Flodkrydstogt gennem Holland og Belgien

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Sejl gennem Holland og Belgien, og kom tæt på nogle af regionens mest kendte kulturbyer

Denne rejse ad Rhinen begynder i tyske Köln, hvorfra vi stævner ud og sejler gennem hundredårige kanaler langs Europas gamle vandveje og anløber en ny spændende by hver dag.

I løbet af rejsen kan du gå en tur gennem billedskønne gamle Nijmegen, besøge historiske Arnhem og se på kanalerne i guldaldermalernes Amsterdam. Du kan også gå en tur gennem billedsmukke Antwerpen og med egne øjne se, hvorfor hollænderne har så stor kærlighed til de klassiske pakhuse. Det moderne Nederlandene ser vi i Rotterdam, Europas største havneby, og det traditionelle i Köln med sin smukke domkirke.

Helpension er inkluderet på det hyggelige skib, Rhein Symphonie.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Krydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Euro

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
København – Köln. Kölns domkirke og check-in på skibet
Dag 2
Nijmegen. Byrundtur til fods i Hansastaden Nijmegen
Dag 3
Antwerpen. Historisk byrundtur i bus og til fods
Dag 4
Antwerpen. Mulighed for udflugt til den belgiske hovedstad Bruxelles
Dag 5
Rotterdam. Udflugt med rundtur i Rotterdam og mulighed for besøg i Amsterdams Red Light District (tilkøb)
Dag 6
Amsterdam og Zaandam. Guidet byrundtur med pakhuskvarteret Grachten og videre til fods rundt i Amsterdam. Mulighed for udflugt til frilandsmuseum (tilkøb)
Dag 7
Arnhem. Mulighed for guidet tur gennem Arnhem med Eusebiuskerk og Duivelhuis (tilkøb)
Dag 8
Köln. Hjemrejse København

MS Rhein Symphonie

MS Rhein Symphonie er et komfortabelt og moderne flodkrydstogtskib med plads til 198 passagerer fordelt på tre dæk

Nyd det afslappede liv om bord på det rummelige skib – i den behagelige loungebar, over lækker middag i restauranten, på det store soldæk eller mere privat i din egen kahyt.

Det rummelige fartøj (132 meter langt og 11,4 meter bredt) kombinerer moderne komfort med en hyggelig atmosfære. Du kan nyde udsigten i loungebaren eller dase på soldækkets liggestole. Alle måltider (helpension) indtages i skibets restaurant, som varierer mellem buffet og servering ved bordene af den venlige tjenerstab.

Læs mere om skibet på https://www.nicko-cruises.de/en/fleet/ship/ms-rhein-symphonie/

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Köln. Kölns domkirke og check-in på skibet
Det hyggelige skib, Rhein Symphonie

Når vi ankommer til Frankfurt kører vi direkte til Köln.

Efter ankomsten til Köln giver rejselederen en kort byvandring i den gamle romerske by. Köln var efter sigende en af de største byer uden for Rom og hed Colonia Claudia Ara Agrippinensium. Den romerske historie er tydelig overalt i bybilledet. Selv i parkeringskældrene støder man ofte på rester fra romersk byggeri.

Vi starter i den gamle bydel, Altstadt, som ligger ned til Rhinen. Kölns Altstadt er ikke så imponerende som i mange andre tyske byer, men det er rigtig hyggeligt at gå en tur i de snørklede gader. Der er et lille stemningsfuldt torv, Alter Markt, og en del historiske bygninger, der dog ikke er de oprindelige, men genopført efter 2. verdenskrig, hvor Köln næsten blev jævnet med jorden. Det siges, at efter de sidste bombardementer var overstået, kom beboerne op fra beskyttelsesrummene, hvorpå de så sig omkring og begyndte at tale om, hvorvidt de skulle bygge byen op igen eller flytte et andet sted hen. Men da de så, at Kölner Dom på helt mirakuløs vis stadig stod, besluttede de sig for at blive – og kun derfor.

Vi skal naturligvis også se den imponerende domkirke, der er et ypperligt eksempel på gotisk arkitektur og i øvrigt er den største gotiske kirke i Nordeuropa. Kölner Dom er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og er en af de mest besøgte seværdigheder i Tyskland.

Herefter er der tid til lidt frokost i Köln på egen hånd, inden vi mødes igen for at tage til skibet, hvor der er indtjekning efter klokken 14. Kort efter sættes kursen mod Nijmegen, hvor vi kommer frem næste morgen.

Dag 2
Nijmegen. Byrundtur til fods i Hansastaden Nijmegen Ankomst kl. 04.00. Afsejling kl. 12.00
Nijmegen er den ældste by i Gelderland

Vi ankommer her til morgen i Nijmegen, som er Nederlandenes ældste by i landets største provins Gelderland. Vi kan nyde udsigten over de gamle kirkespir og den flotte, hanseatiske arkitektur, ved Indsejlingen i havnen tidligt om morgenen.

Albatros’ udflugt består af en rundtur til fods i byen, der afsluttes omkring den historiske bymidte Grote Markt, hvor der er rigeligt af caféer der kan slukke evt. opstået kaffetørst undervejs. Man kan også besøge det nationale cykelmuseum Velorama, hvor udstillingen på tre etager går igennem udviklingen af cyklen og adskillelige små historier/kuriosa, der vedrører de to-hjulede.

Et yndet sted at besøge for både lokale og turister på udkig efter en mere afslappet oplevelse er parken Kronenburgerpark, der er anlagt midt i centrum. Flotte springvand, ænder, hejrer, vedligeholdte græsplæner og god atmosfære er hvad der kendetegner parken her. Byens anden kendte park Valkhof Park ligger også ganske tæt på centrum, dog i modsatte retning. Her kan ruinerne af den gamle borg ses, samt det stadig stående borgkapel – parken er alt i alt endnu en fin oase at besøge.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 3
Antwerpen. Historisk byrundtur i bus og til fods Ankomst kl. 02.00
I Antwerpen

Antwerpen stammer helt tilbage fra det 9. århundrede og i midten af det 14. århundrede havde byen manifesteret sig som Vesteuropas førende handels- og finansieringscenter takket være den travle havn og uldmarkedet.

Da Antwerpen blev en del af Flandern i 1356, mistede den mange af sine privilegier til Brugge, men i det 15. århundrede boomede Antwerpens økonomi og her blev byen til en storby i verdensklasse – en status som holdt helt frem til det 17. århundrede, hvor malere som Rubens, Van Dyck og Jordaens for alvor cementerede den på verdenskortet.

Trods Napoleons og Den Franske Revolutions ødelæggelser står Antwerpen stadig i dag som en middelalderby med talrige eksempler på datidens arkitektur, og at gå en tur gennem gaderne og over Grote Markt, forbi Stadhuis (rådhuset) og ad gaden Hofstraat er som at træde ind i et postkort. Det er netop de seværdigheder vi i dag oplever på vores byrundtur. Og så lægger vi naturligvis også vejen forbi Vor Frue Katedral, der med sit 123m høje tårn gør Antwerpens gotiske katedral til et monument, der ikke kan undgå at fange øjet.

Ca. 85% af verdens uslebne diamanter og halvdelen af de slebne handles her og den industri beskæftiger ca. 30.000 mennesker. Industrien drives primært af ortodokse jøder, der er let genkendelige med deres særprægede hårstil og traditionelle sorte klæder. Så er du på udkig efter en ny ædelsten til samlingen, er dette måske stedet at lede.

Dag 4
Antwerpen. Mulighed for udflugt til den belgiske hovedstad Bruxelles Afsejling kl. 15.00
I Bruxelles

Om formiddagen har du mulighed for at deltage i en tilkøbsudflugt til Belgiens hovedstad, Bruxelles. Her venter seværdigheder som Atomium, Grand Place og Manneken Pis. Der vil også være tid til at gå på opdagelse på egen hånd og måske finde en hyggelig café og nyde en læskende belgisk øl.

Midt på eftermiddagen forlader skibet Antwerpen og lægger kursen mod Rotterdam.

Dag 5
Rotterdam. Udflugt med rundtur i Rotterdam og mulighed for besøg i Amsterdams Red Light District (tilkøb) Ankomst Rotterdam kl. 03.00, afsejling kl. 12.15. Ankomst til Amsterdam kl. 20.15
Erasmusbroen over floden Maas

I løbet af natten er vi sejlet mod Rotterdam, hvor vi ankommer tidligt om morgenen.

Deltaet omkring Rotterdam, Rhinen-Meuse-Scheldt, er et resultat af de mange floder som flyder sammen i området inden de når Nordsøen. Det kaldes ofte blot Rhin-deltaet, siden Rhinen er den største enkelte bidragende flod. Det gør området rigt på øer, søer og måske vigtigst af alt, vandveje!

