To klassiske operaer i Veronas amfiteater samt udflugter til Borghetto, Gardasøen og Como-søen
Få en stor operaoplevelse i den berømte arena i Verona og en gallaaften med Plácido Domingo.
Der er noget helt særligt over en operaforestilling under åben himmel en varm sommeraften. I Verona er det ikke blot et fantastisk skue; stemningen kan heller ikke sammenlignes med andre teatre. Her i det antikke romerske amfiteater er det en folkelig oplevelse at høre opera – kom og lyt med!
Ud over at få store operaoplevelser besøger vi også middelalderbyen Borghetto, vi spiser frokost i den hyggelige by Sirmione ved Gardasøen og får god tid til at nyde dejlige Verona – Romeo og Julies by. Verona er omkranset af vingårde, der laver de lækreste amarone-vine. Du kan købe en ekstra udflugt til en af vingårdene og både lære om og smage på den liflige drik. Rejsen afsluttes med et besøg ved den smukke, bjergomkransede Como-sø.
-
Type Operarejse
-
Rejseleder Dansk
-
Visum Nej
-
Vaccination Nej
-
Valuta Euro
- Dag 1
- Afrejse København og ankomst til Verona
- Dag 2
- Mulighed for besøg på Amarone-vingård og Verona på egen hånd og operaaften med Plácido Domingo
- Dag 3
- Middelalderbyen Borghetto, Gardasøen og operaaften med Cavalleria Rusticana og Bajadser
- Dag 4
- Comosøen og hjemrejse til København
Afrejsedatoer
Afrejse | Varighed | Pris | Afrejse fra | Bemærk | |
---|---|---|---|---|---|
OBS.
Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
|
7.498,– |
København
|
Carmen & Aida
|
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Vi flyver fra København til Milano. Fra lufthavnen kører vi til den dejlige by Bergamo beliggende i regionen Lombardiet. Byens historie går tilbage til romertiden, og byen har både tilhørt Milano og bystaten Venedig. Det var her, at de italienske maskekomedier - commedia dell’arte – blev udviklet i 1500-tallet, og det er således her, at Pjerrot – bagerassistenten fra Bergamo – og figurer som Harlekin og Columbine blev født. Byen ligger i et meget bakket terræn, og den gamle bydel, Bergamo Alta, ligger på en høj fuldstændig omgivet af en bymur opført i sidste halvdel af det 16. århundrede. Fra nedre Bergamo, tager de som trænger til at strække benene trapperne op til den øvre bydel, mens de magelige kan vælge at tage kabelbanen (funicularen) til toppen af byen. Billet købes på stedet 1,30€ pr. vej.
Efter vores korte stop i Bergamo går turen om eftermiddagen videre mod Verona og vores hotel, der er beliggende et kvarters kørsel uden for selve Verona. Da de fleste har været meget tidligt oppe, og det allerede har været en lang dag, har vi valgt at spise vores middag på hotellet den første aften.
Verona ligger i et af Italiens bedst kendte vinområder, navne som Valpolicella, Bardolino, Soave og ikke mindst Amarone er alle vine fra området omkring Verona. I dag er det muligt at tage med på en vintur til Amaronens hjemby, Negrar. Vi besøger en vingård og bliver klogere på, hvordan den verdensberømte Amarone bliver til. Vi ser, hvor man tørrer de druer, som skal give den kraftfulde og dejlige vin, besøger vinkælderen, hvor tusindvis af liter vin ligger i store tønder og gør sig klar til at blive puttet på flaske som Amarone. Vingården laver også andre vine, blandt andet ripasso, som også kaldes Amaronens lillesøster. Efter rundvisningen skal vi naturligvis smage på nogle af gårdens vine, og vi får også en lille snack til vinene. (Vingårdsudflugten er ikke inkluderet i rejsens pris – for beskrivelse og pris se længere nede på siden.)
