Rejs til Finland

Finland byder på stilhed i skovene, duft af gran, svampe, mos og blåbær. I Helsinki møder du larmende boulevarder, torve, pladser – liv og modernitet. Og om du er i naturen, eller i storbyens mylder – så lokker der altid en sauna med varme og afslapning.

Finland er en republik Nordøsteuropa, med kystlinjer til Østersøen, Botniske Bugt og Finske Bugt. Landet grænser op til Sverige i nordvest, Norge i nord og Rusland i øst. Syd for Finland, på den anden side af Finske Bugt, ligger Estland
 

Indbyggere 5,5 mio.
Hovedstad Helsinki
Sprog Finsk og svensk
Finlands nationalflag er et nordisk korsflag med et blåt kors på hvid baggrund. Det siges, at den blå farve symboliserer de mange søer og den hvide vintersneen.
Vidste du...

at finnerne opfandt molotovcocktails under Vinterkrigen i 1939-40?

at De Olympiske Lege blev afholdt i Finland i 1952, efter at være blevet udskudt fra 1940 pga. anden verdenskrig?

Natur

Skove og søer præger det vidtstrakte finske landskab. 75 % af Finlands areal er dækket af skov, 10 % af indsøer og elve. Landskabet er overvejende fladt eller bakket lavland med primært nåle- og birkeskov. Længst mod nord er der bjerge og tundra. Ved kysten er der skærgård med mange små øer. Der er sjældent langt til en forfriskende dukkert i én af landets omkring 188.000 søer

I de dybe finske skove kan du bl.a. møde bjørne, ulve, europæisk los, rensdyr, ulve, jærve og elge.

Billeder af den finske natur

Historie

Finlands historie er spændende, dramatisk og omskiftelig. I 1154 introducerede den svenske kong Erik kristendommen i Finland, og det blev starten på næsten 700 års svensk herredømme.

I 1809 erobrede den russiske zar Aleksander I Finland og gjorde landet til et autonomt storfyrstendømme under det russiske imperium.

Den 6. december 1917, kort efter den russiske revolution, erklærede Finland imidlertid sin uafhængighed, og i 1918 oplevede landet en kort men bitter borgerkrig, som kom til at præge landet i årene derefter.

Under 2. verdenskrig kæmpede Finland mod Sovjetunionen to gange. Først gang under Vinterkrigen 1939-40 og igen under Fortsættelseskrigen 1941-1944, som endte med at Finland måtte afstå landområder til Sovjetunionen og måtte betale krigsskadeerstatning til russerne helt op til Sovjetunionens kollaps. Den sidste krig efterfulgtes af Laplandskrigen i 1944-45, hvor Finland kæmpede mod Tyskland.

I 1948 sluttede Finland en pagt med Sovjetunionen, som medførte stærke forpligtelser for landet samt en række betingelser for Finlands territorialgrænser. Efter opløsningen af Sovjetunionen blev det muligt for Finland af føre en anderledes udenrigspolitik, og i 1995 blev landet endelig medlem af EU.

Porvoo - skærgård og skov

Helsinki

Hovedstaden Helsinki er en spændende blanding af svensk, russisk og finsk arkitektur og kultur, som afspejler at byen har været under svensk og russisk herredømme.

En af de mest besøgte turistattraktioner er den fascinerende Temppeliaukio- kirke. Den ligger på en lille klippebakke og er sprængt ind i klippegrunden. De indre vægge i den runde bygning er den rå klippe med et cirkelrundt tag af kobber. Klippevæggene giver en særlig god akustik og kirken bruges ofte til koncerter. Lyset føres ind gennem vinduer, der sidder hele vejen rundt mellem klippen og det afsluttende kobbertag, der er placeret midt over det runde kirkerum.

Byen har også sin fine andel af smukke jugendstilsbygninger. I slutningen af 1800-tallet tog finnerne jugendstilen til sig, og gjorde den til et særligt nationalt udtryk for finskhed. Nationalromantikken blomstrede og satte sig igennem som en særlig finsk udgave af byggestilen.

Både ældre, statelige bygninger og moderne arkitektur skabt af store nulevende arkitekter huser i dag en række fine museer og udstillingsbygninger. Af sidstnævnte bl.a. kunstmuseet Kiasma, der er tegnet af den verdensberømte amerikanske arkitekt Stephen Holl.

I dag udvider Helsinki sig i mange retninger. De gamle industriområder ændrer sig dag for dag, og som i alle andre storbyer skyder alternative butikker, designforretninger, gode restauranter og mikrobryggerier op i disse områder, hvor der også bygges boliger til unge mennesker.

Et par af de nyere områder uden for centrum er Kalasatama, den tidligere fiskerihavn, og Pasila ved messecentret, som har forvandlet sig til bydele med store shopping centre med moderne boliger. Det er bestemt også værd at stifte bekendtskab med det gamle arbejderkvarter Kallio, som i dag befolkes af byens bohemer og kunstnere.

Plac Senacki, Helsinki
Del denne side