Rejseblog fra Peru

Følg med rejseleder Christina i inkaernes fodspor gennem Peru
Læs rejseleder Christinas blog og følg med på rejsen gennem Peru og det gamle Inkarige

Mærk storbypulsen i Lima, besøg indianerne på de flydende sivøer i Titicacasøen, gå i inka-kejserens fodspor gennem Cusco og føl magien ved majestætiske Machu Picchu.

Læs med herunder og husk også at kigge forbi vores rejser til Peru

Ældgammel ingeniørkunst og væveteknikker

26. marts 2019

Efter besøget ved Machu Picchu i går tror de fleste i vores gruppe, at nu har vi set alt, der er at se i Peru. Men der tager de heldigvis fejl. Peru byder på nye oplevelser bag hvert hjørne. I dag skal vi se saltbassinerne ved Maras. Der er tale om mere end 3.000 bassiner bygget på en bjergskråning, hvor der siden præ-inkatiden er blevet opsamlet vand fra en saltvandskilde. Ingen ved præcist, hvorfor kilden er salt, men man formoder, at den varme kilde løber igennem et kæmpemæssigt saltdepot, som blev indkapslet i bjerget, dengang Andesbjergene opstod for millioner af år siden. I den tørre periode bliver alle bassinerne overrislet med vand fra kilden og efter et par dage har den stærke sol fordampet vandet, så man ved at gentage proceduren kan opsamle et tykt lag salt i hvert bassin. Vi går rundt mellem bassinerne, hvor kildevandet løber, og vi kan ikke dy os for at stikke en finger i og smage på vandet. Saltsmagen er meget intens, og vandet er så salt, at vores fingre bliver helt hvide efter et par minutter.

Bassinerne overrisles med vand via et sirligt system af underjordiske rør

Turen går videre til landbrugsterrasserne ved Moray. Her er brede, cirkulære terrasser bygget ned i en naturlig fordybning i bjergene. Det kolossale område kan godt lede tankerne hen på et amfiteater, men det er stedet dog aldrig blevet brugt til. Det var derimod en slags forskningscentre, som inkaerne brugte i deres kamp for få maksimeret udbyttet af deres landbrug. De fandt ud af at lave hybride afgrøder, der var præcist tilpasset de klimatiske forhold. På terrasserne ved Moray blev faktorer som solpåvirkning, temperatur, nedbør, vind og jordens beskaffenhed nøje studeret. Således fik man i tidens løb fremdyrket mere end 3.000 forskellige slags kartofler og over 300 forskellige typer majs, som efterfølgende kunne dyrkes i hele inkariget og brødføde den ca. 12 millioner store befolkning.

Landbrugsforskning på højt plan

Inden vi når helt tilbage til Cusco, besøger vi et kvindekooperativ i byen Chinchero, hvor man er gået sammen om at videreføre de gamle teknikker inden for at vaske, spinde, farve og væve smukke stoffer i fåre- og alpakauld. Alle kvinderne lærer fra barnsben disse teknikker, som bliver overdraget fra generation til generation, og de er nogle af de dygtigste vævere i området. Deres stoffer er vævet så tæt, at de kan bruges som regnponchoer. Kvindernes farverige klædedragter og hatte vidner om svundne tider, hvor de spanske koloniherrer bestemte, hvordan indbyggerne i hver landsby skulle gå klædt, så de bedre kunne holde styr på folk. Sidenhen er klædedragterne med deres særegne mønstre og farver blevet en del af de lokales identitet.

Imponerende væveteknikker i Chinchero

På dette tidspunkt af året er der særligt smukt omkring Cusco. Bjergene er grønne, markerne står frodigt, og de mange forskellige grønne nuancer giver et indtryk af, at man kigger ud over et kæmpemæssigt patchwork-tæppe. En fantastisk måde at afslutte turen til Peru, hvor vi har set store forskelle både hvad angår klima, geografi, bygningsværker, ældgamle kulturer og nuværende levevis.

Machu Picchu

25. marts 2019

Den store dag er endeligt kommet. Dagen som alle har ventet på. Dagen hvor vi skal se det, der bliver opfattet som Inkarigets absolut største skat – Machu Picchu.

