Fra Ural til mægtige Moskva

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Et enestående flodkrydstogt på Volga fra Europas yderste bastion til hovedstaden Moskva

Denne rejse tager sin begyndelse ved Europas yderste grænse – storbyen Perm på kanten af Uralbjergene. I behageligt tempo bevæger flodkrydstogtskibet sig vestpå mod Ruslands mægtige hovedstad, og undervejs er der en bred vifte af forskelligartede oplevelser på landet og i storbyer. Det er i sandhed en rejse gennem kultur og historie – fra tatarernes mægtige rige, over Gulag-lejrenes rædsler til et moderne Moskva, der får adskillige europæiske hovedstæder til at blegne i sammenligning. Tag med Albatros og vores danske rejseleder på opdagelse gennem et mindre kendt hjørne af Rusland.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Krydstogt, Flodkrydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta rusiske rubler

Dagsprogram 11 dage
Dag 1
København – Perm
Dag 2
Ankomst til Perm, indlogering på skibet. Besøg ved Gulaglejr og orienterende byrundtur
Dag 3
Tjajkovskij. Udflugt til Kalashnikov-museet
Dag 4
Elabuga. Byrundtur med indblik i en bid russisk handelshistorie
Dag 5
Kazan. Byrundtur
Dag 6
Nizjnij Novgorod. Byrundtur inkl. besøg på byens Kreml
Dag 7
Pljos. Mulighed for bustur til byen Suzdal
Dag 8
Kostroma. Byrundtur i Kostroma og mulighed for udflugt til museet for træarkitektur
Dag 9
Uglitj. Byvandring inkl. Blodskirken og fæstningen
Dag 10
Moskva. Byrundtur med bydelen Zamoskvorechye og Den Røde Plads. Mulighed for en tur i Moskvas Metro og kørsel gennem byen, badet i aftenlys
Dag 11
Moskva og direkte fly til København

MS Princess Anabella

På krydstogtet sejler vi med det anderkendte russiske rederi Orthodox Cruise Company.
Flåden består af motorskibe bygget specielt til flodsejlads. MS Anabellas 54 kahytter og størrelsen på skibet sikrer en hyggelig rejseoplevelse og god service om bord. Der er tre dæk, hvor man finder en restaurant, en panoramasalon/bar og kahytter. Du kan nyde udsigten fra soldækket og få indblik i russisk kultur gennem skibets underholdningstilbud.
Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Perm
Vi flyver fra København via Moskva, Ruslands store hovedstad med mere end ti millioner indbyggere. Efter et flyskifte er det tid til at sætte kursen videre mod Perm, hvor vi ankommer om morgenen næste dag.
Dag 2
Ankomst til Perm, indlogering på skibet. Besøg ved Gulaglejr og orienterende byrundtur Afsejling kl. 19:00
Byen Perm hed gennem en periode Molotov

Foran os ligger Ural-bjergene, der danner den geografiske grænse til Sibirien, og her i byen Perm kan man opleve endog rigtig kolde vintre. Byen blev grundlagt af Peter den Store i 1723, fordi området er rigt på kobber. I dag er regionen fortsat præget af flere større industribyer, selv om den samlede befolkning er spredt over et kolossalt område, nemlig Perm Oblast: et amt, der er tre gange større end Danmark og har godt tre millioner indbyggere. Det enorme og vilde område med barsk klima og rå natur var det ideelle sted at sende politiske modstandere hen, specielt når formålet var begrænset overlevelse. Sovjetlederne havde taget ved lære af zartidens hemmelige politi, og her grundlagde de deres enorme koncentrationslejrsystem: Gulaglejrene, som verden for alvor fik indblik i med Solsjenitsyns litterære beskrivelser. I dag dukker flere og flere rædselsberetninger op om lejre, der var rene udryddelsesforetagender, ikke bare for dissidenter og kriminelle, men for alt, hvad man kunne skrabe sammen af såkaldt uønskede elementer; sociale afvigere, alkoholikere, prostituerede og psykisk syge, der samlet set dokumenterer et regime, der ikke havde meget at lade Hitler høre. De sidste politiske fanger forlod lejren Perm 36 i 1987, og det var samtidigt enden på det rædselsfulde Gulagsystem.

Byen Perm hed gennem en periode Molotov, opkaldt efter Stalins udenrigsminister under anden verdenskrig, men navnet røg ud med ministerens dalende popularitet, som det havde for vane at ske i sovjetstaten. Perms vigtigste og mest kendte kulturpersonlighed er uden tvivl Boris Pasternak, som her skrev det storslåede hovedværk ”Doktor Zhivago” i 1957. I romanen kaldes byen for Juriatin.

Udflugtspakke: I dag skal vi på udflugt til en af de berygtede Gulaglejre, som var en del af et enormt, såkaldt “opdragelses-apparat” igennem et helt århundrede. Det er ikke nogen rar oplevelse, men man mærker historien og kan ikke lade være med at tænke på de grusomheder, der har fundet sted i dette mægtige land.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Efter Gulag-udflugten vil der være en orienterende byrundtur i Perm.
 

Dag 3
Tjajkovskij. Udflugt til Kalashnikov-museet Ankomst kl. 13:00, afsejling kl. 17:00
Velkommen til Tjajkovskij

Vi er nu kommet til republikken Udmurtien, som er på størrelse med Danmark. I denne republik taler en fjerdedel af befolkningen et sprog, som er beslægtet med finsk, og mange  tror stadig på, at naturen er besjælet af guder og ånder. Udmurtien er også kendt for sin produktion af det berømte (eller berygtede) gevær AK-47 samt for salget af en sjælden vodka af samme navn.

Fra skibets kajplads i Tjajkovskij tager vi på busudflugt til Izhevsk, cirka 90 kilometer fra skibet. Det var i denne by i det vestlige Ural, at Mikhail Kalashnikov i 1947 designede automatgeværet AK-47, som skulle vise sig at blive en af de mest udbredte geværtyper i verden.

Vi tager på en kort byrundtur i Izhevsk og besøger herefter Kalashnikov-museet. Det rummer en stor samling af Kalashnikov-geværer fremstillet i Rusland (og i særdeleshed i Izhevsk) og i udlandet. Det unikke er, at den berømte våbendesigner selv har opbygget museet, og han fulgte med i dets udvikling lige til sin død i 2013. Efter besøget på museet kører vi tilbage til skibet.

I løbet af vores rejse skal vi sejle gennem talrige sluser, der gør det muligt for os at stige hele 18 meter op i forhold til vores begyndelsessted. Vi starter dog med at blive løftet ned i slusesystemet – 11 meter kræves der mellem Tjajkovskij og Elabuga.

Dag 4
Elabuga. Byrundtur med indblik i en bid russisk handelshistorie Ankomst kl. 13:30, afsejling kl. 16:30
I Elabuga

Der er byer med mange museer, og så er der Elabuga, som er et helt museum i sig selv. Her i hjertet af Tatarstan er indbyggerne omgivet af historie, hvor end de går og står. I selve byens gågade Kazanskaya synes tiden hensætte en til fortiden, for der er ikke nævneværdige tegn på moderne tider her. Hver bygning og hver en mursten kan fortælle en historie, og det er en sand fornøjelse bare at gå en tur rundt blandt de gamle købmandshuse, som blev opført efter den store ildebrand i 1850.

Byen, som på den tid tilhørte Vyatskaya-guvernøratet, blev et sted for livlig handel og et af de væsentligste handelscentre i Kama-regionen i anden halvdel af det 18. århundrede. I 1860'erne var Eelabuga handelsmæssigt på højde med nutidens Kirov i antallet af købmænd – på trods af at indbyggertallet var 3,5 gange mindre. Blandt borgerne var handelsfamilier med eksotiske navne som Ushkoverne, Girbasoverne og Chernoverne. Men den rigeste og travleste familie var alligevel Stakheeverne. De investerede bl.a. penge i opførelsen af en grammatikskole for piger, en skole for blinde, det aleksandrinske børnehjem, kirker og klostre samt endda et kraftværk.

Som nævnt blev byen raseret af en stor brand i 1850, der ødelagde de fleste træhuse, hvorefter bygningerne blev genopført i sten, og mange af disse bygninger er stadig intakte. Dagens udflugt bringer os naturligvis gennem de gamle handelsgader, og vi hører om historien undervejs.

Dag 5
Kazan. Byrundtur Ankomst kl. 11:00, afsejling kl. 14:30
Eventyrlig udsigt i Kazan

Vi har nu bevæget os ind i et helt nyt land, republikken Tatarstan, beboet af de såkaldte Volga-tatarer. Landets historie går tilbage til 600-tallet e.v.t., hvor det hed Volga Bulgaria. I 1230 blev området erobret af mongolerne under herskeren Batu Khan, og befolkningen blev efterhånden sammenblandet til det, den er i dag, og som almindeligvis kaldes Volga-tatarer.

