Det bedste af Colombia og Panama

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Du får to storslåede lande i én rejse – smukke Colombia med kaffe og kolonial arkitektur og fascinerende Panama med utæmmet regnskov og den unikke Panamakanal

Maks. 24 deltagere

I Colombia findes noget af verdens mest varierede natur, infrastrukturen er moderne og velfungerende, og colombianerne selv er smilende og meget imødekommende. Vi oplever nogle af landets mange facetter, når vi bl.a. besøger hovedstaden, Bogotá, med dens enestående guldmuseum og UNESCO-fredede Cartagena, hvor vi skal på opdagelse i den charmerende historiske bymidte. I det frodige kaffeområde er vi inviteret indenfor hos en dansk kaffefarmer, der har skabt sit eget lille paradis, og i Medellín får vi indblik i, hvordan byen er blevet til en af Sydamerikas mest innovative byer. I Panama skal vi opleve kontrasten mellem en af verdens største ingeniørmæssige bedrifter – Panamakanalen – og regnskovens naturfolk, der ikke interesserer sig synderligt for de gigantiske krydstogtsskibe, der krydser gennem deres baghave.

På hele rejsen overnatter vi på dejlige, komfortable hoteller.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Colombiansk peso (COP), panamansk balboa (PAB), amerikansk dollar

Dagsprogram
Dag 1 København – Bogotá
Dag 2 Bogotá – byrundtur med Guldmuseet og Monserrate-bjerget
Dag 3 Bogotá – Pereira i kaffeområdet. Byrundtur i Pereira. Grillmiddag
Dag 4 Pereira. Besøg på dansk-colombiansk kaffefarm
Dag 5 Vandretur i Cocora-dalen og kolonitidsbyen Salento
Dag 6 Pereira – Medellín
Dag 7 Medellín. Byrundtur
Dag 8 Medellín – Cartagena. Kabelbane til Arví Nationalpark og blomsterfarm
Dag 9 Cartagena. Byrundtur og tid på egen hånd
Dag 10 Cartagena. Kanotur i mangroveområde
Dag 11 Cartagena. Fly til Panama City
Dag 12 Panama City. Byrundtur og Panamakanalen
Dag 13 Panama. Besøg i indianersamfund
Dag 14 Panama City. Hjemrejse
Dag 15 Ankomst til København

Hoteller

Casa Deco

  • 21 værelser
  • 0 km. til den historiske bydel
  • Døgnåben reception
  • Morgenmadsrestaurant
  • Hyggelig tagterrasse
  • Gratis Wi-Fi (også på værelset)

Lille charmerende hotel i Art Deco stil. Hotellet har en perfekt placering i den historiske bydel, La Candelaria, og giver dermed bedste udgangspunkt for udforskning af de mest interessante gader i Bogotá. Stemningen på hotellet er afslappet, og personalet er smilende og imødekommende. Hotellets tagterrasse er møbleret og kan frit benyttes, hvis du har lyst til at sidde der en stund og nyde udsigten til byens tage og Monserrate-bjerget.

Læs mere på: www.hotelcasadeco.com 

Værelse
Ikke to værelser er ens og alle har hver sin charme. De er rummelige og indrettet i minimalistisk stil. Der er gode faciliteter såsom sikkerhedsboks, TV, minibar, telefon og hårtørrer.

Bemærk: I Bogotá anvender vi dette hotel eller bh Bicentenario. Vi kan ikke garantere et specifikt hotel på en given afrejsedato.

Hacienda Pueblito Cafetero

  • 25 værelser
  • 5 km til Pereira centrum
  • Døgnåben reception
  • 1 restaurant
  • 1 bar
  • Swimmingpool og liggestole
  • Gratis Wi-Fi (også på værelset)

Dette charmerende, økologiske hotel er indrettet på en tidligere kaffefarm. Vi skal bo omgivet af en dejlig stor have og kaffemarker. Det ligger i udkanten af Pereira by, og man skal kun køre ganske få hundrede meter fra bygrænsen for at komme til dette helt unikke sted. Hotellets have er et paradis for fugle, egern og sommerfugle, og om aftenen når vi går til ro, kan vi høre naturens lyde lige uden for døren. Der bliver god lejlighed til at svømme en tur i hotellets pool og nyde en forfriskning i baren eller på restauranten. Det er lavet flere stier i området, så du kan gå en tur og se nærmere på planter og dyr.

Læs mere på: http://pueblitocafetero.com.co/ 

Værelse
Hyggelige værelser med en rustik indretning og privat balkon eller terrasse, som vender ud mod haven. Alle værelser er indrettet med TV, telefon, ventilator og hårtørrer.

De viste hoteller bliver oftest benyttet på denne rejse, men indimellem må vi tage alternative hoteller i brug. I disse tilfælde vil hotellerne være af samme standard.

Poblado Alejandría

  • 89 værelser
  • 0 km til bydelen El Poblado
  • Døgnåben reception
  • 1 restaurant og bar
  • Elevator
  • Jacuzzi og sauna
  • Gratis Wi-Fi (også på værelset)
  • Lille fitnesscenter

Et moderne hotel beliggende i Medellíns rige bydel, El Poblado. På hotellets øverste etage finder du en solterrasse med liggestole, sauna og et lille fitnesscenter. Hotellets restaurant ligger i forlængelse af receptionsområdet, og du kan selv vælge om du vil sidde inde eller ude på den overdækkede terrasse. Restauranten tilbyder både nationale og internationale retter til en rimelig pris.

Læs mere på: http://www.pobladohoteles.com/hotel-alejandria-en-medellin/ 

Værelse
Alle værelser er rummelige og moderne indrettet med minibar, TV, aircondition, sikkerhedsboks, telefon og hårtørrer. Det er muligt at bestille roomservice.

De viste hoteller bliver oftest benyttet på denne rejse, men indimellem må vi tage alternative hoteller i brug. I disse tilfælde vil hotellerne være af samme standard.

bh Bicentenario

  • 64 værelser
  • Midt i den historiske bydel
  • Døgnåben reception
  • Morgenmadsrestaurant
  • Bar
  • Gratis wi-fi (også på værelset)

Dette moderne hotel er beliggende i hjertet af Bogotá og har dermed den perfekte placering, når det historiske centrum skal udforskes.

Hotellet har en hyggelig bar og en morgenmadsrestaurant. Der er gratis wi-fi på hele hotellet.

Læs mere om hotellet her:

http://www.bhbicentenario.com

Værelse
Alle værelser måler 28 m2 og er stilfuldt indrettet med dobbeltseng, skrivebord, TV, minibar, deponeringsboks, kaffemaskine og hårtørrer.

Bemærk: I Bogotá anvender vi dette hotel eller Casa Deco. Vi kan ikke garantere et specifikt hotel på en given afrejsedato.

Vores hoteller

Her kan du se de hoteller, som vores gæster på rundrejsen oftest bor på. Vær venligst opmærksom på, at hotelændringer kan forekomme. I så fald vil hotellet være af tilsvarende eller højere standard.

Riande Granada

  • 135 værelser
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Bar
  • Elevator
  • Swimmingpool og Jacuzzi
  • Wi-FI (gratis)
  • Fitnesscenter

Flot hotel med central beliggenhed i den moderne del af Panama City, med masser af butikker og restauranter i gåafstand. Hotellet har restaurant, bar, fitnesscenter samt en mindre have med en lille pool og jacuzzi. Der er gratis Wi-Fi. 

Værelser
Stilfulde og moderne værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge, TV, sikkerhedsboks, hårtørrer og gratis Wi-Fi. Alle værelser har udsigt til byen.
 

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Bogotá
La Candelaria
Vi flyver over Atlanten og ankommer til Colombias hovedstad sidst på dagen. Efter indrejseformaliteterne i lufthavnen kører vi til Bogotás historiske bydel, La Candelaria, hvor vores hotel ligger.
Dag 2
Bogotá – byrundtur med Guldmuseet og Monserrate-bjerget
Guldmaske på Bogotá Guldmuseum

Bogotá er den hurtigst voksende by i Latinamerika, og med sine næsten 10 millioner indbyggere er hovedstaden blandt de 25 største byer i verden. Bogotá ligger på et plateau i Andesbjergene i 2.600 meters højde, og uanset hvor man spejder hen, kan bjergene ses i horisonten bag bygningerne.

I dag skal vi udforske byen, og vi starter i La Candelaria, hvor vi fra de små, brostensbelagte gader kan beundre den smukke arkitektur fra kolonitiden, de imponerende regeringsbygninger og smukke pladser, hvor byens liv udfolder sig. Vi besøger Bogotá Guldmuseum, som huser den største samling af guldskatte i verden. Her findes de figurer, masker og smykker, som Colombias tidlige kulturer skabte – et unikt håndværk med fantastisk forståelse for detaljen. På Botero-museet skal vi se værker af den colombianske kunstner, Fernando Botero, som blev født i Medellín i 1932. Han er i dag en af de mest succesrige kunstnere i Latinamerika, og hans skulpturer kan ses på så kendte steder som Park Avenue i New York og Champs-Élysées i Paris. Med humor, og til tider også med en kritisk politisk tone, har han skabt billeder og skulpturer af mennesker og dyr i et overdimensioneret format.

Senere på dagen skal vi op på det 3.152 meter høje Monserrate-bjerg. Vi tager kabelvognen op ad bjergsiden og går det sidste stykke til den hvide kirke på toppen. Det er umuligt ikke at blive imponeret over udsigten herfra.

Overnatning i Bogotá.

Dag 3
Bogotá – Pereira i kaffeområdet. Byrundtur i Pereira. Grillmiddag
Colombianske kaffebønner stammer fra håndplukkede bær

Denne morgen flyver vi fra Bogota til Pereira i kaffeområdet. De næste dage skal vi på opdagelse i Andesbjergenes vestlige og centrale del, hvor klimaet er perfekt til produktion af førsteklasses kaffe. De colombianske kaffefarmere har – modsat visse andre sydamerikanske lande – fastholdt den traditionelle høstemetode, hvor kaffen plukkes i hånden, så kun de modne bær høstes. Dermed sikres den bedste kvalitet. Kaffeområdet er beriget med smukke landskaber, charmerende små byer med kolonitidsarkitektur og en meget smilende og imødekommende befolkning.

Pereira er den største by i kaffeområdet og spiller en vigtig rolle i forbindelse med handlen af kaffe. Vi skal på byrundtur, og da Pereira ikke er en udpræget turistby, vil vi her få rig lejlighed til at komme tæt på colombianernes hverdagsliv. Vi begiver os ud i gaderne i byens centrum, hvor byens puls mærkes, og hvor der er livlig handel med alverdens varer. Undervejs nyder vi frokost på en lokal restaurant.

Vi skal overnatte på en tidligere kaffefarm beliggende i udkanten af Pereira. Om aftenen bliver der tilberedt en hyggelig grillmiddag, og vi nyder på bedste vis den lune aften og de dejlige omgivelser.

Dag 4
Pereira. Besøg på dansk-colombiansk kaffefarm
Kaffefarmen La Primavera
Vi begiver os mod syd, krydser Cauca-floden og kører gennem en dal fyldt med sukkerrørsplantager og majsmarker. Klimaet i dalen er varmt, men temperaturen aftager lidt, når vi kører op i bjergene til den lille landsby San José. Her forløber dagligdagen, som den har gjort i mange år, og det er absolut ikke et sted, hvor turister normalt kommer. Vi står af bussen på en af byens pladser og skifter til jeeps, de amerikanske ”Willy’er”, som er et effektivt og terrængående transportmiddel, når både kaffesække og mennesker skal transporteres. Vi kører den korte tur til Per og Olguitas farm, La Primavera, hvor de dyrker kaffe og madbananer. Per er dansk, og Olguita er colombianer, og indtil 2012 boede de på Manhatten i New York, hvor deres liv var helt anderledes. Nu har de skabt deres eget lille paradis i Colombia, og de er glade for at byde os velkommen. Vi får en rundvisning på farmen og ser, hvordan kaffen dyrkes, høstes, vaskes og tørres, inden den er klar til salg. Efterfølgende spiser vi en traditionel colombiansk frokost på farmen og nyder en kop af farmens egen kaffe, inden vi vender tilbage til Pereira og vores hotel.
Dag 5
Vandretur i Cocora-dalen og kolonitidsbyen Salento
Quindió-vokspalmer i Cocora-dalen

Dagen byder både på charmerende kolonitidsarkitektur og enestående naturoplevelser. Vi kører til Cocora-dalen, som er en af de smukkeste i Colombia. Her befinder vi os i omkring 2.000 meters højde. Dalen er omgivet af stejle bjerge, og luften er frisk og klar. Vores blik fanges hurtigt af Colombias nationaltræ. De høje quindió-vokspalmer kan blive op til 60-70 meter, hvilket gør dem til verdens højeste palmetræer. Vi tager på vandretur i området i 1-2 timer, og alle kan være med. Vi går i et stille og roligt tempo, og de, som ikke ønsker at gå hele vejen, kan sætte sig og slappe af, indtil resten af gruppen er kommet tilbage igen.

Området er kendt for sin opdræt af ørreder, og efter vandreturen får vi serveret en fantastisk ørred på en af restauranterne i Cocora-dalen. For dem, som ikke ønsker fisk, er der andre valgmuligheder. Herefter tager bussen os til Salento, som er en idyllisk landsby med brostensbelagte gader og smuk kolonitidsarkitektur. Her bliver der tid til at gå en tur igennem de hyggelige gader, og eventuelt købe lidt souvenirs med hjem. Hen på eftermiddagen vender vi tilbage til Pereira.

Overnatning i Pereira.

Dag 6
Pereira – Medellín
Udsigt over Medellín

Vi forlader Pereira efter morgenmaden, og vi kan se frem til en fantastisk flot køretur nordpå til Medellín, som i 80’erne og 90’erne var den mest berygtede by i hele Latinamerika. Det var her, Pablo Escobar styrede sit narkokartel med hård hånd. Han blev dræbt af politiet i 1993, og nu, to årtier efter, er Medellín ganske forandret. Man har løftet økonomien og levestandarden i en sådan grad, at Medellín er blevet kåret til verdens mest innovative by og vurderes til at være en af kontinentets bedste byer at bo i. Det nye moderne metrosystem er især vellykket, fordi man har formået at integrere nogle af de fattige områder i byens udkant, og befolkningen har nu både billig og nem transport til arbejde og uddannelse.

Vi kører til den velhavende bydel El Poblado, hvor vores hotel ligger.

Dag 7
Medellín. Byrundtur
Skulptur af Botero

Medellín er Colombias næststørste by, og med sin til tider turbulente historie er den et yderst interessant bekendtskab. Der var en voldsom migration til Medellín i 70’erne. Størstedelen af tilflytterne var fattige og bosatte sig i udkanten af byen, der hastigt voksede op af de omkringliggende bjergsider. Medellíns fattige boligområder blev dermed skabt og udfordringer, som arbejdsløshed og vold blev dagligdag for indbyggerne. Bedre blev det ikke, da Pablo Escobar og hans narkokartel satte sig på magten i Medellín frem til starten af 90’erne. Heldigvis har mange ting ændret siden da, og i de sidste årtier er Medellín blevet løftet ud af de store sociale problemer. Det gode transportsystem med metro og kabelbane er en inspiration for andre byer i Sydamerika.  Flere og flere virksomheder vælger at etablere sig i Medellín frem for i Bogotá eller andre sydamerikanske lande, og det bidrager yderligere til byens vækst. På vores byrundtur tager vi en tur i metroen for at se byen fra indbyggernes vinkel. Vi står af ved de vigtigste af byens seværdigheder, og turen rundes af på en af de centrale pladser, Plaza Botero, hvor vi finder en række af kunstneren, Fernando Boteros skulpturer. Vi genkender hans karakteristiske facon fra de kunstværker, som vi så på museet i Bogotá.

Om aftenen arrangerer rejselederen en tur til byens berømte park, Parque Lleras, hvor størstedelen af byens barer og restauranter ligger.

Ovenatning i Medellín.

Dag 8
Medellín – Cartagena. Kabelbane til Arví Nationalpark og blomsterfarm
Kabelbanen tager os til et naturreservat på bjergtoppen

Vi tager hul på dagen med en tur i kabelbanen, som er en integreret del af Medellíns metrosystem. Vi svæver hen over boligområderne, og udsigten bliver mere og mere imponerende for hver meter.  Vores mål er naturreservatet Arví, som ligger på toppen af bjerget. Reservatet på 16.000 hektar blev anlagt for at forebygge jorderosion og sikre vandforsyningen, men det har også bevaret den lokale vegetation og fauna, og er derfor et vigtigt udflugtsmål for mange i Medellín. Ved endestationen kan du se en lille udstilling om reservatet eller gå en tur i skoven.

Senere på formiddagen skal vi besøge en blomsterfarm, der har leveret blomster til Medellín by i århundreder. Her er der stor tradition for at bruge friske blomster – oven i købet i sådan en grad at der årligt afholdes en blomsterfestival. Vi spiser frokost, inden vi kører til lufthavnen for at flyve til Cartagena.

Overnatning i Cartagena.

 

Dag 9
Cartagena. Byrundtur og tid på egen hånd
Fra Cartagenas fæstning er der en flot udsigt over byen

Cartagena blev grundlagt af spanierne i 1533 og havde en strategisk vigtig rolle, når guld og andre skatte skulle fragtes med flåden til Spanien. Netop på grund af dette var byen meget eftertragtet af pirater og andre lande, og spanierne så sig nødsaget til at forstærke sikkerheden med adskillige fæstninger og en solid bymur. Vi starter vores byrundtur på San Felipe de Barajas, en af de bedst bevarede fæstninger i Latinamerika. I 1984 kom fæstningen, bymuren og den historiske bydel på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Vi går en tur på fæstningen og nyder den flotte udsigt til Cartagenas forskellige bydele.

Herefter kører vi ind til den historiske bydel, hvor vi skal på byrundtur. Vi går i et roligt tempo i de tropiske temperaturer og holder pauser på hyggelige caféer, så vi kan køle lidt ned. Der er god tid til at kigge på de mange bygninger fra kolonitiden og indsnuse atmosfæren i gaderne og på de fine pladser. Vi kommer forbi den store katedral, som i 1577 erstattede en ydmyg kirke lavet af halm og strå. Katedralen blev bygget med inspiration fra basilikaer i Andalusien og De Kanariske Øer.

Eftermiddagen er fri til at se mere af byen på egen hånd, hvis du har lyst til det.

Overnatning i Cartagena.

Dag 10
Cartagena. Kanotur i mangroveområde
Kanoturen bringer os tæt på det lokale liv ved vandet

Efter morgenmaden bliver vi hentet i bus for at tage til et spændende mangrove-område lige nord for byen. Her findes et samfund af afro-colombianere, som har boet her, siden de blev frigivet som slaver i 1800-tallet. Disse efterkommere af slaverne lever primært af fiskeri. Turen er organiseret af et lille selskab fra lokalsamfundet, som støtter med forskellige sociale projekter for at forbedre levestandarden.

Vi skal ud på en sejltur i kanoer, hvor vores bådfører skubber os af sted med en lang stav. Vi kommer helt tæt på mangrovetræerne og formodentlig også nogle af de krabber, som lever ved deres rødder. Området er temmelig lavvandet, og vi kan se tydelig aktivitet af fisk i vandoverfladen. Det tiltrækker både hejrer, terner og pelikaner, men også de lokale fiskere, som kaster deres net på nøjagtig samme måde som deres forfædre gjorde.

Vi kører herefter tilbage til Cartagena, hvor eftermiddagen er fri til afslapning og måske en kølig drink på en af byens pladser.

Overnatning i Cartagena

Dag 11
Cartagena. Fly til Panama City
Panama City

I dag flyver vi til Panama og dens hovedstad, Panama City. Vi kører fra lufthavnen til vores hotel, som ligger i den moderne bydel.

Overnatning i Panama City

Dag 12
Panama City. Byrundtur og Panamakanalen
Panamakanalen forbinder Stillehavet og Atlanterhavet

I dag skal vi på byrundtur i Panamas hovedstad og største by, Panama City – eller Ciudad de Panama, som den hedder på spansk. Her bor cirka 1,5 millioner mennesker i en blanding af imponerende skyskrabere og koloniarkitektur fra 1600-tallet. Vi begynder dog et par kilometer uden for centrum, hvor ruinerne af den oprindelige by ligger. Den blev plyndret og nedbrændt af den walisiske pirat Henry Morgan i 1671, og i stedet for at genopbygge byen opførte man en ny by et par kilometer vestpå – der, hvor den nuværende Panama City ligger. Vi kører tilbage til byen og fortsætter vores rundtur til fods i den gamle bydel, som UNESCO har sat på listen over verdens kulturarv, hvor huse i spansk kolonistil ligger i et rektangulært gadenet.

I den vestlige udkant af Panama City ligger Panamakanalen, og vi kører til besøgscentret ved Miraflores-slusen, hvor skibstrafik til og fra Balboa-havnen på Stillehavssiden bliver løftet eller sænket otte meter. Her får vi en detaljeret forklaring på, hvordan de imponerende sluser virker, og kan med egne øjne se skibene passere. 

Overnatning i Panama City

Dag 13
Panama. Besøg i indianersamfund
Lokalt håndværk

I dag forlader vi Panama City og kører nordpå til Chagres Nationalpark, hvor vi skal besøge et af de lokale indianersamfund. Efter et par timers kørsel sørger indianerne selv for den sidste del af transporten i både, og vi sejler op ad floden til deres landsby. Under vores besøg giver de os en god introduktion til deres kultur og levevis. Vi får et indblik i, hvordan de fungerer i det moderne samfund, samtidig med at de fastholder deres forfædres traditioner. Vi spiser den frokost, som indianerne har lavet til os, inden turen går tilbage til Panama City.

Overnatning i Panama City.

Dag 14
Panama City. Hjemrejse
Puente de las Américas (på dansk: Amerikaernes bro)
I dag er der hjemrejse.
Dag 15
Ankomst til København

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
4.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Bogotá samt Panama City – København med mellemlanding
  • Fly Cartagena – Panama City
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 3-5, 7,8 og 13
  • Middag dag 3
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til chauffører og lokalguider (beregn ca. 75 USD, som betales i lokal valuta)
  • Øvrige måltider (beregn ca. kr. 150-200,- pr. dag)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Pakkeliste

  • Mindre rygsæk eller taske til udflugter
  • Sommertøj
  • Badetøj (håndklæde ikke nødvendigt)
  • Trøje eller let jakke
  • Regnjakke eller regnslag
  • Praktisk fodtøj (vandresko og sportssandaler)
  • Solcreme, solhat og/eller solbriller
  • Myggespray
  • Lommelygte
  • Kikkert
  • Håndsprit

Det er vigtigt med gode sko – både vandresandaler og lukkede, komfortable sko. Medbring tøj til varmt vejr samt en trøje til om aftenen. Det regner en del i Colombia, så vi anbefaler at medbringe en regnjakke. Da der er pool på nogle af hotellerne, er det en god ide at have badetøj med. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 og maksimalt 24 personer. Hvis minimumsantallet ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Fysisk form

På denne rejse er der en del vandring, og det er en forudsætning, at man er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp. Turen er ikke egnet for folk, som er dårligt gående eller anvender rollator eller kørestol. Desuden befinder vi os noget af tiden i højder omkring 2.500-3.000 meter, og hvis man har problemer med hjerte eller lunger, bør man konsultere sin læge, inden man køber rejsen.

Klima og temperatur

Vi oplever på denne rejse forskellige temperaturer og luftfugtighed. Det meste af tiden er det komfortabelt med temperaturer på 25-27 grader, men i Cartagena er det varmt med temperaturer på 30-35 grader, og luftfugtigheden er højere her end de andre steder.

Indenrigsflyvninger

Colombia har en god infrastruktur, og indenrigsflyvninger foregår med selskabet Avianca, som har moderne fly. Det er nemt at rejse på denne måde i Colombia, og det går hurtigt og smidigt i indenrigslufthavnene.

Valuta

Valuta Colombia

Den colombianske møntfod hedder pesos (COP). Det er ikke en fordel at medbringe USD for at veksle til pesos. Det er bedre at medbringe kreditkort (Visa eller Mastercard) og hæve pesos, og der er hæveautomater alle steder, hvor vi kommer. Man kan også betale med kreditkort på de fleste pæne restauranter, i større butikker og lignende.

Valuta Panama

Valutaen i Panama hedder balboa (PAB). Amerikanske dollars bruges ofte som betalingsmiddel, så medbring gerne dollars. Byttepenge får man oftest tilbage i den lokale valuta, og på den måde får man lidt lokalvaluta uden at behøve at veksle. Man kan ikke veksle sig til balboa hjemmefra.

Hvis du tager amerikanske dollars med hjemmefra, så vær opmærksom på ikke at medbringe større sedler end 20 dollar-sedler. Det er oftest umuligt at betale med 50 og 100 dollar-sedler, da disse ofte er udsat for forfalskning.

Visa-kort kan bruges på de fleste restauranter, hoteller og i større butikker samt til at hæve kontanter i hæveautomater. MasterCard og American Express kan også bruges, men er ikke så udbredt som Visa.

Mere om dit rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se, om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.

http://www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/colombia/fakta

https://www.albatros-travel.dk/destinationer/mellemamerika/panama

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederene på et af bussens første påstigningssteder. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Placering i bussen

På busrejser kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

CORTR02ADK