Vandvejene gør Rotterdam til en dynamisk international by, som huser verdens fjerdestørste og bestemt en af de travleste havne. Her er der altid gang i tankskibe, containerskibe og de karakteristiske lange transportflodskibe, som vi formentligt i løbet af turen har set flere gange.

Dagens Albatrosudflugt sætter fokus på den moderne by Rotterdam. Vi skal selvfølgelig se Erasmusbroen over floden Maas, som i 1996 blev indviet af Dronning Beatrix og få en fornemmelse for Rotterdams maritime miljø.

Om aftenen er skibet nået frem til Hollands hovedstad, og hvis du har lyst, kan du deltage i skibets arrangerede udflugt til byens Red Light District og Chinatown og få en fornemmelse af Amsterdams byliv ved aftenstide. Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris og bestilles og betales om bord.

(Dagens udflugt i Rotterdam er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 6
Amsterdam og Zaandam. Guidet byrundtur med pakhuskvarteret Grachten og videre til fods rundt i Amsterdam. Mulighed for udflugt til frilandsmuseum (tilkøb) Afsejling fra Amsterdam kl. 14.00. Ankomst til Zaandam kl. 15.30, afsejling kl. 21.30
I Amsterdam

Efter morgenmaden er det tid til endnu en Albatrosudflugt, da vi skal opleve den Nederlandske hovedstad i dagslys. På byrundturen begiver vi os af sted til fods, og vi tager også på en stemningsfuld kanalrundfart gennem byens mange kanaler – med udsigt til husbåde og de karakteristiske smalle pakhuse, der præger byens centrum. Byen viser sig fra sin allerbedste side i det gamle arbejderkvarter Jordaan. De små gader mellem de tre store kanaler er bedst kendt som ”De ni små gader” – De negen straatjes. Disse gader er hjemsted for en række interessante designere, som får selskab af specialbutikker, gallerier samt de såkaldt brune caféer, som er gamle, patinerede værtshuse med god lokal og belgisk øl.

I Jordaan finder man også et af Amsterdams allerstørste tilløbsstykker, Anne Franks hus, der ligger ved kanalen Prinsengracht tæt på kirken Westerkerk. Her, hvor Anne Frank skrev sin berømte dagbog, gengives den rystende historie om pigen og hendes jødiske familie, der gennem flere år gemte sig i hemmelige rum i huset, indtil de blev afsløret og sendt i kz-lejr.

Vælger du at tilbringe dagen i Amsterdam på egen hånd, kan du for eksempel besøge nogle af byens museer. Amsterdam er på alle måder en stærk museumsby og arnested for en række af verdenshistoriens største kunstnere. Det er derfor imponerende samlinger, som tager plads på museernes vægge. Gå for eksempel på opdagelse omkring Museumplein (museumskvarteret), hvor man finder byens mest prominente kunstmuseer. Rijksmuseum Amsterdam rummer en stor samling mesterværker: fra religiøs kunst til guldaldermalerier og værker af blandt andre Rembrandt. På van Gogh-museet præsenteres verdens største van Gogh-samling med mere end 200 malerier og 500 tegninger af den store mester.

Den moderne kunst har hjemme på Stedelijk-museet, mens en række andre udstillingsbygninger og museer på hver deres måde medvirker til at kaste lys over Nederlandenes historie som flådenation og kolonimagt. Det gælder blandt andet Amsterdams spændende historiske museum, der med interaktive midler folder den store fortælling ud i bygningen på Kalverstraat.

(Dagens udflugt i Amsterdam er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Bemærk venligst: Rederiet prøver så vidt muligt at få kajplads i Amsterdam centrum. Det er desværre ikke altid muligt, for selv om en kajplads er booket og bekræftet, forbeholder havnen sig altid ret til at flytte et skib – og det op til få timer før ankomst. Det betyder, at vi i de tilfælde, hvor kajpladsen er langt for centrum og uden for gåafstand, bestiller en bus i forbindelse med byture og andre arrangementer i programmet og udflugtspakken. Deltager man ikke i det planlagte program/udflugtspakken, eller ønsker man at indlægge egne programpunkter, er transport fra og til skibet på egen regning. 

Om eftermiddagen lægger skibet til kaj i Zaandam, hvorfra der er mulighed for at komme med på skibets udflugt til det nordlige holland med besøg på et frilandsmuseum (tilkøb).

