Sørens blog fra det sydlige Afrika

Følg med i Søren Rasmussens færd gennem det sydlige Afrika
Søren Rasmussen, grundlægger af Albatros Travel, blogger fra sin rejse gennem det sydlige Afrika.

Følg med fra rejsens begyndelse i Cape Town – en af Sørens absolutte yndlingsbyer.

Læs bloggen herunder, eller klik her og find din næste rejse til Sydafrika

Hvis du har kommentarer til Søren og hans blog, kan du gå videre til hans Facebook-side

Honeyguide Camps, Manyeleti, Kruger Nationalpark

26. marts 2017

Jeg slutter min afrikanske odyssé i Albatros’ to camps i Kruger Nationalpark, Khoka Moya og Mantobeni, eller Honeyguide som vi ynder at kalde dem under ét. Egentlig kommer jeg ikke for at se på dyr, men for at holde møder om de små bushhotellers vedligeholdelse og drift, men det er jo ikke forbudt at kigge sig lidt omkring, når vildtet bogstaveligt talt springer om ørerne.

Mantobeni Camp
Ved morgenmaden hører jeg tilfældigvis over radioen, at der er vildhunde i Khoka Moya og kører hurtigt fra Mantobeni for at se dem. Ganske rigtigt, de har nedlagt en impala bag restauranten foran min brors hus. Han står lidt og triumferer over, at han har iagttaget dem i en hel time, mens jeg kommer lige lovligt sent til festen. Den afrikanske vildhund eller hunting dog, som den også kaldes, er efterhånden et sjældent syn i Afrika. I Masai Mara i Kenya har jeg kun set dem tre gange på 25 år, men her i Manyeleti i Sydafrika, ser vi dem forholdsvist tit.
Vildhunden er en blodtørstig dræber, eller måske burde man sige dygtig for at yde den fuld retfærdighed. Det er sjældent, at et byttedyr går fri, når jagten først er gået ind. Som de fleste rovdyr udser de sig det svageste byttedyr, et skadet eller ungt dyr, men de går bestemt ikke af vejen for en fuldvoksen gnu. Byttedyret løbes stille og roligt træt af skiftende hunde, der halser bagefter, indtil udmattelsen melder sig, og ofret bogstaveligt talt bliver flået ihjel. Ikke noget rart syn. Eksperter hævder, at offerdyret ved denne seance hurtigt går i en form for trance fremkaldt af endorfiner i hjernen. Jeg håber, de har ret. Vildhundens formidable jagtevne er også dens nemesis, for alle jordejere møder den med en "skyd først"-indstilling, der fuldstændigt har udryddet vildhunden i Afrikas agerland. Stikker Krugers hunde snuden uden for parkgrænserne, bliver de skudt med det samme.
Vildhundene kan sagtens nedlægge en gnu
Jeg kan ikke rigtigt komme på skudhold med kameraet, og vildhunden er netop et af de dyr, jeg ”mangler” i samlingen. Mangler skal her forstås som superbillede. Hundene ser fredelige ud, så jeg stiger ud af bilen for at komme lidt tættere på, men de trækker bagud og bliver tilsyneladende enige om, at jeg ser for farlig ud, og smutter i sikkerhed længere inde mellem buskene, mens brormand står og griner. Dagen efter får jeg dog en fantastisk revanche og ser hele flokken på omkring 20 stykker i aktion.
Hen på eftermiddagen kommer et hold franske gæster, der kun har én nat i campen, og jeg kan ikke lade være med at antyde, at det er en noget kort affære med kun en enkelt eftermiddagssafari og en tidlig morgensafari. Men jeg kan trods alt glæde mig over, at de netop har fået anbefalet stedet som det rigtige, hvis de kun havde kort tid til safari. Her kan man få det meste med på kort tid. Albatros’ to små Honeyguide Camps ligger blot i 5-10 minutters afstand fra hinanden og fungerer teknisk set som én camp. Det har den ganske betydelige fordel, at der kun bor ret få mennesker i hver camp, og man derfor opnår følelsen af at være tæt på naturen og kan nyde den ganske uforstyrret af andet end vildt. I dag er det en uhyre luksus at kunne opleve naturen uden larmende turistgrupper, elektrisk lys, stoleskramlen og dårlige vittigheder.
Kom tæt på naturen i Khoka Moya Camp
Dagen igennem forstyrres vi af elefanter, der besøger vores lille vandhul lige neden for restauranten. Elefanterne opfører sig helt balstyrisk for tiden. De nøjes ikke med at drikke, men kaster sig ned i vandet og lasker rundt. Det samme sker i vores lidt større vandhul, kaldet Khoka Moya Dam, hvor den ene gruppe elefanter efter den anden søger hen for at drikke og bade. Man kan tydeligt se forskel på nært beslægtede, beslægtede og ikke beslægtede grupper på deres adfærd. De nært og egentlig også de beslægtede mødes og hilser, nusser og hygger sig sammen, men der er tydelig forskel på, hvor nært de er beslægtede. De helt nært beslægtede smelter sammen i baderiet, mens de beslægtede hilser, drikker og bader nært, men holder sig adskilt fra hinanden. Det er hele tiden to grupper. De fjernt beslægtede holder god afstand til hinanden, og den sidst ankomne gruppe holder sig i buskadset og venter, til den første gruppe er færdig.
Elefanterne besøger ofte campen
Vi får masser af fantastiske badescenerier over få dage, og det er faktisk en helt unik oplevelse, der skyldes, at parkforvaltningen i Kruger har fået den sindssyge ide at lukke de såkaldte kunstige eller menneskeskabte vandhuller, fordi miljøet skal være mere "naturligt". Problemet er, at vi nu er på tredje tørkeår i træk, og vildtet får sværere ved at finde vand. 80 % af alle Krugers flodheste er allerede døde. Derfor er der snart ingen grund til at tage på safari i selve Kruger, men holde sig til de private områder, hvor vi (ejerne) sørger for at vedligeholde vandhullerne.
Det bliver sværere og sværere at se flodheste i selve Kruger
Forklaringen på elefanteventyret er altså vand. Alle Krugers elefanter kender alle vandhuller og udtørrede flodløb, hvor der kan graves vand frem. Vi får derfor besøg af en masse nye grupper, der i anledningen har udvidet deres normale tilholdssted til også at omfatte Manyeleti, som vores område hedder. De kommer langvejs fra, er hamrende tørstige og har formentlig måttet nøjes med meget lidt beskidt muddervand undervejs og har givetvis været uden bad i ugevis. Pludselig oplever de meterdybt vand, bedre kan det ikke blive. Elefanterne dykker langt ned, så kun spidsen af snablen stikker op, de ruller rundt i vandet og plasker med alle lemmer, fylder snablen og svælget, og sender fontæner ud over hinanden.  Jeg gruer for vandmanglen, der kommer til at præge Kruger de næste 6 måneder, for der kommer næppe noget videre regn på denne side af jul.
Elefanterne kender alle Krugers vandhuller
Jeg hilser på franskmændene på vej videre. De takker pænt og rosende for besøget, men hoverer en anelse over, at de trods det korte ophold har set "alt". Og de så skam alle Big Five plus vildhund, gepard og meget mere. Næsten samtidigt har et dansk par skrevet samme rosende ord på vores offentlige evaluering. De tilføjer, at de havde set mig holde foredrag om stedet, og valgte at tage af sted om end de dog forventede, at der var en del salgsgas blandet ind i budskabet. Nu havde de heldigvis oplevet ved selvsyn, at jeg ikke var fuld af løgn. Ja, jeg tørrer sveden af panden. Heldigvis er der ofte gengangere til mine foredrag, der kan bekræfte ordene.
Måske den mest berømte af The Big Five
I de sidste to-tre år har samtlige besøgende set de såkaldte Big Five, altså elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. Efter 35 år i Afrika kender jeg ingen andre steder, der har en tilsvarende statistik, men det kan jo ændre sig. Forklaringen er, at Manyeleti er som en isoleret ø i Kruger. Der naturligvis intet hegn eller lignende, men heller ingen tværgående veje mellem de to områder, og derfor kan besøgende ikke krydse den imaginære grænse. Hos os finder vildtet fred for biler, relativt gode vandforhold og i reglen nok at spise, hvilket selvfølgelig hurtigt kan ændre sig, når vi får besøg af hele elefantslænget. Vores camps er bygget ind i landskabet under stor hensyntagen til vildtet, herunder specielt leopard og honninggrævling, har vænnet sig til os. Vi er jo ganske fredsommelige.
Honeyguide Camps er bygget ind i landskabet
Efter mørkets frembrud kører jeg ud med vores head ranger for at spore en leopard med hjælp af radioudstyr. Der er altid forskellige videnskabelige projekter i gang, og vi synes selvfølgelig, det er spændende at være med og overvejer, hvordan vi kan inddrage gæsterne, uden at det bliver kommercialiseret. Når vildtet forsynes med sporingsudstyr i en periode, er det jo netop for at kunne finde dem, hvilket kan udnyttes i turismeøjemed. Det er heldigvis ganske ulovligt, selvom det finder sted. Vi overvejer engang i fremtiden at starte et koncept, hvor alle interesserede kan sponsere eller støtte videnskabelige projekter, som de så kan få lov til at være med i på nærmeste hold, eksempelvis når vildt skal indfanges og mærkes.
Vi finder relativt hurtigt vores hanleopard og får også et kort glimt af en hun, som tilsyneladende er interesseret i parring. En anden han melder sig imidlertid på banen, og vi følger i de næste par timer slagets gang. Vores han kalder højlydt, mens han forsøger at trække hunnen væk fra den rivaliserende han, men hunnen svarer kun ganske lavmælt for ikke at tiltrække den uønskede rival. Sådan kan vi skiftevis høre signalerne i natten og følge dem, mens hannen fra tid til anden krydser vores billygter på sin færden. Det er netop den slags oplevelser, vi sigter efter. En god safari handler jo ikke blot om at få et billede af en elefant, der står og glaner, eller en løve, der ligger dvask i skyggen og venter på nattens aktiviteter. Vi vil hellere se og vise interaktionen mellem arterne, sammenhængen i naturen og de spændende oplevelser. Og meget af det spændende gør sig ikke på billeder.
Vi får et glimt af leoparden, når den bevæger sig ind foran vores billygter
En eftermiddag, hvor vi kører ud en time før solnedgang, ser vi stort set ingenting. Ganske besynderligt så tomt et stykke savanne kan se ud. Det forekommer, at vildtet er trukket ned i hemmelige underjordiske gange, hvilket naturligvis er noget værre vrøvl. Lige i skumringen dukker en flok elefanter op i horisonten. Elefanterne popper nærmest op af jorden, nogenlunde samtidig med at solen dykker under horisonten, og mørket sænker sig som et fløjlssort tæppe over savannen. Lige pludselig befinder vi os midt inde i en gigantisk gruppe elefanter, som vi kun kan ane silhuetterne af, medmindre de går ind i vores lyskegler.
Savannen er pludselig så underligt tom
Jeg syntes, at der pludseligt er alt for mange elefanter, givetvis mange hundrede dyr, og det er bestemt ikke sjovt at køre rundt mellem dem uden at kunne aflæse deres reaktioner. Et øjeblik savner jeg Krugerparkens brede landeveje. Vi har kun elendige hjulspor i Manyaleti, og sporet vi kører i, er ret dybt, hvilket gør det umuligt at bakke. En gigantisk gammel tyr står 100 meter fra os i sporet, og rundt om ham defilerer store, sorte kroppe rundt, mens vi ubehageligt til mode lister os afsted. Tyren kommer imod os. I lygternes skær ser den ubehageligt stor ud. Den kommer nærmere og nærmere, og vi kan ikke rokke os ud af stedet. Vi kan ikke bakke, vi tør ikke larme og heller ikke køre op af sporet. Da elefanten er 10 meter fra vores jeep, vælger den pludselig at dreje ind i krattet. Den skulle lige demonstrere, hvem der bestemmer her. Vi sniger os langsomt videre, og der er pludselig ingen, der taler om tom savanne. Naturen overrasker altid, og ikke mindst når man tror, man har styr på den.
De er skræmmende store, de elefanter

Ranger Camp og Entabeni Vildtreservat – en ø i Afrika

24. marts 2017

Waterbergs røde sandstensbjerge skærer sig gennem Limpopos tørre savannelandskab som en gigantisk ø midt i civilisationens hav af byer, veje og landbrug. I mere end tre millioner år har vore forfædre opsøgt regnvandsdepoter i skjulte raviner og sprækker, hvor det måske rakte indtil til næste byge. I økologisk forstand har bjergene altid været en ø, hvor dyr og planter var afskåret fra deres nærmeste slægtninge og udviklede sig uafhængigt af disse, der muligvis var "fanget" på andre landskabsøer eller blot fortsatte deres udvikling i en større population. Blandt disse såkaldt endemiske arter finder vi en uhyre sjælden koglepalme navngivet efter den kendte sydafrikanske naturforsker Eugene Marais og en lille dværggekko.

Bjerge er faktisk det samme som øer

Koglepalmen og gekkoen har fundet vej hertil, da både de og landskabet så anderledes ud. De blev fanget på klippeøen, ligesom skildpadderne og leguanerne gjorde på Galápagos og udviklede sig parallelt med landskabet, hvor særlige variationer og gener viste sig at være et fortrin. I dag adskiller de sig fra deres nærmeste fætre, der har gennemgået en tilsvarende udvikling. Det er en af årsagerne til, at Waterberg-området har fået status som verdensarvsområde hos UNESCO.

Entabeni Vildtreservat strækker sig over de sidste og smukkeste 14-15 kilometer af Waterberg med et højlandsplateau på toppen af kæden og en lavere, varmere savanne ved foden af bjergene. Det er her, Albatros' Ranger Camp ligger. Da vi navngav campen, kom der mange spændende navne på bordet, men i sidste ende valgte vi at beholde det navn, stedet var kendt under, nemlig "Ranger Camp", fordi stedet blev benyttet som træningscenter for de såkaldte rangere, eller naturguider som vi nok ville sige på dansk.

Ranger Camp var engang stedet hvor rangerne blev uddannet

Vi byggede campen om efter vores såkaldte Honeyguide-koncept fra Albatros' andre camps i Manyeleti-området i Kruger Nationalpark. Vi kunne såmænd også have opkaldt konceptet efter Karen Blixen, for det var hende, vi tænkte på, dengang vi byggede vores første camps i Afrika; enkelt, lækkert og fredfyldt midt imellem vildtet. I dag er alle vores camps beliggende midt inde i de såkaldte Big Five-områder og har 13-15 værelser opført i kanvas på træ eller murede platforme, med terrasse og alle nødvendige faciliteter.

Vi man opleve savannen, naturen og vildtet som salige Blixen, bliver man naturligvis nødt til at bo der, hvor vildtet er, med fare for at opleve en elefant stikke snablen ind gennem teltåbningen for at snuse og orientere sig om beboerens fredelige hensigter. Det sker.

En Honeyguide camp ligger på platforme inde midt i vildtets områder

Dagen starter som vanligt med en kop kaffe og en meteorologisk betragtning af bjergkæden, hvis bløde silhuet tegner et smukt relief i horisonten. De blå glimt bag skyerne dementerer alle varsler om regn til trods for, at sommermånederne er højsæson for voldsomme tordenbyger, der heldigvis oftest falder i timen før og efter solnedgang. Den såkaldte regntid volder sjældent problemer, og når den endelig gør det en gang hvert fjerde eller femte år, er det til gengæld nådesløst. Sydafrika er i disse år mest kendt for en tørke, der nu er ved at nå et alarmerende stadie.

Vi er på udkig efter reservatets tre geparder. To hanner og en formodet gravid hun. Hannerne er set døsende under en akacie. Geparden er et af de dyr, der trives dårligst med verdens nye ø-natur, fordi hunnen er nomadisk og vandrer gennem livet over ganske store afstande. Hunnen slår sig kun periodevist ned på forskellige hanners territorier for at opdrætte sine unger. Derfor flygter de ofte fra vildtreservater, hvis der er huller i hegnet, eller vortesvin har været så venlige at grave en tunnel.

Dagen vågner over Entabenis bjerge på morgensafari
De døsige hanner finder vi ikke, men til gengæld finder vores dygtige guide Solomon hunnen. Han ser tydelige slæbespor henover vejen og kattepoter af den rette støbning. Snart finder vi hende i buskadset, hvor hun ligger godt skjult bag sit byttedyr, en halvvoksen impala. Der er ikke meget andet end pletter at se. Entabeni har store åbne områder, gepardens foretrukne habitat, hvor de kan løbe byttet op. Selvom geparden er verdens hurtigste pattedyr, er det ikke så meget hastigheden som den fænomenale acceleration, der sikrer jagtudbyttet.
Til sidst finder vi dagens mål, geparden, i en busk
Talrige bøger og forskere har forudsagt artens snarlige bortgang som følge af dens lave genetiske variation. Populært sagt er alle geparder fætre og kusiner, hvilket dokumenteres af, at geparder fra vidt forskellige populationer ikke afstøder hinandens hud efter transplantation. Efter mange millioner års succesfuld udbredelse blev arten næsten fuldstændigt udryddet omkring sidste istid, hvorfra en enkelt lille overlevende population fra en afrikansk "ø" igen har udbredt sig over to kontinenter (Asien og Afrika). Trods den snævre genetiske variation kan man identificere 6-8 underarter og relativt isolerede populationer, der ser ud til at klare sig. Overlevelsen hænger muligvis sammen med, at hunnen både er yderst promiskuøs og nomadisk, men sandheden er nærmere, at vi ikke kender årsagen til gepardens relative succes trods manglende variation.
Ingen ved, hvorfor antallet af geparder stiger
Geparden er plettet ligesom leoparden, og hos begge dyr forekommer årsagen indlysende. De foretrækker begge træernes skygge, og når solen står gennem kronerne flyder bladenes skygger fuldstændigt sammen med pletterne og skjuler dyrenes tilstedeværelse for intetanende byttedyr. Altså en fremragende camouflage, men hvordan er den opstået? Hvordan kan en gylden hud frembringe sorte regelmæssige pletter, eller hvordan kan en hvid hud frembringe sorte striber som hos zebraen? Som nævnt ved vi, at mange farvevarianter skyldes en enkelt og relativt simpel mutation. Det giver god mening. Hvis farvegenet ændrer sig, må det naturligvis give sig udslag i farveændringer, men hvordan kan samme celletype, samme differentierede hudceller udtrykke forskellig farve? De seneste undersøgelser af huskatte og kongegeparden peger på, at farveforskellen skyldes forskellen i udtrykket af et bestemt gen. Et gen, hvis protein trænger ud gennem cellevæggen og samler sig i mørke områder. Men det siger jo stadig ikke noget om, hvordan cellerne finder ud af det. Mere mellem himmel og jord?
Gepardens pletter er perfekt kamuflage
Vores jord neden for de relativt uberørte bjerge er gammel landbrugsjord. I dag oprettes vildtreservater på såkaldt marginaljord, hvilket ofte er fuldstændigt udpint farmjord, som tidligere fårefarme, hvor landskabet er forvandlet til gold, nøgen jord med spredt vækst af en enkelt uspiselig plante. Efter 20 år kæmper vi stadig med den ubehagelige bankrupt bush, en lille busk der indikerer sidste stadie, inden farmen er værdiløs. Hvert år rydder vi nogle hektar af busken, inden den sætter frø, så den gamle, oprindelige flora kan brede sig fra bjergdalene, hvor der stadig står spændende og relativt sjældne arter som proteaen, sugarbush og det hårde yellow wood, der har den uheldige egenskab at være uhyre velegnet til alt, hvad mennesket har brug for.
Senere på dagen kører vi op gennem den smalle, stejle slugt, der er opkaldt efter de sjældne møbeltræer yellow wood, og som fører op til plateauet på toppen af bjergkæden. Her findes en stor, flad græsslette, som vi kalder "Serengeti", fordi den minder om landskabet i den berømte nationalpark i Tanzania, som dog ikke har den enorme sandstensmonolit Entabeni, der har lagt navn til reservatet. Her kan vi iagttage elefant, løve, næsehorn og de fleste kendte antiloper i så naturlige omgivelser, som man nu engang kan få dem i vore dage. Helt naturligt bliver det ikke, fordi de store dyr ikke kan passere hegnet. De trives tilsyneladende, men kender jo ikke behovet for ny variation og et solidt genetisk tilskud i ny og næ.
Den enorme monolit på toppen af bjerget lægger navn til reservatet
Vores giraffer klarer sig godt, måske fordi vi har fået færre løver. Girafferne bliver flere og flere, og på et tidspunkt skal vi overveje, om der er føde nok. Giraffer foretrækker akacier, som ikke just er et karaktertræ i dette landskab præget af mopanetræer. Det er igen det med balancen i moderne reservater. I den vilde natur tager løverne sjældent en giraf, og når det sker, er det næsten altid en ganske ung giraf. Menneskets ekstreme påvirkning af naturen ser dog ud til også at forandre dette forhold, og i dag rapporteres om stadig flere girafdrab. I Kruger Nationalpark er giraffer blevet løvernes vigtigste fødekilde, fordi de har lært at jage dem ud på asfaltveje, hvor deres enorme hove glider, og de falder i panik. Løven er et enormt intelligent og tilpasningsdygtigt dyr, der altid finder nye løsninger, når behovet opstår. I en moderne verden, hvor dyr handles på kryds og tværs, flyttes nyerhvervede erfaringer og egenskaber også rundt. Hvorvidt det er hele forklaringen, ved jeg ikke, men i disse år har man sat giraffen på listen over truede arter, og det har jo sin årsag.
Girafferne er vilde med akacietræer
Brændets friske harpiks eksploderer i små smæld og bryder nattens stilhed, mens en sværm af små ildfluer sendes til vejrs. Natten bliver langsomt køligere, og alle rykker nærmere det kraftige bål i bomaens midte. Indimellem lægges hovedet tilbage, så man bedre kan lytte til og identificere de fremmede lyde. Alle er stolte af at kunne genkende den plettede hyænes karakteristiske leen, der af uforklarlige årsager forvandles til advarende løveknurren, når man senere på aftenen skal tilbage til sit telt. De fleste aftensmåltider indtages i bomaen, hvor kødet grilles i det fri. Det er i reglen også her, vi taler om dagens begivenheder i bålets skær, mens den sydlige stjernehimmel tændes.
Aftenhygge ved bomaen i Ranger Camp

Tilbage til Regnbuenationen

22. marts 2017

Der er stor forskel på at lande i Nairobi og i Johannesburg. Så snart kabinedøren åbnes i Nairobi, ved man, at man er i Afrika, og indtrykket forbliver uændret, indtil døren igen lukker sig bag én. Johannesburg minder derimod mere om Chicago eller Bruxelles, og Afrika dukker først rigtigt op, når mindre velklædte backpackeres bagage åbnes, hvorefter de afkræves 50-100 rand i import tax for en almindelig brugsgenstand. Denne uvenlige velkomst er af helt ny dato, men rammer tilsyneladende ikke velklædte, hvide turister. For ganske nyligt blev tre af mine gæster af asiatisk afstamning afkrævet denne ganske specielle "afgift".

Det tager lidt tid, fra flyet forlades, tll Afrika kryber ind under huden på dig
Selvom det formentlig er begrænset, hvor meget og hvor længe denne private foretagsomhed får lov til at udvikle sig, er den ganske symptomatisk for udviklingen i Sydafrika, hvor myndigheder og offentligt ansatte har hænderne fremme eller dybt begravet i andres lommer. Da regnbuenationen blev undfanget i 1994, rakte Mandelas storsindede og bundhæderlige aura helt ud i de fjerneste provinser, til hvide og sorte, til storbyer og townships. Men sidenhen har det skortet på et samlende lederskab. Jacob Zuma blev ikke præsident på grund af sine evner, men fordi zulunationens stemmer skulle sikre det pressede ANC endnu en valgsejr. Denne karikatur af en præsident øger sit harem med jævne mellemrum og bygger paladser til flere hundrede millioner for nationens penge.

Presset af skandalesager og af opppositionspartiet Demokratisk Alliance, der vinder flere og flere provinser og byer, forsøgte Zuma sig i sidste uge med ”Mugabe-metoden”: konfiskation af jord fra specielt store, hvide farmere. Men nationens fædre var dog så forudseende at nedfælde den ukrænkelige ejendomsret i grundloven. Desuden viser opinionsundersøgelser, at kun 1% af landets indbyggere er interesseret i jordreformer. Folk søger til byerne, hvis de ikke allerede er der.

Partiet Demokratisk Alliance står i dag mere og mere markant som det samlende midterparti, der formår at dæmme op for den offentlige korruption og skabe vækst og velstand. De har siden 1994 siddet på magten i provinsen Western Cape og i Cape Town, der i dag fremstår som eksempel på, hvor dejligt landet kan være. Ved valget i 2016 erobrede de magten i såvel Johannesburg som Pretoria, hvor de nyvalgte borgmestre omgående indledte kampen mod korruption. Tiltale og fyring af korrupte embedsmænd tiltaler dog ikke den gamle ANC-garde, der svarer igen med at blokere alle borgmestrenes offentlige møder på bedste "brunskjortevis".