Det har regnet det meste af natten, og skyerne hænger stadig lavt, da vi stiger på toget i Ollantaytambo for at bevæge os mod Machu Picchu. Togturen gennem de varierede landskaber er meget smuk. Den åbne dal bliver hurtigt smallere med høje bjerge, der tårner sig op på hver side af Urubamba-floden. Også vegetationen bliver tættere med slyng- og snylteplanter på alle træer, efterhånden som vi kommer længere ind i dalen.

En smuk togtur venter

Efter den smukke togtur fra Andesbjergene ned mod junglen ankommer vi til Vogterens Hus i udlkanten af Machu Picchu og kan se ud over hele ruinbyen. Det småregner, men ikke nok til at stoppe vores begejstring. Det fantastiske ved denne inkaby er, at den fra alle vinkler ser pragtfuld ud. Vi tager os god tid til at se det hele, så alle får det maksimale udbytte på deres egne præmisser. Kameraerne knipser løs. Halvvejs igennem turen har de fleste taget langt over 100 billeder.

Dalen bliver smallere og smallere på turen mod Machu Picchu

Mit personlige yndlingstempel er Kondorens Tempel, som vi ser allersidst på turen. Her er en klippe blevet formet som en kondors krop med den karakteristiske hvide fjerkrans omkring halsen. To klippestykker, der peger mod himlen, udgør fuglens kæmpemæssige vinger. Synet er i sig selv imponerende, men når vi kigger nærmere efter, er der faktisk bygget nicher oven på kondorens vinger. Her blev de afdøde sat op, når de var blevet mumificerede. Inkaerne havde nemlig en stærk tro på, at man skulle videre til et nyt liv efter døden. Og hvilket dyr kunne være mere velegnet til at hjælpe den afdøde på vej end kondoren, som man i dette område kan se flyve flere kilometrer op i luften, indtil den blot ligner en lille prik på himlen? I det lille rum under templets vinger er der blevet fundet offergaver i form af kokablade og knogler fra blandt andet marsvin og lamaer, hvilket understøtter arkæologernes teori om, at der på dette sted er foregået vigtige religiøse ritualer.

Selv indhyllet i skyer tager Machu Picchu sig godt ud på billeder

Med alle disse indtryk i bagagen begiver vi os ned til den lille by Aguas Calientes, hvor vi får et dejligt måltid mad, inden turen igen går tilbage til Ollantaytambo. Dagens oplevelser er mangfoldige, og for mange af os er en stor drøm gået i opfyldelse.

Marked og fødselsdag blandt tempelruiner

23. marts 2019

Dagen i dag starter med et besøg på San Pedro-markedet i Cusco. Både på det egentlige marked og langs fortovskanterne omkring det sidder kvinder og sælger deres landbrugsvarer. Mange sælger de hvide kæmpemajs, som er så kendetegnende for Cusco, men man kan også købe quinoa og alverdens frugt og grøntsager, som alt sammen kommer friskt fra marken.

Men pludselig bliver lugten ram. Vi er kommet til markedets kødsektion, og kan ikke lade være med at tænke på, hvad fødevarestyrelsen i Danmark ville sige til de gedehoveder, der ligger i en balje og kigger på os. For den fattigere del af den peruanske befolkning er indvolde og irregulære kødstykker en fast bestanddel af kosten og bliver tilberedt i velsmagende supper og stuvninger.

Frisk grønt til salg

Vi har brug for en mere behagelig sanseoplevelse og går videre til den del af markedet, hvor der sælges chokolade og kaffe. Nu bliver der handlet på livet løs i vores gruppe. Aromaen fra kaffen fylder vores næsebor, og vi kan sagtens forstå, hvorfor peruansk kaffe har vundet prisen for verdens bedste kaffe flere år i træk.

Vi går videre til en helt særlig del af markedet. Selv om den katolske religion er meget udbredt i Peru, dyrker lokalbefolkningen også de gamle indianske religioner fra inka- og præ-inkatiden. Her er kontakten med naturen helt central, og der gives offergaver til bl.a. moder jord og bjerg-guderne. Til disse ritualer kan man på markedet købe alle mulige nødvendige ingredienser, som spænder fra indtørrede lamafostre til kokablade, urter, krystaller etc.

Imponerende brug af kæmpesten ved inkatemplet Sacsaywaman

Efter at have fået en fornemmelse for hvordan nutidens peruanere lever, dykker vi ned i inkaernes fantastiske byggekundskaber ved det religiøse tempel Sacsaywaman i udkanten af Cusco. Det mest imponerende ved denne bygning er stenenes størrelse. Vi kan i det fjerne skimte stenbruddet, der ligger ca. 6 km herfra, og må forestille os det slid, det har været at transportere disse gigantiske sten og få dem slebet til, så de kunne sættes sammen til et harmonisk puslespil.

Vi tager en kort pause i udforskningen af templet for at fejre en af rejsedeltagernes fødselsdag. Det er ikke hvert år, man bliver fejret blandt inkatempler, så vi snupper lidt fødselsdagskage og en sang til at gøre dagen ekstra speciel. Turen slutter ved Coricancha, som var inkaernes største religiøse centrum i Cusco by. Inkaernes soltempel blev af spanierne brugt som fundament, da de byggede Santo Domingo-kirken lige oven på templet. Det gamle tempel kan stadig ses som en mørk base under kirken. I tidens løb har jordskælv fået kirken til at styrte sammen flere gange, mens inka-templerne stadigt står, som de blev bygget for over 500 år siden.

Inkatempel med overbygning i form af katolsk kirke

Titicacasøens flydende øer

21. marts 2019

Vi bor med et fantastisk udsyn ud over Titicacasøen, som vi i dag skal ud at sejle på. Vi går ned til båden direkte fra hotellets private landgangsbro til lyden af rappende ænder, med følelsen af det skarpe sollys på huden og synet af den lyseblå himmel, som spejler sig i søens klare skær. Alt tyder på at vi får en skøn dag på søen.

Efter en halv times sejlads når vi ud til de flydende sivøer. Uros-folket, der bor her, er et interessant folkefærd, som igennem tiden har tilpasset deres levevis til nogle ret ekstreme vilkår. Inde på hver ø står runde damer i farverige skørter og med lange, sorte fletninger og vinker ud til os. Det er et smilende folkefærd, som har taget turismen til sig og er meget imødekommende. Vi styrer båden hen til en af øerne og bliver hilset med et ”Kamisaraki”, som er den lokale hilsen, og bliver hjulpet fra borde og ned på sivøen.

På vej mod de flydende øer

Vi sætter os og får beskrevet, hvordan øen er lavet, mens vi ser mændene arbejde. De er i gang med at fastgøre endnu en lille ø. Det foregår med reb, der bliver snoet fast omkring et par eukalyptuspæle, som er stukket ned i rodnettet. Efterfølgende bliver det hele dækket med siv på kryds og tværs. For to år siden blev øen i forbindelse med en nabostrid savet over med en overdimensioneret sav. Vores vært Olga Maria fortæller, at saven stadig refereres til som ”Dommeren”, og vi forstår sagtens hvorfor. Men nu er det blevet tid til, at endnu en familie tilslutter sig denne ø og deltager i de daglige aktiviteter i forbindelse med fiskeri, jagt, turisme og den periodevise vedligeholdelse af øen.

Den ulyksalige sav som splittede en ø i to

Efter besøget på sivøerne går turen ud til en fast klippeø med navnet Taquile. Samfundet har også her udviklet sig på sin helt egen måde. På den ca. 11 km2 store ø er der ingen larm – hverken fra biler, motorcykler, æsler eller hunde. Her lever man et relativt simpelt liv med meget manuelt arbejde. Vi nyder stilheden, mens vi spadserer rundt på øens stier. Oppe fra toppen af øen kan vi se ud over søens vand så vidt øjet rækker, og i det fjerne kan vi skimte den de sneklædte bjergtoppe i bjergkæden Cordillera Real i Bolivia. Et imponerende syn. Efter en frisk gåtur ned til stranden og en dukkert i det kølige vand, vender vi tilbage til Puno by. Fornemmelsen vi havde, da vi gik om bord i båden i morges, var helt rigtig. Det blev en uforglemmelig dag.

Stilhed og skønhed på Taquile-øen

Kondorer og varme kilder

19. marts 2019

Dagen i dag står i kondorens tegn. Fuglen med verdens største vingefang – op til 3 meter – svæver majestætisk rundt mellem Andesbjergene og bruger opdriftsvindene til at opnå den ønskede højde, hvorfra den er i stand til at lugte ådsler på flere kilometers afstand. Spændingen er stor, da vi når ud til ”Kondorens Kors”, hvorfra vi kan kigge langt ned i Colca-kløften. Men det har regnet i nat, og skyerne hænger stadig lavt. Efterhånden begynder de så småt at stige, og vi bliver delvist indhyllet i skyerne. Det er eventyrligt at se, hvordan bjergene periodevist kommer til syne, for så i næste øjeblik at blive gemt bag skyerne igen. Smukt eller ej – skyernes vægelsind er forstyrrende for vores muligheder for at få de majestætiske fugle at se.

Smukke skyer over en af verdens dybeste kløfter

Men så lige pludselig kommer der én til syne. Vi forventer at se en ungfugl med brun fjerdragt, da de voksne fugle normalt på denne tid på året tager ud til kysten, hvor søløverne yngler, for at spise moderkagerne. Ikke desto mindre er det en voksen kondor, vi ser, med den karakteristiske sort-hvide fjerdragt og hvid fjerkrage om halsen. Det er et betagende syn, og selvom fuglen flere gange flyver frem og tilbage foran klippen, hvor vi står, har vi endnu ikke fået nok. Vi har fået blod på tanden og beslutter os for at blive lidt længere ved udsigtspunktet. Men skyerne er ikke med os. De bliver ved med at stige og dækker for udsynet.

Kameraer på overarbejde i Colca-kløften

Derfor kører vi til en anden udsigtsplatform en halv kilometer væk. Den korte afstand er nok til, at vejret her er helt anderledes. Pludselig dukker tre kondorer op foran os, og kameraerne klikker om kap. Vi føler næsten, at fuglene laver en opvisning til ære for os, som de bliver ved med at flyve i cirkulære mønstre hen over vores hoveder. Hele resten af dagen bliver vi ved med at spotte kondorer såvel langt ude i horisonten som helt tæt på. Det har været en usædvanlig god dag. Men den bliver kun endnu bedre, da vi bagefter lade os sænke ned i de naturlige bassiner skabt af det varme vand fra La Calera-kilderne, mens vi nyder udsynet til Colca-floden og Andesbjergene.

Det er utroligt så elegant de enorme fulge kan bevæge sig

Arequipa – den hvide by

17. marts 2019

Vi er kommet til Arequipa, og i dag skal vi ud at se nærmere på de klostre og kirker, der er så kendetegnende for byen. Ved Jesuitkirkens facade beundrer vi de mange fine detaljer, som lokale kunstnere har udskåret. Vi kan ikke lade være med at undre os over, hvorfor kirkerne er så rigt udsmykkede, ikke kun indenfor men også udenfor. Det har en ganske enkelt forklaring: da de første kirker blev bygget i Peru, måtte den oprindelige indianske befolkning ikke komme ind i Guds hus. Som en del af omvendelsen til den katolske tro skulle de derimod stå udenfor og overvære gudstjenesten fra en lille plads foran kirken.

Vi går videre til den centrale plads i Arequipa, hvor katedralen tårner sig op. Den fylder hele pladsens ene langside, og er ligesom mange andre kirker i byen bygget af det vulkanske materiale sillar. Omkring år 1600 katapulterede vulkanen Huaynaputina en søjle af aske 13 kilometer op i luften og dækkede store områder med flere kubikkilometer aske. Den kompakte, hvidlige aske er sidenhen blevet brugt som byggemateriale i hele denne Perus andenstørste by, hvilket har givet den tilnavnet den hvide by.