Dag 7
Arnhem. Mulighed for guidet tur gennem Arnhem med Eusebiuskerk og Duivelhuis (tilkøb) Ankomst kl. 08.30. Afsejling kl. 14.30
Provinshovedstaden Arnhem

I løbet af natten er vi sejlet mod sydøst fra Zaandam og er ankommet til Hollands største provins: Gelderland. Her skal vi besøge provinshovedstaden Arnhem, der ligger ved bredden af Nedre Rhinen.

Arnhems historie er for mange præget af begivenhederne under 2. verdenskrig, for mod slutningen af krigen oplevede byen hårde kampe, blandt andet på grund af dens vigtige strategiske position ved Rhinen.

Under Operation Market Garden i slutningen af 1944 fik engelske og polske tropper til opgave at sikre broen i Arnhem. Det var den hidtil største faldskærmsoperation fra de allierede, hvor også landtropper deltog. Kun en lille engelsk enhed nåede broen og mødte hård modstand fra de tyske tropper. Den engelske enhed måtte til sidst opgive kampen, da de ikke havde mere ammunition og blev taget til fange af tyskerne. De allieredes tropper blev efterfølgende trukket tilbage. Det mislykkede forsøg på at erobre broen forsinkede fremrykningen mod Tyskland til det følgende forår. Historien blev siden hen filmatiseret i ”Broen ved Arnhem” fra 1977 med blandt andre Sean Connery, Michael Caine og Gene Hackman på rollelisten. Det andet slag om Arnhem fandt sted i maj 1945, hvor det lykkedes de allierede at befri byen.

I dag er der mulighed for at opleve en anderledes fredelig side af Arnhem på skibets guidede byrundtur (tilkøb). Her kan du opleve den genopbyggede Eusebius Kirke fra 1560, der blev næsten totalt ødelagt under 2. verdenskrig. Turen går videre gennem byens centrale gader, og vi ser, hvordan byen har rejst sig fra asken.

Dag 8
Köln. Hjemrejse København Ankomst kl. 08.00
Efter morgenmad om bord på skibet siger vi farvel til besætningen og kører til lufthavnen i Frankfurt, hvor flyet hjem til Danmark venter.

Udflugtspakke

Kun for Albatros Travels gæster har vi udarbejdet en udflugtspakke ledet af vores danske rejseleder. Pakken skal købes hjemmefra senest 45 dage inden afrejse.

Inkluderet i udflugtspakken:

  • Nijmegen. Halvdagsudflugt til fods i Hansestaden Nijmegen
  • Antwerpen. Halvdagsbyrundtur i bus og til fods.
  • Rotterdam. Halvdagsudflugt rundt i Rotterdam
  • Amsterdam. Halvdagsudflugt med byrundtur til fods i Amsterdam med Grachten området

Pris: kr. 1.298,- pr. person

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Frankfurt t/r
  • Transport jf. program
  • Informationsmøder ved rejselederen
  • 7 nætters krydstogt på Rhein Symphonie i delt dobbeltkahyt med vindue på Hoved-dæk kategori C
  • Helpension på skibet (evt. måltider i land er for egen regning)
  • Kaffe og te til måltiderne på skibet
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring Gouda 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Udflugtspakke med 4 udflugter og evt. øvrige udflugter i land
  • Tillæg for enkeltkahyt
  • Eventuelle måltider på land
  • Drikkevarer ud over de nævnte
  • Drikkepenge til personalet på skibet (vi anbefaler euro 5-7,- pr. person pr. dag)
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn euro 5,- pr. person i alt)
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under "prisen inkluderer"
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online-bestilling)

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Hvordan er kahytterne?

Fra de lyse og rummelige kahytter fra 11,5 m2 til 14,5 m2 har du en god udsigt til floden og omgivelserne. Kahytterne er udstyret med to enkeltsenge/dobbeltseng; badeværelse med toilet og bruser; telefon, hårtørrer, sikkerhedsboks, varme/aircondition og tv.

Øvre dæk (Kat. A)

Udvendig kahyt på dæk 3 med gulv-til-loft-vindue og skydedøre (Fransk balkon). 2 enkeltsenge. 14,5 m2

Mellemdæk (Kat. B)

Udvendig kahyt på dæk 2 med panoramavindue (kan åbnes). 2 enkeltsenge. 14,5 m2

Hoveddæk (Kat. C)

Udvendig kahyt på dæk 1 med vindue (kan ikke åbnes). 2 enkeltsenge. 14,5 m2

Hoveddæk agter (Kat. D)

Udvendig kahyt agterskibs på dæk 1 med vindue (kan ikke åbnes). 2 enkeltsenge i form af en sofaseng og en klapseng. 11,5 m2

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde. Det er absolut en god idé at medbringe en kikkert – man går glip af meget uden.

