Tillykke med den store hjælpepakke

Det har ikke skortet på lykkeønskninger fra venner og bekendte over den store hjælpepakke på 1,5 milliarder kroner til rejsebranchen. Ordet hjælpepakke og beløbet på 1,5 milliarder har være nævnt næsten dagligt et eller andet sted i pressen i den seneste måned, skønt der ikke findes nogen hjælpepakke i ordets bogstavelige forstand. Trods branchens heftige protester i så at sige samtlige medier, er det ikke til at opdrive pålidelig forklaring på, hvad der egentlig foregår. Hvorfor?

I de forløbne uger har jeg talt med mange branchefolk, organisationer, politikere, embedsmænd og pressefolk om rejsebranchens problemer, men sidder ofte tilbage med en følelse af, at vi taler forbi hinanden. De færreste forstår problemernes omfang, fordi de både er komplekse og ofte forekommer urealistiske for nu ikke at sige surrealistiske. Situationen er nærmest uforståelig.

Hvis en bar eller en frisørsalon må lukke nogle måneder, er det naturligvis et stort problem for ejeren. Problemet er imidlertid umiddelbart overskueligt og forståeligt for alle og enhver. Det samme kan man desværre ikke sige om problemerne i rejsebranchen.

Problem nr. 1: Udenrigsministeriet beordrer alle danskere hjem
Det viste sig hurtigt, at den bombastiske udmelding skulle fortolkes som et privat anliggende mellem kunderne og rejsebureauerne, hvilket endte med, at rejsebureauerne trak de fleste kunder hjem for egen regning. Herefter skulle kunderne i stor skala have dækning for afbrudt rejse. Da skaden langt overstiger rejsebranchens samlede puljeforsikring, ender regningen hos de enkelte rejsebureauer.

Problem nr. 2: Annullerede pakkerejser
Det største aktuelle problem er annulleringen af alle pakkerejser i en til to måneder efter rejseforbuddet. Rejsende (kunderne) har lovmæssigt krav på fuld refundering af rejsens pris, selvom man i flere og flere lande nu kun giver tilgodebeviser. Underleverandørerne (fly, hotel, busselskaber og krydstogt m.v.) vil ofte være fuldt betalt, og har næppe råd eller likviditet til at refundere pengene til rejsebureauet (gælder eksempelvis SAS og Norwegian). Rejsebureauet har formentlig heller ikke retsmæssigt krav på refundering.

Lad os se på rejsebureauets regnestykke: De sælger en rejse til 10.000 kr., hvoraf ca. 8.000 kr. er omkostninger til underleverandører, og de sidste 2.000 kr. dækker bureauets driftsomkostninger samt en sparsom fortjeneste på under 2% (branchegennemsnit).

Når bureauet refunderer rejsen til kunden, er bureauets samlede omkostning altså 10.000 kr. plus de 8.000 kr., som allerede er afregnet til leverandører i alt 18.000 kr., hvoraf bureauet oprindeligt havde en fortjeneste på 200 kr. Man kan også udtrykke det på en anden måde: Rejsebureauet refunderer hele rejsens pris, men har allerede betalt leverandøren for den ydelse, som kunden skulle have. I modsætning til frisøren eller baren har man altså ikke kun tabt al omsætningen, men desuden blevet påført en enorm gæld, fordi man både har betalt leverandøren, og refunderet kunden det samme beløb. Et problem som bureauet selv er helt uden skyld i, og som kun kan tilskrives krisen.

Situationen er heldigvis ikke den samme alle steder, men nogle bureauer har altså en omsætning på over 100 millioner kr. i den aktuelle periode.

Problem nr. 3: Hjælpepakken der endte som et giftigt lån
Ordet ”hjælpepakke” er i den aktuelle situation helt grotesk. Regeringens lånegaranti på 1,5 milliarder kr. går i korthed ud på, at bureauerne kan låne det beløb, som underleverandørerne ikke har refunderet mod almindelig forrentning. Man skylder altså stadig det samme, som man hele tiden har gjort. Lånet skal formidles gennem statens Rejsegarantifond i stedet for egen bank.

Lånet registreres på det enkelte bureau, men hele rejsebranchen garanterer imidlertid kollektivt for det samlede beløb (pt. 1,5 mia. kr.), og skal betale det samlede branchelån tilbage på kollektive vilkår med minimum 1,7% af virksomhedens omsætning i 6 år uanset lånets oprindelige størrelse. Gælden vil vokse i løbet af den samlede løbetid som følge af forrentning og ikke mindst på grund af alle de konkurser, der forventes at komme. Alle konkurser skal dækkes af rejsebranchen kollektivt.

Et bureau kan godt afstå fra disse statslån, men som obligatoriske medlemmer af Rejsegarantifonden hæfter alle bureauer på lige fod med de egentlige lånerne, uagtet de ikke har fået en krone.

Hvis Albatros vælger at modtage et statsgaranteret lån, vil det formentligt blive på 20-30 millioner kr. Tilbagebetalingen vil i løbet af de næste 6 år andrage over 70 millioner kr.

Problem nr. 4: Rejsebranchen rummer stor diversitet, og kan ikke behandles ens/uens
Dette problem læner sig op af ovenstående. Bureauerne har meget forskellige sæsoner og dermed også forskellige betalingsperioder.

Bureauer, der har højsæson i sommerferien, vil typisk ikke have store leverandøromkostninger i corona-epidemiens første måneder, og vil derfor heller ikke være omfattet af statens låneordning, uagtet deres likviditetsbehov blot er forskudt nogle måneder i forhold til andre. De kan ikke få lån, men tvinges alligevel til at betale ind til Rejsegarantifonden på linje med alle andre, som om de har modtaget et lån.

Problem nr. 5: Rejsebureauernes forretningsmodel betyder, at krisen starter et halvt år tidligere og fortsætter et halvt år længere end hos de fleste andre virksomheder
Ved indgangen til år 2020 har vi og mange andre bureauer solgt halvdelen af de rejser, der skal afsted i 2020. Da krisen satte ind, kunne vi så annullere alle de rejser, der var solgt ind til 2020, samtidigt med, at det aktuelle salg faldt til næsten ingenting. I modsætning til mange liberale erhverv, mister rejsebranchen ikke bare det aktuelle salg, men også det tidligere salg samt nysalget ind i 2021. Hvis krisen slutter omkring 1. september, mister mange bureauer, hvad der svarer til et helt års omsætning, og skal stadig tjene ind til dækning af den ekstraordinært påførte gæld, udover det beløb som bureauet faktisk har optaget.

Problem nr. 6 Hjælpepakkerne
Refusion af lønomkostninger og faste udgifter kan være en stor hjælp for visse bureauer. Man skal dog huske på, at mange bureauers arbejdsopgaver har været så omfattende i hele den første del af støtteperioden som følge af hjemrejser, annulleringer, flytninger, ombookinger, refunderinger, opkald fra kunder og familier, at det har været svært at hjemsende medarbejdere. Rejsebranchens genopstart, med såvel nysalg som afrejser, vil ikke være tilendebragt før langt ind i 2021, længe efter at alle hjælpepakker er ophørt. Albatros forventer af få ca. 1 million kr. om måneden i 3 til 4 måneder i lønkompensation ud af ca. 6 millioner pr. måned.

Problem nr. 7: Rejsegarantifonden
Rejsegarantifonden er oprettet for at sikre forbrugerne mod konkurser blandt arrangører af pakkerejser, hvilket formentlig dækker omkring 40% af egentlige ferierejser (resten arrangerer folk selv). Rejsegarantifonden overvåger virksomhedernes økonomiske ansvarlighed og opkræver et relativt beskedent beløb hos rejsebureauerne, der kollektivt dækker få og små konkurser. Ordningen fungerer gennemgående udmærket, fordi der i det daglige er styr på branchens økonomi og skabt tryghed for såvel branche som forbrugere.

Rejsegarantifonden er skabt til et marked under kontrol og ikke til en verdenskrise, hvilket heller aldrig har været dens formål, ligesom det heller ikke er rejsebranchens opgave at klare kriseopgaver for resten af samfundet.

Inddragelsen af Rejsegarantifonden i forbindelse med de aktuelle kriseformål forekommer ganske meningsløs, og helt uden sammenhæng med det oprindelige formål. Der er dog ingen tvivl om, at regeringens formål alene er, at udstrække rejsebranchens kollektive ansvar i ”fredstid” til nu også at omfatte krisen, og det afledte enorme ekstra økonomiske ansvar som omtalt ovenfor. Løsningen er langt mere bekvem end gennemtænkt:

• Der er ingen sammenhæng mellem lånebeløb og tilbagebetaling
• Branchen tvinges til at tage hele krise-skraldet som den eneste branche i Danmark
• Branchen fratages muligheden for at drive sin egen forretning med egne bankforbindelser
• Branchen får ingen reel hjælp