Masser af udsmykning både ude og inde

En berømt bygning i Arequipa har ikke bevaret sin overflade af hvide vulkansten overalt, nemlig Santa Catalina-klostret. At gå rundt i det store bygningskompleks er på alle måder en enestående oplevelse, i særdeleshed fordi det giver os et indtryk af, hvordan novicerne og nonnerne levede. Klostret er spredt ud over 20.000 m2, og vi starter turen i klostrets samtalerum. Når novicerne i 12-årsalderen kom ind bag klostrets mure, fik de kun lov at se deres familiemedlemmer gennem et dobbelt gitter, der forhindrede enhver form for fysisk kontakt. Det var kutyme, at de rige familiers andet barn skulle tjene Gud og derfor blive nonne eller munk. Når vi sidder der på novicernes side af gitteret, føler vi et lille stik i hjertet over at tænke på, hvordan pigerne må have haft det. Den relativt ensomme novicetid blev dog afløst af et helt andet liv, når de blev nonner. Nonnerne boede i små huse, som deres familier lod bygge, og hvert hus havde op til fire tjenestefolk.

Der er både luksus og fromhed i Santa Catalina-klostret

Vi går ned igennem de smukke gader i klostret, hvor husenes okkerfarve står i klar kontrast til den lyseblå himmel og skaber nogle fantastiske motiver. Inde i husene ser vi smukke møbler, porcelæn, musikinstrumenter osv. Det virker mest af alt som en luksustilværelse for rigmandsdøtre, hvilket man jo ellers sjældent forbinder med nonne-tilværelsen. Efter en reform i slutningen af 1800-tallet blev der da også sat en stopper for luksuslivet, og vi ser bl.a. hvordan en kirke blev forvandlet til et storkøkken, hvor nonnerne bagte brød, som de solgte og på den måde kunne tjene til deres egen tilværelse.

Nazca-linjerne og indiansk kirkegård

15. marts 2019

I dag er det tid til at kigge nærmere på de mystiske Nazca-linjer. Den lavtstående sol tidligt om morgenen og sent på eftermiddagen giver de bedste muligheder for at se linjerne i den rette belysning. Så efter en tidlig morgenmad tager vi til flyvepladsen og bliver fordelt i små fly med plads til 4-6 passagerer. Og så er det af sted for at se de enorme geoglyffer, som Nazca-folket lavede på de åbne vidder i ørkenen. Teknikken var enkel: Man fjernede det øverste, mørke lag sten, så det lyse sand kom frem. Dette blev gjort i lange, snoede linjer, som skabte bl.a. en kolibri, en edderkop og en abe. Der er fundet mange rester af keramik og andre offergaver ved linjerne, hvilket tyder på, at geoglyfferne er lavet for at påkalde regnen i en periode med ekstrem tørke. Det er en enestående oplevelse at flyve hen over området, og begejstringen er stor, da hele flokken er landet igen.

Op i flyene og af sted hen over ørkensandet

Solen står efterhånden højt på himlen, og vi kører ud til en kirkegård, som blev brugt af Nazca-folket for ca. 1500 år siden. I de gamle peruanske kulturer var det kutyme at give de afdøde gaver, som skulle bruges på rejsen til det næste liv. I tidens løb har mange gravrøvere set disse gravsteder som en mulighed for personlig berigelse. Derfor ser vi også stumper af knogler, potteskår og rester af stof spredt ud over området, da vi går langs den afmærkede rute mellem de åbne grave. Først i slutningen af 1980’erne blev der sat en stopper for gravplyndringerne i området. Vi taler med et par arbejdere, der står for vedligeholdelsen af området, som fortæller, at man for nyligt har fundet en urørt grav i to etager, som man skal i gang med at udgrave. Det glæder jeg mig til at høre mere om, næste gang jeg kommer hertil.

Vi får et usædvanligt indblik i de gamle indianske begravelsestraditioner

Om aftenen kommer vi til en perle af en strand ved Puerto Inka. Vi bor på et lille hotel, der ligger side om side med havnen, hvor man i inkatiden fangede store mængder fisk, som blev tørret og sendt til højlandet på lamaryg ad systemet af inkastier. Vi går en kort tur rundt og ser ruinerne fra Inkariget. Få steder i verden er kulturarven så mangfoldig og gennemgribende som i Peru. Jeg kan godt forstå, at vores gæster undres og glædes over at komme så tæt på landets kulturskatte. Dagens mange kulturelle indtryk fordøjer vi på restaurantens terrasse til lyden af bølgernes melodiske brusen.

Solnedgang og bølgebrus er den perfekte afslutning på vores dag

Ballestas-øerne

14. marts 2019

For mange handler en rejse til Peru mest om at få opfyldt drømmen om at dykke dybt ned i historien om Inkariget og se Machu Picchu. Det er den type rigdomme, de fleste umiddelbart forbinder med landet. Men det er helt andre rigdomme, vi har på programmet for i dag.

I dag går turen til Islas Ballestas – en øgruppe, der ligger 22 km ud for Perus kyst og i folkemunde bliver omtalt som mini-Galápagos. På vejen derud sejler vi forbi Paracas-halvøen, hvor vi i dag ser et ganske særligt fænomen. Sandet på halvøen har nemlig fået et hvidligt skær, da saltet fra jorden er trukket op pga. en kraftig regnbyge, der kom for en uges tid siden. Det er et helt særligt syn, som jeg i mine 12 år som rejseleder aldrig har været vidne til før, da området sædvanligvis er et af de tørreste i hele Peru.

Det usædvanlige syn af hvidligt sand på Paracas-halvøen

Vi sejler videre ud til Ballestas-øerne, hvor søløverne hober sig op og får selskab af skarver, suler, pelikaner, inkaterner samt et par flokke af Humboldt-pingviner.

Vi sejler derud i en åben speedbåd og kommer helt tæt på fuglenes territorium. Jo tættere vi kommer, jo tydeligere bliver hansøløvernes brøl inde fra stranden. Det er netop tiden for søløvernes reproduktion, så hannerne har travlt med at afmærke deres territorium og holde styr på hver deres 15-20 hunner og alle ungerne. Det er et imponerende syn, og vi føler os privilegerede over at overvære naturens skuespil på tæt hold.

Trængsel blandt søløverne på Ballestas-øerne

Men det øerne er mest kendte for, er den store fuglebestand og ikke mindst den guano (fuglemøg), som overdænger hele øen. Der er bogstavelig talt helt sort af fugle på klippesiderne, og vores solhatte får en dobbelt funktion ved også at beskytte os mod eventuelle klatter. Det er præcist dette fuglemøg, der har spillet en helt afgørende rolle for Perus økonomiske udvikling igennem årene, og blev kaldt det hvide guld, da det i mange år var landets førende eksportprodukt og blev brugt til at gøde landbrugsjorden.

Fugleflokke og deres værdifulde efterladenskaber på Ballestas

Senere, da solen så småt er ved at sænke sig i havet, gør vi holdt ved et tårn ved vejen. Det kan ved første øjekast være svært at forstå, hvad vi er stoppet for. Først når vi kommer op i det 11 meter høje tårn, kan vi se tre af Nazca-linjerne. Det er nogle gådefulde linjer, der blev lavet i sandet for ca. 1500 år siden. I morgen skal nogle af rejsedeltagerne flyve over området og se alle linjerne fra luften.

Udsigtstårn i solnedgangens skær

Perurejser

  • Maks. 24 deltagere

    Fra Machu Picchu til Påskeøen

    Eventyrrejse med Inkaernes hemmelige by, Machu Picchu og Påskeøen – en af de fjernest beliggende øer i verden.

    • 04-03-2020
    • 14 dage
    • 39.998,–
    fra København
  • Maks. 24 deltagere

    Peru og Inkarigets skatte

    Drømmerejse gennem Peru med de berømte Inkabyer, store naturoplevelser og charmerende indianerkulturer

    4,3
    • 2 afrejser
    • 17 dage
    • Fra 29.998,–
    fra København
  • Maks. 15 deltagere

    Fra Machu Picchu til Galápagos

    Sydamerikas største seværdigheder: Sagnomspundne Machu Picchu i Peru og Ecuadors stolthed, Galápagos-øerne - med krydstogt på lille komfortabelt skib.

    • 19-01-2020
    • 15 dage
    • 49.998,–
    fra København