Cape Town er både i politisk og skønhedsmæssig forstand et pragteksemplar i Sydafrika

Johannesburg er dog langt bedre end sit gamle rygte som kriminel storby. Tidligere søgte jeg altid uden om bycentret, der i løbet af 90'erne blev forvandlet til et forretningstomt bandehelvede, hvor man ikke engang kunne vide sig sikker i en bil med låste døre. Banker og internationale virksomheder søgte til Sandton og andre forstæder og lagde byen mere eller mindre øde. I dag er de igen tilbage eller i det mindste på vej mod Afrikas ultimative finanscentrum, som man roligt kan besøge.

I mange henseender er Sydafrika på vej frem. Demokratiet og ikke mindst domstolene fungerer, kriminaliteten er stadig høj, men under kontrol. Flere og flere klarer sig godt, og den sorte middelklasse vokser, men forskellene er stadig for store. For mange har simpelthen for lidt, og de mange særdeles velhavende kvarterer med BMW og Mercedes poserende i indkørslen, virker som en rød klud for øjnene af underklassen, der i stigende omfang støtter den mest radikale venstrefløj.

Johannesburg er på vej frem
Den største reelle trussel mod landet er korruption, der – i modsætning til den gængse opfattelse – ikke er relateret til fattigdom. Fattige mennesker er sjældent i en position, hvor korruption er en reel mulighed. Korruption er ikke andet end simpel kriminalitet motiveret af personlig vinding uden hensyn til andre og i reglen udført af personer, der lever ganske udmærket uden reelt ekstra behov. Korruptionen i Sydafrika har desværre udviklet sig i ly af ANC's massive folkelige opbakning og enerådende magtbase gennem mange år. De gamle frontkæmpere sidder på magten, og broderskabet hjælper hinanden. Selvom langtfra alle er korrupte, er der vanskeligt at undsige en gammel kampfælle på samme måde som hverken Mbeki eller Zuma har taget reel afstand fra Mugabe. Derfor vinder minoritetspartierne frem og samarbejder på tværs af helt forskellige politiske holdninger og truer ANC’s magtmonopol. Hurra for demokratiet!

Victoria Falls - verdens største?

19. marts 2017

Verdens største eller bedste er efterhånden en fortærsket kliché, men ikke desto mindre er det netop, hvad landene Zimbabwe og Zambia, der deler de berømte vandfald i to, gør krav på. Med en bredde på 1.708 meter og en højde på 108 meter formodes faldene at have verdens største samlede faldareal, selvom Iguazú i Sydamerika formodentlig kommer tæt på. Faldene er navngivet af David Livingstone efter Dronning Victoria, da han "fandt" dem 16. november 1855. Faldene var naturligvis kendt af lokalbefolkningen og er i øvrigt anført på tidligere kort efter mundtlige overleveringer. Fundne artefakter peger på, at vore forfædre har levet i området i mere end 3 millioner år først som Homo Habilis og senest som bantu- og san-folk.

Imponerende er de, Victoria Falls
Vi går den korte strækning fra det klassiske Victoria Falls Hotel, bygget i 1905, til faldene og bliver en lille smule skuffede, for der er så utroligt store mængder vand i faldene, at de nærmest eksploderer i kaskader af finregn, der skjuler det nedstrømmende vand. Faldenes lokale navn Mosi-ao-tunya, eller "røgen, der tordner", er ganske passende. Indimellem blæser vinden dog regnskyerne væk, blotlægger faldene og belønner os med en regnbue. Smukt er det alligevel. Vi tager hele turen over på Zambiasiden for at se faldene fra en anden vinkel, og jeg forsøger endnu engang at fastslå den smukkeste side, men uenigheder breder sig. Heldigvis.
Jo, "røgen, der tordner" er et passende navn
Såvel Zambia som Zimbabwe hædrer Livingstone med en statue, der formentlig er til benefice for turismen, for selvom han returnerede til Victoria Falls fem år senere for at beskrive faldene, hører denne bedrift næppe til hans betydeligste. Livingstone blev født i et skotsk industriarbejderhjem i 1813, hvor hele familien med 5 børn boede i samme rum. Efter en 14 timers arbejdsdag fra 6 til 20 gik han frivilligt to timer i grundskole til kl. 22. Som voksen sparede han sammen til lægestudiet, som han primært tog med henblik på at blive udsendt som missionær. Han blev sendt til Afrika i 1841, hvor han giftede sig få år senere, men da missionen ikke gik specielt godt, og den eneste omvendte hedning vendte tilbage til sin gamle tro efter blot seks måneder, gav han op til fordel for opdagelsesrejsen. Hans fantastiske rejser i jagten på Nilens kilder er beskrevet i talrige bøger, men særlig berømt blev han for sin beskrivelse af arabiske slavehandlers metoder i Østafrika. Slavehandlerne bombede fredelige markeder med kanoner og kidnappede mennesker i ly af den opståede rædsel og forvirring. Beretningen førte til engelske blokader af de afrikanske kyster og opbringning af alle slaveskibe, de kom i nærheden af. Den berømte historie om Stanleys fund af den forsvundne opdagelsesrejsende i Afrikas mørke i 1871 er en sandhed med modifikationer, for Livingstone vidste ikke, at han var forsvundet.
Her ses faldene fra Zambiasiden, der tilmed har opkaldt en by efter Livingstone
Selvom mange mennesker oplever den velorganiserede turisme omkring Victoria Falls, er det kun de færreste, der vover sig rundt i det skønne land Zimbabwe, som med rette kan kaldes Afrikas kulturelle højborg. Årsagen er formentlig landets såkaldte præsident, den ældgamle, forhærdede despot Mugabe, der på få årtier har ødelagt landets veludviklede infrastruktur og landbrug og dermed også dets gode ry. Men landet rummer en enestående smuk natur, historie og bygningsværker, der vidner om en af Afrikas største højkulturer fra årene før slavejagten for alvor gik ind.
Ruinerne efter Great Zimbabwe vidner om tidligere tiders storhed

Befolkningen er venlig og imødekommende selvom mange er desperate, fordi hyperinflationen løber hurtigere end i Weimarrepublikken, og man reelt kun har få timer til at komme af med sin løn, hvis man overhovedet får nogen. Vores lokale lokomotivfører på Rovos havde, inden sin ansættelse hos Rovos Rail, således ikke fået løn i flere år, men levede af familien, mens han håbede på, at tingene ville normaliseres med tiden, så han også ville få udbetalt løn for sin indsats. Mugabe smed de fleste effektive hvide farmere ud og gav jorden til hans gamle kampfæller, der imidlertid ikke havde forstand på egentlig landbrugsproduktion. Dermed forvandlede han hele landet fra Afrikas grønne kornkammer, der kunne forsyne alle naboerne med fødevarer, til et primitivt, gammeldags landbrugsland, hvor de fleste kun formår at dyrke lidt blandingslandbrug til at brødføde egen familie. Økonomien er for længe siden brudt totalt sammen, og mad får man kun, hvis man dyrker den selv eller arbejder i den internationale turismeindustri, men generelt ser folk ud til at klare sig. Albatros inkluderer i dag Zimbabwe i adskillige rejser, dels i kombination med Rovos og dels med eksklusivt krydstogt på Zambezifloden og Karibasøen og ofte i kombination med de nærmeste lande. På disse rejser går fantastiske safarioplevelser op i en højere enhed med kultur og historie.

Se alle rejser til Zimbabwe her.

Den enorme Kariba-sø skabt af dæmningen af samme navn

Med Rovos gennem Zimbabwe

17. marts 2017

Madikwe Vildtreservat grænser op til Botswana, der efterhånden har manifesteret sig som Afrikas førende nation, når det gælder eksklusiv safari i den dyre ende. Hele landet er ved at udvikle sig til én stor nationalpark med en utroligt afvekslende natur fra brændende saltsletter (saltpans), ørkner og frodig savanne til det gigantiske Okavango-delta. Regeringen har forbudt enhver form for vildtjagt, så de tidligere jagtreservater indgår nu i den mere fredsommelige form for turisme med fotografiapparater og videooptagere.

Det gigantiske Okavango-delta er hjemsted for mange arter
Når vildtet jagtes, påvirker det dyrenes adfærd. Dyrene bliver sky og svære at observere, og de påvirker vildtet i andre reservater. Botswana behandler krybskytter særdeles hårdhændet. Miljøminister Khama gav sidste år myndighederne en noget kontroversiel besked om at nedskyde alle krybskytter på stående fod. Ordren "shoot to kill" bliver mere og mere udbredte enten uofficielt eller helt officielt som i visse nationalparker i Indien, hvor parkbetjente får en bonus for at nedskyde formodede krybskytter. Bevidst nedskydning af krybskytter strider mod menneskerettighederne og international retspraksis, hvilket får naturbevarelsesorganisationer til at inddrage støtten til de relevante lande og parker. Da jeg udtrykte samme skepsis overfor vores lokale ranger og påpegede, at det jo fortrinsvist går ud over fattige mennesker, svarede han, at der også er ærlige, fattige mennesker.
I Botswana værner man nidkært om sine nationalparker, her er det Chobe
Normalt kører Rovos Rail gennem Botswana til Victoria Falls, selvom landskabet en stor del af vejen langs banen er sand og sand og atter sand – ikke specielt spektakulært – til gengæld er såvel Botswana som jernbanen særdeles velfungerende. Desværre var banen ødelagt omkring Francistown, hvor et tog var afsporet efter orkanagtige vinde og enorme mængder nedbør, så vi måtte ty til den alternative og lidt længere rute gennem Zimbabwe, hvor sporene ikke altid er så parallelle som ønskeligt. Det gav flere stød og mere rullen end sædvanligt, men til gengæld en smuk, grøn og frodig udsigt i dagtimerne gennem Mopane-landskabet, der var mere grønt og fyldigt, end jeg har set tidligere. Langs en del af ruten stod gigantiske, tusind år gamle baobabtræer og stræbte majestætisk mod himlen med masser af grønne blade.
Det karakteristiske baobabtræ
De store, gamle træer er ligeså ikoniske for Afrika som elefanter, hvilket har givet anledning til en del ophedede diskussioner om, hvorvidt man skal beskytte træerne på elefanternes bekostning. Elefanterne borer store huller i træerne for at komme ind til det vandfyldte ved. I tørre perioder er verdens største sukkulent med op til 80% vand i veddet nemlig elefanternes vigtigste vandreserve. Argumentet er altså, at elefanterne ødelægger de smukke gamle træer, men det er en sandhed med modifikationer, fordi træet og elefanterne tilsyneladende har tilpasset sig hinanden. Træerne regenererer nemlig fint efter et elefantangreb og bedre end noget andet træ. Mange steder i Afrika høster mennesker baobabtræets bark med jævne mellemrum. Træet ringbarkes simpelthen, og få år efter er træet fuldstændig regenereret. Barken bruges til tov og fletværk.
Elefanterne kan godt være hårde ved træerne
Baobabtræet har så mange interessante historier at fortælle, at der er skrevet mange bøger herom. Træets videnskabelige navn er Adansonia Digitata, og efternavnet betyder fingre (digitus), hvilket henviser til træets håndstillede blade. Imidlertid udvikler denne bladform sig først, når træet er voksent. Derfor tror mange lokale, som eksempelvis khoisan-folket, at der ikke findes små træer, og at alle træer er kastet på jorden som voksne, og at tyngdekraften har vendt dem med rødderne i vejret. Der findes også andre mytologiske forklaringer. Mange træer er formentlig flere tusind år gamle, selvom alderen ikke kan fastslås med sikkerhed, men det er utvivlsomt en af de længst levende organismer, vi kender. Undersøgelser med kulstof 14 har givet resultater på op til 4.000 år. Andre undersøgelser viser, at omkredsen kun øges med 0,6 meter på 110 år. Alt tyder på, at træet gror hurtigst de første 270 år, og senere gror det kun gennemsnitligt med 2,5 mm pr. år.
Man forstår hvorfor khoisan mener, træerne står med rødderne opad

Der forekommer 6 forskellige arter på Madagaskar, og kun en art i resten af Afrika. Forklaringen er interessant. Da Madagaskar blev udskilt fra resten af Afrika for mange millioner år siden, var artsmængden betydeligt mindre end på kontinentet, og de eksisterende arter udviklede sig i de såkaldt ledige nicher. Det samme er sket med mange andre arter som lemurer og kamæleoner. Træet er helt typisk for en stor del af Zimbabwes landskab, det såkaldte "Mopani woodland", hvor jorden lejlighedsvis overskylles i en marginal flodslette, hvor der ikke kan gå meget andet. Træet har utroligt mange anvendelsesmuligheder, og en af de helt specielle er alkaloidet adansonin, der kommer fra frøene og som kan bruges som modgift mod buskmændenes pilegift Strophanin, der er udviklet fra en helt anden plante (S. Kombe). Historien er blot en af mange, der vidner om Kalahari-folkets utroligt højtudviklede kultur og teknologi.

Og så kører vi ellers ind i byen Victoria Falls.

Vi ser også elefanter på vejen gennem Zimbabwe

Safari i Madikwe

15. marts 2017

Vi har ikke kørt i mange minutter, før vi ser den første elefant i Madikwe Vildtreservat. Siden reservatet blev etableret for godt tyve år siden, og 10.000 forskellige stykker vildt blev introduceret, har elefanterne bredt sig så meget, at man taler om at omplacere eller regulere bestanden. Regulering af bestanden betyder på almindeligt dansk nedskydning, men det er ikke så nemt, som man tror, for elefanterne ved, hvad der foregår. Jagede elefanter panikker og advarer samtidigt alle andre i nærheden gennem lavfrekvente lydsignaler. Panikken breder sig efterhånden til alle familier, og parkens fredeligt gumlende elefanter forvandler sig til sky og farlige monstre, som man ikke skal komme for tæt på.

Der er masser af elefanter i Madikwe Vildtreservat
Det er en udbredt holdning i Sydafrika, at elefantbestande i vildtparker skal holdes nede gennem regulering, fordi de ødelægger for mange træer og buske. I virkeligheden kommer de fleste træer og buske igen efter et hårdhændet besøg i tørtiden. Så længe en savanne er præget af træer og buskads, gør elefanterne formentlig ingen reel skade, og jo mere åbne sletterne bliver, desto mere planteføde (græs og urter) produceres til gavn for de fleste arter.
De fleste planter kommer sig fint efter et møde med en hårdhændet elefant
Madikwe-reservatet blev oprindeligt oprettet som et prestigeprojekt, et skoleeksempel på hvordan man kan udnytte marginaljord til at sikre beskæftigelse og indkomst til den fattigste del af befolkningen, når alle gode kræfter arbejder sammen. Jorden er ikke særlig velegnet til opdyrkning, men ganske fortrinlig som naturreservat. Parken administreres af myndighederne, South African National Parks, mens de godt 30 lækre lodges er privatejede. Lokalbefolkningen modtager betaling for leje af jorden, og mange arbejder i de forskellige bushlodges. Teoretisk set ligner det et eventyr, men besøgstallet er dog begrænset med en højsæson på blot to måneder. Et problem er, at parken ligger lidt afsides i forhold til de traditionelle turistruter og øvrige seværdigheder. Heldigvis kører en del af Rovos Rails ture gennem Botswana til Victoria Falls og stopper i Madikwe til glæde for de lokale beboere.
Madikwe er fyldt med lækre lodges
Parkens bedste sight ser ud til at være næsehorn. Vi ser temmelig mange både hanner og hunner med unge. Det bliver desværre vanskeligere og vanskeligere at se næsehorn i Sydafrika på grund af tiltagende krybskytteri. Vores lokale guide James fortæller, at der jævnligt ryger et næsehorn, trods parkens fjerne beliggenhed og relativt mange lodges, som krybskytterne skal undgå. Problemet er det samme i alle offentlige parker. Parkmyndighederne har ikke formået at dæmme op for krybskytteriet, og mistanken om naturforvaltningens aktive medvirken breder sig som ringe i vandet. Næsehornspulver er tilsyneladende stadig en uundværlig ingrediens i garanteret virkningsløst traditionel medicin til kræftramte kinesere og vietnamesere. De kunne ligeså godt æde deres egne afklippede negle. Virkningen er den samme.
Næsehornet er desværre eftertragtet blandt krybskytter
Den delvist ledige jord, som er baggrunden for Madikwes etablering, var oprindeligt udset af apartheidregeringen til en "Bantustan" eller et såkaldt "Homeland" for den afrikanske befolkning. De hvides geniale plan gik ud på at registrere alle landets indbyggere af afrikansk oprindelse som borgere i et homeland, en mindre stat i staten med fortrinsvist ubrugelig jord. Herefter ville alle afrikanere være fremmedarbejdere, når de bevægede sig ind i det hvide Sydafrika, og kunne sendes hjem efter behov; når de blev for gamle eller syge, eller der ikke var brug for deres arbejdskraft. Planen var det hvide styres sidste krampetrækning. De lovede sågar Mandela frihed, såfremt han accepterede planen, og viste et godt eksempel ved at rejse hjem til sit nye hjemland. Det gjorde han naturligvis ikke, men forblev i fængslet, til de opgav.
Mandela blev i sin celle i stedet for at acceptere regeringens planer

På en morgensafari går vi i den sædvanlige fælde og leder efter leopard, som mange safarirejsende må undvære at se. Leoparden er utroligt udbredt i Afrika, men man ser den sjældent, fordi den er natteaktiv, og især fordi den er blevet jagtet i så mange generationer (og stadig bliver det), at den simpelthen har lært at holde sig væk fra mennesker. I nogle nationalparker har den dog haft fred så længe, at dens naturlige skyhed er forsvundet, og den velvilligt poserer for fotograferne, som det eksempelvis er tilfældet i Albatros Honeyguide Camps i Krugerområdet.

Læs mere om Albatros Honeyguide Camps på vores side om Sydafrika

Leoparden holder sig helst langt fra mennesker
Når jeg beskriver det som en "fælde", skyldes det, at man ofte bruger forholdsvist megen tid på at søge efter leoparden, der har den frækhed at holde sig skjult, og man derfor både går glip af leoparden og alt det, man kunne have set i mellemtiden. Vi misser den på morgensafarien, men finder den til gengæld i skumringen på eftermiddagsturen, hvor den ligger let skjult i en akacie med de sørgelige rester af en impala. Leoparden er almindeligvis noget mindre, end man tror. Hunnen vejer op til 60 kg, og hannen op til 80 kg, om end vores guide fortæller, at der er blevet skudt en leopard i nabolaget på 106 kg – et monster. Leoparder er enormt stærke og kan løfte et langt tungere byttedyr op i et højt træ. Hunnen har en karakteristisk hvid halespids, som hun bruger til at lede killingerne gennem højt græs. Leopardens camouflage er ekstremt effektiv. Pletterne imiterer sollysets fald gennem trækronerne i dagtimerne, og den er næsten ikke til at få øje på, medmindre den bevæger sig eller viser halens lyse underside. Leoparden er et helt gennem singlelevende dyr. Hannen og hunnen er kun sammen i de ganske få dage, hvori parringen foregår.
Leoparden er god til at gemme sig
Leoparder er territoriale – hunnerne har territorier på 12 til 40 km2 – afhængigt af mængden af føde. Hannernes territorier er større, men de overlapper ofte hinandens. En han kan faktisk dække flere hunners territorier. De æder stort set alle byttedyr, fra små harer, klippegrævlinge, aber og vortesvin til de fleste store antiloper og gazeller. Dog er byttets størrelse lidt afhængig af leopardens størrelse, men de kan i princippet dræbe alt. Dog har de problemer med løver og hyæner, som hører drabet og kommer til for at stjæle byttet. I årenes løb er der rapporteret om ret mange drab på mennesker.
En leopard kan sagtens nedlægge en gazelle

De fleste safarirejsende koncentrerer sig om savannens store dyr, men mange af de små har skam også en spændende historie. Her støder vi tit på et tusindben, der målt med danske øjne er et monster. De enormt store tusindben kan sagtens blive over 20-30 centimeter og lige så tykke som en velvoksen tommelfinger og er beslægtet med vores små eksemplarer af familien (diplopoder). De er leddyr med fast hudskelet, der kan minde om et tog. Her kaldes de Shongololo, hvilket ikke helt tilfældigt også er navnet på Rovos' nye supertog, som Albatros har sin første rejse med i sommeren 2017– en fantastisk tur til helt nye områder med en masse spændende besøg.

Læs mere om rejsen her: Shongololo-ekspressen gennem Zimbabwe og Sydafrika

Shongololo-ekspressen er Rovos Rails nyeste skud på togstammen
Tilbage til dyret. Hannen spinder et net, der minder om et edderkoppespind, og her lægger han sin sæd. Fra "sædreden" trækkes lange spindetråde, snubletråde, ud i omgivelserne, som skal lede hunner til sæden og optage denne i sin kønsåbning. Desværre sker det, at en anden han kommer først forbi og æder sæden, hvorefter han lægger sin egen. Ganske få arter parrer sig bug mod bug, og hannen overfører spermatozoer med nogle særlige led. Alle har stinkkirtler, og derfor heller ikke mange fjender. Det opdager man, hvis man samler det harmløse dyr op med hænderne. Efter befrugtningen bygger hunnen en rede og ruller sig rundt om den, til æggene klækkes. Herefter er yngelplejen slut, og det samme er dette blogindlæg.

Rovos med forhindringer

13. marts 2017

Vi snegler os umådeligt langsomt op gennem Karoo-området, stopper, venter, knirker, kører hundrede meter og stopper så igen. Én ting er, at regnen har lukket for signalerne, der bliver erstattet af telefoniske køresignaler, men det statslige lokomotiv viser sig desværre også at være et lig, der skal repareres for hver tiende kilometer. Rovos må ikke bruge et af sine egne 13 velistandsatte lokomotiver, men tvinges til at bidrage yderligere til statsbanernes kasse gennem tvangsleje af dårligt materiel. Engang imellem viser bananrepublikken trods alt sit grimme ansigt.

Masser af pauser betyder masser af tid til at kigge på naturen
Vi misser Kimberleys dybe minehul, der passeres i nattens mulm og mørke, men trods den væsentlige historiske dimension er det næppe verdens største seværdighed. De fleste tager det med stoisk ro og nyder den eksklusive togrejse, der for de flestes vedkommende er rejsens primære formål. Jeg gør det samme og får den usædvanlige oplevelse at se Karoo fra sin sjældneste og smukkeste grønne side. Rovfuglene svæver omkring toget, så jeg får set min første palmegrib af og såmænd flere paradistraner, Sydafrikas nationalfugl som jeg ikke tidligere har set. Der smutter også et par grå rheabukke forbi, og senere er der både gnu og springbuk på programmet. Alt kan fotograferes fra det langsomme tog, altså togsafari. Selvom det ikke ligefrem vælter frem med vildt, er der noget befriende smukt over at se dyrene i fri natur uden for de nøje afmærkede naturparker. Det er ikke så mange steder i verden, hvor der endnu er plads til både mennesker og vildt.
Gnuer ser jeg også fra togvognens vindue
Rovos' station og baneanlæg i Pretoria er altid et besøg værd. Her renoveres et større antal gamle lokomotiver, der stammer helt tilbage fra 1800-tallet. Desværre må nogle "skrælles" for at skaffe reservedele til andre, men de smukke gamle maskiner med masser af blankpoleret messing kan stadig trække lange togstammer med kul og damp. Gamle togvogne ombygges til lækre kupeer, spisevogne og salonvogne. Alle kupeer er dobbeltkupeer med seng og privat badeværelse, hvilket er ret enestående blandt verdens luksustoge. Hele stationsanlægget er et arbejdende museum for gamle toge og ædelt håndværk. Fra stationen tager vi en lille byrundtur og besøger blandt andet det såkaldte Voortrekkermonument, der skal cementere myten om den hårdføre kerne af boere, der vandrede ind i landet, nedkæmpede ondsindede fjender og tog det i brug. Den historiske sandhed fortæller en noget anden historie om en lille gruppe boere uden ejendom, der ikke havde de store chancer i Kapprovinsen. De drog af sted ledsaget af mange lokale stammefolk, eventyrere, fundamentalistiske præster og handelsfolk, stjal brugbart land og nedkæmpede alle, der forsvarede deres eget land, og tog deres kvæg.
Selv Rovos Rails stationsbygninger er et besøg værd
Fra Pretoria går turen videre til Madikwe-reservatet, men de foregående ugers regnmasse betyder, at vi får en ekstra times buskørsel, og at sporet gennem Botswana er lukket, hvorfor den fortsatte tur med Rovos går gennem Zimbabwe.

To hvide stammer

10. marts 2017

I 1793 var den indvandrende befolkning i Sydafrika steget til 13.830 europæere og 14.747 slaver. Men slaveforbuddet truede fra Europa, hvor diskussionen bølgede frem og tilbage, og man nærmede sig støt og roligt et forbud mod handel med slaver. Ikke et reelt forbud mod slaver, men forbud mod at slavebinde flere frie mennesker. Kapstadens indbyggere protesterede voldsomt, fordi de var 100 % afhængige af ny import af arbejdskraft. Den arbejdskraft som jo ikke lod til at ville reproducere sig selv.

I mellemtiden var det ved at være helt slut med khoisanfolket og deres buskmandskultur. De var ikke brugbare som slaver, og blev efterhånden drevet væk fra jorden, myrdet eller smittet med voldsomme sygdomme og uddøde. En koppeepidemi i 1713 tog formentlig 90% af befolkningen, og derefter forsvandt de ud af de ellers grundige hollandske statistikker. Overlevende blev igen jægere og samlere i de fjerne ørkenområder, hvor de stadig findes i små lommer, selvom Botswanas regering har forbudt dem at leve som buskmænd i deres naturlige hjemstavn i Kalahari.

Af Kapstadens 14.000 borgere boede de 10.000 på landet, og jo længere væk fra centrum, desto grovere og hårdere liv. Guvernøren havde administrative enheder i forskellige grænsezoner. 50 km i Stellenbosch, 100 km i Svellendam, 200 km i Graf og ved den yderste grænse 800 km væk i Reinet, men det var de største og ældste jordejere, der reelt bestemte herude. I realiteten kontrollerede kompagniet ikke meget længere end første forpost i Stellenbosch.

Der er sket meget i Stellenbosch siden 1700-tallet
Efterhånden var alt det dyrkbare land taget i brug, og nye indbyggere samt børn måtte lade sig nøje med marginaljorde, hvor man kun kunne få et rimeligt arealafkast gennem ekstensivt kvæghold kombineret med jagt og handel. Kvægholdet fjernede hurtigt vegetationen og blev starten på den økologiske katastrofe i Karoo, som jeg tidligere har omtalt. Den nye livsform var fuldstændigt forskellig fra borgerlivet i Kapstaden domineret af søndagsklæder og kirkesang. Den ”nye” stamme, kaldet trekboer, var halvnomadiske, klædte sig som indfødte i praktisk tøj egnet til livet i bushen og opbevarede stort set alt, hvad de havde, i oksekærrer. De fik tildelt 2.400 hektar land og krævede det samme til sønnerne, hvorfor farmene ofte antog en anseelig størrelse. Hermed fik Kapstaden en forsvarsbræmme i den yderste zone af ekstremt hårdføre og yderst egalitære mennesker.
Teoretisk set tilhørte landet VOC og Holland, men i praksis blæste man på alle autoriteter og handlede landet som privateje. Trekboerne kom til staden en gang om året for at handle med deres produktion på ca. 1.000 pund smør og 4-500 pund sæbe samt får og kvæg, der kunne konverteres til f.eks. våben og ammunition, te, kaffe, sukker og tobak. Jagten på elfenben, tørret vildtkød og skind udgjorde tillige en betragtelig del af trekboernes økonomi. I yderområderne var de mere eller mindre konstant i krig med khoisan og jagtede dem med største fornøjelse. Herfra stammer begrebet "Commandos", som var selvbestaltede hærenheder, der drev klapjagt på khoisan, der nu blev betragtet som skadedyr. Masser af de drabelige historier er ganske veldokumenterede. Officielt blev der myrdet 504 khoisan i året 1774 og mellem 1786 og 1795 yderligere 2.480. De virkelige tal er noget højere.
Der handles stadig flittigt i Cape Town
Mordene var officielt godkendt, og man kunne frit beholde dem, man ikke slog ihjel, som en del af sin arbejdsstyrke, og tillige tiltuske sig det nye og nu ubeboede land. Ofte dræbte man de voksne og fordelte børnene imellem sig som hyrder for det stjålne kvæg. Når børnene voksede op, var der ikke noget sted at gå hen, og de kendte heller ikke til andet liv. Disse såkaldte "apprentices" blev slaver sammen med folk af blandet herkomst, senere kaldt "cape coloured". Der opstod hele stammer med blandet blod som eksempelvis de såkaldte griqua, der var blandinger af khoisankvinder og hvide eller slaver, var kristne og talte hollandsk. Flere blev selv farmere og efterhånden integreret i boerne. Et gevaldigt mix. Den hvideste af alle hvide boere har mindst 7% sorte gener i blodet, og gennemsnitligt har de op mod en 1/3 af deres gener fra slaver eller khoisan. Der eksisterer ingen "ægte" hvide boere, men det skal man nok ikke sige til dem. Er de i dag så uheldige at høre til den fattigste del af den såkaldte "hvide" klasse, er de jaget vildt og lever en kummerlig tilværelse.
Trekboernes fremdrift i 1700-tallet var i høj grad båret af usædvanligt gode klimaforhold. Området oplevede gennem næsten 100 år en særlig mild og regnfuld udvikling, hvor marginaljordene blev en anelse mere attraktive og muliggjorde en dyb indtrængen i landet. De tilbageværende khoisan blev trængt op i de meget tørre egne af Botswana og Namibia – verdens værste ørkener, mens trekboerne tog det meste af Karoo i brug. Nordfra og østfra gjorde bantuerne også fremskridt indad i de gode tider. Det var grupper af den store Ngoni-talende befolkning, xhosa, som er beslægtede med zulu. De kom primært fra Zimbabwe. Xhosa og hollændere mødtes i 1770 på en 50 kilometer bred kyststrækning, der breder sig 100 km øst og 150 km vest for Grahamstown. Den såkaldte Zuurveld. Mange planter gror fint i den sure jord, men de er giftige for kvæg. Dog er der i perioden fra august til januar god græsning samt i floddalene året rundt. Både boer og zulu brugte området som sommergræsningsområde.
Namibias ørken er ikke den mest gæstfri bopæl
I 1779 kom det første slag i krigen, der blev kaldt "Frontier Wars", som førte til store tab på begge sider. Stridighederne blev også enden på VOC's styre. Det hollandske kompagni var først og fremmest en privat virksomhed uden egentlige nationale hollandske interesser. Deres interesser lå alene i afkast og penge til aktionærerne, og Kapkolonien var kun interessant så længe, der var et udbytte at hente på enten drift af havn eller på beboernes produktion. De forsøgte at inddrive landlease på al jord, men det fungerede aldrig i praksis uden for det snævre administrationsområde. De blandede sig ikke synderligt i trekboernes ekspansion, men til gengæld var der ikke megen hjælp at hente for trekboerne, der følte sig overladt til sig selv i forbindelse med de mange grænsestridigheder. Boerne var så at sige på egen hånd, og det gjaldt både som samlet kultur og som enkeltpersoner, der ofte var meget isoleret fra de nærmeste naboer.

Trekboerne udviklede sig til en særlig hårdfør race med en egen kultur bygget på fundamentalistiske kristne værdier, der skelnede skarpt mellem sig selv og alle andre. De overlevende, indfødte buskmænd og alle tænkelige blandede varianter indgik efterhånden naturligt i trekboernes husstand, og blev i større eller mindre grad betragtet som en del af familien. Et familiemønster og en kultur, der næsten i enhver henseende var forskellig fra Kapprovinsens beboere og en forskel, der stadig præger landet.

Set med vore dages civiliserede øjne er der ikke meget pænt at sige om trekboernes voldelige ekspansion, der kan sammenlignes med folkemord, men den adskiller sig dog ikke specielt fra andre stammers ekspansion eller spaniernes erobring af Amerika for blot at tage et par samtidige eksempler. Hvor i verden lever menneskene på jord, der ikke er tilkæmpet ved magt?

Sydafrikas børn nedstammer fra alverdens forfædre

"Ambitionen var at etablere verdens mest eksklusive togrejse"

9. marts

Jeg sammenlignede engang en tur om bord på luksustoget Rovos Rail med de engelske overklasseturisters foretrukne rejseform i Afrika på Karen Blixens tid. Men jeg tog grundigt fejl, for de ville blive grundigt misundelige, hvis de vidste, hvordan det foregår i dag. Man kan roligt glemme alt om andre eksotiske togrejser, for de kan ikke måle sig med Rovos. Det kan være svært at pege på den præcise forskel, fordi Rovos er så gennemført på alle punkter, at selv den mest krævende rejsende overvældes. Det forekommer helt usandsynligt, at der er noget, Rovos' ejer ikke har tænkt på.

Rovos Rail er luksus med luksus på

Lad mig sige det som det er: en tur med Rovos er en pebret sag, hvor der skal gribes dybt i portemonnæen, hvilket i øvrigt gælder alle eksklusive togrejser. Alligevel er rejsen så populær i Skandinavien, at Albatros har 6-7 afrejser årligt, og Albatros er dermed Rovos' største samarbejdspartner. Vi chartrer ofte hele eller den halve togstamme og bygger vores egen rejse op omkring toget. Hvert andet år arrangerer vi den lange tur mellem Cape Town og Dar es Salaam, men i år har vi delt den op i tre forskellige rejser. Henholdsvis hele turen fra Cape til Dar og den enestående strækning Cape til Victoria Falls, samt den meget specielle tur fra Victoria Falls til Dar, der tiltrækker alle afrikaeventyrerne. Tre helt unikke rejser, der alle har det populære ophold i Victoria Falls til fælles.

Klik her og se alle vores rejser med Rovos Rail

Vælg mellem flere udgaver af rejsen med Rovos
Jeg spurgte engang Rovos' ejer Rohan Vos, hvorfor eksklusive togrejser er så dyre eller rettere kostbare, for ordet "dyr" indikerer jo, at man betaler lidt rigeligt. Rohan fortalte, at han oprindeligt bare havde restaureret et lokomotiv og bygget en kombineret salon og sovevogn på ruinerne af en gammel udslidt togvogn som en fritidssyssel, der tilmed kunne give familiens ferier en ekstra dimension. Da han ansøgte de sydafrikanske myndigheder om tilladelse til at køre med sit private tog, var der ikke de store forhindringer bortset fra prisen. Prisen forekom ganske ekstrem, men beskeden var, at prisen var prisen, og så var de i øvrigt ligeglade med formålet og antal vogne i togstammen. Det stod klart, at private udflugter på skinnenettet var nærmest ubetalelige, men denne indsigt gave Rohan ideen til at udvikle sit eksklusive togprodukt. Ambitionen var intet mindre end at etablere verdens bedste og mest eksklusive togrejse.
Det hele startede med et gammelt lokomotiv
At opføre og drive et femstjernet hotel på skinner koster det samme som stod det på fast grund, og hertil kommer altså skinneafgiften. Rohan fortalte videre, at et femstjernet koncept ikke er forholdsmæssigt dyrere end et jævnt produkt, men opgaven ligger i personale, uddannelse og styring. Derfor er de fleste medarbejdere nærmest født ind i konceptet og føler sig som medlemmer af den store Rovos-familie. Rohan er efterhånden oppe i halvfjerdserne, men tager alligevel med på de fleste lange ture for at sikre sig, at alt er i orden. Han er kompromisløs, når det drejer sig om passagerernes velbefindende og komfort. Det gælder ikke bare mad, vin og service, men også detaljer som grænseovergange, visum og sikkerhed. Alt skal være i orden, og der må ikke mangle noget – og det gør der heller ikke.
Der mangler ikke noget på Rovos Rail
Jeg havde fornøjelsen af at være rejseleder på turen fra Dar es Salaam til Cape Town i 2009, men som rejseleder ser man jo turen fra en helt anden vinkel, så jeg begiver mig atter ud på turen i modsat retning for at se turen med opleverens øjne. Starten er dog ikke helt problemløs, for ændringerne i det globale vejrmønster har også ramt det sydlige Afrika, og i sidste uge fløj en orkan fra Det Indiske Ocean hen over Afrikas sydspids og rev 400 meter skinner op og væltede en togstamme, kun 12 timer efter Rovos havde passeret. Den vej kommer vi næppe. Desværre har regnen også ødelagt alle signaler, så vi må hele tiden køre ind på sidespor og vente på telefonisk klarmelding, mens andre togstammer passerer på det enlige gennemgående spor.
Heldigvis er der masser at kigge på, mens vi venter på signal
Når jeg kigger ud over den tørre højslette kaldet Karoo, er der imidlertid ingen tegn på vand. Det er allerede fordampet i solen, men har dog efterladt et sjældent grønt spor og fyldt de øde vandhuller, hvor flere fugle er kommet til. Karoo har fået midlertidigt liv, men ellers er der god afstand mellem de hårdføre buske, der nødvendigvis må suge vand fra et langt større areal, end de selv dækker. En stor del af det øde landskab er hegnet ind, og bag hegnet går fortrinsvist geder. Tidligere havde man flere kvæg og fårefarme, men husdyrene græssede efterhånden alt ned undtagen den hårdføre plante mælde (på engelsk saltbush). Den er så saltholdig, at ingen dyr spiser den bortset fra geder. Farmene i Karoo er en gigantisk økologisk katastrofe, som ændrer den følsomme natur permanent. I dag forsøger flere farme at konvertere til besøgsfarme med traditionelt savannevildt, men her skal alle dyr fodres, vandes og plejes, som i en zoologisk have, og det er jo ikke det, vi kommer for at se.
Stormen har trukket et lille grønt spor hen over højsletten

En fjer i hatten – lidt om strudse, fjer, flyvning og penisser

8. marts 2017

Vi kører langs kysten mod Kap Det Gode Håb, og bølgerne slår mod klipperne nedenfor som for at understrege, at der er en mening med stedets navn. Håb eller ej, magsvejr bliver det ikke, udsigten siger byger og gråt i gråt. Naturen yder imidlertid en vis kompensation ved at sende usædvanligt meget vildt vores vej, mens vi beundrer de blomstrende proteaer mellem klipper og klitter. Såvel blisbuk som zebra, eland, struds og klippegrævling poserer i fynbofloraen, mens regnen pisker ind fra havet. Vi passerer en del indhegninger med private strudsefarme langs Kaphalvøen, hvor jeg bemærker en enlig han opfører den helt store parringsdans uden hunner. Vi står ud for at kigge på den tossede fugl, der har slået fjerdragten voldsomt ud, går ned i knæene, vipper skiftevis til højre og venstre, mens fjerdragten fejer hen over jorden. Det er ikke så tit, man får øje på den slags i naturen, så jeg benytter lejligheden til at fotografere optrinet, eller trinene.

