Gør din flyvning grønnere

De fleste flyselskaber tilbyder deres kunder muligheden for at klimakompensere

Vi er blevet flere om klodens begrænsede ressourcer, og måske er vi på vej mod et mætningspunkt, der blandt andet viser sig ved den gradvise globale opvarmning og afledte klimaændringer, der kan få store konsekvenser for hele menneskeheden. Løsningerne ligger dog ikke lige for og kan næppe ske på hverken individuelt eller nationalt plan, da verdens to dominerende økonomiske giganter Kina og USA tegner sig for størsteparten af alle de meget komplekse problemer.

Enkeltpersoner, organisationer og medier har i den seneste tid kastet sig over enkelte elementer af ovennævnte problemstilling som eksempelvis kød, madspild og flyvning som nogle af de store syndere, når det gælder udledning af drivhusgassen kuldioxid. Selvom private initiativer næppe batter noget i det lange løb, er det forståeligt, at man koncentrerer sig om det umiddelbart håndgribelige, der under alle omstændigheder bidrager til en øget forståelse af vores omgang med jordens gaver.

Det betyder dog ikke, at man skal have dårlig samvittighed, fordi man eksempelvis fortsætter med at flyve. Dels kan man vælge at flyve ”grønt”, og dels er der ikke noget der tyder på, at verden er klar til at begrænse flyvningen, der simpelthen har en essentiel betydning for både de enkelte nationers og hele verdens sammenhængskraft. Derfor er den eneste reelle mulighed, at vi lærer at flyve og transportere os på en mere miljørigtig måde.

Lad os først nævne lidt fakta. Flyindustrien står for 2% af den samlede udledning af drivhusgassen kuldioxid. 80% af flyvningen er langdistanceflyvninger over 1.500 km, der ikke umiddelbart kan erstattes af andre transportmidler. Flyindustriens udledning udgør 12% af transportsektorens samlede udledning. Aktuelle tal findes på: www.atag.org

Flybranchen er allerede langt fremme i skoene. Siden 1960 har man øget brændstofeffektiviteten med 80% og fyldt flyene op med kunder til en belægningsprocent på 85, den mest effektive kollektive transport i verden. Stort set alle eksperimenterer med mere effektive motorer og mere miljøvenlige brændstoffer. Selvom det måske mest skyldes udsigten til ussel mammon, er effekten den samme.

De fleste flyselskaber tilbyder deres kunder muligheden for at klimakompensere, hvilket vil sige, at man betaler et beløb, der svarer til ens klimaaftryk. Pengene går til et projekt, der neutraliserer det aktuelle forbrug, således at ens samlede klimaftryk efter en flyrejse er nul. Enkelte flyselskaber tilbyder ligesom SAS at betale for sine kunders klimaaftryk, anset om man køber sin billet direkte hos flyselskabet eller hos et rejsebureau som eksempelvis Albatros. Søger man på nettet efter klimakompenserende projekter, findes der talrige muligheder, som man kan støtte med større eller mindre beløb efter behag og engagement i klimadebatten.

Hos Finnair kan kunderne selv købe biobrændstof svarende til deres eget forbrug på en rejse enten kontant eller gennem bonuspoints. Det hollandske flyselskab KLM bygger i øjeblikket en fabrik til fremstilling af biobrændstof. De fleste moderne fly kan udnytte det klimaneutrale biobrændstof, efterhånden som det sættes i produktion. Flaskehalsen er ikke uvilje men derimod den aktuelle pris, der er omkring tre gange højere end fossile brændstoffer. Pointen er altså, at det allerede er muligt at flyve klimavenligt, og at det bare er et spørgsmål om tid, inden såvel fly som brændstof er udviklet i takt med tidens nye miljøkrav.

Det betyder dog næppe, at vi hermed er på vej mod en definitiv løsning, fordi verdens miljøproblemer er meget komplekse. Således kunne det populærvidenskabelige magasin New Scientist (4/7 2019) referere en undersøgelse, der påpeger, at flyvning er mere miljøvenlig end eksempelvis togdrift, når man indregner alle faktorer som belægning, etablering og daglig drift, og at nye togforbindelser kun er miljømæssigt rentable, når de etableres og bindes sammen med et samlet transportsystem, der løser hele transportopgaven.

Nedenfor kan du se en oversigt over de flyselskaber, Albatros ofte benytter. Her finder du links til deres hjemmesider, hvor det fremgår hvordan de arbejder på at reducere deres CO2 regnskab og hvad du selv kan gøre.

Airline Link
Lufthansa https://www.lufthansa.com/us/en/carbon-offsetting
SAS https://www.sasgroup.net/en/sas-co2-kompenserer-alle-eurobonus-medlemmernes-flybilletter/
Norwegian https://www.norwegian.com/dk/om-os/oplev-os/baredygtig-luftfart/
Finnair https://www.finnair.com/int/gb/emissions-calculator
Qatar https://www.qatarairways.com/en/about-qatar-airways/environmental-awareness.html
British Airways https://www.britishairways.com/en-us/information/about-ba/csr/corporate-responsibility
Austrian https://www.austrian.com/dk/en/fly-co2-neutral
KLM https://www.klm.com/travel/dk_da/prepare_for_travel/fly_co2_neutral/all_about_sustainable_travel/index.htm 


Albatros gør også en indsats for at mindske belastningen på klimaet. Ud over vores projekter i udviklingslande som vi mener afhjælper miljøproblemet gennem uddannelse arbejder vi bl.a. med reduktion af engangsplastik ved udlevering af genbrugsflasker, modernisering af vores kontorer og camps og vores nybyggede krydstogtskibe bliver miljøvenligt. 
I september 2019 donerede Albatros 50.000 kr til plantning af træer via initiativet “Danmark planter træer”