Canada & Rocky Mountains

Gianna og Sarah i vintertøjet ved gletsjeren Columbia Icefield
Af Sarah Jewry og Gianna Castellano, Albatros

I juli måned har vi været på en fantastisk rejse til Canada og Rocky Mountains. Vi startede turen forventningsfulde fra Københavns Lufthavn med rejselederen, via Toronto til Calgary.

Efter den lange rejse var vi klar på at tage hul på oplevelserne med bus videre til første stop: Banff by og nationalparken Rocky Mountains. På køreturene i løbet af rejsen er der rig mulighed for at kigge på det smukke landskab, med store skove, turkisblå søer, snedækkede bjergtoppe og selvfølgelig – bjørne! I løbet af rejsen var vi heldige at se to sorte bjørne i vejkanten. Virkelig en oplevelse for livet. Vi så også elge og wapitihjorte et par gange.

I Banff var vi ude og se det flotte Bow-vandfald, gå ture og ikke mindst tage med gondol til toppen af Sulphur Mountain. Om aftenen var der mulighed for at nyde byen på egen hånd på en af de mange restauranter. Canadas natur er virkelig enestående – og det her var kun begyndelsen.

Dagen efter kørte vi nordpå til den utroligt smukke Lake Louise. Har man nogensinde set billeder af søerne fra Canada – så er det muligvis herfra. Vi blev helt overvældede over landskabet og kunne ikke stoppe med at tage billeder. Alle var vist enige om, at man kunne stå og kigge på søen i timevis. Turen gik herefter ad Icefields Parkway, hvor der var mulighed for at tage på en ekstra udflugt med specialbygget gletsjerkøretøj op på Columbia Icefield. Selvom vejret her ikke var helt med os, var det en sjov (og kold oplevelse) på isen. Hen mod sen eftermiddag nåede vi frem til byen Jasper, hvor der både var en gammel jernbanestation og mange hyggelige caféer. Fra Jasper havde vi en hel dag til mange smukke søer og mulighed for blandt andet at deltage i en ekstra udflugt til Maligne Lake, som er den største gletsjersø i hele Rocky Mountains.

Flere af skisportsbyerne, vi besøgte på rejsen, er kendt fra OL i Vancouver 2010. Vi kom blandt andet til Whistler, som også har livlig aktivitet om sommeren; både for de aktive og de mindre aktive. Det var sjovt at se alle faciliteterne, som blev brugt dengang, og ikke mindst den olympiske fakkel i Vancouver (uden ild). I Vancouver var der rig mulighed for at få shoppet, for eksempel tage en båd til Granville Island og ellers bare nyde det gode sommervejr, som vi fik. Vi var så heldige, at der den sidste aften var et stort fyrværkerishow ved stranden – en perfekt afslutning på en oplevelsesrig rejse.

Vil du også til Canada og Rocky Mountains? Se rejsen her eller se alle rundrejser i Canada