Rejs til Jersey
Øen er den største og sydligste af de fem Kanaløer og betegnes bl.a. som Dronningen af Kanaløerne. Beliggenheden 25 km ud for Normandiets kyst og 130 km syd for den engelske kyst midt i Den Engelske Kanal beriger Jersey med et særdeles dejligt klima, der har dannet grobund for en fantastisk natur, der allerede i februar begynder at springe ud.
at Jersey hvert år oplever den samme kartoffel-furore som Samsø, når årets første høst af den beskyttede kartoffelart Jersey Royal er gravet op?
at Victor Hugo opholdt sig noget tid i netop St. Helier på Pomme d’Or Hotel? I 1855 flyttede han til Guernsey, hvor han blandt andet skrev klassikeren ”Les Misérables”.
Om Jersey
Jerseys historie
Jersey og Kanaløerne var fra 933 del af hertugdømmet Normandiet, og da hertugen i 1066 blev engelsk konge, blev også øerne engelske. I 1204 tabte England Normandiet, men øerne vedblev med at høre under den engelske krone. I dag ånder alt fred og ro her, men op gennem tiderne har øen været under både den franske og engelske krone. Senest blev øen som det eneste engelske område i Europa besat af den tyske værnemagt under anden verdenskrig, og blev først frigivet 9. maj 1945, fire dage efter Danmark! Den dag i dag kan man – som bunkerne langs den jyske vestkyst – stadig se de mange levn af tyske forsvarsværker, her ofte bygget imponerende ind i klipperne.
Jersey hører ikke længere under Storbritannien som sådan, da øen har selvstyre, men som en såkaldt britisk kronbesiddelse sidder her stadig en britisk udpeget guvernør. I kraft af at Jersey ej heller er medlem af EU, er der fordelagtige skatteforhold for beboere og besøgende, hvilket har givet Jersey kaldenavnet ”Kanaløernes Monaco”.
Øen er et skønt miks af det bedste fra Storbritannien og Frankrig med en udpræget anglo-fransk atmosfære rig på historie, betagende natur og ypperlige forhold for strandliv med over 70 km kyst og 30 strande. Og med kun lige godt en times færgesejlads fra Normandiets kyst er der ikke langt til flere spændende oplevelser, hvis Jersey-landskabet en dag skal suppleres yderligere. Øen rummer det hele, hvad enten man er til aktive vandreture ud i naturen, strandliv eller shopping og med rigelige godbidder for den historieinteresserede.
Apropos godbidder er det gastronomiske niveau på øen generelt højt, da mange af restaurantmenuerne nyder godt af de friskfangede salte godter fra havet og lokalt producerede råvarer. Heriblandt den berømte kartoffel Jersey Royal, det møre kød fra Jerseykvæg og mejeriprodukter lavet af Jersey-mælk med den fyldige smag.
Allez mod Englands solskinsø – Jersey here we come!
Om St. Helier
Jerseys hovedstad, St. Helier, er en af Kanaløernes hotspots. Den er en af de mest populære byer at besøge grundet dens optimale miks af gamle traditioner og moderne livsstil samtidig med den perfekte beliggenhed for at drage ud og opleve Jerseys mange seværdigheder.
Hvis Jersey er dronningen af Kanaløerne, må St. Helier siges at være juvelen i den krone, der sidder smukt på det royale hoved. Byen er navngivet efter øens første og mest berømte helgen, der levede tilbage i det 6. århundrede ude på en lille tidevandsø i St. Aubin’s Bay i sit eremitbo. Her finder man i dag ruinerne af den lille klosterkirke, der blev bygget på stedet, hvor man mener, Helier boede, samt den imponerende og smukke borg Elizabeth Castle, der blev påbegyndt i 1600-tallet for at forsvare byen mod invasioner. Det specielle ved øen er netop, at man kan gå derud ved lavvande, og i løbet af dagen, som vandet stiger, sejler man tilbage igen med færge – virkelig en oplevelse, man skal unde sig selv!
