Bag Jerntæppet – Østpolen og Hviderusland

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Fra grusom historie til naturoplevelser, idylliske landsbyer og den livsbekræftende genopbygning af Warszawa – samt et smut til Brest i Hviderusland

Fra oprettelsen af deres første rige i 966 til Hitlers ødelæggelser under 2. Verdenskrig – få lande i Europa har så voldsom en historie som Polen. I dag byder landet heldigvis på langt mere livsbekræftende oplevelser såsom de smukke naturoplevelser ved Det Masuriske Søområde, de idylliske landsbyer i det østlige Polen samt ikke mindst de eneste vildtlevende europæiske bisonokser. Historien skal dog ikke glemmes, og vi besøger blandt andet KZ-lejren Treblinka, resterne af Hitlers hovedkvarter, Ulveskansen, samt krydser grænsen til et af Europas mest lukkede lande, Hviderusland, hvor vi besøger det imponerende fort ved Brest. Byen, der var under polsk herredømme indtil 1939, er en af Hvideruslands mest interessante. Vi afslutter turen med et ophold i den polske hovedstad Warszawa, der som fugl Fønix gennem de sidste 20 år har rejst sig fra asken, og som i dag byder på storslåede paladser, imponerende parker og boulevarder samt ikke mindst et leben og gøren, som ikke ses lignende i nogen andre af de tidligere østbloklande. 

Under hele turen bor vi på gode 3-4 stjernede hoteller, kører i moderne busser og spiser os gennem det afvekslende polske køkken på lokale restauranter og hoteller.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Zloty

Dagsprogram
Dag 1 Warszawa – Treblinka – Mikolajki. KZ-lejr Treblinka og De Masuriske Søer
Dag 2 Mikolajki. Ulveskansen, Ridderborg i Ketrzyn og Lipka-klostret
Dag 3 Mikolajki – Nowogrod – Białowieża. Frilandsmuseet i Nowogrod og frokost hos tatarern
Dag 4 Białowieża – Brest. Nationalparken Belovezhskaya Pushcha og ankomst til Hviderusland
Dag 5 Brest. Heltefortet og tid på egen hånd
Dag 6 Brest – Warszawa. Det kongelige palads ved Wilanov og ankomst til hovedstaden
Dag 7 Warszawa. Byrundtur og tid på egen hånd
Dag 8 Warszawa – København. Hjemrejse

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Warszawa – Treblinka – Mikolajki. KZ-lejr Treblinka og De Masuriske Søer (Ca. 330 km)
Den lille by Mikolajki ligger smukt mellem et par store søer

Vi flyver direkte til den polske hovedstad, hvor vi straks begiver os mod én af de mange sorte kapitler i den polske historie. Vi skal nemlig besøge den frygtelige udryddelseslejr Treblinka, hvor man mener, at op mod 800.000 mennesker, langt de fleste polske jøder, måtte lade livet. Lejren åbnede i 1942, og på kun et år myrdedes et enormt antal mennesker. Lejren eksisterer ikke mere. Den blev efter et oprør af de internerede i 1943 ryddet og pløjet ned for at fjerne beviserne for eftertiden. Der er et mindesmærke for de mange, der måtte lade livet, samt et dystert museum.

Vi spiser frokost undervejs til De Masuriske Søer, hvor overnatningen finder sted i Mikolajki. Det er en mindre by, smukt beliggende mellem et par af de store søer. Byen er en af de få, der undgik ødelæggelser under anden verdenskrig og nyder i dag status som en af de førende feriebyer i Det Masuriske Søområde. Hotellet ligger flot ud til søen. Vi spiser middag på hotellet.

Dag 2
Mikolajki. Ulveskansen, Ridderborg i Ketrzyn og Lipka-klostret (Ca. 140 km)
Den flotte og velbevarede ridderborg Ketrzyn

I dag dykker vi dybere ned i 2. Verdenskrig og besøger Hitlers berygtede Wolfsschanze eller Ulveskansen, som var hans hovedkvarter i mere end 800 dage i årene 1940-45. Det er et enormt bunkeranlæg beliggende i et sumpet område, der gjorder det umuligt at opdage fra luften. Først da russerne marcherede forbi i 1945, blev fæstningen fundet. 40 bygninger til administration, arbejde og beboelse, hvortil kommer syv massive betonbunkere og yderligere 40 stål-beton bunkere. Der var minefelter overalt, 10 km pigtrådshegn, et hav af antiluftskytskanoner og to flyvepladser i umiddelbar nærhed. Fra den øst-vest gående jernbane blev der anlagt et sidespor til Ulveskansen, hvor materialer, udstyr og personel kunne fragtes frem og tilbage.