Af sted mod Kap Det Gode Håb
Vores trang til pompøse fjerbesætninger på fornemme dame- og admiralshatte truede omkring århundredeskiftet strudsens overlevelse, indtil foretagsomme farmere i Sydafrika satte gang i fjerproduktionen. Det opblæste udseende – altså strudsens – skyldes, at strudsens fjer er forvoksede, luftfyldte dun. I modsætning til de øvrige fugles faste, aerodynamiske flyvefjer, hvor strålerne er hæftet tæt sammen med små kroge, er strudsens fjer altså løse og krøllede. Fortrinlig hattepynt, aldeles uegnet til flyvning, men heldigvis ser fuglen ud til at være en jordnær skabning uden nærliggende planer om at lade sine 120-160 kg tage livtag med tyngdekraften. Kigger man nærmere efter, har strudsen tilsyneladende ikke meget til fælles med sine flyvende fæller, hverken elegante flyvere eller de mere gumpetunge, der nødigt går på vingerne. Den mangler helt oliekirtler til at smøre og tætne svingfjerene, men er dog ganske velforsynet med fjer i forhold til andre fugle. Strudsens fjer er isolering. En pels af fjer, eller en herlig dunjakke til de kølige nætter på den højtliggende savanne. Om dagen løftes fjerdragten højt i solvarmen, og den kølende brise passerer henover den underliggende nøgne hud. Strudsens kølergitter.
Strudsen er ikke som andre fugle
I dag ved, vi at verdens tidlige dinosaurer var dækket af fjer, ikke for at flyve men for at holde varmen. Den praktiske evolutionære opfindelse er altså senere videreudviklet hos de flyvende dinosaurer, vi i dag kalder fugle. Der har været et langt udviklingsforløb, for fuglene skulle ikke kun videreudvikle fjerene, men også hele skeletkonstruktionen, muskulaturen og hjernen. Strudsens skelet afslører, at strudsen ikke vil være i stand til at løfte sig en centimeter ved egen vingekraft, selvom de løse fjer blev erstattet med rigtige, tætte flyvefjer. Den har nemlig ikke den store køl på brystbenet, som man kender fra juleanden, når man gafler det magre brystkød i sig. Strudsen er simpelthen fladbrystet og uden flyvemuskulatur, fordi al muskelkraften er sendt ned i benene, der til gengæld kan rykke med en fart på godt og vel 70 km/t. I modsætning til potentielle fjender kan strudsen holde 80-90 % af sin topfart i over en halv time, godt hjulpet af en særligt tilpasset fod; en hestehovlignende kæmpe tå, der holder balancen ved hjælp af en lille tå på ydersiden. Strudsen er en løber, lige så langt fra flyvningens kunst som de letbenede antiloper, den deler den åbne savanne med. Strengt taget ligner dens adfærd mere en antilope end en fugl. Strudsen har simpelthen udviklet en flugtstrategi, der er tilpasset vore forfædre og andre rovdyrs truende spisevaner.
Strudsen er så hurtig på benene, at den bruges til væddeløb
En busfuld turister har tilsyneladende fået samme idé som os og standser foran strudsen. Den bliver ved med at vende og dreje sig, løber rundt i cirkler og gør sig til. Jeg finder aldrig ud af, om den opfatter os som hunner, om der er hormoner i luften, eller den bare er skruptosset. De nys ankomne går meget tæt på, hænder og hoveder er langt inde over hegnet, så de små kameraer kommer i bedre position. Jeg påpeger venligt, at strudsen er kendt for at kombinere sin hårde, spidse tå og de enorme benmuskler til et uhyre farligt våben, der kan dræbe en løve. I den rette vinkel sparker strudsen benet tværs gennem en angriber eller en menneskekrop. Det er sket mange gange, og det vil ske igen. Men folk mener tilsyneladende, at farmstrudse er tamme.
Strudsen er udstyret med en penis, hvilket den har tilfælles med andefugle, mennesker, krokodiller og skildpadder, men altså ikke med 99 % af andre fuglearter. De fleste fugle må nøjes med en kloak eller tarmåbning, der tillige udgør parringsorganet hos begge køn. Kloakken har fuglene til fælles med øgler, en del krybdyr og det besynderlige, æglæggende næbdyr fra Australien, der regnes for et primitivt pattedyr. Forskelle og ligheder indikerer evolutionens puslespil og efterlader en masse åbne spørgsmål. Umiddelbart er det forståeligt, at fugle har en kloak ligesom de krybdyr, de stammer fra, men hvordan kommer strudsens penis så ind i billedet, og hvordan kan et pattedyr have kloak?
Hvad har en struds og en krokodille til fælles?
En penis kan både udvikles og tabes alt efter situationen og miljøet. Man kan sige, at de fleste arter er bærere af et potentiale til at udvikle ydre kønsorganer, men gør det kun, hvis det er nødvendigt. De eksisterende penisser hos krybdyr, padder, pattedyr og fugle er faktisk udviklet hver for sig af forskellige stumper hud og tarm og indimellem i kombination med en gevaldig knogle som hos hvalrossen. Gennem evolutionshistorien har hvirveldyr både tabt og genudviklet en penis, derfor er de alle mere eller mindre forskellige. Det er funktionen i samspil med alle andre funktioner, der har bestemt formen under hensyntagen til udviklingsenergien.
En struds er altså kun en fugl, fordi den har fjer, konstaterer et medlem af gruppen spørgende. Det er faktisk ikke så nemt at svare på, og min nemme løsning er: hvad skulle den ellers være? Heldigvis har samtlige moderne fugle mindst et uomgængeligt fællestræk, som vi populært kalder tarsus. Det gælder altså også strudsen. Tarsus er den lille knogle, der udgør fuglenes ben lige over "fødderne", som i virkeligheden er tæer. Det er en sammengroning af fodknoglerne og hælen, som fuglenes stamfædre udviklede i Kridttiden for over 100 millioner år siden. Fuglenes oprindelige knoglebygning er således udviklet af samme materiale som pattedyr og altså menneskers fødder og hænder. Nogle øgler udviklede tarsus og flyvefjer og blev til fugle, mens andre begyndte at føde levende unger, som skulle ammes, og blev til pattedyr og mennesker.
Alle fugle har tarsus-knoglen over fødderne – også strudsen

Korruption – europæernes gave til Afrika

7. marts 2017

I store dele af Sydafrika er korruption desværre et stigende problem, og alle Albatros' virksomheder i landet mærker det næsten dagligt. Vi har dog tilsluttet os en FN-pagt om at bekæmpe enhver form for korruption og bestikkelse og naturligvis aldrig selv medvirke hertil. I praksis kan det godt lade sig gøre. Men meget bliver mere besværligt end nødvendigt; papirarbejdet går langsommere, tilladelser hænger, og den hjælpende hånd fra forskellige myndigheder lader vente på sig. Men det går, så der er faktisk ingen reel undskyldning for kriminelle kortslutninger.

Også på Albatros' camps i Sydafrika mærker vi korruptionen
Der er imidlertid andre genveje, som kan kaldes vennepleje og gode forbindelser. Vi donerer skolebygninger, brønde og trøjer til det lokale fodboldhold, hvilket giver gode naboskaber og fremmer det lokale samarbejde. Vores lokale venner fortæller deres politiske repræsentanter, at det er en god idé at bakke os op. Repræsentanterne kommer på besøg og får en god frokost eller middag. Engang imellem beder de måske om et job til sig selv eller nærtstående slægtninge, hvorefter vi henter en spade og fortæller, at vi altid kan bruge en rask mand m/k, der imidlertid ofte viser sig at have alt, alt for travlt med andre vigtigere gøremål. Grænsen er hårfin, men pointen er, at det går, og så ansætter vi i øvrigt helst lokalt.
Skolen i Welverdiend, som Albatros har doneret
Korruption har været en del af Afrikas dagligdag, lige siden de første slavehandlere satte foden på Afrikas jord, og bestak lokale høvdinge til at lokke deres landsmænd ombord på slaveskibene. Lad mig lige vende tilbage til hollændernes ankomst og kolonisering af Kapprovinsen. Det hollandske ostindiske kompagni (VOC) og deres guvernør Jan van Riebeeck udvidede kapkolonien mere og mere. I 1657 får de første 9 nye kapborgere ret til at etablere farme uden for fæstningsområdet i det såkaldte "Hottentot-land", og de første slaver importeres udefra til at sætte gang i opdyrkningen. Det stod hurtigt klart for khoisan-folket, at hollænderne agtede at blive.
Der kom hurtigt gang i farmene i den nye Kapprovins
Græsningsarealerne blev overgræsset, og khoisan'ernes nomadehold var alvorligt truet. Man kunne simpelthen ikke overleve med kvæghold. Det førte til et næsten uundgåeligt oprør, og i 1659 angreb den oprindelige befolkning alle farme og stjal kvæget, men formåede ikke at overmande befolkningen, der forskansede sig i stenhuse i den voksende Kapstad. Khoisans svage koalition kollapsede, og de måtte nu forhandle. Van Riebeeck førte en stadig eksisterende, minutiøs protokol med alt og nævnte selv khoisans meget overbevisende bevidsthed omkring jorden og sammenhængen mellem kvæg og overgræsning. Et problem, som han udmærket selv forstod. De anklagede hollænderne for at stjæle deres land og påpegede, at det ville hollænderne aldrig finde sig i, hvis de gjorde det samme i Holland. Riebeeck gav dem faktisk ret, men erklærede samtidig, at de havde tabt deres jord i en krig, som de jo selv havde startet, og at han agtede at blive.
Cape Town voksede fra 0 til 3.000 indbyggere på knap 100 år
Nybyggerne blev strengt kontrolleret af VOC, der fastsatte alle priser og havde monopol på enhver form for handel. Nybyggerne kunne kun dyrke de afgrøder, som kompagniet ønskede, og kun sælge dem til kompagniet til priser, som var fastsat på forhånd. Det betød, at mange havde alvorlige problemer, når der lejlighedsvist opstod tørke, og det ringe høstudbytte måtte sælges til de samme lave priser. De mange tilrejsende embedsmænd startede nu en lukrativ forretning, opdyrkede konfiskerede jordstykker med hjælp fra laverestående embedsmænd, opkøbte farmernes høst til lave priser uden om systemet og solgte ud ad bagdøren til tredjelande uden for kompagniets kontrol. De svindlede både VOC og nybyggerne, og da systemet først var i gang, steg det til ostentative højder, indtil det blev for meget for den hjemlige bestyrelse i Holland. I 1707 blev den første korrupte guvernør, Simon van der Stel, kaldt hjem, efter at have anbragt sig selv og hele sin familie i prangende paladser og ganske åbenlyst levede et liv, der langt oversteg kompagniets lønninger. Systemet var dog kommet for at blive. Embedsmænd kunne supplere deres ofte sparsomme lønninger med diverse tjenesteydelser, når blot det ikke blev alt for åbenlyst. Derfor er det den dag i dag helt almindeligt i Sydafrika, at en fartbøde ordnes på stedet med en mindre erkendtlighed til politibetjenten, hvis løn er forholdsvis ringe.
Nybyggerne måtte ikke dyrke hvad som helst

Fynboer er ikke, hvad de har været

3. marts 2017

Det fladtoppede Taffelbjerg er Cape Towns ikoniske baggrund. Byen og bjerget er er en sammenvokset organisme, synonymer, symbiose, sammensmeltning. Jeg kan slet ikke undvære turen til toppen og den betagende udsigt, men frem for alt er det den forunderlige natur eller rettere plantevæksten, der titter frem mellem sandstensbjergets talrige sprækker, der trækker. Man kan gå derop, men det er en lang og anstrengende tur på mindst 5-6 timer, så vi foretrækker den snurrende kabelbane, der imidlertid har været lukket i to dage på grund af kraftige vindstød fra de to brusende oceaner Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, der brager sammen  syd for Afrikas spids.

Taffelbjerget er blevet symbol på Cape Town
To dages lukning betyder lange køer. To timer, så vi udskyder besøget til senere på dagen. Vi når langt om længe op på bjergets top, efter turiststrømmen er stilnet noget af, får taget de obligatoriske billeder af byen under bjerget og slukket tørsten i den lille restaurant på toppen. Her render små klippegrævlinge rundt mellem benene på os, mens den rødvingede glansstær tigger mad ved bordene. Dyrene har tilpasset sig turiststrømmen. Her er mad og tilmed en vis beskyttelse mod rovfugle, som næppe slår ned på en lille gnaver, der kryber sammen mellem de besøgende mennesker.
Turen med kabelbanen giver smukke udsigtsmuligheder
Det mest betagende er floraen på bjerget, som er intet mindre end en seværdighed i verdensklasse. Almindeligvis vil fænomener og seværdigheder, der kun forekommer et bestemt sted i verden, tiltrække en masse besøgende, og det er faktisk også tilfældet her. Det er dog fortrinsvist specialister, der forstår at værdsætte den enestående flora, som er ganske speciel for den sydafrikanske kyststrækning med evolutions- og tilpasningshistorier, der er helt på højde med Galápagos' natur. Kigger man på et kort, ser man en bjergformation parallelt med kysten, der afgrænser kystlandet fra den bagvedliggende højslette. Det er sedimentære bjerge, der stammer fra et sted i Gondwanaland med sandsten i toppen og hårdere kvartsformationer længere nede. Klimaet i det smalle område består af knastørre, solrige somre og relativ sparsom vinterregn, der tilmed hurtigt bliver utilgængeligt for planterne i en veldrænet sandjord. Ikke de bedste forhold for en frodig plantevækst, skulle man tro. Men det er slet ikke tilfældet, for planterne har formået at tilpasse sig de lokale forhold, og i dag ser vi en ufattelig rig flora med kæmpeblomster, som Sydafrikas nationalblomst "King Protea", der nemt bliver 20-30 cm i diameter.
Sydafrikas enorme nationalblomst
Den smukke proteafamilie udgør med sine små hundrede lokale arter en ganske betragtelig del af Sydafrikas specielle plantesamfund, kaldet fynbo. Det er verdens mindste plantesamfund, som pudsigt nok fremviser den største diversitet pr. arealenhed. En kvadratmeter fynbo indeholder flere arter end en kvadratmeter regnskov. Plantesamfundets navn stammer ikke fra en større dansk ø, men derimod fra afrikaans ”fynbosch”, ofte lidt fejlagtigt oversat til "fine bush". Navnet henviser til planternes smukke, voksbetrukne overflader, der findes hos både græsser, blomster og træer. Planternes overflade fremstår ligesom kristtjørn med et smukt, blankt skær. Hos alle planter tjener vokslaget som beskyttelse mod fordampning og udtørring. "Voksdugsstrategien" hører således hjemme i områder, hvor den tilgængelige vandmængde er sparsom, og faren for udtørring overhængende. Sydafrikas og Vesteuropas kyststrækninger med udtørrende blæst og drænende sandjord er helt oplagte for denne strategi.
Tænk at Taffelbjerget er fyldt med fynboer

Det er netop sådan, fynbofloraen har udviklet sig. Fynbo består nemlig af plantefamilier, som findes overalt på jorden, men her i Sydafrika har hver enkelt lokal variant, under samme miljømæssige påvirkninger, udviklet nøjagtigt samme overlevelsesstrategi. Mon ikke vi kan tillade os at antage, at homologe egenskaber har været på spil? De samme urgener er aktiveret hos de forskellige familier under tilpasning til de samme økologiske forhold. 

Tilpasningen til vand finder vi overalt på kloden, derfor er tilpasningen til ild fynbofloraens mest interessante og perspektivrige karakteristikon. Masser af planter omkring jordens savannebælte har en omfattende tilpasning til ild, men hos fynbo ses denne udvikling i sin mest ekstreme form, og hyppig forekomst af brand har presset floraens evolution mod den høje diversitet. Hver plante synes at have sit eget svar og løsning på ildproblemet, der ikke længere er et problem, men en forudsætning for floraens eksistens. I Proteafamilien lader nogle sig brænde ned til grunden, hvorefter de skyder friskt og frejdigt fra bunden; andre har en tyk, ildbestandig bark, og mange har samme strategi som sukkerbusken; de danner kraftige, træagtige blomster, som tørrer og lukker sig beskyttende om frøene, der først smides et år senere, når det regner.

Nogle planter har faktisk brug for ild for at overleve

I Sydafrika gør man meget for at passe på sit lille, unikke plantesamfund, hvis tilbageværende områder alle nyder en eller anden form for beskyttelse. Enhver management-plan indeholder et afbrændingsprogram. Fynboen skal brændes af med meget regelmæssige mellemrum, hvis diversiteten skal opretholdes. Branden skal helst være en såkaldt ”kold brand”, der går hurtigt hen over buskadset og svitser overfladerne uden at efterlade dybe skader.

Men hvorfor kan områderne ikke passe sig selv? Hvad er det for en ild, der har formet landskabet tidligere, og som ikke findes i dag? Spørgsmålet har været behandlet i talrige afhandlinger, og jeg har diskuteret det i årevis med naturbeskyttelsesfolk, der mere eller mindre konsekvent fremsætter flyvske teorier om naturligt opstået ild fra lyn, linseeffekter og gæringsprocesser i naturen. Lad gå med lyn, men de fleste lyn er ledsaget af kraftig regn, der slukker ilden. I mere end 25 år har jeg iagttaget tusinde lyn og masser af lynnedslag, men aldrig set en naturligt opstået brand. Jeg ved, at det sker, men det er bestemt ikke en hverdagsbegivenhed. Når tv viser dramatiske billeder af skovbrande i Grækenland, Californien og Australien, er de næsten altid ledsaget af ret håndfaste udsagn om ildspåsættelse, som er startet bevidst eller uagtsomt.

Sydafrikanerne passer på deres natur

Ilden kommer fra menneskene. Vore forfædre har sandsynligvis påvirket landskabet og planterne gennem mere end en million år. Organismerne former hinanden og udvikles parallelt, og vi har sandsynligvis formet vore omgivelser gennem brug af ild. Vi ved, at evolutionen kan gå hurtigt, når presset er stort, men vi har haft oceaner af tid til at sætte vort præg på verden, og mit gæt er, at vi ikke alene har spillet en væsentlig rolle for fynbofloraens udvikling men også for den åbne savanne og dens mange arter. Vi har øget vort livsgrundlag ligesom elefant, giraf og formentlig mange andre arter.

Der, hvor arkæologer har gravet knogler, redskaber og madrester fra vore forfædre op af jorden, finder vi også nogle af klodens ældste ildsteder. De er mellem en og halvanden millioner år gamle og dermed samtidige med vore forfædres udvikling af bedre, finere og mere effektive stenredskaber. Stenredskaber og ild repræsenterer et enormt spring frem i menneskehedens historie, og knytter sig formentlig til den forfader, vi kalder Homo erectus, der begyndte at dominere store landområder på denne tid og senere vandrede ud af Afrika.

Mennesker tilpasser sig omgivelserne præcis som giraffer

Ilden lod sig kontrollere lang tid før det moderne menneske opstod. Homo erectus hyggede sig ved ildstederne i Sydafrika, og tog senere ilden med sig ud af Afrika, hvilket må have været en forudsætning for at kolonisere jordens koldere egne. Vi kan naturligvis ikke vide, om disse fortidsmennesker selv kunne tænde ild, eller rettere, hvornår de fandt ud af det. De lærte tidligt at samle den op og holde den i live. De har oplevet naturligt opståede brande, som de har lært at opsøge for at finde døde dyr, dræbte af ilden. Røg i horisonten har været en velsignelse, for der var mad og ild. De lærte, at ild giver varme, den dræber byttedyr og steger dem, så de er lettere at fordøje. Hvor svært kan det være for en god menneskehjerne? Menneskets evolution satsede på en kompleks hjerne, som kompenserede for den manglende fysik. Alligevel gik mange menneskearter til i evolutionens smeltedigel, indtil en art begyndte at kontrollere naturen og evolutionen. Ilden var det redskab, der skubbede mennesket og dets evolution fremad i første omgang. I Sydafrika mener arkæologer, at have fundet bevis for at mennesket har anvendt ild i op mod en million år, hvilket betvivles af andre, men såfremt de har ret, har vi haft mere end rigelig tid til at påvirke alverdens landskaber i radikal retning. Måske er al natur i virkeligheden et resultat af kultur.

(Jeg har skrevet en hel del om disse emner i mine to første bøger: Den største Safari (I begyndelsen var Afrika) og Mennesket i Naturen – Naturen i mennesket).

Også fortidens mennesker havde brug for ild

Myten om det tomme land

28. februar 2017

Europæerne sejlede rundt om Kap Det Gode Håb i 1488 på vej mod krydderieventyret i Østen. En ladning muskatnødder fra Indonesien var mere end sin vægt værd i guld. Undervejs var der brug for sikre naturlige havne med friskt vand og mulighed for at trække skibe på land. Sørejserne var umådeligt lange, og de hyppige storme nødvendiggjorde omfattende reparationer. Cape var sådan en havn, hvor portugiserne Bartholomeu Diaz og senere Vasco da Gama var de første i land. Her mødte de landets beboere kaldet san eller khoisan og senere af europæerne kaldet buskmænd eller hottentotter.

Turen mod Østen gik forbi Afrikas sydvestligste punkt
Der findes talrige beretninger om, hvordan skibskaptajnerne gjorde meget fine handler med buskmændene – en eller to okser for en gammel jernstang, kniv eller tøndebånd. Jern var i skyhøj kurs hos disse folk, og de har formentlig haft rigeligt med kvæg, da bestanden alligevel skulle holdes nede for ikke at ødelægge græsningen. På dette tidspunkt havde de haft kvæghold i mere end 1.000 år og draget de nødvendige erfaringer. Det var dog ikke alle møder mellem europæere og buskmænd, der gik lige godt. I 1510 blev 50 portugisere og herunder intet mindre end en såkaldt vicekonge myrdet. Meldingerne tilbage til Europa sagde, at der ikke var noget at komme efter. De vilde var ubehagelige og truende, og der var ingen rigdomme at hente i landets indre. Der var ingen grund til kolonisering, men naturhavnen benyttedes fortsat til optrækning af skibe og tuskhandel med de indfødte.
De nyankomne europæere var ikke begejstrede for "de vilde"
I løbet af 1500-tallet voksede både englændernes og især hollændernes aktiviteter til søs. Sir Francis Drake kom forbi kappet i 1591, og i 1602 sluttede de efterhånden meget store hollandske, private rederier sig sammen og dannede VOC – det forenede østindiske kompagni – der fik eneretten til al handel med den hollandske Batavia i Indonesien og resten af Østen. Selskabet udviklede sig til en enorm selvstændig sømagt. Samtidens største og stærkeste. Hollands samlede antal skibe steg efterhånden til 6.000. En ganske enorm flåde. Fra 1607 var "havnen" i Cape altid besøgt af skibe. Trafikken til Østen var enorm.
Cape Town blev flittigt besøgt af datidens skibe
VOC besluttede langt om længe at etablere en koloni i Taffel Bay i 1652, som skulle sikre skibenes forsyninger. Guvernøren Jan van Riebeeck skulle købe kvæg, starte en mælkeproduktion, foderdyrkning, grøntsager og etablere hospital. Det lykkedes at købe 230 kalve, men så var det også slut med handelen, for khoisanfolket ville ikke sælge ret meget, når det kom til stykket. I 1657 blev de hvide hollændere løst fra deres kontrakter med VOC og blev private bønder med leverancekontrakt til kompagniet, og kolonien var stort set selvforsynende. I 1659 ankom de første større skibsladninger med slaver, og så kom der skred i tingene.
De første kolonister lagde grunden for Cape Towns kolonitidsarkitektur

Efterhånden som kolonien voksede, kom flere til. I 1685 ankom 200 franske huguenotter, protestanter der var flygtet til Holland for at undgå katolikkernes forfølgelser. Betingelsen var, at de lærte hollandsk og gik i den hollandske kirke, altså blev hollandske nybyggere. Franskmændene viste sig at være driftige og dygtige landmænd, der fik indført vindyrkning i kapprovinsen.

Markedsføring trak flere folk til. De gamle vedholdende myter om det tomme land, der flød med mælk og honning, og som europæerne fandt, tog i brug og udviklede, har holdt sig friske helt frem til vore dage. Det er selvfølgelig det rene vrøvl. Der har været kvægnomader i området i adskillige tusinde år. Arkæologiske spor fører fårehold tilbage til år 100 e.Kr. og kvæg tilbage til det 7. århundrede.

De tilflyttende franskmænd bragte vindyrkningen til Sydafrika
Faktisk var området fyldt til bristepunktet med mennesker, forstået som det antal personer, de naturgivne forhold tillod. Bantu-farmerne spredte sig nordfra (fra Zimbabwe og Botswana) og nåede kystregionerne i syd i det 3. og 4. århundrede. De lokale buskmænd (khoisan) var jægere og samlere og havde optaget kvægdrift som en del af deres livsform og udviklet den til det sublime. De boede i de goldere områder vest og syd for bantuernes områder. Bantu kunne ikke udnytte de tørre områder, fordi deres væsentligste kulhydratindtag kom fra dyrkede korn, mens khoisan allerede havde tilpasset deres diæt efter de tørre forhold og fik føden fra vilde planters rødder, blade og frugter. Deres kendskab til lokale næringsmuligheder og de sparsomme vandressourcer tillod dem at tage disse marginale jorder i brug. Kombinationen af samler- og kvægnomadeliv satte khoisan i stand til at sprede sig uden at konflikte med bantu, om end de stærke begrænsninger i fødemulighederne ikke tillod khoisanfolket at udvikle sig mængdemæssigt som bantu – de var tilpasset naturens forudsætninger.
Khoisanfolket var oprindeligt jægere

Græslandet i det vestlige Cape var nok frodigt i perioder, men den magre jord og den sparsomme regn tillod ikke græsning året rundt, og khoisan udviklede en nomadekultur, hvorunder de cirkulerede mellem græsningerne. West Cape har vinterregn, der giver rimelige mængder af grønt, frodigt græs. I slutningen af vinteren drog man ind i landet, hvor kvæget nu kunne græsse langs flodbredderne, der havde ligget urørt i vinterhalvåret. Den samlede befolkning af buskmænd har antageligt været omkring 50.000, svarende til det maksimale kvæghold. Flere dyr ville medføre overgræsning. Nomader er ikke spredt i landskabet, men holder til, der hvor kvæget er, der hvor græsningen er.

Dette førte til to misforståelser, der blev rapporteret hjem til Europa: 1) Masser af mennesker og kvæg med et rigt landbrugsland, og 2) Masser af tomt land, der kan tages i brug. Konklusion: Pragtfuldt land med masser af græsningsmuligheder og god plads til nye beboere. Intet kunne være mere forkert, og snart viste det sig også, at der kun var plads til én race.

Sydafrikas nomader levede i tæt forbindelse med naturen

Vores chauffør var et andet menneske, da vi kørte derfra

26. februar 2017

På vej mod Taffelbjergets tovbane kører vi tværs gennem Cape Town, og jeg når at undres over to ting. For det første den hast, hvormed byen vokser. Nye huse og hoteller skyder frem alle vegne, og de gamle renoveres nænsomt, mens byen formår at bevare og forene sit klassiske, engelske look med de nye fornemme, moderne bygninger. For det andet kan man ikke undgå at undres over, hvor velholdt og ren byen fremstår. Her er ingen cigaretskodder, pølsepapir, papkrus eller tyggegummipletter, der ellers forekommer i så rigelige mængder i København og omegn, så jeg spørger vores chauffør om, hvordan man holder byen ren. Joh, der er såmænd fuld døgnservice, men de tømmer for det meste kun affaldskurvene, der står opstillet alle vegne. Man har jo ingen grund til at smide noget fra sig, når man nemt kan komme af med affaldet. Så enkelt er det altså.

De gamle bygninger bevares smukt i Cape Town
I byens udkant ligger de såkaldte "townships", defineret som fattige sorte bydele. Vi kender det berømte navn Soweto fra bydelen i Johannesburg, hvorfra mange oprør, demonstrationer og ulydighedskampagner mod det hvide apartheidstyre begyndte. Albatros' kontor i Cape Town har i mange år arrangeret ture til byens township, som en fast del af udflugtsprogrammet, og de rejsende har spist glimrende afrikansk mad på de lokale restauranter for ganske få kroner. Disse udflugter havde imidlertid en hård fødsel, fordi de hvide chauffører ikke ville derud. De forventede det værste.
Soweto i Johannesburg er Sydafrikas mest berømte township
Jeg var engang i 1990'erne af sted med en større gruppe, og chaufføren kørte længe rundt og rundt i de små gader uden at komme frem. Til sidst sagde han, at det var umuligt at finde stedet, og at vi måtte aflyse besøget i township'en. Så greb jeg kortet og dirigerede ham hen til mødestedet, hvor vi blev modtaget i det lokale, ganske nydelige fælleshus af et dygtigt og velklædt kvindekor og rundvisere. De viste os rundt i de små, rene gader med nydelige "legohuse", kollektive fabrikker, der blandt andet fremstillede smukt lertøj og mange forskellige husflidsartikler til byens souvenirbutikker. Bydelen havde sine egne hjælpeprojekter for de dårligst stillede gadebørn af aids-ramte forældre, der først fik andel i overskuddet fra produktionen. Byens borgere var gennemgående glade mennesker, stolte over deres demokrati og deres land, men de havde blot ikke så mange penge, som det blev udtrykt. Vores hvide chauffør var et andet menneske, da vi kørte derfra, og det var vi andre også.
Et kig ud gennem ruden i den lokale børnehave
I dag er alt forandret. Der holder en del BMW'er i bydelen, alle husene har fået parabol, og en del har fået flere etager. Man bliver der, hvor man kommer fra. Byen og familien hænger sammen. Sammenholdet har skabt en ny velstand. I Soweto har mange af Sydafrikas kendte politiske skikkelser som Winnie Mandela og Desmond Tutu bygget relativt store villaer for at demonstrere deres tilhørsforhold til den sorte underklasse, som altså ikke længere er så meget "under". Til gengæld vokser nye skurbyer op længere ude, hvor de allerfattigste bor under kummerlige forhold. Velstanden er kommet til Sydafrika, men det er endnu langtfra alle, der har fået del i den.
Mange af Cape Towns gamle townships er vokset op til at blive fine bydele

Gensyn med Cape Town

24. februar 2017

En avis ville engang have mig til at udpege min favoritby, og svaret kom prompte: Rom, fordi jeg altid har været meget optaget af antikken og de klassiske seværdigheder. Men skulle jeg have peget på den by, jeg helst ville slå mig ned i uden for Danmark, tror jeg nok, svaret ville være Cape Town.

Byen er indbegrebet af "Easy Life", middelhavsatmosfære, behageligt klima, naturskønne omgivelser og glade turister. En god halv times kørsel i alle retninger bringer én til henholdsvis Kaphalvøens naturreservat, de pittoreske vinbyer Paarl, Stellenbosch og Franschhoek samt Taffelbjerget eller Hermanus, en af verdens bedste hvaldestinationer. Byens restauranter har international "Michelin-klasse", hvilket eksempelvis gælder The Test Kitchen, La Colombe, The Tasting Room, Nobu og Aubergine, om end bagsiden er, at de alle har månedlange ventelister.

Cape Point på sydspidsen af Kaphalvøen
Cape Towns berømte Victoria & Alfred Waterfront er utroligt smukt beliggende under det fladtoppede Taffelbjerg omgivet af hundreder af eksotiske butikker og restauranter. Boder og gademusikanter blander sig med de tusinder udenlandske og indenlandske turister, der giver havneanlægget samme kosmopolitiske skær som de tilsvarende anlæg i eksempelvis San Francisco og Sydney. Det oser af ferie, og det problemfyldte Afrika synes nærmest at forsvinde i den afslappede og sydeuropæiske atmosfære.
Masser af stemning på Victoria & Alfred Waterfront
Det er også her, den uomgængelige tur til Robben Island begynder. Den lille flade ø ude i bugten, hvor Mandela og de andre berømte ANC-ledere sad fængslet i årtier og huggede skærver. Mandela sad dog ikke alle sine 27 år i forvaring på Robben Island, men tilbragte de sidste under mere komfortable forhold, mens regeringen forsøgte at presse ham til at acceptere en opdeling af landet, som ville resultere i, at alle sorte i princippet blev borgere i nogle små, øde og værdiløse områder og arbejdede som fremmedarbejdere i det hvide Sydafrika, underforstået, at de til enhver tid kunne sendes "hjem". Den gik som bekendt ikke. I dag er fangeøen det sidste synlige minde om apartheidtiden, og det er stadig gamle fanger, der viser rundt, hvilket gør besøget til en både påtrængende og bevægende oplevelse, man bør have med.
Sovesal på den berømte fængselsø Robben Island
Jeg går en tur rundt på Waterfront for at finde motiver, der yder den fortættede atmosfære en passende retfærdighed, men det er næsten umuligt at stille skarpt på det myldrende folkeliv, hvor talrige nye etablissementer skyder frem i gamle pakhuse, og ethvert lufthul mellem bygninger absolut skal udnyttes og dermed spærre den smukke udsigt til Taffelbjerget. I den gamle Mall finder jeg en fantastisk butik. En herrefrisør eller rettere barber, Mr. Cobb, der oprindeligt er etableret i 1700-tallets England, men flyttet hertil med originale stole, knive og hele interiøret. Her træder noble herrer tilbage i tiden og får hele armen med barberknive og varme håndklæder og får klasket en større mængde salver, cremer og velduftende olier på de stadigt mere lyserøde kinder.
Aftentid ved Victoria & Alfred Waterfront
Jeg falder i snak med en gammel guitarist, der ikke bare kender vores veletablerede virksomhed i Sydafrika, men sågar har besøgt en af vores gode rejseledere, den tidligere borgmester i Præstø, Peter Madsen, hjemme i selve Danmark. Vi er begge store Mandelafans, men jeg er den eneste af os, der har mødt ham, om end min veneration for ANC er blegnet i de senere år, hvor korruptionen, specielt under Zuma, er taget voldsomt til i mange provinser. I dag har ANC fået kamp til stregen af partiet Democratic Alliance, der er gået frem ved samtlige valg de senere år og har omkring 25 % af landets stemmer. Der er stadig langt op til ANC's dominans, men Democratic Alliance har kontrollen og regeringsmagten i den store og betydningsfulde Western Cape og borgmesterposten i de tre største byer, Cape Town, Johannesburg og Pretoria. Det værste for ANC er, at Democratic Alliance formår at stoppe og udrydde korruption, regere effektivt og opbygge velstand, overalt hvor de har magt. Selvom der stadig er mange gode ANC-folk, har de meget svært ved at gå imod gamle kammerater og kampfæller. Gammel kærlighed ruster ikke, og kærlighed gør blind sommetider.
Statue af Mandela foran Union Buildings, Sydafrikas regeringssæde

Sydafrikarejser

  • Albatros' Big Five Camp i Kruger (Khoka Moya)

    Den klassiske Big Five-safari i Albatros’ Khoka Moya Camp i Manyeleti, Kruger, inkl. Panorama-ruten og lokalbesøg – med skandinavisk vært på campen

    4,8
    • 7 afrejser
    • 10 dage
    • Fra 13.998,–
    fra København
  • Wildside Big Five-safari

    Førsteklasses safarirejse til Sydafrikas enestående “Big Five Country”

    4,5
    • 26-11-2017
    • 10 dage
    • 13.998,–
    fra København
  • Albatros Africa Cruise: Umbozha – The Queen of Africa

    Albatros' store safarieventyr til Victoria Falls og Hwange National Park med eksklusivt safarikrydstogt på Lake Kariba samt kulturbesøg hos batongafolket – med …

    • 29-10-2017
    • 13 dage
    • 29.998,–
    fra København
  • Mandelas Afrika

    Den komplette rejse til Sydafrika med Big Five-safari, storslået natur ved Panoramaruten og Garden Route samt storbyliv i Cape Town

    4,6
    • 6 afrejser
    • 14 dage
    • Fra 18.998,–
    fra København