Rejs til Guatemala
I den tætte regnskov bryder papegøjernes skrig af og til den grønne stilhed. Ærefrygtindgydende vulkaner imponerer både med deres skønhed og truende røgskyer. Guatemala er billedskøn natur og mayakultur af både den nulevende og den fortidige slags. Ruinerne fra store indianerkulturer lokker overalt, og designet på mayakvindernes traditionelle, farverige klædedragt sladrer om bærerens hjemsted.
Guatemalas natur
Guatemalas historie
At rejse i Guatemala
Guatemalas mayaruiner
En ferie i Guatemala kræver næsten, at der levnes en del opmærksomhed til de gamle mayaindianere. Ud over must-attraktionerne Tikal og Antigua kan spændende ruiner fra den legendariske civilisation blandt andet beses i Quiriguá, der ligger i en tropisk park og indeholder en del steler. En stele er en stor opretstående sten med sirligt udskårne relieffer, og stelerne i Quiriguá er blandt de størst kendte i hele Mayariget - en af dem rækker 8 meter over jorden og 3 meter under. Nogle af Guatemalas mest sjældent besøgte mayaruiner er Yaxchilán, der ligger dybt inde i regnskoven, hvor Usumacinta-floden krummer. Det er en usædvanlig oplevelse at gå på opdagelse blandt Yaxchiláns store statuer af krokodiller og jaguarer på byens centrale plads og mellem de mange mosbegroede bygninger og pyramider med imponerende udskæringer.
