Great Smoky Mountains, Bourbon og Bluegrass

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Oplev den amerikanske historie, kultur og natur omkring Great Smoky Mountains – i staterne Georgia, Tennessee, Kentucky, North Carolina og South Carolina.

USA’s hjerte banker i syden. Få steder er den amerikanske sjæl så nærværende, som i USA’s nationalpark nr. 1, Great Smoky Mountains. Vi rejser omkring «The Smokies» og oplever country- og bluegrassmusik, smager på ”moonshine” og bourbon og rejser i hestenes og whiskeyens Kentucky. Vi kommer nærmere sydens dramatiske fortælling i byerne Charleston og Savannah, følger i kølvandet på Cherokee- og Creekstammerne, og kommer helt tæt på Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Nej

  • Valuta USD

Dagsprogram
Dag 1 København – Atlanta, USA
Dag 2 Atlanta – Chattanooga – Nashville (ca. 430 km). Byrundtur, Chattanooga og livemusik
Dag 3 Nashville – Paducah (ca. 300 km). Byrundtur, National Quiltmuseum, Ohiofloden og idyllisk småbysstemning i Paducah
Dag 4 Paducah – Bowling Green – Louisville (ca. 430 km). Corvette-museet, nationalparken Mammoth Cave og Abraham Lincolns fødested
Dag 5 Louisville – London (ca. 280 km). Væddeløbsbanen Churchill Downs og Bourbon-destilleri
Dag 6 London – Gatlinburg (ca. 250 km). Dolly Partons Pigeon Forge, porten til Great Smoky Mountains, moonshinesmagning og tid på egen hånd
Dag 7 Gatlinburg – Asheville (ca. 180 km). Cherokee-museet og Blue Ridge Parkway
Dag 8 Asheville – Wilmington (ca. 600 km). Raleigh, shopping og tid på egen hånd
Dag 9 Wilmington – Boone Hall plantagen – Charleston (ca. 290 km). Plantage og byrundtur 
Dag 10 Charleston – Savannah (ca. 180 km). Byrundtur med bl.a. banegården og Chippewa Square og mulighed for sejltur/middag i Savannah
Dag 11 Savannah – Atlanta (ca. 400 km). Savannah og Juliette, Georgia.
Dag 12 Atlanta. Besøg på Jimmy Carter Presidential Library & Museum og hjemrejse
Dag 13 Ankomst til København

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
19.998,–
København
19.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Atlanta, USA
Atlanta er en køn by med mange træer og elegante huse

Vi flyver til Atlanta, hovedstaden i Georgia, som kan prale af intet mindre end to modtagere af Nobels Fredspris, nemlig Martin Luther King og Jimmy Carter.

Den tidligere OL-by er hjemsted for nogle af USAs største sportshold, Atlanta Braves og Falcons, og har huset et væld af kulturpersonligheder, bl.a Margaret Mitchell (”Borte med Blæsten”), kejserinden af soul Gladys Knight og den legendariske musiker Ray Charles.

Der bor omkring fem millioner mennesker i Atlanta, medregnet de kæmpe forstadsområder, der breder sig ud fra bymidten. Alligevel fremstår Atlanta som en køn by med mange træer og elegante huse. Downtown Atlanta har nogle af USA’s højeste skyskrabere, men i de ældre kvarterer finder man stadig fine, lave huse malet i smukke farver.

De oprindelige beboere, Creek-stammen, kaldte området, hvor Atlanta befinder sig i dag, for ”Stående ferskentræ”, og der dyrkes stadig masser af ferskner her i The Peach State, som Georgia også kaldes. Indianerne blev tvangsfjernet fra området, inden jernbanen Western and Atlantic Railroad blev anlagt for at lette handelen med Midtvesten, og i stedet begyndte en by at vokse frem her ved den daværende endestation i 1837. Den blev kaldt Atlanta efter jernbanen, og resten er historie, som amerikanerne siger. 

Vi indlogeres på hotel og kan nu hvile ud efter rejsen, inden vi for alvor tager fat på vores rejseprogram i morgen.

