Rejs til Holland
Det klassiske romantiske billede af Holland forestiller et mylder af kanaler, sirligt dekorerede træsko, tulipanmarker i alverdens farver og små, buttede møller. Læg dertil en flok gyldne solsikker malet i temperamentsfuld stil, travle cyklister der ikke viger tilbage for nogen og den karakteristiske duft af fjolletobak. Holland er på én gang dybt historisk forankret og ultramoderne – og et fantastisk land at rejse i.
at Hollands officielle navn, Nederlandene, stammer fra 1100-talet, hvor navnet blev brugt om områderne omkring Rhinens nedre løb - altså fra Köln og ned mod Nordsøen?
at hash, trods mange turisters indtryk, ikke er lovligt i Holland? Men myndighederne tolererer, at en række navngivne coffee shops sælger små mængder marihuana til personligt forbrug.
Hollands geografi
Hollands historie og kultur
Holland har været underlagt forskellige herredømmer fra Cæsar og Karl den Store til burgunderne og habsburgerne. Spaniens Filip II var det sidste udenlandske overhoved og herskede indtil 1579, hvor Holland endelig blev selvstændigt. Det betød dog ikke fred og ro i det lille tulipanland, men derimod mange års hidsige kampe mellem forskellige religiøse grupperinger. Måske på grund af denne tradition for religiøse stridigheder vælger langt de fleste af Hollands 17 millioner indbyggere i dag at holde sig helt uden for etablerede religioner. Resten bekender sig til forskellige religioner som den romerskkatolske og calvinismen. Fra 1600-tallet udviklede den lille nation sig til en af verdens førende søfarernationer. Snart havde hollænderne etableret omfattende handelsruter og indbringende kolonier rundt om i verden fra Caribien over Sydafrika til Sydøstasien. Hollænderne fik under kolonitørsten også ”opdaget” Australien og oprettet en lille handelsstation på Amerikas østkyst, som de kaldte Ny Amsterdam. Denne byttede Holland senere til det lille sydamerikanske land Surinam, og endnu senere skiftede Ny Amsterdam navn til New York.
Samtidig med at handelsmænd og opdagelsesrejsende sejlede havene tynde, blev malerne hjemme i Holland og skabte den hollandske guldalder. Derfor kan vi nu beundre malerier af blandt andre Rembrandt, Vermeer og Rubens på Amsterdams mange museer. I 1815 blev Holland et kongedømme, som dengang også omfattede Belgien. Navnet på det samlede kongerige var Nederlandene, hvilket egentlig stadig er Hollands officielle navn. Holland er i virkeligheden navnet på den del af landet, der ligger ud mod vestkysten.
Efter denne omgang navneforvirring kan vi nu gå videre med historien: Belgien løsrev sig snart fra Nederlandene, og de næste 100 år forløb rimelig fredeligt, indtil anden verdenskrig brød ud, og landet var besat af tyskerne i fem år. Blandt andet med en heftig hungersnød sidst i besættelsesperioden til følge. Herefter begyndte landets oversøiske kolonier at kræve selvstændighed, og i dag er kun øerne Aruba og de Nederlandske Antiller i Caribien tilbage.
Amsterdam
Amsterdam er ikke kun hovedstad for kanaler, cykler og coffee shops, men også hele landets hovedstad, selv om regeringen, ligesom den Internationale Domstol, sidder i Haag. Men rejser man til Amsterdam, bliver man snart enig i, at byen har fortjent en eller anden form for speciel status for sin skønhed og specielle stemning. De smalle farvestrålende pakhuse læner sig ud over kanalerne, mens cyklisterne suser af sted langs bredden og sender misundelige blikke mod husbådene, der vugger på vandet. Amsterdam er i sandhed cyklisternes by. Vejene er smalle og ofte ensrettede, og en bil er kun til besvær. Cykler er faktisk så populære, at de kan være svære at have for sig selv. 1 million cykeltyverier om året må amsterdammerne finde sig i, men der findes kun ½ million cykler i byen. Det svarer altså til, at hver cykel stjæles to gange hvert år.
Et andet kendetegn er Amsterdams hårdnakkede ry for frisind. Men selv om det stadig kan lade sig gøre at finde butikker med diverse fantasifulde varer til soveværelset i byens berygtede Red Light District, er der nu flere nydelige slipseknuder end rebelske dreadlocks i byen. Yderst seværdige attraktioner er her dog stadig masser af. På byens berømte museer kan man for eksempel studere Boschs dæmoniske detaljerigdom, Rembrandts mesterlige beherskelse af lys og skygge, Vermeers strålende klare farver og selvfølgelig van Goghs næsten vanvittige penselstrøg. I Anne Franks hus kan de, der har tålmodighed til at overvinde køen, som ofte snor sig langt ned ad Prinsengracht, blive konfronteret med den uhyggeligste periode i europæisk historie. I baghuset levede familien Frank og nogle venner skjult i to år, indtil Gestapo bankede på og sendte dem i forskellige lejre. Kun faren Otto Frank vendte levende tilbage, men Annes dagbog overlevede som bekendt også og er blevet et betydeligt vidnesbyrd om nazismens jødeforfølgelse. Noget man skal gøre i Amsterdam er at tage en sejltur på de små kanaler. Amsterdammerne er selv yderst begejstrede for denne syssel, og det er også en eminent måde at opleve byen fra et nyt perspektiv. Her er hele 165 kanaler at vælge imellem. De krydses af 181 broer og lægger vand til 2500 husbåde.
Rotterdam
Hollands storby nummer to, Rotterdam, er præget af ny, moderne arkitektur. Den triste grund til dette omfattende make-over af den ellers gamle by er, at Rotterdam stort set blev jævnet med jorden under anden verdenskrig. Ud over en arkitektur, som får både science fiction-fans og nytænkende arkitekter til at nikke anerkendende, kan Rotterdam prale af at være hjemsted for verdens næsttravleste havn. Rotterdam indgår i en vedvarende rivaliseren mod Amsterdam. Hvor fjollet dette end måtte være, har det resulteret i et sprudlende kulturliv og en hel bunke museer, der er interessante nok til at give Amsterdams ditto lidt sved på panden.