Det var her i Ulveskansen, at attentatet mod Hitler den 20. juli 1944, udført af oberst von Stauffenberg, mislykkedes. Hitler forlod stedet i november 1944 for sidste gang, og i januar 1945 sprængte tyskerne det i luften i deres retræte fra de fremadrykkende russere. 10 meter tykke betonbunkere forsvinder dog ikke uden videre, så der står en del tilbage. Blot 18 km fra Ulveskansen ligger Mauerwald, endnu et tysk bunkeranlæg, hvor bl.a. Stauffenberg opholdt sig.

Efter det spændende besøg i Wolfsschanze skal vi igen lidt tilbage i tiden til en ridderborg fra 1300-tallet, som på mange måder havde samme formål som Ulveskansen. Ridderborgen Ketrzyn er flot og velbevaret og ligger i byen Ketrzyn, der alle dage under tysk herredømme har været et militært område, måske bedre kendt under navnet Rastenburg. Borgen er pt under renovering men forventes færdig i foråret 2020.

Vi fortsætter herfra 12 km til den noget mere fredelige Swieta Lipka (Heiligelinde). Dette kloster med den prægtige barokkirke er valfartskirke, hvor der efter sigende er foregået flere mirakler. Sagnet siger, at en dødsdømt mand på sin sidste nat bad en bøn, og Jomfru Maria åbenbarede sig for ham med et stykke træ og en mejsel og bad ham lave en kopi af hende. Fangen, der aldrig havde skåret figurer, lavede en fin statuette, som fik dommerne til at løslade ham. Statuetten blev anbragt ved et lindetræ, hvorfra den blev flyttet til Ketrzyn flere gange, men hver gang dukkede den igen op ved lindetræet, hvorfor kirken blev opført i taknemmelighed. 

Middag på hotellet.

Dag 3
Mikolajki – Nowogrod – Białowieża. Frilandsmuseet i Nowogrod og frokost hos tatarern (ca. 360 km)
I Polen findes stadig gamle traditionelle minoritetsgrupper

Vi skal tage afsked med Det Masuriske Søområde og på en længere tur østpå. Vi kører gennem det smukke landskab og gør holdt ved Frilandsmuseet i Nowogrod. Det er som at træde tilbage i tiden, når vi går rundt og ser nærmere på de mange velbevarede træhuse, møller og staldbygninger. Vi får en fornemmelse af livet på landet i forrige århundrede. Et liv, som på mange områder ikke adskiller sig synderligt fra det liv, der leves på landet i dag.

Jo længere østpå vi kommer, jo tydeligere bliver påvirkningen fra den store nabo i øst, Rusland. Kyrilliske bogstaver, ortodokse kors og løgkupler ses mange steder i landskabet. Enkelte synagoger og sågar moskeer vidner om den store religionsfrihed, der gennem århundrede prægede den polske nation. Her findes også fortsat minoritetsgrupper, som håndhæver deres gamle traditioner og særpræg. Vi gør holdt i en mindre landsby, hvor vi besøger en lokal tatarfamilie, der byder på lokale specialiteter. Tatarerne, et oprindelig tyrkisk folkeslag, er spredt ud over hele det tidligere sovjetrussiske territorium, men er nok mest kendt for deres tilstedeværelse på Krim-halvøen.  

Efter en god og nærende frokost fortsætter vi det sidste stykke langs grænsen til Hviderusland og ankommer sidst på eftermiddagen til Białowieża, der befinder sig under 10 km fra grænsen.

Dag 4
Białowieża – Brest. Nationalparken Belovezhskaya Pushcha og ankomst til Hviderusland (ca. 180 km)
Bisonen er Europas tungeste landdyr

Vi starter dagen med at besøge områdets største attraktion Nationalparken Belovezhskaya Pushcha. 

Den udgør det, der er tilbage af den urskov, der i fordums tider strakte sig fra Østersøen til floden Buh og fra Oder til Dnepr. Nationalparken kom på UNESCO’s liste over Verdenskulturarv i 1992, og i dag er parken kendt for sine egetræer, der er mere end 500 år gamle og sine mere end 900 plantearter. Desuden er Belovezhskaya Pushcha hjemsted for mere end 250 dyre- og fuglearter, blandt andet Europas største bestand af bison, ulv, los, odder, vilde heste, stor skrigeørn, trane, spætte og langhalet natugle. Vi oplever skoven i fællesskab i bus og til fods, inden vi sidst på eftermiddagen begiver os videre østover til den store nabo, Hviderusland. Efter at have krydset grænsen fortsætter vi til byen Brest.

Denne velstående og kosmopolitiske grænseby har historisk set kigget langt mere mod naboerne i vest og EU end mod øst, og byen har været i gang med et massivt restaureringsprojekt for at gøre sig klar til byens 1.000-års jubilæum i 2019.

Dag 5
Brest. Heltefortet og tid på egen hånd
Fortet i Brest er en af Hvideruslands største seværdigheder

Dagen begynder med et besøg ved fortet i Brest, en af Hvideruslands største seværdigheder. Det blev bygget i 1830'erne og 1840'erne, hvor floderne Bug og Mukhavyets mødes. Under anlægsarbejdet blev hele byen flyttet ca. 2 km væk fra sin oprindelige beliggenhed. 

Oprindeligt bredte fæstningsværket sig over fire kvadratkilometer, men mange af de ydre forsvarsværker blev beskadiget eller ødelagt under de voldsomme krige i det 20. århundrede. Fæstningen blev erobret af den tyske hær i 1915, og efter 1. verdenskrig lå den på polsk territorium, hvor den en overgang tjente som fængsel. I 1939 tilfaldt fortet Sovjetunionen. Det opnåede den stolte og fornemme titel af Heltefort på grund af det mod, som de forsvarende sovjetiske soldater udviste, da de kæmpede mod den tyske hær i 1941. Mens nazisterne indtog byen Brest, hvoraf 90% blev ødelagt under kampene, holdt to regimenter inde i fæstningen stand fra den 22. til den 29. juni, hvilket var betragtelig længere end forventet. For befolkningen i Hviderusland er det stjerneformede fort i Brest således stadig et stærkt symbol på den sovjetiske modstand under 2. Verdenskrig. 

Fæstningen blev ikke genopbygget efter krigen. I stedet er den blevet gjort til mindesmærke for de både frygtelige og heroiske begivenheder, der fandt sted her. Indgangen er skåret som en enorm stjerne i betonvæggen, og over højttalerne kan man høre radiooplæseren informere om den tyske hærs invasion. I midten af fæstningsværket finder man det store monument ”Tørst”, der viser en såret soldat, som forsøger at få vand fra floden. Monumentet afspejler den tapperhed, en af de sidste soldater udviste, da han forsvarede fæstningen i dagevis uden hverken mad eller vand. Man kender kun navnene på 216 af de 850 soldater, der faldt her, og de bliver våget over af en evig flamme, der bevogtes af fire teenagere fra Pionerkorpset. Efter en velfortjent frokost er resten af dagen afsat til oplevelser på egen hånd i Brests nyistandsatte bymidte, der byder på masser af shoppingmuligheder og cafeer.

Dag 6
Brest – Warszawa. Det kongelige palads ved Wilanov og ankomst til hovedstaden (ca. 215 km)
Wilanov-slottet, Polens svar på Versailles

Det er blevet tid til at tage afsked med Hviderusland og begive os mod den polske hovedstad Warszawa. Efter at have overstået grænseformaliteterne kører vi mod Det kongelige palads ved Wilanov, der befinder sig i udkanten af Warszawa.

Wilanov-slottet, Polens svar på Versailles, blev i 1677 ombygget i den nuværende overdådige barokstil. Bygmester var Jan 3. Sobiekis, hvis største bedrift var at slå osmannerne i slaget ved Wien i 1683. Slottet var Sobieskis sommerresidens og gik efterfølgende i arv til forskellige adelsfamilier, der hver især har sat deres præg på det pompøse slot. Vi skal opleve slottets imponerende kunstsamling og ikke mindst den smukke park.

Vi fortsætter nu mod den centrale del af Warszawa, hvor vi indlogerer os på vores hotel. Siden 1596 har Warszawa været Polens hovedstad, men her findes ikke mange levn tilbage fra den tid. Warszawa blev helt ødelagt af nazisterne under 2. Verdenskrig, men byen har formået at løfte sig fra asken som en fugl Fønix og er i dag Polens helt store økonomiske center. I dag har stort set alle bygninger i Warszawa en fødselsdato i efterkrigstiden, og små levn fra de gamle strukturer ses i de genopførte områder Stare Miasto (den gamle by) og Nowe Miasto (den nye by). 