Dag 2
Atlanta – Chattanooga – Nashville (ca. 430 km). Byrundtur, Chattanooga og livemusik
Togstationen i Chattanooga, Tennessee

Dagen starter med en byrundtur i Atlanta, hvor vi blandt andet kommer forbi CNN’s hovedkvarter, Georgia Capitol og Centennial Olympic Park, der blev anlagt i forbindelse med De Olympiske Lege i 1996. Vi besøger også Auburn-kvarteret, hvor borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr. blev født. Her ser vi hans fødested og grav ved kirken Ebenezer Baptist Church, som han var tilknyttet indtil sin død i 1968, og det gribende museum, som beskriver raceadskillelsen, borgerrettighedsbevægelsen og Martin Luther Kings liv.

Fra Atlanta fortsætter vi til Chattanooga. Mange husker Glenn Millers Chattanooga Choo Choo, og vi gør da også holdt på den berømte station, hvor der er tid til lidt tog-nostalgi.

Vi afslutter dagen i countrymusikkens hovedstad Nashville, hvor vi tjekker ind på vores hotel. Intet andet sted i verden kan du svælge så meget i countrymusikken, dens historie og dens store personligheder som i Nashville, Tennessee. Nashville er den kronede countryhovedstad, og det er ikke uden grund, at den er hjemsted for nogle af de allerstørste stjerner på nutidens countryhimmel: Tim McGraw, Taylor Swift og dronningen over dem alle, Dolly Parton. Efter lidt tid til afslapning på hotellet, kører vi til centrum, hvor der vil  være rig mulighed for at opleve forrygende livemusik i de mange klubber på musikgaden Broadway.

Dag 3
Nashville – Paducah (ca. 300 km). Byrundtur, National Quiltmuseum, Ohiofloden og idyllisk småbysstemning i Paducah
Kentucky er især kendt for sin produktion af bourbon

Inden vi forlader Nashville, skal vi se lidt nærmere på byen, som er meget mere end countrymusik. Byen er opstået omkring det oprindelige Fort Nashborough, som blev grundlagt i 1700-tallet, hvor nybyggere og pelsjægere udkæmpede drabelige konflikter med egnens oprindelige Cherokee-befolkning. Nashville har haft stor betydning i Sydstaternes historie, og har fostret personligheder som Davy Crockett og intet mindre end tre amerikanske præsidenter, Jackson, Johnson og Polk.

Når vi forlader Nashville, kører vi mod nordvest og ind i staten Kentucky, som i 1792 blev optaget som den 15. stat i USA. Kentucky er især kendt for sin produktion af tobak og bourbon, men vi vil også opleve smuk natur, når vi kører igennem Land-Between-the-Lakes og krydser Kentucky Lake, inden vi når Ohio-floden. Vi krydser Ohio-floden og slår et smut ind i staten Illinois, hvor vi aflægger et kort besøg i Metropolis. Byen har dog ikke fået sit navn efter tegneserien Superman, idet den har haft sit navn siden 1839, hvor driftige forretningsmænd mente, at de kunne opbygge en ny storby. I dag bor der dog kun 6.000 mennesker, men de har nu alligevel en kæmpe-statue af Superman og en årlig konges, som tiltrækker superheltefans fra hele verden.

Inden vi kører til hotellet skal vi besøge National Quilt Museum, hvor det traditionelle amerikanske patchwork (quilting) er repræsenteret i imponerende kunstværker. Selvom man ikke nødvendigvis har kendskab til kviltning og patchwork, så får man det her. Detaljegraden i de udstillede værker er dybt imponerende, og det skinner tydeligt igennem, at dette ikke ”bare” er håndarbejde – det er kunst.

Om aftenen er der rig mulighed for at slentre gennem Paducas lille bykerne, som emmer af byens placering som handelsby på Ohio-flodens bred med de gamle, hyggelige huse og lagerbygninger i røde mursten.

Dag 4
Paducah – Bowling Green – Louisville (ca. 430 km). Corvette-museet, nationalparken Mammoth Cave og Abraham Lincolns fødested
I Mammoth Caves enorme underjordiske univers

Vi bevæger os i dag mod øst i staten Kentucky. Første stop er i Bowling Green. Det er i denne by alle eksemplarer af den legendariske amerikanske sportsvogn Corvette er blevet bygget siden 1981. Over en million eksemplarer er det blevet til. Man kan ganske enkelt ikke tage til Bowling Green uden at besøge det fine Corvette Museum, som på én gang repæsenterer både the american dream og den amerikanske popkultur.

Vores dag fortsætter med en tur ud i naturen. Vi kører til nationalparken Mammoth Cave, der har ca. 650 km underjordiske klippehuler og tunler – altså dem, man indtil videre har opdaget. Vi skal på tur ned i en del af det underjordiske system, som giver det indtryk, at undergrunden er hullet som en emmentaler. 
Dagens næste stop er af en helt anden karakter og et vidnesbyrd om, hvor hurtigt USA har udviklet sig på de under 250 år, landet har eksisteret. Vi besøger monumentet for Abraham Lincoln og kører forbi den lille hytte (en genopførelse), hvor Lincoln blev født. Begge dele er i dag en del af USA’s nationalparker. Lincoln er, sammen med George Washington, nok den mest kendte og betydningfulde præsident i USAs historie. Borgerkrigen og afskaffelsen af slaveriet er uløseligt forbundet med Lincolns præsidentembede, som sluttede, da han blev myrdet i 1865.

Vi fortsætter herefter til Louisville, den største by i Kentucky, hvor vi tjekker ind på vores hotel.

Dag 5
Louisville – London (ca. 280 km). Væddeløbsbanen Churchill Downs og Bourbon-destilleri
Fra det verdensberømte Kentucky Derby

Væddeløbsheste, Bourbon og Kentucky Fried Chicken er blandt de ting, som staten er kendt for. Man kan da heller ikke sige Louisville uden at tænke på det verdensberømte Kentucky Derby. I dag skal vi besøge væddeløbsbanen Churchill Downs, hvor det legendariske løb foregår hvert år i starten af maj, og hvor 150.000 tilskuere ser fuldblodheste kappes om en 1. præmie på intet mindre end 12 millioner kroner.

Vi fortsætter østpå fra Louisville, inden vi ankommer til Buffalo Trace Distillery, hvor vi skal se og smage på de gyldne dråber Kentucky Bourbon.

Vi har i dag også indlagt et besøg på et såvel fint som tankevækkende ”alderdomshjem” for fantastiske væddeløbsheste, som af forskellige årsager er blevet pensioneret fra et liv med væddeløb.

Undervejs i dag kører vi ad den gamle landevej nr. 60, som på store strækninger kan byde på vidtstrakte hestefolde og stutterier i millionklassen. 

Dag 6
London – Gatlinburg (ca. 250 km). Dolly Partons Pigeon Forge, porten til Great Smoky Mountains, moonshinesmagning og tid på egen hånd
I de uvejsomme bjerge i Gatlinburg

Smoky Mountains udgør en del af Blue Ridge, den sydligste del af bjergkæden Appalachian Mountains, som fortsætter til det østlige Canada. Det er her man finder de højeste bjerge i det østlige USA, og plante- og dyrelivet er rigt med små skove af vilde rhododendron og en fin bestand af sorte bjørne. Vi begynder dagen med at krydse bjergkæden, når vi kører over passet ved Cumberland Gap og mod syd mod ”Dollyland”.

Området er også kendt for sin Bluegrass-musik, som stammer fra de europæiske indvandreres folkemusik. Det var denne musik, country-stjernen Dolly Parton voksede op med her i området, og vi ser hendes statue og kommer forbi hendes forlystelsespark, Dollywood, når vi kommer til Sevierville og Pigeon Forge.

Ikke langt fra Sevierville og Pigeon Forge finder vi Gatlinburg, hvor vi skal høre mere om én af områdets andre aktiviteter, Moonshine. Moonshine er betegnelsen for illegalt fremstillet spiritus, som under det nationale alkoholforbud i USA fra 1920 til 1933 udgjorde en stor lokal industri med tusindevis af illegale destillerier i de uvejsomme bjerge.

Resten af eftermiddagen og aftenen er til fri disposition i den hyggelige by Gatlinburg.

Dag 7
Gatlinburg – Asheville (ca. 180 km). Cherokee-museet og Blue Ridge Parkway
Den berømte Blue Ridge Parkway er en natursmuk bjergvej

Vi er nu dybt inde i Cherokee-indianernes oprindelige territorium. Cherokee-stammens historie går flere tusinde år tilbage, men blev markant påvirket af europæernes ankomst og ekspansion i 1700 og 1800-tallet. Vi besøger byen Cherokee og det lokale museum, som tilbyder spændende information og stof til eftertanke.

Dagen byder på endnu flere store naturoplevelser i Smoky Mountains og på den berømte Blue Ridge Parkway, som er en natursmuk vej, der snor sig langs toppen af bjergkæden. Vi gør opmærksom på, at kørsel ad Blue Ridge Parkway i høj grad er afhængig af vind og vejr og at vejen kan være lukket, hvis elementerne driller.

Herefter fortsætter vi til Asheville, som ligger i udkanten af bjergene i North Carolina. Aftenen er til fri disposition, men det er oplagt at besøge én af byens musikklubber og lytte til original bluegrass-musik.

Dag 8
Asheville – Wilmington (ca. 600 km). Raleigh, shopping og tid på egen hånd
Asheville

I dag bevæger vi os østpå fra bjergene imod Atlanterhavskysten. Ca. halvvejs gør vi holdt i statshovedstaden Raleigh, som i høj grad er præget af det store studentermiljø. 
På denne dag har vi også afsat tid til shopping, og vi gør holdt ved et stort Outletmall, hvor man kan købe mærkevarer til priser, som typisk er langt under halvdelen af danske priser.

Efter indkøb og frokost fortsætter vi til Wilmington, North Carolina. Vi kører igennem den historiske bymidte, hvorefter der er tid til oplevelser og middag på egen hand.

Dag 9
Wilmington – Boone Hall plantagen – Charleston (ca. 290 km). Plantage og byrundtur 
Myrtle Beach er et af amerikanernes foretrukne rejsemål

Vi begynder dagen med at sno os ad den smukke atlanterhavskyst sydpå, og stopper bl.a. i Myrtle Beach, der siden starten af det 20. århundrede har udviklet sig til et af amerikanernes foretrukne rejsemål, hvis man vil have en ferie ved havet.

Herfra går det videre sydpå mod historiens vingesus -  en bedre beskrivelse kan man næppe sætte på denne dag, hvor vi besøger Charleston. Charleston var ét af de vigtigste steder i etableringen af de britiske kronkolonier i Nordamerika, og var stedet, hvor den amerikanske borgerkrig fandt både sin begyndelse og sin afslutning.

Inden vi besøger den smukke historiske bymidte, gør vi holdt ved plantagen Boone Hall. Besøget hér giver os et unikt indblik i tidligere tiders plantagedrift og slaveriets historie. Film- og tv-interesserede vil nok nikke genkendende til hovedhuset og den imponerende ege-allé, idet mange scener i serien Nord & Syd blev filmet på ejendommen.

Charleston har ganske vist lagt navn til dansen af samme navn, men det er ikke her, den er opstået.
Det er til gengæld her vi finder en stor del af historien om den amerikanske borgerkrig og slaveriets afskaffelse.

Efter en orienterende byrundtur, vil der være tid til opdagelser på egen hånd i Charleston, som byder på små butikker, hyggelige caféer, imponerende historiske bygninger og fremragende restauranter.

Dag 10
Charleston – Savannah (ca. 180 km). Byrundtur med bl.a. banegården og Chippewa Square og mulighed for sejltur/middag i Savannah
Savannah blev grundlagt i 1733 af James Ogelthorp

Savannah blev grundlagt i 1733 af James Ogelthorp, som ønskede at skabe et fristed for europæere på flugt fra fattigdom, religiøs forfølgelse og gældsfængsel. Det er den ældste by i staten Georgia, og det historiske centrum er, med sine 22 små parker, blandt de største fredede byområder i USA. Filmfans vil uden tvivl nyde at sidde på bænken ved Chippewa Square, hvor Forrest Gump sad og fortalte sin historie.

Vi ser jernbanestationen, som er den ældste i USA, inden vi tager på en byrundtur, som bringer os ad de gamle brostensbelagte gader fra før borgerkrigen, forbi mange af byens berømte små parker og til det charmerende kvarter langs Savannah-floden.

