Usbekistans silkevejsbyer

Vi lander i Tasjkent, og når indrejseformaliteterne er overstået, kører vi til hotellet. Efter et hvil og et forfriskende bad begiver vi os ud i hovedstaden.

Byrundturen begynder i den gamle bydel på Emir Timur-pladsen, som prydes af en stor statue af Timur Lenk (1336-1405), og i baggrunden ses det enorme Hotel Uzbekistan i klassisk kommunistisk arkitektur. Der bliver også lejlighed til at se Khost-Iman-pladsen, der er den mindst ”russificerede” del af Tasjkent. Vi ser den fornemme koranskole Barak-Khan-madrasaen, hvor den ældste håndskrevne koran (Uthman Qur’an) opbevares.

I Abdul Kassim-madrasaen viser de dygtigste usbekiske kunstværksmestre eksempler på silkepapirmaling, træarbejder, keramik osv. Vi fortsætter til Kaffel-Shashis Mausoleum og runder dagen af med et restaurantbesøg.

Fra Tasjkent går det med fly tværs over Kyzul-Kum-ørkenen til Urgench, hvorfra vi kører i bus videre til Khiva.

Khiva var en af Silkevejens store karavanebyer med en strategisk vigtig beliggenhed som bindeled mellem øst og vest. Den gamle bydel, Ichan Kala, fremstår uberørt af tidens tand og er fortsat omkranset af en fem-seks meter tyk ringmur, der er over seks kilometer lang. Inden for murene fandt områdets største slavemarked sted helt frem til 1873, hvor russerne annekterede området.

Khivas tidligere herskere har brugt ufattelige rigdomme på at efterlade sig smukke monumenter og bygninger. Her findes vidunderligt udsmykkede moskéer med turkisblå kupler, mosaiksten i overvældende farvesammensætninger, snævre gyder, træverandaer sirligt udskåret i træ og karavanseraier; herberger, der har taget i mod gæster siden Silkevejens tid.

På vores gåtur rundt i byen ser vi de vigtigste steder. Blandt andet går vi på opdagelse i den gamle bydel Ichan-Kalas labyrint, ser Ismail Khodja-komplekset med sin fantastiske grønne kuppel, Tash Khouli-paladset med haremsgemakker og den 1.000 år gamle Juma-moské.

I bedste nomadestil fortsætter vi mod vest. Dagens køretur er på 440 kilometer gennem Kyzylkum-ørkenen, som deles mellem Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan. Der er enkelte bjerge i området, som ellers hovedsagligt består af store sandbanker. På den flotte køretur gennem ørkenen ser vi den særprægede og barske natur, og sidst på dagen når vi frem til Kyzylkum-ørkenens største oaseby – Bukhara.

Byen er en gammel silkevejsby og et tidligere selvstændigt emirat. Gennem godt 1.200 år har Bukhara været under islamisk indflydelse, hvilket fornemmes overalt i byen, der i dag er Usbekistans femtestørste by med cirka 250.000 indbyggere. Vi tjekker ind på vores hotel og har tid på egen hånd i den levende by.

Bukhara er Silkevejens helligste by og var allerede gammel, da Alexander den Store erobrede den i 329 f. Kr. Bukhara er en af Centralasiens mest spændende og mest stemningsfulde byer, og du kan godt glæde dig til de to dage i byen, hvor vi ser de største seværdigheder – moskéer, madrasaer, mausoleer og basarer – og har tid til at udforske byen på egen hånd.

Lab-i-Hauz-torvet med det store bassin er centrum for byen, og her ligger tehuse, hvor ældre usbekiske mænd drikker grøn te, snakker og spiller brætspil. Ved hver sin ende af bassinet ligger Nadir Divan-Begi-madrasahen fra 1623 og Mogaki Attari-moskéen fra 1200-tallet, der er en af byens ældste. Omkring år 1900 havde Bukhara 127 aktive koranskoler og en moské for hver af årets dage.

Mange af byens største seværdigheder; smukke moskéer med fantastiske blå kupler, byporte og imponerende pladser er samlet i Poi Kalyan-komplekset, hvor også byens højeste minaret tårner sig op: Arslan Khan-minareten. Den er også bedre kendt som: Dødens Minaret. Det var her, den herskende emir indtil for godt 100 år siden lod rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen.

I centrum finder vi også det storslåede Ark-fort i hjertet af Bukhara, der var symbolet på emirens storhed. Med sine op mod 20 meter høje mure var fortet en sikker bastion for den lokale magthaver.

Det imponerende sommerpalads, som blev benyttet af de to sidste emirer af Bukhara, er et smukt og fascinerende sted med en bizar blanding af orientalsk, europæisk og russisk arkitektur. I realiteten består Sommerpaladset af tre bygninger: Det tidligere sommerpalads, en ottekantet pavillon og en bygning ved en lille dam.

Tag dig god tid i Bukharas gamle bydel, hvor der fortsat ligger masser af aktive værksteder og småboder, der producerer lokale produkter, som de har gjort i århundreder.

Vi fortsætter nordover til Gijduvon beliggende mellem Zeravshan og Shimolii-kanalen i et område, hvor bomuldsmarkerne ligger tæt. Byen er berømt for dens keramik, og vi besøger en af byens berømte keramikere, kommer indenfor i værkstedet og får lejlighed til at beundre værkerne og deres smukke turkisblå farver. På vejen mod Samarkand besøger vi en familie, som lever af at væve tæpper.

Sidst på dagen ankommer vi til Samarkand – også omtalt som Sjælens Have, Islams Juvel og Verdensspejlet. Denne Centralasiens mest sagnomspundne by har en tusindårig lang historie som kulturcentrum på Silkevejen.

Samarkand har meget at byde på, og dette gamle kulturcentrum har en rig historie som få andre byer. Det historiske centrum er ikke lige så velbevaret som i Bukhara, men til gengæld rummer byen nogle af Centralasiens mest enestående kulturperler.

Den mest berømte seværdighed er uden tvivl Registanpladsen, der ligger i det centrale Samarkand og er en af verdens smukkeste pladser. På tre sider, i perfekt arkitektonisk harmoni, er pladsen indrammet af bygninger, minareter og madrasah’er. Her ligger Ulugbek-madrasahen og Tillya-Kari-madrasahen sammen med Shir Dor-madrasahen som et enestående arkitektonisk mesterværk, der er under UNESCO’s beskyttelse. I 1220 blev byen voldsomt hærget af Djengis Khans horder, men fra 1369 oplevede byen endnu en opblomstring under Timur Lenk, der gjorde den til sin hovedstad.

Ud over Registanpladsen skal vi se Bibi Khanum-moskeen og Shah-i-Zinda-nekropolen – en samling gravmæler, der nærmest udgør lille by – som er en af Samarkands smukke og stemningsmættede seværdigheder. Den flotte indgangsportal med de farverige kakler og den smalle, godt 200 meter lange gade med tætliggende mausoleer på begge sider er enestående. Vi besøger også Ulug Begs observatorium fra 1429. Observatoriet var blandt de ypperste i verden i 1400-tallet, og de observationer, der dér blev foretaget, er stadig gyldige i dag.

Gur Emir, eller Emirens Gravkammer, er en anden af Samarkands smukke bygninger. Timur Lenk beordrede i 1404 Gur Emirs flotte kuppel og mausoleum færdiggjort til ære for sit afdøde barnebarn Muhammed Sultan. Da Timur Lenk døde i 1405, blev også han begravet i Gur Emir. Der hviler en ro over bygningerne, og på den smukt dekorerede kuppel er der poetisk skrevet: ”Skulle himlen forsvinde, vil kuplen erstatte den”.

Samarkand har gennem tiderne altid fremstået som en udpræget karavaneby, hvor der blev handlet silke og lervarer – så langt mod øst som i Japan er der fundet metalskåle og glaskar fra Samarkand. Det gamle handelscentrum har også i dag masser af basarer og værksteder med tæpper, tekstiler, keramik og meget andet kunsthåndværk, som kunne tænkes at friste – og finde vej til din kuffert.

Vi begynder dagen med at køre ud til et papirværksted i landsbyen Konigil uden for Samarkand. Papirfremstilling har en lang historie i området, og på værkstedet får vi at se, hvordan bark fra papirmorbærtræet bliver omdannet til fint papir.

Vi besøger også profeten Daniels mausoleum. Den gammeltestamentlige profet optræder omkring år 600 f.Kr., og hans jordiske rester hævdes at være begravet ikke færre end seks steder – tre i Irak, to i Iran og altså også her i Samarkand. Legenden siger, at det er Daniels hånd, der er stedt til hvile her, efter at den som relikvie blev hjembragt af Timur Lenk. Mange pilgrimme kommer til mausoleet, der er en helligdom for både kristne, jøder og muslimer.

Herefter kører vi til stationen og stiger på lyntoget til Tasjkent. Højhastighedstoget er det første af sin art i hele Centralasien og tilbagelægger de 344 kilometer til Tasjkent på omkring to en halv time. Alle vogne er røgfri og udstyret med komfortable siddepladser. Der er også en restaurantvogn, hvor man kan købe forfriskninger og småretter.

Om aftenen samles vi til fælles afskedsmiddag.