Efter vingårdsbesøget kører vi ind til Verona og får tid til at opleve byen. Den herlige by bugner af dejlige caféer, butikker af alle slags og masser af kultur. Ligesom Shakespeare satte Helsingør på verdenskortet med skuespillet om Hamlet, så har historien om de to elskende, Romeo og Julie, sat byen Verona på litteraturens verdenskort. Det er også her, vi finder den berømte balkon, som har været rammen om verdens nok mest kendte kærlighedshistorie.
De små gader i Verona har elegante butikker med tøj, tasker og sko for enhver smag og pengepung. Det kan også anbefales, at du smager på nogle af områdets mange vine på en af byens vinbarer.
Ud på eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet, hvor der bliver tid til at klæde om og slappe af for en stund inden aftenens opera..
Vi forlader hotellet og kører ind til centrum, og undervejs vil rejselederen berette om aftenens opera. I dag spiser vi en afslappet pizza-middag på en restaurant tæt på arenaen. Pizza er mange ting, men en rigtig italiensk pizza kan ikke sammenlignes med det meste, vi er vant til hjemmefra. Her laver man pizza af surdej, der hæver i 48 timer, pizzaen er tynd og lavet som en rigtig italiensk pizza skal være, nemlig med en tilpas mængde fyld, så ikke den er overlæsset. Surdejen giver mæthed, og en traditionel pizzamiddag af gode råvarer passer sig særdeles godt på en varm sommerdag i Italien. Efter middagen går vi ind i den smukke arena og sætter os til rette.
Igen i år kan Verona Opera præsentere en af de største tenorer i verden, spanske Plácido Domingo. Domingos karriere har strakt sig over 60 år, og med optrædener på alle verdens største scener hører han til et af de allerstørste navne på operascenen. Han er en af de mest anerkendte og indflydelsesrige operasangere, og på trods af sin alder fortsætter han karrieren med uformindsket energi og med en imponerende stemme fyldt med vitalitet. Der er ingen, der kan true hans titel som verdens førende tenor. Allerede som 18-årig startede han karrieren i Mexico, og da han sammen med Luciano Pavarotti og José Carreras dannede trioen De Tre Tenorer i 1990, nåede Domingo en popularitet og bredde, som er hidtil uset inden for opera.
Domingos cv er imponerende, og han har sågar slået Carusos rekord om flest åbninger af New York Metropolitan Opera, en ære som Domingo har haft 21 gange. Han trækker på en erfaring fra over 3.800 optrædener i 138 forskellige roller.
Programmet er på nuværende tidspunkt ikke afsløret, men som altid bliver det en oplevelse. Vær opmærksom på, at påklædningen til gallaen normalt er en anelse mere formel end til de almindelige operaaftener.
Har man ikke tidligere været i Verona og set arenaen, kan man forestille sig Roms Colosseum – dog i lidt bedre stand. Amfiteateret blev bygget 30 e.Kr. lige uden for bymuren, og i arenaen afholdt man datidens cirkus – "I ludii" - for at underholde den romerske befolkning. "Panem e circences" - Brød og skuespil til folket.
Arenaen er bemærkelsesværdigt intakt. Den originale hvide og lyserøde kalksten, der dækkede arenaen, forsvandt desværre efter et jordskvælv i 1117, og arenaens ydre ringmur gik ligeledes til grunde. Gennem historien er dele af arenaen blevet genbrugt som byggematerialer andre stedet, men renæssancens interesse for antikken reddede resterne. Vi kan altså takke renæssancen for, at vi i dag har et så smukt amfiteater i Verona.
På trods af det manglende tag og den manglende ydre mur, har teateret en fantastisk akustik på næsten hver eneste siddeplads. I dag bruger arkitekter og lydspecialister utrolig meget tid på akustikken ved opførelsen af nye operahuse. Men her i Verona har romerne leveret en fantastisk akustik, der kan give os mulighed for at høre opera under åben himmel i skarp konkurrence med de moderne operahuse rundt om i verden - og helt uden mikrofoner og forstærkere.
Vi skal sidde på arenaens gamle stenbænke og har valgt at sidde højt i arenaen. Herfra har vi den bedste udsigt over dette særegne koncertrum og det smukkeste udsyn til det uendelige himmelrum over os. Stemningen opleves bedst fra disse pladser, som der også er flest af i arenaen. Det er naturligvis ikke de sang- og musikmæssigt bedste pladser, men vi har valgt dem for den gode stemning, folkeligheden og samværet. I denne folkelige afdeling, må man også medbringe drikkevarer eller lidt snacks til den lange forestilling. Alternativt kan man købe lidt proviant i arenaen, hvis man har lyst. Man kan leje puder eller købe oppustelige plastikpuder til at "blødgøre" opholdet på de antikke stenbænke lidt. Før forestillingen begynder, tænder tilskuerne et lille stearinlys og danner dermed et levende lyshav, mens mørket sænker sig, og vi spændt venter på forestillingens begyndelse.
Ønsker du at ofre lidt mere på selve operaoplevelsen, har du mulighed for at bestille bedre pladser længere nede på arenaens "trin", hvor man sidder på rigtige stole på nummererede pladser. Tillægget for disse pladser (kat B) er 800,- kr. pr. forestilling. Tillæg for pladser (kat C) bagest på gulvet "Puccini" kr. 1200,- pr. forestilling. Disse skal bestilles hjemmefra. Efter forestillingen kører vi tilbage til hotellet.
I dag tager vi en tur til den smukke Lago di Garda; Gardasøen. Først besøger vi den lille hyggelige middelalderby Borghetto, der ligger smukt langs Mincio-floden ved søen. Borghetto er en gammel landsby med smukke vandmøller. Byen lever i fuldendt harmoni med floden, og den smukke borg vidner om byens strategiske belligenhed mellem Verona og Mantova. Her bliver der tid til at nyde en kop kaffe på en af de små caféer, inden vi kører til Gardasøen. Ved den herlige sø besøger vi den smukt beliggende by Sirmione, der ligger på en smuk landtunge, der strækker sig ud i søen. Her spiser vi en dejlig italiensk frokost, hvorefter der bliver tid til at gå en lille tur rundt i den hyggelige by, der udefra mest af alt ligner en lille borg. Her i Sirmione er der også mulighed for at tage på en lille bådtur rundt om halvøen (ikke inkluderet i rejsens pris), eller måske tage et lille dyp i det friske vand, søen byder på. Herefter vender vi tilbage til hotellet.
Hen mod aften kører vi endnu engang til centrum af Verona. I dag foregår spisningen på egen hånd, og der findes massevis af muligheder inde i centrum af byen. Herefter mødes vi i arenaen, når vi sætter os til rette for at nyde endnu en opera i arenaens magiske omgivelser.
Cavalleria Rusticana og Bajadser, som på italiensk hedder Pagliacci, er to faste makkerpar i operaverdenen, de to italienske operaer er oprindeligt skrevet som to selvstændige værker af komponisterne Pietro Mascagni og Leoncavallo. Begge værker handler om kærlighed, jalousi og had. Og i begge historier bliver kærlighedens had endda så voldsomt, at det fører til drab.
Cavalleria Rusticana handler om forholdet mellem Turridu og Santuzza. Da Turiddu kommer hjem fra krig fornemmer Santuzza, at han igen er interesseret i den nu gifte Lola. Santuzza forbander derfor Turridu og fortæller hendes intetanende husbond Alfio, at Lola er ham utro med Turiddu. Alfio sværger med det samme hævn, og det kommer til en knivduel mellem Turridu og Alfio. I Bajadserne møder vi gøglere, som inviterer byens folk til forestilling. Aftenens forestilling handler om, hvordan Bajads overrasker sin kone i soveværelset med en smuk ung kavaler, og dermed bliver til grin. Teaterstykket bliver i løbet af aftenen til virkelighed; Nedda, som er gift med gøglertruppens leder, Canio, er nemlig ved at planlægge at flygte senere på aften, naturligvis ikke med sin ægtemand Canio, men med en anden af truppens mænd, Silvio. Så der er kærlighed og drama på programmet i aftenens forestillinger.
Efter operaforestillingen samles vi og finder bussen, hvorefter vi kører hjem til hotellet.
Vi har valgt det sene fly hjem fra Milano, så vi får mulighed for at opleve endnu mere af det skønne norditalienske område.
Vi forlader hotellet om formiddagen og sætter kursen mod den smukke Lago di Como, Comosøen. Søen er Italiens tredjestørste sø med et areal på 145,9 km², og en af Europas dybeste med op til 410 meter på det dybeste sted. Den forgrenede sø har sit navn efter byen Como, der er en større by blandt de mange mindre og idylliske byer, der ligger ned til søens bredder. Comosøen er yderst imponerende i sin naturskønhed, endda så meget, at selveste William Wordsworth, den engelske digter, blev bevæget til at beskrive søen som en af verdens skjulte skatte (”a treasure which the earth keeps to itself”). Den betagende sø er ikke længere en helt så velgemt hemmelighed, og har nu gennem de sidste mange år været tilholdssted for velhavende rejsende og rige italienere, hvilket de mange fantastiske huse, palæer og paladser langs søens bredder vidner om. Skuespilleren George Clooney har købt tre huse ved søen, og når sangerinden Madonna tager på shoppingtur til Milano, låner hun tøjdesigneren Versaces villa ved søen.
Vi får tid til at nyde livet og de smukke udsigter ved søen, kigge på butikker, og efter frokost på egen hånd begiver vi os mod lufthavnen i Milano.
Vi rejser fra Milano om aftenen og ankommer til København sent om aftenen.
Udflugt til vingård i Negrar
Amaronens hjemby, Negrar, ligger i det bakkede terræn lige uden for Verona. På den vingård vi besøger, fortælles der levende om, hvordan man producerer den verdensberømte vin. Efter rundvisningen blandt de store vintønder og et kig på de snarligt modne vindruer, der hænger på vinstokkene, bliver det tid til at smage på gårdens vine sammen med en lille snack af ost og pølse. På vej til vingården kører vi på en lille sightseeing i Verona-området, og ser lidt mere af den dejlige by.
Efter vingårdsbesøget kører vi ind til Verona og får tid til at opleve byens mange herlige piazzaer eller tage et kig på den romantiske balkon, hvorfra Romeo kunne kigge op på den skønne Julie. Der bliver også tid til en kop kaffe eller en lille snack på en af de mange caféer i byen.
Ud på eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet, hvor der bliver tid til at klæde om og slappe af for en stund inden aftenens opera.
Pris: kr. 180,- pr. person. Udflugten bestilles hjemmefra senest 45 dage inden afrejse.
Opgradering af siddepladser i Arenaen
I rejsens pris er der inkluderet pladser i sektor A. Du har mulighed for at købe pladser i kat. B (PUCCINI) og C (POLTRONA) mod et tillæg. Priserne varierer fra forestilling til forestilling - se de aktuelle pristillæg under Prisinformation.
Vi anbefaler kraftigt, at du vælger kategori allerede ved bestillingen af rejsen. Seneste tidspunkt for til anden kategori er ved restbetaling af rejsen, normalt 75 dage før afrejse. Ved køb af rejse tættere på afrejsetidspunkt dog senest 30 dage før afrejse.
Prisinformation
- Rejsens pris
-
Fra kr. 7.498,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer
- Opgradering af arenapladser
-
- Kategori B: 600 DKK
- Kategori C: 1000 DKK
- Kategori B (Placido Domingo): 800 DKK
- Kategori C (Placido Domingo): 1200 DKK
- Prisen inkluderer
-
- Dansk rejseleder
- Fly København - Milano t/r
- Udflugter jf. program
- Billetter til operaen. Unummererede pladser (kat. A)
- Indkvartering på hotel i delt dobbeltværelse
- Morgenmad, to middage samt frokost i Sirmione
- Skatter og afgifter
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
- Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
- Tillæg for enkeltværelse
- Udflugt til vingården i Negrar - købes og bestilles hjemmefra. Pris kr. 180,- (min. 20 deltagere)
- Tillæg for bedre kategori sæder i operaen. Nummerede sæder på arenaens "trin" (kat. B) "Puccini" kr. 600,- pr. forestilling (Placido Domingo: kr. 800,-) skal bestilles hjemmefra ved bestilling af rejsen.
- Tillæg for pladser længere fremme på gulvet »Poltronissima« kr. 800,- pr. forestilling (Placido Domingo: kr. 1200,-) skal bestilles hjemmefra ved bestilling af rejsen. (kat. C)
- Personlige fornødenheder
- Personlige drikkepenge. F.eks. til chauffør (beregn 7€).
- Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
- Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Operaforestillingen
Vi har valgt at rejse i den varmeste og bedste tid, hvad angår klima. Arena di Verona er under åben himmel og egner sig til godt sommervejr. Naturligvis skal man klæde sig på til lejligheden, men tænk også på, at forestillingen er lang, og at det kan være en god idé at have en trøje med og måske et par behagelige sko. Der er høje trappetrin i arenaen, brosten på gaderne og lang vej (600 m) tilbage til bussen, som kan være besværlig i stilethæle. Medbring også gerne drikkevarer.
Det er vigtigt, at man er på sin plads i god tid, inden forestillingen begynder. Hvis der er ledige pladser i bedre kategorier, er det muligt at købe sig til en bedre plads i operaens billetsalg. Du afleverer din billet i kassen og betaler differencen op til den højere kategori.
Påklædningen i operaen er generelt afslappet i de fleste kategorier. Dog vil man opleve, at tilskuerne i den dyrere afdeling, kategori C, ofte klæder sig festligt på til lejligheden – hvilket kan være godt at huske, hvis man vælger at sidde på disse pladser.
I tilfælde af dårligt vejr vil en forestilling aldrig blive aflyst før det planlagte starttidspunkt. Skulle vejrforholdene forhindre den normale afvikling af forestillingen, kan Fondazione Arena di Verona udskyde starten i op til 2 1/2 time, før en endelig aflysning af forestillingen meddeles. Herefter refunderes billetten. Skulle forestillingen derimod være påbegyndt, refunderes billetten, eller dele af denne, IKKE. Der synges ikke i regn.
Albatros Travel gør opmærksom på disse regler. Det gælder således, at Albatros Travel kun kommer til at kompensere for billetten til operaen efter ovenstående regler, samt hvis strejker, sygdom eller alt andet måtte forhindre afviklingen af operaen.
Tips til litteratur
Er du interesseret i at læse mere om italiensk opera, så kig nærmere på den helt nye bog: ”Italiensk opera i guldalderen 1800-1850”, udgivet på Multivers (2014). Forfatteren Thomas Milholt (cand. mag i musikvidenskab og rejseleder for Albatros’ operarejser) skriver levende om udviklingen af opera i Italien i denne periode, hvor der var mange flere komponister end de, som vi kender i dag.
Deltagerantal
Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 24 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Mere om Italien
Her kan du få mere at vide om Italien: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/italien
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.
Hånden på hjertet
Information
Fly: Vi har i år valgt at flyve med Lufthansa med mellemlanding i Tyskland. Flyvning tager sammenlagt ca. en time mere, men prisen har været så fordelagtig, at vi slet ikke var i tvivl om vores valg.
Hotel: Vores hoteller ligger lidt uden for Veronas centrum. Der ligger ganske få hoteller i centrum, hvor grupper kan bo. Disse er ikke særlig velholdte og ligger typisk ca. 15 minutters gang fra centrum. Vores køretur er nogenlunde det samme. Samtidig er prisen slet ikke modsvarende kvaliteten, da disse hoteller kun lever af operasæsonen, som de udnytter til fulde, og resten af året skolegrupper og lignende.
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.