne.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Pesos Cubanos (CUP), euro

Dagsprogram 12 dage
Dag 1
Fly Billund – Havanna
Dag 2
Havanna. Byvandring i den historiske bydel. Gamle amerikanerbiler
Dag 3
Udflugt til Viñales. Tobaksfarm, Den Præhistoriske Mur og sejltur på underjordisk flod
Dag 4
På sporet af Hemingway
Dag 5
Svinebugten og byrundtur i Cienfuegos
Dag 6
Byrundtur I Trinidad. Overnatning på privat bed & breakfast i Trinindad
Dag 7
Trinidad. Topes de Collantes
Dag 8
Trinidad
Dag 9
Trinidad – besøg i Santa Clara – Varadero
Dag 10
Varadero. Strand og afslapning
Dag 11
Varadero. Hjemrejse
Dag 12
Ankomst til Billund

Hoteller

Hotel Inglaterra

  • 83 værelser
  • 0 km til den gamle bydel
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Bar
  • Elevator
  • Wi-Fi (på fællesarealer - mod betaling)

Hotel Inglaterra er beliggende i hjertet af det pulserende Havana og tilbyder en unik blanding af historisk charme og moderne faciliteter. Hotellet har den bedst tænkelige beliggenhed i forhold til at udforske det centrale Havanna og den verdensberømte gamle bydel. Dette ikoniske hotel, etableret i 1875, står som Cubas ældste hotel og er erklæret nationalmonument, med en førsteklasses beliggenhed få skridt fra det berømte og smukke Teater og ikke mindst Capitolio.

Hotellet har 83 elegant indrettede værelser som er designet til at give gæsterne et komfortabelt og stilfuldt tilflugtssted. Værelserne er udstyret med moderne faciliteter, herunder aircondition, satellit-tv, minibarer og private badeværelser, dog kan der forekomme larm fra den travle gade.

Hotellets anerkendte restaurant serverer en blanding af traditionel cubansk og international madlavning. Husk at besøge Tagterrassen, som tilbyder en betagende udsigt over byen. Det er et perfekt sted at nyde en tropisk cocktail. 

Inglaterras arkitektur er holdt i kolonistil med en imponerende facade og storslåede interiør. Det afspejler Havanas rige og spændende historie. Hotellets lobby er udsmykket med smukke mosaikker, antikke møbler og en charmerende atmosfære, der transporterer gæsterne tilbage i tiden.

Hotellet tilbyder også en række tjenester, herunder en døgnåben reception, valutaveksling, turistinformation og Wi-Fi adgang i offentlige områder (mangelfuld dækning på værelset).

Værelse
Elegante værelser med en eller to senge. Alle værelser har minibar, sikkerhedsboks, TV, telefon, AC og hårtørrer.
De fleste værelser vender ud mod gaden, og nogle enkelte vender ud mod ”patioen”. Der kan forekomme larm fra det pulserende centrum.

Bed & breakfast i Cuba

Et bed & breakfast i Cuba er drevet af private cubanere, som har fået tilladelse til at udleje værelser i den ellers strengt statsligt drevne turistsektor. Nogle udlejer flere værelser – andre kun et enkelt værelse.
Du kommer til at bo på centralt beliggende bed & breakfasts. Du skal regne med, at du skal gå med din bagage op til et par hundrede meter fra bussen til overnatningsstedet, da gaderne i centrum kan være for smalle til, at bussen kan komme helt frem. Det er en god idé at medbringe en lommelygte.
Morgenmaden spiser du på dit bed & breakfast, indholdet kan variere, men du bliver altid mæt. Der vil oftest være frugt, brød og æg.
Nogle steder bor familien også i huset, andre steder gør den ikke – du vil under alle omstændigheder have privatliv. Hvis du skal kommunikere med dine værter, skal du regne med, at de ikke taler særlig godt engelsk. Med lidt velvilje, fagter og eventuel hjælp fra rejselederen plejer det at fungere fint. 

Værelse
Værelserne er simple, men rene. De er indrettet med dobbeltseng eller 2 mindre enkeltsenge samt aircondition eller ventilator. Der er privat badeværelse. Det kan være en god idé at have sæbe, shampoo og et lille håndklæde med hjemmefra, da der ikke er samme mængde til rådighed som på et hotel.

Hotel La Union

  • 49 værelser
  • Cienfuegos centrum
  • Døgnåben reception
  • 1 restaurant
  • 2 barer
  • Udendørs Swimmingpool
  • Fitness
  • Gratis Wi-Fi

”Et klassisk og indbydende hotel i hjertet af Cienfuegos”

Vi finder hotellet i den historiske kerne af byen Cienfuegos, som også er kendt som 'Sydens Perle. Bygningen er berømt for sin elegante arkitektur og indbydende atmosfære. De smukke indre gårde og komfortable værelser inspirerer minder om århundreders betagende atmosfære. Hotellet er et ideelt udgangspunkt for at nyde Cienfuegos' gamle kvarterer (fransk inspireret) og dens venlige mennesker. Hotellet er indviet i 1869 og denne neoklassiske bygning en del af byens arkitektoniske arv.
Klassiske værelser med udsigt over by eller indre gård

International buffetrestaurant. Cocktails og drikkevarer oppe med storslået udsigt og ikke mindst poolbar.
Levende cubansk musik ledsager solnedgangene på Venus Negra-baren. Forbind til det gratis og ubegrænsede Wi-Fi-netværk og del dine oplevelser med verden.

Værelse
Mindre værelser (ca. 20 m2) med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. Alle værelser har aircondition og TV. 

Du kan læse mere om hotellet her: https://www.melia.com/en/hotels/cuba/cienfuegos/hotel-la-union-by-melia

Sol Varadero Beach

  • 356 værelser
  • Døgnåben reception
  • 7 restauranter
  • 3 barer
  • Elevator
  • 1 udendørs swimmingpool
  • Wi-fi (gratis)
  • Fitness
  • Spa (mod betaling)

Dejligt og mindre strandresort med mange faciliteter og skøn beliggenhed ved Varaderos verdensberømte og tropiske sandstrand. Hotellet er all inclusive og kun for voksne over 16 år. Her finder du de perfekte rammer til nogle afslappende dage efter en begivenhedsrig rundrejse. Der er gratis wi-fi på hotellet. 

Hotellet tilbyder en blanding af moderne bekvemmeligheder og tropisk elegance. Det har rummelige og elegant dekorerede værelser med private balkon/terrasse.

Feriestedet byder på flere spisemuligheder, lige fra ”gourmet” international madlavning til autentiske lokale retter, alle tilberedt med friske ingredienser. Gæsterne kan slappe af ved strandbaren og nippe til eksotiske cocktails, mens de nyder den fantastiske solnedgang.

Til fritidsaktiviteter tilbyder Sol Varadero Beach en række aktiviteter, herunder vandsport, beachvolley og yoga klasser. Resortet har også et topmoderne fitnesscenter og et fredfyldt spa, der tilbyder en række behandlinger inspireret af lokale traditioner.

Hotellets har en stor indbydende pool, omgivet af komfortable solsenge og cabanas. Her vil der også være show om aftenen. Dog skal man ikke glemme at man bor lige op ad en af verdens bedste strande. De anlagte haver giver en fredelig tilflugt, perfekt til afslappede spadsereture.

Værelse
Smukke værelser på 34 m2 som er indrettet med to enkeltsenge eller en stor dobbeltseng. Alle værelser har TV, aircondition, minibar/køleskab sikkerhedsboks, strygejern, strygebræt, hårtørrer og gratis wi-fi. 
Der er balkon eller terrasse.

Du kan læse mere om hotellet her: https://www.melia.com/en/hotels/cuba/varadero/sol-varadero-beach

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
20.998,–
Billund
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
20.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
21.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
22.998,–
København
22.998,–
Billund
22.998,–
Billund
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
22.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly Billund – Havanna
Havanna

Vi flyver til Havanna, som blev grundlagt af spanierne i 1515. Byen blev flyttet to gange, før den fik sin nuværende placering på Cubas nordkyst. I 1556 blev Havanna Cubas hovedstad, og den blev et nærmest obligatorisk stop for europæere på vej til eller fra Latinamerika.

De mange skibe fik handelen til at blomstre, og i løbet af få år blev Havanna den største og vigtigste by i Cuba.

Som hovedstad er Havanna hjemsted for de vigtigste stats- og regeringsinstitutioner. Byens industri står for en stor del af landets BNP, og havnen håndterer mere end halvdelen af landets import og eksport. Vi lander samme aften og bliver kørt ind til vores hotel.

Overnatning i Havanna.

Dag 2
Havanna. Byvandring i den historiske bydel. Gamle amerikanerbiler

Vi starter dagen med byvandring i det oprindelige Havanna, som kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1982. Det er velfortjent, at byen er tildelt den ærefulde titel "Heritage of Mankind", for Havannas gamle bydel er et af Latinamerikas bedst bevarede byområder med et stort antal historisk vigtige bygninger og monumenter fra det 16. til det 19. århundrede.

Når du går gennem de smalle, brolagte gader, forbi tunge døre i massivt træ og balkoner med smedejernsgelændere, er det let at føle sig hensat til fortiden.

Vi spadserer ad Calle Obispo, som ser ud præcis som for flere hundrede år siden, lige fra brostensbelægningen på gaden til hver eneste bjælke i husene. Vores mål er Plaza de Armas, hvor vi finder det imponerende Palacio de los Capitanes Generales. Paladset stod færdigbygget i 1791 og blev senere officiel residens for koloniens guvernører, kaldet capitanes generales.

Vi spadserer også gennem to af Havannas smukkeste pladser, La Plaza Vieja og Plaza San Francisco, som begge er fuldstændigt restaurerede og fine eksempler på spansk koloniarkitektur. Herefter begiver vi os videre til Katedralpladsen. I 1748 påbegyndte jesuitpræster konstruktionen af den bygning, der senere skulle blive Havannas katedral. Et godt stykke ind i det 19. århundrede opbevarede man de jordiske rester af datidens fremtrædende personligheder i katedralen. Selv de påståede rester af Christoffer Columbus blev opbevaret her, fra de blev overført fra øen Hispaniola, og indtil spanierne tog dem med til Spanien, da koloniherredømmet ophørte.

Pladsen foran katedralen er omkranset af store, smukke palæer, der naturligvis også stammer fra kolonitiden, og få skridt derfra ligger den berømte bar La Bodeguita del Medio. Det var her, Hemingway drak sine mojitos sammen med andre prominente kunstnere, forfattere og politikere.

Denne dag skal vi også en tur på rom-museet, hvor vi skal smage på de lokale varer. Vi kommer ligeledes ind og oplever en lokal cigarfabrik.

Efter frokost på en af Havannas restauranter (inkluderet) bliver vi hentet i gamle amerikanerbiler. Bilerne har været i Cuba siden revolutionen i 1959 og har altså mere end 50 år på bagen – nogle endda mere end 60 år. Således ankommer vi standsmæssigt til den nye bydel, hvor vi kører rundt og får et indtryk af bylivet.

Overnatning i Havanna.

Dag 3
Udflugt til Viñales. Tobaksfarm, Den Præhistoriske Mur og sejltur på underjordisk flod
Cigarer håndrulles med stor ekspertise

Dagen står i naturens tegn. Vi kører vestover mod Viñales, og efter nogen tid omgives vi af et frodigt landskab, hvor de karakteristiske tobaksmarker med rød jord dominerer. Mange steder ser vi små, primitive tobakstørrehuse, hvor bladene hænger til tørre i tre måneder, inden de sendes til fabrikken.

Vi besøger en af de lokale tobaksfarme, hvor vi får en rundvisning, inden vi når Viñales by. Ved frokosttid tager vi hen til Den Præhistoriske Mur, som er et stort klippemaleri, der symboliserer den biologiske udvikling i området. Her findes også en hyggelig udendørs restaurant, hvor man tilbereder svinekød efter traditionel cubansk opskrift. Her spiser vi dagens frokost (inkluderet).

Viñales-dalen er omkranset af imponerende klippeformationer, som er flere millioner år gamle. Mange af klipperne huser huler, hvor Cubas oprindelige befolkning gemte sig for spanierne, da de kom for at kolonisere Cuba. Vi besøger en af disse huler, som også har en lille undersøisk flod, vi skal sejle på. Herefter kører vi retur til Havanna, hvor vi er tilbage først på aftenen.

Overnatning i Havanna.

Dag 4
På sporet af Hemingway
Hemingways hus i Havana

I dag kører vi ud til forfatteren Ernest Hemingways charmerende landsted, La Vigia, hvor han boede i en årrække. Huset er skænket til den cubanske stat og står nogenlunde, som Hemingway forlod det. Regeringen ønsker at bevare huset i bedst mulig stand, så det er desværre ikke muligt at komme indenfor. Derfor nøjes vi med at kigge ind ad vinduerne og gå lidt rundt i haven.

Man forstår, hvorfor Hemingway elskede stedet, der ligger i idylliske omgivelser med tropiske blomster og skyggefulde træer. De mange hvidmalede havestole og den smukke, men forladte swimmingpool vidner om et liv med selskabelighed og livsnyderi fra en svunden tid. Og overraskende nok for en machoforfatter som Hemingway, havde han en ubetvivlelig sans for indretning. Denne dag er frokost inkluderet med en drink.

Om eftermiddagen vil der være tid til at opleve Havanna på egen hånd. Specielt den gamle bydel inviterer til yderligere udforskning, og du kan for eksempel lade vejen gå forbi det berømte hotel Ambos Mundos.

Her boede Ernest Hemingway på værelse 511 i 1930’erne, hvor han skrev store dele af romanen ”Hvem ringer klokkerne for”. Rejselederen vil selvfølgelig være behjælpelig med forslag til dagens aktiviteter

Overnatning i Havanna.

Dag 5
Svinebugten og byrundtur i Cienfuegos
Der er cirka 150.000 indbyggere i Cienfuegos

Efter morgenmaden forlader vi hovedstaden og sætter kursen mod Cubas sydkyst og den berømte Svinebugt, ”Bahia de Cochinos”.

I april 1961 fik bugten sin plads i verdenshistorien, da en CIA-sponseret paramilitær brigade invaderede Cuba med det formål at få afsat Fidel Castro. Efter bare tre dage havde de cubanske styrker genetableret kontrollen, og denne episode blev en sort plet i USA’s udenrigspolitiske historie.

Vi spiser frokost (inkluderet) ved saltvandscenoten Cueva de los peces (fiskegrotten). Cenoten er en lille, men imponerende 72 meter dyb cenote, som er omgivet af klipper og jungleagtig natur, der danner en naturlig pool med krystalklart og stille vand (et godt sted at snorkle).

Efter frokost fortsætter vi til havnebyen Cienfuegos, hvor vi skal på byrundtur. Byen med cirka 150.000 indbyggere regnes for en af landets smukkeste med sin markante arkitektoniske stil og placering ved en stor bugt ud til Det Caribiske Hav.

Den er endvidere en af Cubas vigtigste havnebyer og har igennem mange år tjent mange penge på produktion af kunstgødning, mel, olieraffinering og fiskeri samt handel med sukker, frugt og tobak.

Cienfuegos er derfor en af landets mest velhavende byer. Vores byrundtur tager os forbi den gamle bydel, som er på UNESCO's liste over verdens kulturarv, og det smukke Tomas Terry-teater fra 1895 med dets elegante balkoner og loftsmalerier.

Overnatning i Cienfuegos.

Dag 6
Byrundtur I Trinidad. Overnatning på privat bed & breakfast i Trinindad
Trinidad regnes for en af Cubas smukkeste byer

Denne morgen kører vi langs kysten til Trinidad, en af Cubas største byer. Byens traditionelle arkitektur fra kolonitiden regnes blandt den absolut mest velbevarede, ikke blot i Cuba, men i hele Latinamerika. Husenes røde teglstenstage står i fin kontrast til de blomsterrige, grønne gårdhaver. Bag de tilskoddede vinduer gemmer der sig fine møbler af kurveflet og mahogni, sirlig vægornamentering og gamle malerier. Søjler udhugget i sten, filigran-porcelæn, udskårne trædøre og støbejernsporte. Denne overdådighed gør nærmest byen til et levende museum.

I 1800-tallet blev der bygget mere end 50 sukkermøller i dalen omkring Trinidad, hvilket gjorde byen til en af Cubas rigeste. Resterne af møllerne findes stadig i den frodige dal, der ligger omgivet af grønne bjerge. Trinidad og Valle de los Ingenios, Sukkermølledalen, er begge erklæret for verdenskulturarv af UNESCO.

Vi tager på byvandring i Trinidad, der ser ud, som da spanieren Diego Velázquez grundlagde den i 1514, selv om nogle bygninger selvfølgelig er lidt ramponerede. Men arkitekturen er ikke desto mindre betagende. De store herskabsboliger og godser, som sukkerbaronerne byggede under sukkerboomet i 1800-tallet, er fine eksempler på den spanske barokstil, som man også finder andre steder i Latinamerika. Mange af boligerne er nu omdannet til museer eller gallerier.

Vi besøger også baren la Canchanchara, hvor vi smager en typisk cubansk cocktail. De besynderligt formede, brolagte gader hælder mod midten for at dræne regnvandet.

Resten af dagen er til fri disposition, og du kan udforske byen yderligere på egen hånd.

I Trinidad indkvarteres vi på privat bed & breakfast i bymidten (Casa Particulares).

Dag 7
Trinidad. Topes de Collantes
Trinidad er en af Cubas største byer

Efter morgenmaden i vores casas begiver vi os med bus 20 km mod nationalparken Topes de Collantes, som er beliggende i bjergene Sierra del Escambray. Bjergene rejser sig næsten 800 m over havet og vi får en fantastisk udsigt over byen og havet.

I parken oplever vi Cubas natur og vilde dyreliv. De frodige landskaber indeholder smukke dale i bjergene og imponerende vandfald. Hold særligt øje efter Cubas nationalfugl, ”Tocororo”, der har sit hjem her i nationalparken. Den kulørte fugl bærer Cubas flags farver. V

i kommer på en naturskøn vandretur med udsigt til huler, vandfald og naturskabte pools. Efter vandreturen spiser vi frokost på en lokal restaurant (inkluderet).

Efter frokost kører vi tilbage til Trinidad, hvor resten af dagen er fri til at nyde mere af skønne Trinidad og de mange spillesteder.

Overnatning i Trinidad på privat bed & breakfast.

Dag 8
Trinidad

Denne dag er fri til egen disposition. Det er helt fantastisk at udforske denne by som er en af de mest velbevarede i hele Latinamerika, men I kan også vælge at tage en tur ud til stranden.

Denne aften har vi inkluderet middag på Casa.

Overnatning i Trinidad på privat bed & breakfast.

Dag 9
Trinidad – besøg i Santa Clara – Varadero
Mausoleum og museum opført til ære for Che Guevara

Vi siger farvel til Trinidad og kører ud mod vores stranddestination, Varadero. Undervejs gør vi holdt i Santa Clara, der var en af de vigtigste byer under revolutionen. Her ser vi statuer, der hylder Che Guevara, og et stort monument, som også indeholder mausoleum og museum, er opført til ære for "Che".

I 1997 blev Che Guevaras jordiske rester – sammen med 16 andre revolutionære heltes – flyttet fra en hemmelig massegrav i Bolivia og stedt til hvile her i mausoleet. Fidel Castro selv tændte den evige ild, der brænder ved mindesmærket.

Vi besøger også stedet, hvor Che Guevaras tropper afsporede et tog fyldt med regeringstropper, som de overmandede og fratog deres våben. Aktionen regnes for hovedårsagen til regeringens fald og revolutionens sejr.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Varadero og tjekker ind på vores 4-stjernede hotel med all inclusive. Hotellet har direkte adgang til en af Varaderos fineste sandstrande.

Dag 10
Varadero. Strand og afslapning
På stranden i Varadero

Varadero er Cubas største ferieområde, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Hele 20 kilometer kridhvidt tropisk sand strækker sig som en paradisisk landtange ud i Den Mexicanske Golf. Bemærk venligst at dagene i Varadero er uden program ved de lækre strande. Man kan evt. tage ind til Varadero by for at udforske lokale markeder, der sælger håndlavede håndværk, levende kunst og traditionelle cubanske varer.

Byen selv, (skønt primært et ferieområde), har charmerende gader fyldt med lokale spisesteder og barer, hvor man kan prøve cubanske delikatesser og lytte til live musik (ofte den energiske salsa musik).

Overnatning i Varadero med all inclusive.

Dag 11
Varadero. Hjemrejse

I dag er der hjemrejse. Vi tager afsked med Varadero og kører til lufthavnen. En engelsktalende lokalguide følger med i bussen til lufthavnen. Det tager omkring 2,5 time at køre til lufthavnen i Havanna.

Dag 12
Ankomst til Billund

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 20.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
2.998,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly Billund – Havanna t/r med mellemlanding 
  • Udflugter jf. program 
  • Indkvartering på hoteller i delt dobbeltværelse 
  • Morgenmad alle dage
  • Frokost dag 2,3,4, 5 og 7 (all inclusive fra dag 9 når I ankommer til hotel) 
  • Lokal middag dag 8 
  • All inclusive på hotellet i Varadero, inkl. drikkevarer (ikke-importeret alkohol) (fra dag 9 til I forlader hotellet igen)
  • Europæiske skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 7% af rejsens pris 
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring 
  • Eventuelle ekstra arrangementer |
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Øvrige drikkevarer 
  • Drikkepenge (beregn cirka 50 euro i alt)
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura 
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”
  • Visum til Cuba 450dkk inkl. rekommanderet porto (visum er obligatorisk) Albatros laver visum

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Valuta og kreditkort

Vi anbefaler, at du medbringer euro og undlader at medbringe amerikanske dollars, som veksles mod et meget højt gebyr (små sedler til drikkepenge er dog ok). Det kan være vanskeligt at bruge kreditkort. Bemærk, at det primært er VISA, som kan anvendes, og at MasterCard kun kan bruges meget få steder. Amerikansk udstedte kreditkort kan ikke anvendes i Cuba. Husk at den officielle vekselkurs ofte er markant dårligere på hoteller og officielle steder f.eks.- ATM. Rejseleder kan hjælpe med at veksle på det sorte marked hvos man kan få en bedre kurs.

I Cuba er den officielle valuta Pesos. De kan kun bruges i Cuba og bliver værdiløse hvis I tager dem med hjem.

Forsikring

Vær venligst opmærksom på, at det ved indrejse til Cuba er påkrævet at have en rejseforsikring, som dækker omkostninger ved sygdomsbehandling på Cuba. Du kan blive bedt om at dokumentere dette for myndighederne i Havannas lufthavn. Har du ikke ekstraordinært tegnet en forsikring, der dækker dette, er det muligt at få tegnet en i Havannas lufthavn.

Indrejse

Vi gør opmærksom på, at visum til Cuba er obligatorisk. Det er også påkrævet, at man udfylder en online formular. Dette kan tidligst gøres 48 timer før indrejse. I kan udfylde formularen her: https://dviajeros.mitrans.gob.cu/inicio.

Mere om Cuba

Her kan du få mere at vide om Cuba: www.albatros-travel.dk/destinationer/caribien/cuba

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se, om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser