Vaccination Cambodja
Herunder finder du en oversigt over de vaccinationer, der anbefales ved rejser til Cambodja.
Vaccinationer
Kort rejse, under 3 uger til turistområder: hepatitis A - difteri/stivkrampe
Rejse over 3 uger, desuden: evt. hepatitis B - japansk hjernebetændelse (i perioden april-oktober)
Længere ophold, desuden: hepatitis B - evt. rabies (hundegalskab) - tuberkulose
Gul feber
Gul feber-vaccinationscertifikat kræves af rejsende, der kommer fra et gul feber-område. En vaccine mod gul feber skulle tidligere fornyes hvert 10. år. Det er nu ændret, så en vaccine gør dig immun over for gul feber hele livet.
Malaria
Der er malaria i hele Cambodja, men i de områder, hvor turister kommer, er risikoen for at blive smittet med malaria meget lille. Du behøver derfor ikke tage forebyggende malariamedicin, men bør være meget omhyggelig med forebyggelse af myggestik. Brug myggespray med DEET eller AUTAN, hvis du opholder dig udendørs efter mørkets frembrud, anvend imprægneret myggenet eller bo på hoteller med aircondition. Malariamyggen stikker først efter mørkets frembrud.
Hvis du i op til 5 måneder efter hjemkomst fra Cambodja pludselig får feber, skal du straks kontakte din læge.
Denguefeber
Der er denguefeber i hele Cambodja, også i byerne. Der findes ingen vaccine eller medicin, man kan tage forebyggende. Man skal være omhyggelig med at beskytte sig mod myggen med myggespray med DEET eller AUTAN. Denguemyggen stikker hyppigst lige omkring solopgang og solnedgang.
Du kan få mere information om de sygdomme, der foranlediger de forskellige vaccinationer her: Almindeligt forekommende sygdomme
Oplysningerne her på siden er udarbejdet af Albatros Vaccinationsklinik ved Læge Mogens Rishøj og sygeplejerske Karin Rishøj. Bestil tid til vaccination og læs mere: Albatros Vaccinationsklinik