Ivan den Grusomme erobrede Tatarstan og Kazan i 1552. I sin hær havde zaren en dansk soldat, som forstod sig på krudt. Det lykkedes danskeren at sprænge byens vandforsyning i luften, senere fik han også sprængt hul i den mægtige bymur! Ivan tvangsindførte kristendommen, forbød islam og destruerede alle moskeer. Først da Katarina den Store indførte religionsfrihed, kom de første moskeer tilbage i 1766. I 1800-tallet var området kendt for sin tolerante udgave af islam, der anerkendte andre religioner, hvilket dog sluttede med den bolsjevikiske revolution, der generelt afskaffede religion, som blev betragtet som folkets opium. Volga-tatarerne er i dag verdslige muslimer med deres eget sprog og hele to alfabeter. Republikken har et nært forbund med Rusland, men har formået at bevare selvbestemmelsen over de rige olieforekomster, der eksporteres til “nabolandet” Rusland. Rigdommen og den udbredte private foretagsomhed har også pustet til mafiaspøgelset – det moderne Ruslands svøbe.

Byens fæstning, der som nævnt blev indtaget af Ivan den Grusomme i 1552, står hvidkalket og domineres af den fantastiske Kul Sharif-moske, opført for blot få år siden (1996-98), samt en mængde kirker. Den ligger med storslået udsigt over floden.

Vi går en tur ad byens hovedstrøg og gågade, og vi skal blandt andet besøge den ”gamle” Mardjani-moske, bygget 1766-1770. 

Dag 6
Nizjnij Novgorod. Byrundtur inkl. besøg på byens Kreml Ankomst kl. 15:30, afsejling kl. 18:30
Nizjnij Novgorod ligger ved Volga som fæstningsby

Nizjnij Novgorod kaldes også Gorkij eller i daglig tale blot Nizjnij. Byen blev grundlagt i 1221 og ligger strategisk ved Volga som forsvars- og fæstningsby mod rytterfolkene fra stepperne. I senmiddelalderen var byen centrum for al handel fra øst. Samtidig er byen et knudepunkt for Ruslands store vandveje. Her mødes floderne Oka og Volga og forener dermed alle vandvejene fra Det Kaspiske Hav, Ural, Centralrusland, Østersøen og Hvidehavet.

Byens tidligere navn, Gorkij, stammer fra proletarforfatteren Maksim Gorkij, der blev født her i 1868. Gorkij blev et sovjetisk ikon, en forfatter, der lod sig rive med af revolutionen og forsvarede den med næb og klør. Han blev en af samfundets privilegerede, nød alle fordelene og satte formentlig kikkerten for det blinde øje med hensyn til sovjetstyrets ugerninger. I sovjettiden var byen fuldstændig aflukket for omverdenen – primært fordi den producerede en bunke af styrets militære isenkram, men det var også behageligt at have et sted, hvor man kunne anbringe de mest kendte dissidenter, uden at de kunne opretholde kontakt med resten af verden. Fysikeren og nobelprismodtageren Andrej Sahkarov var en af dem, der i perioden 1980-86 havde den tvivlsomme fornøjelse af et ufrivilligt ophold i byen.

I 1990’erne fik byen en handelsmæssigt fremtrædende position. I dag er det en dynamisk storby, som også kan tilbyde udenlandske gæster oplevelser med mange facetter.

På vores byrundtur i Nizjnij Novgorod skal vi se den store fæstning, Kreml, som rejser sig fra floden med den fine Michaels-katedral og monumentet for de faldne fra anden verdenskrig. Vi har formentlig god tid i byen, og der kan blive tid på egen hånd – eventuelt til besøg på diverse museer.

Dag 7
Pljos. Mulighed for bustur til byen Suzdal Ankomst kl. 13:00, afsejling kl. 22:00
På en lille gåtur nyder vi udsigten over Pljos

Den lille by Pljos, hvor vi lægger til, har i mange år været et foretrukkent ferieområde for Moskvas intellektuelle og kunstnere. Og det forstår man godt, når man ser det. De mange fine træhuse ligger spredt i et vidunderligt smukt, skovklædt, bakket område ned til floden. Vi går en lille tur og nyder udsigten over Pljos og Volga, inden vi kører gennem de vidtstrakte birkeskove til den levende museumsby Suzdal.

Lige meget, hvor man vender sig hen i Suzdal, ser man smukke kirker og andre gamle bygninger. Den lille by rummer den fornemmeste samling af russisk arkitektur fra før zardømmets fald, og vi ser fine eksempler på disse. At det så tilmed er en levende by med landbrug, beboelse og marked gør kun oplevelsen større.

Her får man virkelig fornemmelsen af at være i et andet århundrede!

Udflugtspakke: På dagens udflugt skal vi besøge en af byerne i Den Gyldne Ring, som er betegnelsen for en række byer af særlig national kulturmæssig karakter. I Suzdal ser vi byens Kreml både indefra og udefra. Suzdal er i dag en russisk provinsby, hvor man kan se en række endog meget velbevarede levn fra en tidligere storhedstid. Undervejs på udflugten spiser vi frokost på en lokal restaurant. Efter besøget i Suzdal vender vi tilbage til skibet.

(Denne udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 8
Kostroma. Byrundtur i Kostroma og mulighed for udflugt til museet for træarkitektur Ankomst kl. 8:00, afsejling kl. 14:00
Ipatievsky-klostret i Kostroma, set fra floden Volga

Vi fortsætter vores sejlads og ankommer nu til Kostroma, der gennemskæres af floden Volga. Fra sin grundlæggelse i 1100-tallet og gennem middelalderen blev byen gentagne gange udsat for plyndringer og ødelæggelser fra tatarernes side. Også pirater fra Novgorod og polske og litauiske tropper har været ude efter byens skatte.

Fra 1600-tallet og frem til i dag er Kostroma vokset til en af Ruslands største byer, og byens hovederhverv er tekstil- og hørproduktion. Kostroma er også en af de smukkeste byer i Den Gyldne Ring. Byen kan prale af pragtfulde bygningsværker som Novgorod Bogojavlenskij-klostret, Upatievskij-klostret og Ipatievsij-klostret. Sidstnævnte lægger vi vejen forbi under dagens udflugt, som også inkluderer en byrundtur. Kostroma er i dag den eneste russiske by, der er opbygget, som det sømmede sig i 17- og 1800-tallet. Fra byens centrale plads spreder gader og boulevarder sig som eger i et hjul.

Byen Kostroma gennemskæres af floden Volga. Fra sin grundlæggelse i 1100-tallet og op igennem middelalderen blev byen gentagne gange udsat for plyndringer og ødelæggelser fra tatarernes side. Også pirater fra Novgorod samt polske og litauiske tropper har været ude efter byens skatte. Fra 1600-tallet og frem til i dag er Kostroma vokset til at blive en af Ruslands største byer, og byens hovederhverv er tekstil- og hørproduktion. Kostroma er også en af de smukke byer i Den Gyldne Ring. Byen kan prale af pragtfulde bygningsværker som Bogoyavlensky-klostret, Ipatievsky-klostret og Upatievskiy-klostret. Sidstnævnte lægger vi vejen forbi under dagens udflugt, som også inkluderer en byrundtur.

Udflugtspakke: Forestil dig, at du ikke har nogen former for moderne el-værktøj og at alt skal laves i hånden eller med få redskaber. Det er kendsgerningen, når dagens udflugtspakketilbud lægger vejen forbi museet for træarkitektur. Her kan du se, hvordan russisk træbyggeri ser ud, når det er allerbedst, og det er stemningsfuldt at bevæge sig rundt blandt de mange smukt udformede træbygninger.

(Denne udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 9
Uglitj. Byvandring inkl. Blodskirken og fæstningen Ankomst kl. 09:30, afsejling kl. 12:00
På gåturen til fæstningen i Uglitj ser vi Dmitrij Blodskirke

Vi lægger i dag til ved den maleriske provinsby Uglitj i Den Gyldne Ring. Denne betegnelse bruges om den ring af fæstningsbyer, der i middelalderen blev opført omkring Moskva som ekstra beskyttelse af hovedstaden, der blev truet af stammer fra nord. Tilnavnet “gylden” har ringen fået senere, på grund af de arkitektoniske og kunstneriske rigdomme, der pryder byerne.

Uglitj blev grundlagt i middelalderen, men fik en hård start. På grund af sin status som grænseby for storfyrstedømmet Moskva, blev Uglitj gentagne gange brændt ned af både litauere og tatarer, der havde et godt øje til den nærliggende storby. Uglitj fik dog snart mere medgang, da de moskovitiske storfyrster yndede at give herredømmet over den lille grænseby til deres brødre og andre familiemedlemmer. I 1500-tallet gennemgik Uglitj en blomstringsperiode, og mange af byens bygninger stammer fra denne epoke. På vores gåtur til byens fæstning ser vi Dmitrij Blodskirke, hvis navn henviser til Ivan den Grusommes søn, Dmitrij. Han spiller den ulyksalige hovedrolle i den mest berømte hændelse i byens historie. I 1591 blev den kun 10-årige dreng nemlig fundet med halsen skåret over i paladsets gård. Da Dmitrij var Ivan den Grusommes eneste søn og dermed den sidste slægtning i Rurikdynastiet, der havde regeret Rusland siden 800-tallet, faldt mistanken straks på zarens rådgiver og landets egentlige hersker, Boris Godunov. Efterfølgende undersøgelser fastslog dog, at Dmitrijs død var et resultat af den uheldige kombination af epilepsianfald og leg med kniv. Men Uglitjs beboere er vist aldrig blevet helt overbevist om den forklaring.

Hundrede år efter Dmitrijs død fik en zar i Romanovdynastiet den idé at helgenkåre Dmitrij og gøre Uglitj til et mål for pilgrimsrejser. På det sted, hvor drengens lig blev fundet, blev der opført en kirke til Dmitrijs ære. Den dramatiske historie står i stærk kontrast til kirkens eventyragtige udseende med de rød-hvide mure og himmelblå kupler med gyldne stjerner. Hvis vi på vores vej rundt i Uglitj støder på byens røde våbenskjold, vil vi igen blive mindet om den grusomme historie om Dmitrij, da den myrdede dreng er afbildet herpå – komplet med krone, glorie og den fatale kniv. Inde i byens fæstning ligger den imponerende Forklarelses-katedral (Preobrazjenskij sobor) med de fem mørkegrønne kupler, som hviler smukt på den hvide og gule katedral. Indenfor kan vi nyde en sand velsignelse af fresker og ikoner, der er så typiske for den russiskortodokse kirke, og som vi på denne rejse vil lære rigtig godt at kende. I Uglitj kan man også se traditionelle træskærerarbejder og de engang så berømte Tjajka-ure, selvom tiden nu synes at være gået lidt i stå for urproduktionen.

Dag 10
Moskva. Byrundtur med bydelen Zamoskvorechye og Den Røde Plads. Mulighed for en tur i Moskvas Metro og kørsel gennem byen, badet i aftenlys Ankomst kl. 13:00
Smuk udsigt til Moskva

I dag skal vi se lidt nærmere på Moskva, og begynder i bydelen Zamoskvorechye, og her er det ikke svært at se, hvorfor forfattere, dramatikere og digtere som Sergey Esenin og Anna Akhmatova blev forelsket i kvarteret. Dette er det "gamle Moskva" og ligger tæt på Den Røde Plads og Kreml. Mens mange andre dele af den russiske hovedstad gennem århundreders tumultariske politiske omvæltninger har været vidne til store forandringer, er Zamoskvorechye en stolt overlevende fra det prærevolutionære Moskva. Mens bulldozere, beton, stål og glas har forvandlet store dele af Moskva til en moderne metropol, står Zamoskvorechye i høj grad uberørt hen – endda visse steder som for mere end 100 år siden.

Vi kommer forbi den mageløse Skt. Clements Kirke, Demidova-huset og Tretyakov-galleriet samt en lang række andre bygninger, der alle er et strålende vidnesbyrd på prangende russisk arkitektur med imponerende facader og træarkitektur. Her kan man virkelig mærke magten i det gamle Rusland, og selvom Zamoskvorechye ligger tæt på Moskvas magtcentrum og hektiske byliv, er her et fristed med en afslappet atmosfære.

I Moskva ligger også Den Røde Plads, hvor Sovjetunionens propagandabannere engang blev båret med stolthed ved gigantiske militærparader, der skulle vise omverdenen, at “arbejderstaten” ikke var til at spøge med. I baggrunden står landets mest kendte vartegn, Vasilijkatedralen, med sine bolsjefarvede løgkupler. Som moderne kontrast ligger et af byens fineste stormagasiner, GUM, lige ved siden af, og her vil naturligvis blive lejlighed til at studere, hvilke goder, der er regnet ned over folket, siden de røde bannere blev fjernet.