Om aftenen har du mulighed for at deltage i et minicruise på Savannah-floden med middag inkluderet. Vores rejseleder sørger for bestilling af billetter, og alt du skal gøre er at læne dig tilbage og nyde turen og maden (billet ikke inkluderet i rejsens pris). Vores rejseleder deltager naturligvis også, hvis der er deltagere nok (min. 12 antal deltagere).

Dag 11
Savannah – Atlanta (ca. 400 km). Savannah og Juliette, Georgia.

Vi tager os tid til at få de sidste indtryk med fra Savannah, inden vi sidst på formiddagen forlader kysten og kører længere ind i Georgia. Du kan fx bruge de sidste timer i byen på det historiske museum, som har fokus på den amerikanske borgerkrig eller den restaurerede villa Andrew Low House på Lafayette Square med originalt interiør fra midten af 1800-tallet (evt. transport og entreer er ikke inkluderet). 

Efter at have forladt Savannah sætter vi kursen mod byen Juliette, hvor den Oscar-nominerede film Fried Green Tomatoes (Stegte Grønne Tomater) blev optaget. Her holder vi en god pause med mulighed for, at nyde den lille typiske sydstatsby, og spise (måske stegte grønne tomater?) på den legendariske Whistle Stop Café, som spiller en central rolle i filmen.

Vi ankommer til Atlanta sidst på eftermiddagen.

Dag 12
Atlanta. Besøg på Jimmy Carter Presidential Library & Museum og hjemrejse

Det er blevet dagen, hvor vi atter skal vende hjemad, men inden vi når så langt, skal vi lige ha’ en sidste oplevelse med. Vi kører nemlig til Jimmy Carter Presidential Library & Museum, som er dedikeret til forskning i og oplysning om Jimmy Carters præsidentperiode. Her kan man bl.a. se Nobels Fredspris, som Jimmy Carter modtog i 2002 for ”for sin ihærdige indsats gennem flere årtier for fredelig løsning af internationale konflikter, for demokrati og menneskerettigheder og for økonomisk og social udvikling.” På museet er der også en kopi af det ovale kontor, som det så ud under Carter-administrationen. 

Afhængigt af tidspunktet for vores flyafgang kan der blive tid til yderligere oplevelser i Georgias hovedstad, inden vi påbegynder hjemrejsen.

Dag 13
Ankomst til København

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 19.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
6.998,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Atlanta t/r (med mellemlanding / 2 mellemlandinger på hjemrejsen kan forekomme)
  • Udflugter jf. program
  • Transport jf. program
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt (morgenmaden vil enten være amerikansk morgenmad eller den såkaldte continental breakfast)
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Gebyr for indrejseregistrering til USA (ESTA, ca. 14 USD) 
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer
  • Øvrige måltider
  • Drikkepenge (ca. USD 65,- pr. pers.) 
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online bestilling)
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer“

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Klima og påklædning

Du kan tjekke vejret på rejsemålet hjemmefra – fx på www.dmi.dk. Vær opmærksom på, at der kan være store temperaturudsving mellem de forskellige steder på rejsen. Særligt på afgangene januar-marts kan man opleve koldt vejr, hvor det tilrådes at medbringe varmt tøj.

Wi-fi og internet på hotellerne i USA

Mange af vores hoteller har gratis wi-fi eller internet via kabel på værelserne, som en del af deres service til kunderne på lige fod med tv.

Forbindelsen og kvaliteten kan dog være svingende. Nogle hoteller tilbyder gratis wi-fi på værelserne, mens andre tilbyder gratis internet på fællesområderne (spørg derfor om wi-fi eller internet, når du tjekker ind på hotellet eller hør din rejseleder). Nogle gange kan det bedre betale sig at benytte servicen på fællesområderne, hvor signalet er stærkere, end at kæmpe med et svagt signal på værelset. Signalets styrke afhænger ofte af, hvor dit værelse er placeret i forhold til nærmeste wi-fi-sender.

Enkelte hoteller tager gebyr for brug af wi-fi eller internet via kabel på værelset. Oftest er kvaliteten her bedre.

En helt anden mulighed er at benytte sig af gratis wi-fi hos kæder som Starbucks osv., som oftest i de større byer er at finde indenfor kort afstand.

Buskørsel

Turen er arrangeret for at få så mange oplevelser i både storbyer og naturområder som muligt. Det betyder, at der visse dage skal køres længere strækninger. Vi stopper flere gange undervejs og nyder sceneriet, og det er både spændende og anderledes at opleve USA ”on the road”.

Almindelige turistbusser i USA er generelt komfortable. Dog har de ofte kun én indgang forrest i bussen og ingen bagdør, som vi kender det hjemmefra. Desuden er der ofte ikke kopholder og net i sædet foran. Derfor er det en god idé at medbringe en god rygsæk, som kan benyttes til personlige ejendele under udflugter og undervejs i bussen.

Tilslutning med indenrigsfly

Det er ikke muligt at bestille tilslutning med indenrigsfly på denne rejse.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os ret til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Bagage

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme. Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Mere om USA

Her kan du få mere at vide om USA: www.albatros-travel.dk/destinationer/nordamerika/usa/fakta

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Hånden på Hjertet

Hånden på hjertet

Den amerikanske morgenmadskultur er forholdsvis simpel, sammenlignet med den skandinaviske. Morgenmaden på de fleste standardhoteller i USA er den såkaldte ”continental breakfast”, hvilket typisk indebærer kaffe/te, juice og toastbrød med smør og marmelade. Det er ikke unormalt, at man på hoteller i USA kun har papservice ved morgenmaden, da mange bruger den som en ”to go” løsning på farten.

Den amerikanske drikkepengekultur kan især af os fra Skandinavien opleves som et irritationsmoment. For at du som rejsende besværes mindst muligt, vil rejselederen oftest tilbyde at påtage sig indsamling af drikkepenge for hele gruppen, fordelt på de planlagte programpunkter. Du kan læse mere om drikkepenge og Albatros’ holdning her: www.albatros-travel.dk/praktisk/er-drikkepenge-inkluderet-i-rejsens-pris

Før afrejsen

Pas

Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse i USA og må flyve hjem for egen regning.I USA er der ikke visumpligt for danskere og øvrige EU-borgere for ophold op til 90 dage, men inden

afrejse skal du udfylde en elektronisk ansøgning om indrejsetilladelse, ESTA.

ESTA - indrejsetilladelse til USA

Senest 72 timer før afrejse skal du søge om indrejsetilladelse på https://esta.cbp.dhs.gov
Her får du en forhåndsgodkendelse til indrejse og et nummer, som du skal printe eller skrive ned og medbringe på rejsen, da lufthavnsmyndigheder i Danmark og USA kan kræve at se det. Det koster et mindre beløb – ca. 14 dollar – som betales med kreditkort. Godkendelsen gælder i 2 år, eller til dit pas udløber, hvis dette sker inden for de 2 år.

Hvis du rejser sammen med børn, som ikke er dine egne, eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, skal du ud over ESTA-tilladelsen have en særlig tilladelse.

Læs mere om ansøgningen om indrejsetilladelse og om rejser med børn på www.albatros-travel.dk/praktisk/indrejse-i-usa

Krav om visum, hvis du har besøgt Irak, Iran, Syrien, Sudan, Libyen, Somalia og Yemen

Hvis du som dansk statsborger har været på rejse i Irak, Iran, Syrien, Sudan, Libyen, Somalia eller Yemen efter den 1. marts 2011, kan du ikke længere rejse ind i USA på en ESTA-godkendelse. Fremover skal du have et rigtigt visum – udstedt af den amerikanske ambassade i København. Det samme gælder danske statsborgere, som har dobbelt statsborgerskab i et af disse lande.

Elektronisk udstyr i håndbagagen - Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA

Elektronisk udstyr i håndbagagen - Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA

De amerikanske myndigheder har skærpet deres sikkerhedskrav ved flyrejser til USA. Alt elektronisk udstyr, som medbringes i håndbagagen på flyet (mobiltelefoner, tablets, Ipads, laptops etc.), skal kunne tændes ved tjek i sikkerhedskontrollen. Det betyder, at du skal sørge for, at batteriet på udstyret er fuldt opladt, når du ankommer til lufthavnen. Hvis det medbragte udstyr ikke kan tændes, kan genstanden ikke medbringes på flyet, men må efterlades i sikkerhedskontrollen. Den nye regel skyldes, at myndighederne er bange for, at de elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med terrorhandlinger.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser

20USRTR35ADK0709