Schweiz, Schwarzwald, Liechtenstein og Bodensøen med Mainau

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

En rejse i fire lande med besøg ved Rheinfall, blomsterparken Mainau, Bodensøen, Lichtenstein og den smukke schweiziske by, Luzern

Turen starter i Zürich og fortsætter over tyske Schwarzwald til Bodensøen med Bernadotternes ø Mainau med den fantastiske blomsterpark. Vi besøger et af Europas største vandfald, Rheinfall, og den mondæne og flotte by Bregenz, før turen fører os til Vorarlberg i Østrig og Liechtenstein. Vi slutter af i den smukke by Luzern ved Vierwaldstättersee med byens vartegn Kapellbrücke. På 8 dage har vi set en af Europas største søer, et af de største vandfald, en af største og flotteste blomsterparker samt oplevet fire forskellige lande – og ikke mindst smagt på den legendariske kirsebærkage fra Schwarzwald.
Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Euro, Schweiziske franc

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
Fly København – Zürich, Schweiz. Byrundtur før transfer til Schwarzwald
Dag 2
Udflugt i Schwarzwald, kukure, bådtur på Titisee, Schwarzwälder Kirschtorte og Triberg vandfald
Dag 3
Blomsterøen og slotsparken Mainau
Dag 4
Formiddag i Bregenz, bådtur til Bodensøen før ankomst til Feldkirch
Dag 5
Feldkirch, Stein am Rhein, Schaffhausen, Rheinfall
Dag 6
Feldkirch til Vaduz i Liechtenstein og videre til Luzern
Dag 7
Luzern
Dag 8
Fra Luzern til Zürich og hjemrejse

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Zürich, Schweiz. Byrundtur før transfer til Schwarzwald ca. 160 km
Velkommen til Zürich

Vi lander i Kloten lufthavn lidt uden for Zürich. Zürich er den største by i Schweiz, og byens gamle bydel er absolut et besøg værd. Middelalderbyen ligger ud til Zürichsee omgivet af floden Limmat og bifloden Sihl. Limmat er en biflod til Aare, der igen er en biflod til Rhinen. Vandet i floderne har virket både som forsvarsværn og som transportvej, hvorfor byens placering her har været meget vigtig. Schweiz blev først rigtig selvstændig, som det land vi kender i dag efter Wienerkongressen i 1815, der afsluttede Napoleons storhedstid efter slaget ved Waterloo. Indtil da var enkelte kantoner tilsluttet Edsforbundet, for at komme ud af Habsburgernes overherredømme, men som så mange andre områder i Europa var landet underlagt adskillige kongedømmer og republikker. Landet har derfor en kompleks historie, med de fire officielle sprog tysk, fransk, italiensk og retoromansk. I dag er der 26 kantoner med delvis selvstyre i forbundsstaten Schweiz, hvor kvinderne først fik valgret i 1971.

Vi kører i dag ind til centrum, og der er mulighed for at spise frokost, før vi går en tur rundt i den lille kønne Altstadt. Vi skal blandt andet se på uret, der pryder klokketårnet i St. Peters kirken, og som vi ikke kan undgå, da det er en af de største urskiver i Europa.

Efter byrundturen i Zürich kører vi nordpå og ind i Tyskland til vort næste mål, Schwarzwald. Vi indkvarteres og spiser middag på hotellet.

Dag 2
Udflugt i Schwarzwald, kukure, bådtur på Titisee, Schwarzwälder Kirschtorte og Triberg vandfald ca. 150 km
Neustadt ved Titisee er meget kendt for sine kukure

Efter en rolig morgen med god gedigen morgenmad på hotellet går turen ud i Schwarzwald. Vi er nu i området og delstaten Baden-Württemberg i Bayern og i udkanten af de Schwäbische Alper. Det er et rigt område med Mercedes- og Porsche-byen Stuttgart som hovedbyen, det kendte universitet i Freiburg, kurbyen Baden-Baden, vandvejene på Rhinen, Neckar og Donau, samt den store grænsesø Bodensee, som vi besøger senere.

Vi kører mod Titisee, en smuk smaragdgrøn sø, hvortil folk valfarter netop på grund af det imponerende syn. Neustadt ved Titisee er til dels med rette meget kendt for sine kukure, som du vil få lejlighed til at se nærmere på.

For at få den bedste oplevelse ved Titisee, tager vi på en sejltur på søen, som er smukt omkranset af skovens træer. Herefter fortsætter vi vor tur gennem Schwarzwald og skal naturligvis ikke forbigå den berømte lokale specialitet, den meget berømte kirsebærkage Schwarzwälder Kirschtorte, som vi indtager med friskbrygget kaffe.

Efter kaffepausen er det tid at drage videre til Tysklands højeste vandfald ved Friberg, før vi vender næsen tilbage til hotellet, middag og overnatning.

Dag 3
Blomsterøen og slotsparken Mainau ca. 215 km
Øen Mainau

Dagen er afsat til et besøg på den smukke og kendte blomsterpark på øen Mainau, der ligger i den nordvestlige del af Boden-søen. Mainau har en spændende og lang historie, der går tilbage til romertiden, men den skandinaviske historie begynder med 30-års krigen 1618 – 1648, hvor de svenske tropper under ledelse af Carl Gustav Wrangel med 17 stærkt bevæbnede skibe angreb Mainau og indtog øen og dets fæstning. Øen og borgen blev plyndret og forladt i 1847. Øen havde i århundreder tilhørt den tyske orden, og der var i middelalderen opført et kloster til på øen.

Den svenske forbindelse kommer langt senere. Efter flere ejerforhold var øen ejet af Frederik II af Baden, der var barnløs, hvorfor øen og slottet overgik til hans søster Victoria i 1928, som blev gift med den svenske kronprins Gustav af Sverige og Norge tilbage i 1881, lang tid før Norge blev selvstændig. Han blev konge i 1908 som Gustav V. Efter Victorias død i 1930 overgik slottet og øen til deres yngre søn prins William, som ikke anede hvad han skule bruge stedet til, så han overlod det til sin søn prins Lennart Bernadotte. Det var dog først efter II Verdenskrig, at han satte skub i restaurering af slottet og opbygning af parken, der har ideelle forhold i det subtropiske klima, der netop findes her. Således har Bernadotte-familien haft stor indflydelse på Mainau, som det ser ud i dag. Lennart Bernadottes børn fungerer i dag som bestyrere af Lennart Bernadottes familefond og ejer en meget lille andel samt driver den kommercielle del med turismen og besøg.

Vi skal se museet i den nederste del af slottet og resten af dagen er tilegnet parken, blomsterne og den 45 hektar store ø.

Fra Mainau fortsætter vi nu ind i Østrig til området omkring Feldkirch, hvor vi skal overnatte de næste 3 nætter. Turen går gennem byen Konstanz, der har lagt navn til den engelske betegnelse for Bodensee – Lake Constance. Byen er delt af Rhinen, og når vi kører over broen i Konstanz havner vi igen i Schweiz, her hedder den samme by dog Kreuzlingen. Herfra kører vi langs med søen sydvestover og passerer igen en landegrænse, denne gang til Østrig og Voralberg.

Fremme omkring Feldkirch indkvarteres vi og spiser middag på hotellet.

Dag 4
Formiddag i Bregenz, bådtur til Bodensøen før ankomst til Feldkirch ca. 80 km
Bregenz

Efter morgenmad kører vi ca. 30 km nord på til Bodensee og byen Bregenz, der er hovedstaden i den vestligste provins Voralberg. Vi skal på en rundtur i Bregenz, der ikke er provinsens største by, men langt den mest betydningsfulde, når det gælder kunst og kultur samt en nytænkende og nyskabende by, hvad byrundturen ville bringe flere eksempler på. I den gamle bydel skal vi se Martinsturm, der er Bregenz vartegn, og vi kan heller ikke komme udenom by-bjerget, der knejser over byen Pfänder, der trods alt ligger i 1064 meters højde, og hvorfra der er en vidunderlig udsigt over alperne.

Der bliver tid til på egen hånd at tage svævebanen op til udsigten Pfänder, spise frokost og gå på museum i Kunsthaus. Fra Bregenz sejler vi om eftermiddagen ud på en skøn sejltur på Bodensee. Sidst på eftermiddagen returnerer vil til Feldkirch og spiser middag.

Dag 5
Feldkirch, Stein am Rhein, Schaffhausen, Rheinfall ca. 260 km
Rheinfall er et af de største vandfald i Europa

I dag drager vi igen tilbage til Schweiz, hvor vi kører til Stein am Rhein. Det er en af de mest pittoreske byer i Schweiz ikke mindst på grund af dens idylliske atmosfære med bindingsværkshuse, de typisk hængende Tyroler-blomster, Rhinpromenaderne og en vidunderlig stemning i en lille by med over 1.000 år på bagen. Stein am Rhein er der, hvor Rhinen fortsætter sit løb ind i Schweiz fra Bodensee. Her er der altid en brusende lyd fra floden, som bidrager til den skønne atmosfære. Rådhuspladsen er meget smuk, ikke mindst på grund af rådhuset fra 1500-tallet.

Turen fortsætter fra Stein am Rhein til Rheinfall, et af de største vandfald i Europa, der ligger på grænsen mellem Schweiz og Tyskland. Med 150 meters bredde og 23 meters højde er det ganske imponerende flot og samtidigt larmende og kan være en ganske våd oplevelse at komme tæt på. Vi dvæler her en stund og nyder udsigten, vandet og den skønne stemning.

Vi kører den korte vej til Schaffhausen, hovedstad i kantonen af samme navn, der ligger ovenfor vandfaldet. Det var hertil, at de mange flodpramme med varer kunne komme til, før gods og varer måtte omlades og føres med vogne forbi vandfaldet for igen at blive fragtet videre med nye både til videre transport og omvendt modtage returvarer til tilbagetransport fra den anden side af vandfaldet. Byen blomstrede op og blev en vigtig handelsby tilbage i 1500-tallet, hvor det imponerende bygningsværk Munot-fæstningen også blev opført. Det blev opført på det lille bjerg Emmersberg og kontrollerede dermed Rhinen og dens aktiviteter. Fra den runde, hvide fæstning, hvorfra der er en glimrende udsigt, lyder klokkerne hver aften kl. 21. Det er en gammel tradition fra dengang byportene lukkede, og har nu blevet håndhævet i flere hundrede år.

Efter besøget i Schauffhausen er det tid at vende tilbage til Østrig og Feldkirch og middag.

Dag 6
Feldkirch til Vaduz i Liechtenstein og videre til Luzern ca. 160 km
Fyrstens officielle residens Schloss Vaduz

Vi forlader Feldkirch området for at køre ind i lilleputlandet Liechtenstein, der ligger bare få kilometer væk. Liechtenstein er verdens 6. mindste land og et fyrstendømme, der regeres af fyrst Hans-Adam 2. Sproget er tysk, deres valuta er Schweizer Franc og det er et lille økonomisk paradis – eller snarere var. Bankhemmeligheder med skjulte konti og organiseret skatteskjul er ved at høre fortiden til, og en langt større åbenhed og ændring i bankverdenen er kommet til. Den eneste jernbanestrækning køres af den østrigske statsbane gennem Lichtenstein, der er ingen motorveje, og alligevel er der en glimrende infrastruktur.

Rent naturmæssigt har landet bjergtoppen Grauspitz, der når op i 2.599 meters højde og en sø, der er opstået ved at landets vestlige grænse Rhinen gik over sine bredder og dannede søen Gampriner Seele.

Vi stopper i hovedstaden Vaduz, hvor regeringsbygningen ligger, og vi kan se fyrstens officielle residens Schloss Vaduz fra byen. Slottet, som minder om en fæstning, ligger på en bakketop over byen og er lukket for besøgende, men er meget fotogen nedefra.

Efter opholdet i Vaduz går turen videre ind i Schweiz, hvor næste mål er den smukke by Luzern. Luzern ligger ved Vierwaldstättersøen, der som navnet siger er søen ved de fire dale, og omgivet af store bjergmassiver i det centrale Schweiz. Vi tager en byrundtur, hvor byens historie og dens seværdigheder skal ses.

Vi bor i centrum og skal nu ud og se denne utroligt smukke by, hvis kendetegn er den smukke træbro Kapellbrücke fra 1333. Det er dog en delvis rekonstruktion, da broen delvist nedbrændte i 1993. Det er Europas ældste overdækkede træbro og forbinder det gamle centrum med den sydligere del af byen over floden Reuss.

Byen er elegant, charmerende og velbesøgt. Der er et fantastisk godt teknisk museum lidt uden for centrum Verkerhrshaus, der ligger ved søen i en flot anlagt bygning. Den anden træbro Spreuerbrücke er også et must med 67 billeder af kunstneren Kasper Meglinder fra 1600-tallet, ligeledes Museggmauer, der er et middelalder forsvarsanlæg, der er meget fint bevaret og omkranser den indre ældre bydel. Fra bymuren har man en fin udsigt over byen samt til bjerget Pilatus med sine 2.129 meters højde og bag dette til Titlis ved Engelberg med sine 3.239 meters højde.

Aftenen er til fri disposition, og det schweiziske køkken kan afprøves.

Dag 7
Luzern ca. 4 km
Den smukke træbro Kapellbrücke fra 1333

I dag er der fri mulighed for at tage på rundtur på søen, besøge Pilatus-bjerget, vandre ved søen og afprøve det solide schweiziske køkken med nogle af deres berømte osteretter. Ostefondue, Raclette eller en simpel osteplatte med Gruyere og Emmentaler med brød og hvidvin er vel heller ikke at foragte.

Igen i dag er der mulighed for selv at undersøge og afprøve de lokale restauranter.

Dag 8
Fra Luzern til Zürich og hjemrejse ca. 75 km
Luzern
Afhængig af tidspunktet for returflyet til København er der tid på egen hånd. Bussen tager os til Zürich og Klotten lufthavn, hvorfra vi flyver hjem efter en oplevelsesrig tur rundt i fire lande.

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Fly København Zürich t/r
  • Dansk rejseleder
  • 2 nætter med halvpension i Schwarzwald
  • 3 nætter med halvpension omkring Feldkirch
  • 2 nætter med morgenmad centralt i Luzern
  • Blomsterparken Mainau og besøg i slottets museum
  • Sejltur på Titisøen
  • Schwarzwälder Kirschtorte med kaffe
  • Bådfart på Bodensøen fra Bregenz til Lindau
  • Guidet rundtur i Zürich, Bregenz og Luzern med lokalguider
  • Udflugter som beskrevet
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguide, kuffertservice og chauffør m.v. (beregn ca. kr. 400,- pr. person)
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under prisen inkluderer

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Medbring fornuftigt fodtøj, paraply eller regnslag – vi er i alpe-området, og vejret kan været meget omskifteligt.

Hånden på hjertet

Information

Schweiz er ikke billigt. Turen er på mange måder en hyldest til livet omkring den nedre del af Rhinen og det velhavende område omkring den store centraleuropæiske sø Bodensee.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser