Den komplette Vietnamrejse, hvor du får det hele med: storbyer, stammelandsbyer, sejl- og cykelture samt masser af sjældne oplevelser langt væk fra alfarvej
En komfortabel og dybtgående rejse, der på bedste vis kombinerer de kendte seværdigheder med spændende afstikkere til de stadig uberørte dele af landet. Fra nord til syd fordyber vi os i alle Vietnams aspekter – fra den drabelige krigshistorie til franske kolonitidsbyer, små bjerglandsbyer med etniske minoriteter og helt enestående naturfænomener som den UNESCO-fredede Halongbugt og gigantiske drypstenshuler.
Det vidunderlige vietnamesiske køkken løber som en rød tråd gennem hele rejsen. De fleste måltider er inkluderet, ligesom vi også selv skal forsøge os ud i kogekunsten på et madlavningskursus.
-
Type Rundrejse, Langtidsferie
-
Rejseleder Dansk
-
Visum Ja
-
Vaccination Ja
-
Valuta Vietnamesisk dong
- Dag 1
- Fra Københavns Lufthavn flyver vi af sted mod Vietnam
- Dag 2
- Ankomst til Hanoi. Cykeltaxa-tur i den gamle bydel og velkomstmiddag
- Dag 3
- Hanoi. Ho Chi Minhs mausoleum, En-søjle-pagoden og vanddukketeater
- Dag 4
- Hanoi – Halongbugten. Minikrydstogt
- Dag 5
- Halongbugten – Hanoi. Landsbyliv og besøg hos lokal familie
- Dag 6
- Hanoi – Mai Chau-dalen. Vandretur til landsbyer befolket af etniske minoriteter
- Dag 7
- Mai Chau. Sejltur på inddæmmet sø og besøg ved dambrug. Let vandretur blandt rismarker og andre afgrøder
- Dag 8
- Mai Chau – kystbyen Vinh. Naturskøn kørerute ad den legendariske Ho Chi Minh-sti
- Dag 9
- Vinh – Dong Hoi. Ho Chi Minhs fødeby og barndomshjem, jomfruelige naturområder og verdens største drypstenshule
- Dag 10
- Dong Hoi. Sejltur ad undersøisk flod i Phoung Nha Nationalpark. Afslapning på strandresort
- Dag 11
- Dong Hoi – Hué. Vinh Moc-tunnellerne og DMZ-zonen, den gamle grænse mellem Nord- og Sydvietnam
- Dag 12
- Hué. Byrundtur inkl. sejltur på Duftenes Flod, citadellet og kejsermausoleer
- Dag 13
- Hué – Danang – Hoi An. Smuk køretur gennem Hai Van-passet og byvandring i Hoi An
- Dag 14
- Hoi An. Cykeltur langs rismarker, besøg i krydderurte-landsby og sejltur på De Vong-floden
- Dag 15
- Hoi An. Madlavningskursus og tid på egen hånd
- Dag 16
- Hoi An – Danang – fly til Can Tho i Mekongdeltaet
- Dag 17
- Mekongdeltaet. Det store flydende marked, sejlture i Mekongdeltaet og kørsel til Ho Chi Minh City
- Dag 18
- Ho Chi Minh City. Cu Chi-tunnellerne, byrundtur samt afskedsmiddag
- Dag 19
- Ho Chi Minh City. Morgengåtur, tid på egen hånd og hjemrejse
- Dag 20
- Ankomst til København
Afrejsedatoer
Afrejse | Varighed | Pris | Afrejse fra | Bemærk | |
---|---|---|---|---|---|
25.998,– |
København
|
Udsolgt
|
|||
25.998,– |
København
|
|
|||
26.998,– |
København
|
Få pladser
|
|||
26.998,– |
København
|
|
|||
26.998,– |
København
|
|
|||
25.998,– |
København
|
|
|||
25.998,– |
København
|
Udsolgt
|
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Vi ankommer til Hanois lufthavn om eftermiddagen og kører til hotellet, hvor vi tjekker ind. Der er lidt tid til at friske sig op, inden vi skal opleve byens gamle bydel fra bagsædet af en cykeltaxa. Vi stiger af cykeltaxaerne ved en hyggelig restaurant, hvor vi spiser velkomstmiddag sammen. Overnatning i Hanoi.
*Afhængig af ankomsttid med fly kan cykelturen ligge på dag 3.
Dagen er afsat til at se nærmere på nogle af hovedstadens mange flotte seværdigheder. Vi starter ved Ho Chi Minhs imponerende mausoleum, hvor den store landsfaders jordiske rester er blevet opbevaret i en glassarkofag siden hans død i 1969. Vi bliver i Ho Chi Minhs verden og går over til hans hus, der ligger bag ved mausoleet. Det lille hus er bygget på søjler med traditionelle vietnamesiske landhuse som forbillede. Huset, der står præcis som Ho Chi Minh efterlod det, er idyllisk placeret i en velfriseret have direkte ned til en stor, fiskefyldt sø.