Udflugtspakke: Når mørket falder på drager ud i Moskva by Night. Først kører vi med den verdensberømte Metro og ser nogle af de stationer, som har været med til at fremhæve Moskvas undergrundsbane som en af verdens flotteste. Det var Stalins tanke at give russiske pendlere noget smukt at kigge på, når de var undervejs, og man må sige, at det er lykkedes. Efterfølgende kører vi i bus rundt og ser nogle af de mest berømte vartegn, badet i byens lys.

(Denne aftenudflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 11
Moskva og direkte fly til København
Efter morgenmaden er det tid til at forlade skibet, som vi har brugt som hotel under vores ophold i Moskva. Vi bliver hentet i bus og kører til lufthavnen, hvor flyet mod Danmark venter. Vi lander med kufferten fuld af minder fra en dejlig tur.

Udflugtspakke

Disse udflugter er ikke inkluderet i rejsens pris. Udflugterne gennemføres på tidspunkter, hvor de ikke påvirker det øvrige program. Man går således ikke glip af andre programpunkter, hvis man deltager i udflugterne i pakken.  Udflugtspakken skal bestilles senest 30 dage inden afrejse.

- Perm. Besøg ved Gulag-lejr (varighed ca. 7 timer)

- Kostroma. Besøg på museet for træarkitektur (varighed ca. 2 timer)

- Pljos. Bustur til byen Suzdal (varighed ca. 8 timer)

- Metro og Moskva badet i byens aftenlys (varighed ca. 3 timer)

Suzdal

Prisinformation

Tillæg for opgradering af kahyt
  • Tillæg for Upper-dæk kr. 798,-
  • Tillæg for Sun-dæk kr. 2.498,-
Tillæg for enkeltkahyt
  • Tillæg for enkeltkahyt på Main-dæk kr. 3.298,-
  • Tillæg for enkeltkahyt på Upper-dæk kr. 4.298,-
  • Tillæg for enkeltkahyt på Sun-dæk kr. 6.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Perm (med mellemlanding) og Moskva – København (direkte)
  • Udflugter og entréer jf. program
  • Transport fra lufthavn til skib i Perm og fra skib til lufthavn i Moskva
  • 10 nætters krydstogt på MS Princess Anabella i delt dobbeltkahyt på Main-dæk
  • Helpension om bord
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Udflugtspakke kr. 1.698,- pr. person
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltkahyt eller opgradering af kahyt
  • Drikkevarer
  • Visum til Rusland kr. 490,-
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (regn med ca. 14 euro pr. pers. Gæster med udflugtspakke bør beregne ca. 18 euro pr. pers.)
  • Drikkepenge til personalet på krydstogtskibet (regn med ca. 70 euro pr. pers.)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Forbehold for ændringer

Ændringer i sejlplanen kan forekomme, ligesom de nævnte udflugter kan blive gennemført i en anden rækkefølge end beskrevet. Alle programførte aktiviteter vil dog blive gennemført. I tilfælde af ændringer informerer rejselederen om dette i Rusland.

Besøg i russiske kirker

I russiskortodokse kirker er det sædvane, at kvinder dækker håret med et tørklæde. Det kan derfor være en god idé at medbringe et sådant på udflugterne i land. Mænd derimod bør ikke bære hovedbeklædning i kirkerne.

Visum til Rusland

Det koster 490 kr. pr. person at få almindeligt turistvisum til Rusland (4-10 arbejdsdage). Ekspresvisum koster 770 kr. pr. person (1-3 arbejdsdage). Vi gør opmærksom på, at den russiske regering har besluttet, at alle, der søger visum til Rusland, skal møde personligt op på det russiske visumcenter i København. Der SKAL bestilles tid på forhånd.
Læs mere om proceduren her:
http://www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/rusland/visum      

Vi gør opmærksom på, at Albatros ikke kan holdes ansvarlig for manglende visum.