Om aftenen nyder vi en god middag på en nærliggende restaurant.

Dag 7
Warszawa. Byrundtur og tid på egen hånd
I hyggelige Warszawa

Med 1,7 millioner indbyggere er Warszawa den største by i Polen. Siden kommunismens fald i 1989 har Warszawa udviklet sig meget hurtigere end Polen som helhed. Byen har ændret sig meget gennem de sidste 10 år og er fortsat i rivende udvikling. Warszawa har længe været det nemmeste sted i Polen at finde beskæftigelse, og derfor er mange af byens indbyggere første eller anden generation og stammer fra hele landet. Selv om meget af Warszawa synes at efterligne vestlige byer, er der mange særegenheder, som du ikke vil finde i de vestlige hovedstæder, for eksempel den kommunistiske æra-bar, Bar Mleczny ("mælkebar"), der fortsat er i drift. De monolitiske grå boligblokke, der kendetegner meget af byen, især dens ydre områder, er et levn fra den stalinistiske utilitarisme, der dominerede genopbygningen. Et typisk eksempel på den stalinistiske arkitektur er skyskraberen Palace of Culture (palac kultury), som med sit klokketårn fortsat er Warszawas højeste bygning. Nogle af de andre vigtigste højdepunkter i Warszawa er: den gamle bydel med dens mange hyggelige caféer, udendørs gallerier og gadekunstnere. Desuden er Warszawa den eneste by i EU med et naturreservat, Jeziorko Czernikowskie, beliggende i centrum af byen. Warszawa er ikke kun berømt for sin rige historie, men for sin pulserende sociale scene: fra rigelige indkøbsmuligheder til gourmet madoplevelser – byen har alt, der skal til for at blive det næste store turist-hotspot i Østeuropa!

Vi skal på en tur rundt i byen og se de mange seværdigheder som Kongevejen, kongeslottet, kulturpaladset, den gamle by, citadellet, mindesmærket for den jødiske ghetto, universitetet, parkerne og meget mere. Alt ligger på den vestlige bred af Wisla-floden, der deler byen i to.

Eftermiddagen er afsat til oplevelser på egen hånd, inden vi mødes om aftenen og spiser en god middag på en lokal restaurant.

Dag 8
Warszawa – København. Hjemrejse

Efter morgenmaden begiver vi os mod lufthavnen, hvor vores fly venter

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Warszawa tur/retur
  • Moderne bus på hele rejsen
  • Gode 3- og 4-stjernede hoteller i Warszawa, Mikolajki, Bialowieza og Brest
  • Halvpension
  • Alle nævnte entréer og aktiviteter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Drikkevarer 
  • Personlige fornødenheder
  • Drikkepenge, beregn ca. 20 € pr. pers.
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online-bestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Hånden på hjertet

Information

Polen er et relativt billigt land sammenlignet med den store nabo Tyskland. Specielt er mad og drikkevarer meget rimelige i pris. Infrastrukturen har de sidste år gennemgået store forandringer og transport rundt i landet er ganske udmærket og velfungerende.

Medbring gode travesko, vi skal ud på brostensbelagte gader og spadsere i naturreservater. En mindre taske til regnslag eller paraplyer kan være en god ide at medbringe, vejret er meget lig det, vi er bekendt med herhjemme.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 4 out of 5 by from Generelt en meget informativ og spændende tur igennem Øst-Polen Rejselederen var yderst kompetent, og tog os med på en meget informativ og spændende tur igennem Øst-Polen og landets meget komplekse historie. Rejselederen øste gerne af sin meget store viden ikke alene på dette, men også på andre områder. Er man interesseret i historie kan jeg kun anbefale rejsen. Forbedringsforslag: Vi kørte i lang tid (5 timer) for at se Europas eneste Urskov med Europæiske Bisoner. Bisonerne, ulve, vildsvin mm. stod i indhegninger som i en Zoo - det var en skuffelse. Set i bakspejlet ville jeg hellere have brugt dagen på noget mere historisk interessant, eller have dvælet lidt mere ved nogle af de øvrige seværdigheder.
Date published: 2017-09-26
Rated 5 out of 5 by from Velorganiseret præcision et 12 tal En herlig meget velorganiseret tur med en meget engageret rejseleder Bosella som var polak, hvilket er helt nødvendigt i et land hvor man ikke en gang kan læse skiltene trods kendskab og rutine i 4 andre sprog. Flotte måltider som hørte med til turen, hvilket vi ikke havde tænkt over????. I det østlige Polen er der meget få der kan andet end polsk. Vi var også heldige med vejret. Lidt skuffende måske urskoven ved Bialastyk som var en dyrepark???? Et hidsigt torden vejr afkortede besøget i Wolfschanze til manges ærgrelse, men vi have været der for 7 år siden. Men et 12 tal for den tur. Margit og Ole Steen Nielsen
Date published: 2017-08-13
Rated 3 out of 5 by from Preussen, frem og tilbage Dårligt tilrettelagt tur med kørsel frem og tilbage igen, for næste dag at køre næsten samme strækning for at komme videre på turen. Dårlig tilrettelægning af køretid, der gjorde at rejselederen måtte ringe og melde forsinkelse. Hoteller i både Warszawa og Gdansk langt uden for bycentrum i modstrid teksten i dagsprogrammet. Turen til Bialowieza National Park var direkte pinlig i forhold til programmet, da det viste sig at være en tur i et zoo med dyr små indhegninger. Total antiklimaks. Kun rejselederens gode fortælleevne og gode humør gjorde at turen får 3 stjerner. Da maximum antal deltagere åbenbart er fjernet fra Albatros rejser, må vi endnu engang konstatere at 30 personer på en tur er mindst 10 for mange.
Date published: 2017-09-27
Rated 4 out of 5 by from Guiden var ganske enkelt fantastisk! Guiden var fænomenal!!! Meget vidende om landet, erfaren og topprofessionel som guide. Sikrede os mange gode ekstraoplevelser, havde humør og overskud. Altid proaktiv, venlig og imødekommende. De 4 stjerner skyldes i høj grad hende. Chaufføren serviceminded og erfaren, man følte sig i sikre hænder. Bussen OK. Besøg i dyrepark var "oversolgt" - faktisk ikke dagen værd - men heldigvis fik vi lejlighed til at besøge en spændende kirke og kørte igennem et nyt og interessant område med små landsbyer tæt på den hviderussiske grænse. Turen havde mest vægt på historie, noget kultur, ikke så meget natur.
Date published: 2017-08-22
Rated 5 out of 5 by from Endnu en spændende rejse med Albatros En spændende rejse til Warszawa og det nordøstlige Polen, der giver appetit på at opleve mere af vores sydlige naboland, f.eks. Krakow og det sydlige Polen. Polens historie er grufuld og meget anderledes end vores. Til forståelse af de polske-tyske relationer i den tidlige middelalder kan jeg anbefale, at man inden rejsen læser op på den tyske ridderordens historie. Så er man godt klædt på. Rejselederen var eminent, vidende, hjælpsom, organiseret og spredte godt humør i bussen, så hver dag var en fornøjelse.
Date published: 2017-08-16
Rated 4 out of 5 by from Spændende tur med visse skønhedspletter. En rejse med mange spændende indslag: Historie og natur. Guiden var et kæmpeplus, usædvanlig professionel og vidende. Dog var der et par skuffelser. Der var for lidt tid på egen hånd i Warszawa og Gdansk, især fordi hotellerne lå udenfor byerne. Besøget i naturparken Bialowieza var helt misvisende beskrevet i programmet. Der var ikke som omtalt i programmet tale om en længerevarende tur i urskoven, men kun om et besøg på ca. 1½ time i en minizoo. det var ikke den lange køretur værd.
Date published: 2017-08-22
Rated 1 out of 5 by from Hvordan kan man dog bruge hoteller, der ligger langt uden for centrum I Warszawa og Danzig skal hotellerne simpelthen ligge i centrum. Der skal være en hel dag i Danzig. For travlt at bruge eftermiddagen på at køre til borgen Malbork. Den kan man passende se på vej til Mikolajki. Det nye museum for andens verdenskrig bør indgå i programmet i Danzig. Gerne en ekstra dag i Danzig. Fint at man 3 gange sover 2 nætter på samme hotel. Turen til Bialawieza nationalpark kan udlades. Lang køretur for at se bison i indhegninger. Tidspild.
Date published: 2017-09-29
Rated 5 out of 5 by from AT REJSE ER AT LEVE. SÆRDELES KOMPETENT OG VIDENDE REJSELEDER = BOS/VOR MOR.
Date published: 2017-08-19
  • y_2019, m_11, d_16, h_23
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.2
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_16
  • loc_da_DK, sid_PLRTR01, prod, sort_[SortEntry(order=RELEVANCE, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser

PLRTR01ADK