Særlige forhold vedrørende helbred

I henhold til rederiets regler har du pligt til at informere Albatros Travel om evt. sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Ikke egnet for gangbesværede

Skibet er desværre ikke indrettet til gangbesværede, som ikke kan bevæge sig rundt ved egen kraft. Dette skyldes primært hensyn til sikkerhed, da rederiet kræver, at alle skal kunne gå fra en båd til en anden uden hjælp fra personale eller medpassagerer.

Kørestole og gangstativer/rollator må ikke tages med på skibet. Dette skyldes sikkerhedsmæssige årsager, da der skal være fri passage på gangarealer osv.

Kajplads

Når flodkrydstogtskibene lægger til kaj, fortøjes skibene flere steder langskibs uden på hinanden. Det betyder, at man kan opleve at kigge ind i siden på et andet skib i stedet for at have udsigt til landskabet eller en by, når skibet ligger ved kajen. Og at man skal gå gennem andre både for at komme i land – eller at andre passagerer går igennem ”vores” skib.

Rederiet prøver så vidt muligt at få en kajplads i centrum af de byer, vi besøger. Det er desværre ikke altid muligt, og selvom en kajplads er booket og bekræftet, forbeholder havnen sig altid ret til at flytte skibene op til få timer før ankomst.

Det betyder, at vi i tilfældet af, at kajpladsen er langt for centrum og uden for gåafstand, bestiller en bus eller bruger offentlig transport til centrum, når vi skal på udflugt jf. programmet. Deltager man ikke i det planlagte program, eller ønsker man at indlægge egne programpunkter, er transport fra og til skibet for egen regning.

Soldæk

Skibet er udstyret med et stort og dejligt soldæk, hvor der vil være mulighed for at opholde sig, når vi ligger til kaj eller stille glider forbi det smukke landskab.

Vi skal dog gøre opmærksom på, at soldækket på visse dage og sejlruter kan værre lukket i kortere eller længere perioder, pga. at vi passerer lave broer eller sluser.

Lokalguider

Flere steder er det påkrævet at have en lokalguide. Vores danske rejseleder samarbejder med disse lokalguider og oversætter essensen af lokalguidens informationer med tillæg af egne betragtninger. Dette fungerer normalt glimrende, og de to rejseledere supplerer således hinanden.

Udflugter – Halvdag og heldag

Det er normal praksis er at sondre mellem halv- og heldagsudflugter. Dette betyder ikke nødvendigvis, at udflugterne varer hhv. en halv eller en hel dag. En halvdagsudflugt foregår vanligvis enten om formiddagen eller om eftermiddagen og vil ikke strække sig over et måltid. Således vil man oftest være hjemme så det passer med frokost eller middag. Udflugterne varer typisk 2-4 timer. En heldagsudflugt må man forvente varer ca. 5-9 timer, og strækker sig typisk ind over et hovedmåltid, som dog ikke altid behøver at være inkluderet. Dette vil dog være angivet i udflugtsbeskrivelsen.

Tidsangivelser i krydstogters dagsprogrammer

Tidsangivelserne i rejsens program og de havneanløb, der er nævnt, er med forbehold for ændringer fra rederiernes side. Vi oplever generelt meget få ændringer i havneanløb, men enkelte små tidsændringer forekommer på næsten alle rejser, hvor man er i vinden og vejrets magt. Vi vælger dog alligevel at inkludere tiderne i programmet, da det giver et ret godt billede af, hvor meget tid man skal regne med i havn/land på rejsens stop. Det er givetvis en del af oplevelsen ved at sejle på et krydstogt!

Hånden på hjertet

Information

Landgangene på denne rejse varierer i længde. Derfor er det vigtigt at holde sig for øje, at en del af rejseoplevelsen er sejltiden i sig selv. Læn dig tilbage i en blød stol i skibets panoramasalon og lad oplevelserne bundfælde sig inden vi når frem til vores næste destination. Samtidig sørger skibets personale for, at vi får en fornem service undervejs, så du kommer ikke til at kede dig.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser