Rejs til Belgien

Belgierne og deres forfædre har været kastebolde for skiftende magthaveres kamp om magt og rigdom igennem århundreder, hvor imperier og overherrer som romerne, frankerkongerne, den tysk-romerske kejser, burgunderne, habsburgerne, englænderne, Ludvig 14., Napoleon og den hollandske konge har siddet øverst på magtens trone.

Først i 1831 blev landet selvstændigt, og Leopold 1. udråbt til at være Belgiens første konge. Efter Napoleons nederlag på slagmarkerne på dørtærsklen til Bruxelles i 1815, var det ellers ved Wienerkongressen blevet besluttet, at Holland, Belgien og Luxembourg skulle lægges sammen under Kongeriget Nederlandene, men modsætningerne, ikke mindst de religiøse, var for store og eksperimentet mislykkedes. Hvor de fleste belgiere er katolikker, er hovedparten af hollænderne protestanter. Allerede med fredsslutningen efter Trediveårskrigen i 1648 skiltes vejene dog for de nordlige og sydlige Nederlande eller det der omtrent svarer til de senere stater Holland og Belgien.

I løbet af 1800-tallet oplevede Belgien en stærk økonomisk vækst, dels baseret på kul- og stålindustrien, dels på kolonierne i Afrika. Den belgiske konge fik tilkendt Congo som sin personlige ejendom, og kolonien blev groft udnyttet. Penge fra guld-, sølv-, kobber- og diamantminer og gummiplantager strømmede i de næste årtier til landet fra Congo. Afrikamuseet, Justitspalæet og triumfbuen i Parc du Cinquantenaire blev alt sammen finansieret af congolesernes hårde arbejde og landets råstoffer og det samme gjaldt nogle af de store avenuer i Bruxelles. I årtier blev millioner af afrikanske mænd, kvinder og børn ofre for et umenneskeligt, kolonialistisk system, hvor tvangsarbejde, interneringslejre, pisk og lemlæstelser var på programmet. I dag diskuteres det, hvor mange der døde af sult, misrøgt og udmattelse. Nogle historikere mener, at op mod halvdelen af den indfødte befolkning døde under Leopold 2., men det er under alle omstændigheder et meget mørkt kapitel i landets historie.

Blodig var også både Første og Anden Verdenskrig. Belgien var neutralt, men blev invaderet under begge krige. Efter Anden Verdenskrig var Belgien et af de grundlæggende medlemmer af NATO og Kul- og Stålunionen, det senere EU. Begge organisationer har i dag deres hovedkvarterer i Bruxelles.

I 1950 var kongehuset tæt på at blive afviklet. Leopold 3. havde efter manges mening været for tyskervenlig under Anden Verdenskrig, men katolikkerne støttede kongen og en folkeafstemning, hvor 58 pct. var for kongens genindsættelse og 42 pct. imod, fik kampe til at bryde ud i gaderne. De voldsomme begivenheder delte landet op i to: det katolske Flandern, hvor godt to tredjedele var for kongen, og det socialistisk-sindede Vallonien, hvor under halvdelen støttede kongen. I dag er bøtten vendt. Kongehuset er blevet et symbol på et forenet land. Der er dog store økonomiske og sociale uligheder mellem de to dele. Minerne er lukkede i Vallonien, og metalindustrien lider. Flere gamle industribygninger bruges nu til kulturelle formål, bl.a. har Charleroi et af Europas bedste fotomuseer beliggende i en gammel fabriksbygning. Arbejdsløsheden er dog stadig særligt høj i de tidligere mine- og industribyer. Anderledes positivt ser det ud i Flandern, hvor man også finder de byer, der trækker flest turister til landet.

Havnebyen Antwerpen er bl.a. kendt for diamanthandel, der er centreret omkring hovedbanegården, men også for flamsk barokkunst og for at være Rubens’ hjemby. I de senere år er byen også blevet berømmet for en spirende modescene. Den gamle del af byen er skabt rundt om byens katedral, der er Belgiens største. Langs de brostensbelagte gågader kan man se huse fra middelalderen. Området nordvest for Franklin Rooseveltplaats er præget af de mange tyrkiske, afrikanske og kinesiske indvandrere, der bor her, mens den sydlige del af byen især er populær blandt forretningsfolk og folk fra den kreative klasse.

Omkring 40 kilometer fra Gent ligger Brugge, der i usædvanlig grad har bevaret sin middelalderarkitektur. De smalle, brolagte gader, skæve huse og maleriske broer over stille kanaler har givet byen en plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Byens storhedstid blev grundlagt på uldhandlen med England i højmiddelalderen, hvor flamsk klæde var berømt. Velstanden gjorde, at indbyggerne fik råd til at bygge deres huse i sten. Da byens havn senere sandede til, mistede den sin betydning, men den oprindelige middelalderbykerne blev i udstrakt grad bevaret. Byen er en af de mest besøgte i Belgien, og den blev kendt viden om med den kulsorte engelske lejemorderkomedie In Bruges fra 2008 med bl.a. Colin Farrell og Ralph Fiennes i hovedrollerne.