Vi vender os bagefter mod nogle af Hanois religiøse seværdigheder. En af byens mest berømte pagoder, En-søjle-pagoden, blev bygget af kejser Ly Thai Tong i 1049 til ære for den barmhjertige gudinde, som havde vist sig for ham og lovet ham en søn og dermed en arvtager. Pagoden er af træ og bygget på en enkelt stensøjle. Den skal symbolisere en lotusblomst, der stiger op af Sorgens Hav. Vi spadserer en tur gennem de snævre gader, oplever bylivet på nærmeste hold og passerer blandt andet en dam, hvor resterne af et nedstyrtet amerikansk fly stadig ligger som et monument for ødelæggelserne under krigen.
Vi spiser frokost på en lokal restaurant og efter et godt måltid besøger vi Litteraturtemplet, som er landets måske bedst bevarede eksempel på traditionel arkitektur. Litteraturtemplet blev bygget i år 1070 af kejser Ly Thanh Tong til ære for den kinesiske filosof Kungfutse. Templet blev i 1076 omdannet til Vietnams første universitet, så mandarinernes sønner havde et sted at uddanne sig. Kejser Le Thanh Tong beordrede i 1484, at der skulle opstilles en stenplade for hver ung mand, der modtog en doktorgrad som afslutning på sin uddannelse. Det var dog meget svært at opnå en doktorgrad. I perioden 1442-1778 er det kun blevet til 82 opstillede mindeplader.
Vi kører til Hoan Kiem søen der ligger som en fredfyldt oase midt i Hanoi. På en lille ø i den nordlige del af søen ligger det turkisfarvede tempel Ngoc Son, Jadebjerg-templet, som blev grundlagt i 1700. En fin rødmalet træbro fører over til øen. Vi slutter vores byrundtur af med at se en forestilling af det berømte vanddukketeater, der er helt unikt for Vietnam, og som opleves bedst i Hanoi.
Om aftenen er der middag på lokal restaurant.
Overnatning i Hanoi.
Overnatning på båden.
Når du vågner denne morgen og kigger ud af vinduet, vil du måske tro, at du stadig drømmer. Naturscenerierne udenfor må nemlig siges at høre til blandt verdens smukkeste natur.
Mens vi nyder morgenmaden om bord og den fantastiske udsigt, sejler båden stille tilbage mod fastlandet. Vi begiver os herefter tilbage mod Hanoi, og igen går turen igennem et frodigt område. Undervejs gør vi holdt i en lille landsby, hvor vi er inviteret indenfor hos en lokal familie. Her får vi et spændende indblik i livet på landet og hører om det hårde arbejde i rismarkerne i Vietnam, hvor landbruget stadigvæk foregår ved manuel kraft.
Vi tager afsked med Hanoi og begiver os på en eventyrlig tur til bjergene sydvest for Hanoi. Først kører vi på moderne motorvej gennem Hanois nye bydele med højhuse, indkøbscentre og moderne kontorbygninger – en skærende kontrast til den gamle bydel. Inden længe er vi på landevejen, som fører os gennem landbrugsområder og mindre byer. Vores mål er bjergbyen Mai Chau, og køreturen tager cirka fire timer. Den sidste strækning går gennem et eventyrlig smukt landskab med kalkstensbjerge og klipper, der rejser sig over markerne – et imponerende skue.
I Vietnam lever der i alt 54 forskellige folkeslag. Den største gruppe er kinh-vietnamesere, som udgør cirka 90 procent af befolkningen. De øvrige 53 folkeslag omtales ofte som etniske minoriteter, og der er eksempelvis nomader. I Mai Chau og de omkringliggende landsbyer får vi et unikt og spændende indblik i de etniske minoriteters levevis og hører om det hårde arbejde med at dyrke jorden i bjergområderne.
Naturen her er ganske enkelt enestående smuk med maleriske risterrasser og dale, omkranset af bjergtinder. Bussen kører os ud i området, hvorefter vi klarer resten til fods. Vandringen er forholdsvis let i fladt terræn ad småveje og stier. Vi starter vores eventyr i bjergene med at besøge en landsby befolket af taidon-minoriteten, hvis huse oftest er bygget som pælehuse. Under selve husene bor husdyrene, og der opbevares afgrøder. Vi spiser frokost i landsbyen, og herefter får vi tid til at gå videre på opdagelse sammen med rejselederen og den lokale guide. Dalen, der gennemskæres af Xia-floden, er et syn man ikke lige glemmer. Efter denne spændende og meget autentiske oplevelse kører vil til Mai Chau-dalen, hvor vores skønne resort ligger.
I Mai Chau høster de ris to gange om året. Den første høst (forårsafgrøden) plantes i februar og høstes i juni. Den anden høst (kaldet vinterafgrøden) plantes i juli og høstes i november. Under vores ophold i Mai Chau vil der altid være god aktivitet i markerne. Ud over ris dyrkes der talrige andre afgrøder, så der er meget at se på.
Vi bor på Mai Chau Eco Lodge, som i sig selv er en oplevelse. Lodgen er opført på en lille bakketop, hvor de smagfuldt indrettede bungalows er placeret i rækker, så alle har en skøn udsigt over dalen. Størstedelen af personalet er etniske minoriteter, som yder deres bedste for at gøre opholdet så godt som muligt for gæsterne. Vi skal dog være forberedte på, at ikke alt fungerer i samme tempo, som vi måske er vant til. Ved ankomsten til lodgen får vi anvist vores værelser, og herefter er der tid til at gå lidt på opdagelse på resortet eller blot sidde på terrassen og nyde udsigten. Om aftenen samles vi til middag i restauranten, og senere skal vi underholdes med lokal folklore, opført af beboerne fra de omkringliggende landsbyer.
Overnatning i Mai Chau.
Vi starter dagen med en bustur ud i landskabet til Hoa Binh-søen, der ligger cirka 25 kilometer fra Mai Chau. Søen opstod, da man i 1970’erne opførte et vandkraftværk. Hoa Binh-søen har længe været vanskeligt tilgængelig, og det er først nu, der er opført egentlige veje dertil. Det giver os mulighed for at besøge dette eventyrligt smukke område, som stadig er forholdsvis uberørt af turismen.
Vi sejler i små både ud på søen, besøger et fiskerleje og ser lidt nærmere på det lokale fiskeopdræt. Søen er omkranset af kalkstensbjerge og jungle – smukt og uforglemmeligt!
Herefter begiver vi os videre til en landsby befolket af muong-bjergstammen. Til frokost smager vi på den lokale kogekunst, og dejligt mætte vandrer vi ad gode stier og småveje fra den lille landsby gennem marker og videre til nabolandsbyen.
Efter dagens oplevelser kører vi tilbage til resortet, hvor resten af dagen er til fri disposition. Der vil være mulighed for en cykeltur om eftermiddagen for de, der har lyst.
Overnatning i Mai Chau.
Vi tager afsked med Mai Chau og begiver os ud på en spændende bustur, der de følgende dage fører os gennem jomfruelige egne af Vietnam – langt fra alfarvej og uden for de gængse turistruter. Det er nu, vi skal opleve det ægte, gamle Vietnam. Vi følger den gamle landevej, der var en del af den forsyningsrute, som under Vietnamkrigen bragte forsyninger fra Nordvietnam til de oprørske Viet Cong-soldater i det daværende Sydvietnam. Ruten blev døbt Ho Chi Minh-stien, og her i Nordvietnam løb den i dalene gennem jungle og landbrugsområder omkranset af bjerge. Inden Ho Chu Minh-stien nåede grænsen til Sydvietnam, skiftede ruten retning og gik ind gennem Laos og videre til Cambodja, hvorfra forsyningerne kom ind i Sydvietnam. Trods heftige luftbombardementer, særligt i Laos og Cambodja, lykkedes det aldrig for amerikanerne at få stoppet forsyningsstrømmen mod syd.
I dag er ruten, der bærer landsfaderens navn, blevet moderniseret og er i en fremragende stand. Navnet er derfor også blevet justeret til Ho Chi Minh-vejen. I modsætning til den store hovedvej 1, der løber langs kysten, er der dog ikke megen trafik. Turen er afvekslende med maleriske scenerier, når vi kører gennem dale, jungle og langs floder, hele tiden omkranset af bjergmassiver og kalkstensklipper. Undervejs gør vi holdt i små landsbyer, hvor vi besøger lokale skoler og værksteder og kigger nærmere på den lokale levevis, her langt fra alfarvej. Vi spiser frokost i byen Tan Ky, hvor den egentlige Ho Chi Minh-sti startede. Inden vi fortsætter mod syd, besøger vi sejrsmonumentet. Hen på eftermiddagen svinger vi ud mod kysten og overnatter i havnebyen Vinh. Om aftenen kan vi se frem til middag på en af byens gode restauranter.
Overnatning i Vinh.
I dag fortsætter vi eventyret ad den gamle Ho Chi Minh-sti. Første stop er i landsbyen Sen nær byen Kim Lien, som er Ho Chi Minhs fødeby. Her levede han de første fem år af sit liv, inden familien flyttede til kejserbyen Hué. Der er opført en kopi af den gamle bambushytte, som var familiens hjem, og endvidere er der et lille museum, som vi besøger.
Herefter kører vi igen ind i landet og er snart tilbage på Ho Chi Minh-stien, som fører os videre mod syd. I dette område er der talrige kalkstensbjerge og -klipper, hvilket skaber en fantastisk kulisse til de grønne rismarker. Områdets mange kalkstensformationer gemmer på utallige grotter og huler, og stedet er et sandt eldorado for geologer. Man har fundet mere end 400 grotter og huler, og eksperter mener, der er langt flere, som man endnu ikke har fundet. En del af området er gjort til nationalpark grundet den vidunderligt smukke natur med jungle, floder og klipper.
I 2005 fandt nogle parkarbejdere ved en tilfældighed en åbning i en fjern bjergskråning. Det skulle vise sig at være indgangen til et af verdens største grottesystemer, og man er indtil videre nået godt 40 kilometer ind i bjerget. I 2009 blev grotten åbnet for turister, og via en gangbro i træ får vi mulighed for at komme ind i bjerget og den magiske Paradis-grotte. Det er et helt eventyrligt underjordisk univers, der venter os her. Den ene store grotte i lufthavnsterminalstørrelse afløser den næste. Fantastiske formationer dannet igennem millioner af år skaber en nærmest uvirkelig stemning og fornemmelsen af at være rejst til jordens indre. Vi skal dog ikke igennem hele grotten, men nøjes med de cirka 1.000 meter, hvor gangbroen er lavet.
Efter denne enestående oplevelse venter der frokost på en lokal restaurant, inden vi fortsætter mod kystbyen Dong Hoi og vores lækre strandhotel Sun Spa Resort.
Overnatning i Dong Hoi.
Vi tager en formiddagstur til Phoung Nha Nationalpark. Køreruten bringer os atter gennem skønne naturscenerier med rismarker, jungle og bjergformationer. Vores mål er Phoung Nha-grotterne, som i modsætning til Paradis-grotten har været kendt igennem århundreder, og man har fundet levn helt tilbage fra det tidlige Champa-rige. Vi skifter bussen ud med både og sejler gennem det billedskønne landskab. Efter en lille times sejlads når vi frem til indgangen til grotten og fortsætter sejladsen ind i selve grotten, der om muligt er endnu mere spektakulær end gårsdagens oplevelse.
Ude i dagslyset igen spiser vi frokost på en restaurant ved flodbredden, inden vi kører tilbage til resortet, hvor resten af dagen står i afslapningens tegn. Vi bor på Sun Spa Resort, som er et førsteklasses strandresort med alle tænkelige faciliteter. Det er et skønt sted at slappe af og fordøje nogle af de mange indtryk, som vores rejse allerede nu har givet. Du kan for eksempel læse en god bog ved hotellets pool, tage en spadseretur på stranden eller måske lade dig forkæle lidt i resortets wellnesscenter.
Overnatning i Dong Hoi.
Efter vores spændende oplevelser i Quang Binh-provinsen fortsætter vi nu mod syd. Dagens etape er på hovedvej 1, der løber langs kysten. Igen i dag venter der flotte naturscenerier og interessante stop undervejs. Vi kører ind i Quang Tri-provinsen, hvor den gamle grænse mellem Nord- og Sydvietnam blev fastlagt. Efter franskmændenes militære nederlag i bjergene i det nordlige Vietnam i 1954 blev der ved FN´s hjælp etableret en løsning, hvor man delte Vietnam i to. Den nordlige del af landet skulle ledes af kommunisterne med Ho Chi Minh i spidsen, og den sydlige del af landet skulle ledes af en hastigt etableret regering med støtte fra USA. Man fastslog en midlertidig grænse ved den 17. breddegrad, og det er netop i dette område, vi er i dag. Grænsen var ment som en midlertidig løsning, indtil en folkeafstemning kunne fastsætte hvilken styreform, den samlede befolkning ønskede. Denne folkeafstemning kom som bekendt aldrig, og grænsen kom til at holde helt frem til 1975, hvor de nordvietnamesiske styrker invaderede Sydvietnam.
Inden vi krydser den gamle grænse, skal vi besøge Vinh Moc-tunnellerne fra krigens tid. Der er her tale om en hel landsby, der i 1966 flyttede under jorden som beskyttelse mod de amerikanske flyangreb. Om dagen opholdt indbyggerne sig i tunnelsystemet, og efter mørkets frembrud kunne de komme frem og passe arbejdet i markerne. Tunnelerne var i brug i perioden 1966-1972 og står i dag uberørte. Vi tager en tur ned i tunnellerne, som ligger i en dybde på 10-30 meter. Højden i gangene er cirka 160-180 centimeter, så de fleste kan gå nogenlunde oprejst. Vi ser, hvordan indbyggerne boede, og hvordan tunnelsystemet blev udvidet med skole, biograf med videre. I alt 17 børn blev født her under jorden i denne periode.
Efter denne interessante og meget autentiske oplevelse kører vi videre mod den gamle grænse, som blev anlagt ved Ben Hai-floden. Vi stopper på den nordlige side og ser et lille museum, inden vi spadserer over den gamle Hien Luong-bro, som i dag er genopført. Halvdelen af broen er malet rød og den anden halvdel blå, dette for at symbolisere landets deling. Området omkring den gamle grænse blev kaldt DMZ, den demilitariserede zone. Pudsigt nok skulle det med tiden vise sig, at zonen blev det måske mest militariserede område i verden.
Vi krydser grænsen til fods og fortsætter det sidste stykke vej til den gamle kejserby Hué, som historisk set er Vietnams mest interessante by. Byen blev grundlagt i år 300 f.Kr. og var kejserhovedstad i årene 1802-1945. Da vietnameserne i slutningen af 1700-tallet efterhånden havde fået bugt med det gamle Champa-rige og samtidig havde fået gjort godt indhug i Khmerernes Rige i syd, besluttede man, at hovedstaden skulle flyttes til en central del af landet. Indtil da havde hovedstaden altid ligget i Hanoi i nord. Ved hjælp af både religiøse og militære eksperter besluttede man sig for at placere den nye hovedstad i de smukke omgivelser ved Duftenes Flod. I 1802 stod den nye kejserby færdig med palads og embedsboliger, omgivet af i alt 11 kilometer bymur. De næste par dage skal vi udforske denne spændende del af Vietnams historie.
Efter ankomsten til Hué og check-in på hotellet tager vi en afslappende tur i cykeltaxa rundt i byens gader og slutter dagen med middag på en lokal restaurant.
Overnatning i Hué.
Vi starter dagen med en smuk sejltur på den berømte Duftenes Flod, hvor vi blandt andet skal se Thien Mu-pagoden, der er en af de mest kendte bygninger i Vietnam. Pagoden ligger smukt placeret på en bakke med udsigt over floden. Den nuværende 21 meter høje pagode blev bygget i 1844 af kejser Thieu Tri, men den er blot den seneste af en række af pagoder, hvoraf den første blev grundlagt allerede i 1601. Hver af de syv etager er dedikeret til en Buddha, som opstår i menneskelig form, og i bygningerne ved siden af pagoden kan man blandt meget andet se den kæmpestore og mere end to tons tunge klokke Dai Hong Chung, som blev støbt i 1710. Det siges, at man kan høre den på ti kilometers afstand.
I Hué skal vi naturligvis også se citadellet, byens gamle fæstning. Det var kejser Gia Long, der i slutningen af 1700-tallet påbegyndte konstruktionen af citadellet med en omgivende vandgrav og en bymur på 11 kilometer. Oprindeligt blev muren bygget i jord, men i begyndelsen af forrige århundrede arbejdede titusindvis af mænd i 10-20 år på at dække alle murene med et to meter tykt lag mursten.
Om eftermiddagen tager vi bussen til Tu Ducs og Khai Dinhs mausoleer. Kejser Tu Duc styrede landet fra 1848-1883 og levede i sand kejserlig luksus. Hans mausoleum bærer klart præg af hans storhed og blev konstrueret således, at han kunne bruge det både før og efter sin død. Man kan se Hoa Khim-templet, som han brugte som palads, når han var på et af sine længerevarende besøg ved mausoleet, samt bådpladsen, hvor han lagde til, når han havde været på jagt på Tinh Kiem-øen. Åndealléen, der fører til gravstenspavillonen, er flankeret af en æresgarde med elefanter, heste, tjenere og militærmandariner, som alle er lavere end 153 centimeter, for det var kejserens højde! I den murede pavillon ligger kejserens gigantiske gravsten, der er den største i Vietnam. Den vejer hele 20 tons, og det tog fire år at transportere gravstenen de 500 kilometer fra området omkring Than Hoa til mausoleet. Men faktisk er kejser Tu Duc slet ikke begravet her i mausoleet, og ingen ved, hvor han og alle hans rigdomme ligger begravet, for man huggede hovedet af alle de 200 mennesker, der havde været involveret i begravelsen, for at undgå gravrøveri!
Khai Dinhs mausoleum er til gengæld et vidnesbyrd om det vietnamesiske kejserdømmes undergang, da landet blev koloniseret af franskmændene. Kejser Khai Dinh regerede i perioden 1916-1925, og hans gigantiske betonmausoleum blev bygget i årene 1920-1931. Mausoleet er veludsmykket, men med en blanding af europæisk og vietnamesisk kunst og kultur – selv æresgardernes ansigtstræk er af blandet oprindelse. Mausoleet er kæmpestort og strækker sig mod himlen med flere bygninger og gårde i forskellige etager. Har vi tid til det, besøger vi også det farverige marked Dong Ba, hvor de lokale handler med grøntsager, frugt, fisk med mere. Et markedsbesøg er en god mulighed for at komme tæt på de venlige og smilende vietnamesere.
Overnatning i Hué.
Vi siger farvel til Hué og kører videre mod syd. Formiddagens bustur er en af de smukkeste i Vietnam! Vi kører langs havet det meste af vejen, og undervejs passerer vi to mindre bjergpas samt det store 21 kilometer lange Hai Van-pas, hvor der fra toppen er en fantastisk udsigt over Det Sydkinesiske Hav. I havnebyen Danang spiser vi frokost på en restaurant ved China Beach, inden vi fortsætter til idylliske Hoi An.
Byen Hoi An var tidligere kendt som en travl handelshavn og er Vietnams mest charmerende og bedst bevarede by, der tilmed byder på en helt utrolig historie, som går mange tusinde år tilbage. I 1700-tallet kom der især handelsskibe fra Holland, Portugal, Kina og Japan og handlede med silke, papir, porcelæn, te, sukker, peber, kinesisk medicin, elfenben og lakvarer. Havnebyens strategiske beliggenhed lidt oppe ad en mindre flod skulle dog vise sig at blive den driftige bys endeligt. Efterhånden som handelsskibene blev større, blev vanddybden i floden for lav, og i midten af 1800-tallet flyttede handlen mod nord, hvor en stor naturlig bugt var som skabt til en ny havneby. Det er byen, som vi i dag kender som Danang, der med knap en million indbyggere er Vietnams femtestørste by.
Hoi An blev glemt og fortsatte som et lille fiskerleje, indtil turismen kom til Vietnam i starten af 1990´erne, og de første turister fik øjnene op for denne glemte perle. Mange bygninger i den gamle bydel – kinesiske, franske og vietnamesiske – er i dag fredede og fremstår som små arkitektoniske perler, der på næsten mystisk vis har overlevet de mange krige og uroligheder. Hoi An kom på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1999. Trods mange besøgende har byen formået at bevare sin helt unikke og idylliske stemning. Det er dog ikke kun selve den gamle bydel, der er et besøg værd, men også hele området omkring floddeltaet. Man skal ikke langt ud fra byen, før man er i landlige omgivelser med rismarker og små bysamfund. Vi tilbringer tre nætter i denne vidunderlige by.
Efter vi er blevet indlogeret på hotellet, går vi en tur gennem den gamle bydel og passerer nogle af de smukke historiske huse. Vi krydser også Den Japanske Bro, som japanerne byggede i 1593 for at forbinde den japanske bydel på den ene side af floden med den kinesiske på den anden side. Japanerne byggede broen rigtig solidt, for de frygtede jordskælv, som de kendte hjemmefra. Broen blev overdækket for at beskytte mod sol og vind og dekoreret med de smukkeste japanske ornamenter. Senere på aftenen spiser vi middag på en af byens mange udsøgte restauranter.
Overnatning i Hoi An.
Vi tager hul på dagen med en cykeltur til landsbyen Tra Que, der ligger cirka fem kilometer fra Hoi An. Her ser vi, hvordan de planter, dyrker og høster de grøntsager og krydderurter, der er så karakteristiske for det vietnamesiske køkken. Floden og områdets frugtbare jord har betydet, at landsbyens indbyggere gennem de sidste 500 år har kunnet dyrke grøntsager og krydderurter af høj kvalitet. Ved at bruge en bestemt alge, der findes i området, undgår landmændene også at skulle bruge kemikalier og kunstgødning i dyrkningen af afgrøderne.
Vi fortsætter cykelturen langs De Vong-floden til et lille fiskerleje, hvorfra vi sejler ud i deltaet. Her lærer vi de lokale fiskeres metode med at kaste net og får selv mulighed for at prøve denne særlige fangstmetode. Vi fortsætter til landsbyen Cam Thanh, som er kendt for sine vand-kokosnødder, der bliver brugt til tage på husene. Her i området fanger de lokale også krabber, og vi får lejlighed til selv at lære teknikken. Udflugten rundes af med frokost, inden vi cykler tilbage til hotellet og holder resten af eftermiddagen fri i den charmerende by. Hoi An er en vidunderlig by at have god tid i. Den historiske bydel er fri for bil- og motorcykeltrafik, og der er en dejlig stemning. Her findes også et stort udbud af gode forretninger.
Om aftenen kan du vælge selv at gå på opdagelse blandt byens mange skønne restauranter eller følges med rejselederen, som vil arrangere fælles middag for de, der måtte ønske dette.
Overnatning i Hoi An.
På rejsen har vi allerede stiftet bekendtskab med den velsmagende vietnamesiske mad. I dag skal vi selv forsøge os ud i kogekunsten. Vi begynder med at besøge det lokale marked, hvor vi køber friske grøntsager, fisk, kød og ikke mindst krydderurter, som er hele hemmeligheden bag det vietnamesiske køkken. Med poserne fulde af varer tager vi til vores kokkeskole, hvor vi – alle iført forklæder – lærer at tilberede nogle af de klassiske vietnamesiske retter. Vi slutter formiddagen med at nyde vores veltillavede retter – velbekomme!
Eftermiddagen er til fri disposition, og rejselederen har forslag til fælles aktiviteter for de, der har lyst.
Overnatning i Hoi An.
Vi tager afsked med det centrale Vietnam og flyver til Can Tho i Mekongdeltaet i det sydligste Vietnam. De næste par dage skal vi opleve det enorme delta, som er et af verdens frodigste områder. Den mægtige Mekongflod, der har sit udspring i det sydlige Kina, strækker sig næsten 5.000 kilometer gennem fem lande, til den munder ud og forgrener sig i deltaet her i Vietnam. Dette unikke område kaldes Vietnams spisekammer, og der høstes ris 3-4 gange om året. Efter ankomsten til Can Tho kører vi til hotellet, hvorefter vi tager på udflugt i byen.
Ovenpå eftermiddagens oplevelser spiser vi middag ved Mekongfloden.
Overnatning i Can Tho.
Vi står tidligt op og sejler til det store flydende marked i nærliggende Cai Rang. Det er uden sammenligning det mest farverige og myldrende flydende marked i verden. Her transporteres alskens frugter, afgrøder og andre varer naturligvis per båd, og hvorfor ikke ordne køb og salg fra båden også, nu når varerne er læsset om bord? Det er en helt speciel oplevelse at være en del af markedet, når der er allermest aktivitet, nemlig her tidligt om morgenen. Vel tilbage på vores hotel spiser vi morgenmad, inden vi begiver os mod Saigon eller Ho Chi Minh City, som byen hedder i dag. Undervejs gør vi holdt i Vinh Long, hvor vi skifter bussen ud med båd og begiver os ud på Mekongfloden gennem de mange kanaler. Undervejs går vi i land og besøger frugthaver og ser også, hvordan de lokale forarbejder afgrøderne. Vi skal blandt andet se fremstilling af kokoskarameller, rispopcorn og ikke mindst hjemmebrændt slangebrændevin. De modige kan få lov at smage – skål!
Vi går også i land på den lille ø Ban Tre med de mange frugtplantager. Her er en meget idyllisk stemning, og det er en fornøjelse at vandre rundt i de frodige omgivelser, hilse på de lokale og smage på de mange eksotiske frugter. Vi nyder en frokost på øen, inden vi fortsætter mod Ho Chi Minh City. Denne sprudlende storby i det sydlige Vietnam er markant anderledes end hovedstaden Hanoi. Gadebilledet er domineret af moderne storhuse, farverige reklameskilte og nye biler. Lokalbefolkningen er noget mere vant til udlændinge, og mange taler engelsk.
Overnatning i Ho Chi Minh City.
I den tidlige morgenstund kører vi til de berømte Cu Chi-tunneler, der blev bygget af Vietcong i perioden 1940-60. I første omgang var det for at hjælpe den lille landmandshær mod helikoptere og anden moderne krigsførelse, men da Vietnamkrigen var på sit højeste, strakte tunnelerne sig faktisk hele vejen fra Ho Chi Minh City til den cambodianske grænse. Alene i Cu Chi-distriktet er der over 250 kilometer underjordiske tunneler.
Efter frokost er vi tilbage i Ho Chi Minh City, hvor vi skal se nogle af byens mange historiske seværdigheder, blandt andet Præsidentpaladset, eller Uafhængighedspaladset, som det tidligere blev kaldt. Paladset er en klassisk bygning fra 1960’erne, da den sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem bestemte sig for at skifte den gamle, franske guvernørbolig ud med dette storslåede palads. Man får virkelig følelsen af svundne tiders storhed og rigdom, når man vandrer gennem de store sale, der står, som de blev efterladt i 1975. Turen går videre til et af byens mest interessante museer, nemlig Krigsmuseet. Museet beskriver Vietnams lange kamp for selvstændighed med hovedvægten på Den Amerikanske Krig fra 1965-1973 – krigen, som vi jo kender som Vietnamkrigen. Museet er opdelt i forskellige temaer og fortæller blandt andet om de eftervirkninger, særligt den biologiske krigsførelse, havde under det såkaldte Agent Orange-program. Der er også en udstilling om modstanden mod krigen i store dele af verden. I gårdhaven står gamle fly, kampvogne med videre udstillet. Det er et barskt museum, men naturligvis relevant for forståelse af det Vietnam, vi oplever i dag. Om aftenen samles vi til afskedsmiddag på en lokal restaurant.
Overnatning i Ho Chi Minh City.
Vi går en morgentur til en af byens centrale pladser, hvor vi finder Notre Dame-katedralen, bygget i årene 1877-1883. Vi passerer også byens rådhus, operahuset og det gamle posthus, som alle ligger i nærheden. Mangler du at købe de sidste gaver eller souvenirs, er det oplagt at besøge det nærliggende Ben Than-marked. Ellers er dagen til fri disposition, inden turen går mod lufthavnen og afrejse mod København.
Prisinformation
- Rejsens pris
-
Fra kr. 25.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer
- Tillæg for enkeltværelse
- 4.998,–
- Prisen inkluderer
-
- Dansk rejseleder
- Fly København – Hanoi med mellemlanding og Ho Chi Minh City – København
- 1 indenrigsflyvning
- Udflugter jf. program
- Indkvartering i delt dobbeltværelse
- Morgenmad dagligt, 14 frokoster (dag 3-4 og 6-15 og 17-18) og 9 middage (dag 2-4, 6, 8, 11, 13, 16 og 18)
- Brunch dag 5
- Skatter og afgifter
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 7 % af rejsens pris
- Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
- Eventuelle ekstra arrangementer
- Tillæg for enkeltværelse
- Øvrige måltider (ca. kr. 90,- per dag)
- Drikkevarer
- Drikkepenge til lokalguider og chauffører (ca. 80 USD i alt)
- Personlige fornødenheder
- Ekspeditionsgebyr per faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
- Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Vietnamesisk nytår
For vietnameserne er nytåret, også kaldet Tet Nguyen Dan, en national helligdag og en af årets største begivenheder.
Fejringen af nytåret er præget af en helt speciel og forventningsfuld stemning. Gaderne er smukt dekoreret med tusindvis af blomster, og overalt hænger der kinesiske lanterner. Du kan således glæde dig til at opleve denne ganske særlige folkefest, der strækker sig over flere dage. Samtidig skal vi gøre opmærksom på, at mange butikker vil være lukket i de dage, hvor den festlige begivenhed fejres. Det vil dog fortsat være muligt at gøre de mest nødvendige indkøb, og restauranterne har også åbent. Programmæssigt kan og vil der forekomme enkelte ændringer som følge af nytåret. Vi ved således allerede nu, at det flydende marked i Mekongdeltaet vil være lukket henover nytåret, men som udgangspunkt vil rejsens program naturligvis blive fulgt.
Datoerne for nytåret følger ”måne-kalenderen” og er derfor forskellig fra år til år:
- 9. februar – 13. februar 2024
- 28. januar – 1. februar 2025
- 16. februar – 21. februar 2026
Bagage
Det er en god idé at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. I det nordlige Vietnam kan det være køligt i vintermånederne (særligt januar-februar). Normale temperaturer vil om dagen være 20-22 grader og ned til 12-15 grader om aftenen. Lokale vejrforhold kan dog betyde, at det kan blive køligere, og det kan derfor anbefales at medbringe en varm trøje og/eller fleece samt en vindjakke. Til opholdet i Mai Chau er det vigtigt at medbringe godt og praktisk fodtøj. Lukkede vandresko eller kondisko er ideelle, mens sandaler ikke kan anbefales på denne del af rejsen. I det centrale og sydlige Vietnam vil det være behageligt varmt hele året rundt, og det er oplagt at medbringe sommertøj, sandaler m.v.
Visum til Vietnam
Læs mere her
Deltagerantal
Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Tilslutning med indenrigsfly
Mere om Vietnam
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.
Forlæng rejsen
Type | Rejseforlængelse |
---|---|
Varighed | 4 dage |
Pris | Fra 3.798,– |
Forlæng rundrejsen med 4 dage ved stranden
Med sin fantastiske beliggenhed helt ned til stranden ved det Sydkinesiske hav finder du Ho Tram Beach Resort. Det er et dejligt strand resort, som ligger i rolige omgivelser og er det helt perfekte sted for afslapning efter en oplevelsesrig rundrejse.
Billeder
Hotel
Resortet ligger i en charmerende have med store velindrettede bungalows, der alle har aircondition og en veranda. I den hyggelige have finder du også to poolområder med liggestole og de små snirklede stier binder hele resortet sammen. Trænger du til en pause fra solen, så finder du hotellets stemningsfulde bar/lounge midt på stranden i skyggen af palmer og træer, hvor du kan nyde en forfriskning eller et let måltid.
Desuden er der også mulighed for afslappende massagebehandlinger i Aurora Spa eller lidt mere aktive aktiviteter såsom cykelture, yoga og tennis. Den store morgenbuffet serveres i Restaurant Gecko, og det er også her, du kan nyde en dejlig middag, hvor menukortet byder på både vietnamesiske og internationale retter.
Pris
Fra: kr. 3.798,- per person i delt dobbeltværelse
Fra: kr. 5.796,- per person i enkeltværelse
Prisen inkluderer
- Transport mellem lufthavn og hotel
- Indkvartering på hotel i delt dobbeltværelse
- Morgenmad dagligt
- Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
- Tillæg for enkeltværelse
- Rejseleder
- Eventuelle ekstra arrangementer
- Personlige fornødenheder
- Drikkepenge
- Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer“
Bestilling
Rejseforlængelsen skal bestilles i forbindelse med bestilling af selve rejsen eller senest 75 dage før afrejse. Vi kan desværre ikke garantere ledig plads på hotel, fly osv. på alle afrejsedatoer.