Fakta Finland

Herunder kan du læse en række praktiske oplysninger i forbindelse med din rejse til Finland. Læs bl.a. om valuta, drikkepenge og takt og tone.
  • Indbyggere 5,54 mln
  • Hovedstad Helsinki
  • Sprog Finsk , Svensk
  • Religion Protestantisme
  • Valuta Euro
  • Areal 338 440 km²

Værd at vide

Tidsforskel

+ 1 time

Finland er én time foran dansk tid.

Transport i Finland

De busser vi benytter i Finland, er af god standard, og de har almindeligvis aircondition.

Prisniveau

Prisniveauet i Finland er, set med danske øjne, ganske rimeligt. Designprodukter og madvarer er lidt billigere, mens det omtrent koster det samme at spise på restaurant som i Danmark.

Valuta og kreditkort

Valutaen i Finland er euro (EUR). Du kan både veksle penge hjemmefra og i Finland. De gængse kreditkort kan bruges som betalingsmiddel overalt, og der findes hæveautomater i de fleste byer, hvor du kan hæve kontanter.

Drikkepenge

Som hovedregel betales der ikke drikkepenge på caféer og restauranter, men det værdsættes at regningen rundes lidt op, hvis du har været tilfreds med servicen.

Elektricitet

I Finland bruger man 220 volt, og stikkene er de samme som i Danmark.

Telefon og internet

Den internationale landekode for Finland er +358. Forhør dig evt. hos din mobiloperatør om dækning og priser for opkald til og fra Finland. Mange steder er der gratis trådløst internetadgang, men nogle hoteller tager sig betalt.

Drikkevand og hygiejne

Toiletforholdende i Finland er meget lig de danske, men det er altid en god ide at have toiletpapir eller intimservietter, og eventuelt hånddesinfektions-gel, med i tasken.

Vandet kan drikkes direkte fra hanen.

Rygning

I Finland er det ikke tilladt at ryge på arbejdspladser og i offentlige rum. På hoteller og i restauranter findes der dog ofte rygeafdelinger.

Takt og tone

Finnerne er på bølgelængde med danskerne, og det er ikke svært at begå sig i landet.