Bagage

Det er en god idé at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 40 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Udflugter – Halvdag og heldag

Det er normal praksis at sondre mellem halv- og heldagsudflugter. Dette betyder ikke nødvendigvis, at udflugterne varer hhv. en halv eller en hel dag. En halvdagsudflugt foregår vanligvis enten om formiddagen eller om eftermiddagen og vil ikke strække sig over et måltid. Således vil man oftest være hjemme så det passer med frokost eller middag. Udflugterne varer typisk 2-4 timer. En heldagsudflugt må man forvente varer ca. 5-9 timer, og strækker sig typisk ind over et hovedmåltid, som dog ikke altid behøver at være inkluderet. Dette vil dog være angivet i udflugtsbeskrivelsen.

Tidsangivelser i krydstogters dagsprogrammer

Tidsangivelserne i rejsens program og de havneanløb, der er nævnt, er med forbehold for ændringer fra rederiernes side. Vi oplever generelt meget få ændringer i havneanløb, men enkelte små tidsændringer forekommer på næsten alle rejser, hvor man er i vinden og vejrets magt. Vi vælger dog alligevel at inkludere tiderne i programmet, da det giver et ret godt billede af, hvor meget tid man skal regne med i havn/land på rejsens stop. Det er givetvis en del af oplevelsen ved at sejle på et krydstogt!

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Spændende med nye oplevelser Spændende rejse i et område vi ikke har været før.
Date published: 2018-11-01
Rated 3 out of 5 by from Rusland Vi syntes i sælger rejsen fra Perm til Moskva, rigtig godt!! For så spændende er turen mellem de 2 byen heller ikke. Når du har set en russisk by, men sin kremel, sine kirker og monumenter, mm. har du set stort set dem alle. Flere gang var der meget lange køreture ind i landet med bus, for at se noget vi havde set før eller kunne have været blevet ved skibet og set - det var skuffende. De lokale guider gør sikker det, der forventes af en russisk guide, men med gebrokken engelsk og lange busture bliver det også kedeligt og trivielt. Vi har tidligere rejst med Albatros, hvor det har været blandet - lokal guide og albatros guide og det har været super godt - ikke at forklejne Lars, som var meget hjælpsom og delte ud af en bred viden om Rusland, men en gennemgående guide som kender turen/områderne ville have givet meget mere mening evt. en som er med skibet. Selve sejlturen blev også lang og kedelig. Vi vil skrive både/og til at anbefale turen alt afhængig af hvem som spørger og interesserer sig for Rusland, for der skal være en vis interesse før turen er pengene værd. Desværre.......
Date published: 2018-10-28
Rated 5 out of 5 by from En god rejse med et væld af indtryk. Rejsen var spændende og rejselederen havde en stor viden om området og landet vi sejlede igennem.Også på båden var der meget vidende tolke, som alle var meget ivrige efter at formidle deres viden til os.
Date published: 2018-10-18
Rated 3 out of 5 by from Fin rejse med en spændende historie, men for kort tid i land. Fin rejse, god rejseleder, de lokale guider af svingende kvalitet. dom mest til det positive, tiden var hele tiden presset.
Date published: 2018-10-16
Rated 5 out of 5 by from En underfundig og lærerig rejse En meget afdæmpet og rolig tur gennem en lille del af et uhyre stort land med en meget voldsom historie. Vores danske guide Lars, der er en fantastisk historefortæller, formidlede historen på bedste vis. De lokale guider supperede på bedste vis med stolthed om de russiske bedrifter, ofte med en et glimt i øjet, fortiden har ikke været køn... Men en øjenåbner-tur som giver indsigt og nuancer krydret med smukke, grimme og svulstige nye og gamle monomenter, bygninger og andet til både religiøst og vertsligt brug.
Date published: 2018-10-13
Rated 5 out of 5 by from Forunderlig flodrejse Det var en indholdsrig rejse fra det uhyggelige Gulag over forskellige byer til mægtige og enorme og rige Moskva. En rejse i en historie så grum at det er ufatteligt, en rejse i et land så stort, at det er ufatteligt, en rejse i tid, og en rejse i ro og mag på Kama og Volga. Vidunderligt at sejle. Og på en lille hyggelig båd, hvor personalet var så fint og forkælede alle. Guiderne var utrolige og rejselederen en fantastisk fortæller. Det var en forundringstur og alle burde rejse en tur til det mægtige land for at prøve at forstå historien og prøve at forstå nutiden gennem den. Det var fantastisk godt. Stort bifald til Albatros for at lave en sådan rejse.
Date published: 2018-10-12
  • y_2024, m_4, d_26, h_5
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.42
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_6
  • loc_da_DK, sid_RUCRI09, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser