Peru fakta

Her kan du læse en række forskellige praktiske oplysninger i forbindelse med rejser til Peru
  • Sprog Quechua og spansk
  • Hovedstad Lima
  • Indbyggere 30, 4 mio.
  • Religion Romersk-katolicisme
  • Valuta Sol
  • Areal 1.285.216 km2

Værd at vide

Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Peru varierer alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:

Sommertid -7 timer
Vintertid -6 timer

Transport i Peru

Bus
Busser i Peru har ikke helt den samme standard, som man kender fra Europa, men vi sørger for at få en god standard på de busser, vi benytter.

Tog
På togrejser vil vi i videst muligt omfang rejse på den bedst mulige klasse. Der kan være stor forskel på togstandarden i Peru. Generelt skal du ikke forvente den store luksus, men togrejser er altid en oplevelse!

Fly
På vores rundrejser i Peru flyver vi ofte de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil den danske rejseleder orientere rejsedeltagerne om de praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.

Prisniveau i Peru
Et godt måltid kan fås for omkring 60 kr. Ved køb af supplerende drikkevarer m.m. vil ekstra 80–150 kr. pr. dag pr. person være tilrådeligt. Et sådant beløb kan dække drikkevarer, postkort, frimærker, is og drikkepenge, men tag ekstra med, hvis du planlægger at købe ting med hjem.
Drikkepenge

I Peru er drikkepenge almindelig praksis i turistbranchen. Det er normalt, at man som rejsende betaler drikkepenge til buschauffører, lokalguider, hotelpiccoloer, på restauranter etc.

For den almindelige rejsende kan det være svært at vide, hvor meget de enkelte personer skal have. Men med en til to dollar kommer man langt! I praksis kan det arrangeres, at rejselederen samler pengene ind for hele turen og sørger for, at de rigtige personer får de rigtige beløb. Det skal understreges, at selvom drikkepenge er normalt, er det naturligvis frivilligt at betale. Som nævnt er det almindelig praksis.

Barer, caféer og natklubber samt restauranter på hoteller vil ofte lægge 10-15 % i ”service charge” oven i de givne priser. Dette vil fremgå af regningen, men ud over det er det almindelig kutyme at lægge yderligere 5 % af den samlede regning i drikkepenge til tjeneren.

Valuta og kreditkort

Den peruvianske møntfod hedder nuevo sol (PEN) og findes i både mønter og sedler. Vær opmærksom på, at mange af sedlerne og mønterne ligner hinanden. Den bedste valuta at medbringe er amerikanske dollars, der kan veksles til sol overalt. Rejselederen er gerne behjælpelig med at finde egnede vekslesteder. MasterCard, Visa, Diners og American Express kan bruges som betalingskort på de fleste store hoteller og i visse butikker. MasterCard og Visa kan bruges som hævekort til kontanter i de fleste byer (ikke i regnskoven) i hæveautomater, som kun udbetaler sol.

Kursen på sol er forholdsvis stabil. 100 DKK = 47 PEN (pr. august 2015), og sol kan ikke købes i Danmark. I Peru kan veksling foretages i lufthavnen, banker, vekslekontorer og på de fleste hoteller. Husk at tælle pengene omhyggeligt. Det er en god ide at have en passende mængde små sedler til at betale taxa, lokale handlende og måltider.

Elektricitet
Peru har ligesom Danmark 220 volt. Normalt er det flade stik, men til tider kan der være forskellige typer. Det er derfor tilrådeligt at medbringe et adaptersæt med mange valgmuligheder.
Telefon og internet

Den internationale landekode for Peru er + 51. Det er dyrt at ringe hjem fra Peru, check evt. med dit eget mobilteleselskab om dækning og priser for opkald fra Peru.

Internetcaféer findes efterhånden i de fleste byer, men det er vores erfaring, at det kan være svært at finde tid til at besøge sådanne steder, undtagen på fridage eller efter endt program. De fleste hoteller i Peru har internetservice, men forbindelsen er ikke altid lige så hurtig som hjemme.

Drikkevand og hygiejne

I Peru er hygiejnen på et noget lavere niveau end i Vesteuropa. Dog har hoteller og større restauranter moderne/vestlige toiletforhold. På offentlige toiletter og i landområder kan standarden forekomme mere primitiv med manglende toiletpapir og lignende. Medbring selv toiletpapir eller en pakke vådservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.

Det er ikke sikkert at drikke vand fra vandhanen i Peru. Køb i stedet vand på flaske.

Takt og tone

Peruanerne er generelt meget åbne og tager mod turister med et smil. Det ligger ikke til peruanerne at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig.

Selv om lokalbefolkningen generelt er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer lokal skik og brug. Vigtigst af alt er naturbeskyttelse. Ofte er de områder, vi besøger, totalfredede, og bevarelsen af disse områder har højeste prioritet hos myndighederne og lokalbefolkningen. Lyt derfor altid efter rejselederens og lokalguidernes anvisninger.

Rygning
Under al flyvning, tog- og bustransport er der rygeforbud. Ligeledes vil der på de fleste restauranter og hoteller være rygeforbud. Tjek derfor de seneste rygeregler i Peru med rejselederen.
Maks. 24 deltagere

Fra Machu Picchu til Påskeøen

Eventyrrejse med Inkaernes hemmelige by, Machu Picchu og Påskeøen – en af de fjernest beliggende øer i verden med de verdensberømte Moai.

  • 2 afrejser
  • 14 dage
  • Fra 52.998,–
fra Billund