M/Y Solaris

M/Y Solaris er et moderne og komfortabelt skib, som giver de bedste betingelser for udforskning af Galápagos.

Skibet er 36 meter langt og 9 meter bredt og har plads til 16 gæster. Det blev bygget i 2019 med ambitionen om at kunne indfri de højeste forventninger til et Galápagos-krydstogt. Der er god plads om bord i forhold til antallet af passagerer. Der er 6 dobbeltkahytter med to enkeltsenge eller en dobbeltseng, og 5 singlekahytter med en enkeltseng. Rejser du alene, får du en enkeltkahyt.  

Skibets fællesarealer er indbydende – på øverste dæk er der solterrasse med liggestole, hvor du kan nyde solen og udsigten. Måltiderne (helpension om bord) spises i den hyggelige restaurant/bar, og i den tilstødende lounge er der mulighed for afslapning og en drink før middagen. 

Du kan læse mere om skibet her:
https://yachtsolaris.com/

Særlige forhold

Deltagelse i krydstogtet er underlagt visse regler. Du har derfor pligt til at informere Albatros Travel om eventuel sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Kahytterne

Der er 11 kahytter om bord. Kahytterne er beliggende på ”Main deck” (hoveddæk) og ”Upper deck” (øvre dæk). Der er 6 dobbeltkahytter på 20m2 og 5 enkeltkahytter på 11 m2. Alle kahytter har vinduer og eget bad/toilet. Der er enten to separate senge eller en dobbeltseng i dobbeltkahytterne og en enkeltseng i enkeltkahytterne. Der er et skab til opbevaringen af sko og tøj, og her finder du også en sikkerhedsboks. Der er hårtørrer på badeværelset og et 110 volt-stik. Alle kahytter har aircondition, som kan indstilles individuelt. 

Rengøring af kahytten

Kahytterne rengøres hver dag.

Håndklæder

Hver gæst får udleveret et håndklæde til badeværelset. Der udleveret et rent håndklæde, hver gang der arrangeres en snorkletur, og når der er udflugt til en strand. Det er dermed ikke nødvendigt at medbringe et håndklæde hjemmefra.

Fællesarealer

Skibet har en hyggelig restaurant, hvor alle måltider indtages, og i forlængelse af denne er der et lounge-område, hvor det er oplagt at nyde en drink før middagen. På skibets øverste dæk (”Sun deck”) er der solterrasse med liggestole. 

Måltider om bord

Helpension på skibet er inkluderet i rejsens pris og starter med frokost på krydstogtets første dag og slutter med morgenmad på krydstogtets sidste dag. I dagsprogrammet kan du se, hvilke øvrige måltider, som er inkluderet på rejsen. Der er plads til, at alle kan
spise i restauranten samtidig. 

Specialkost

Hvis du skal have nogen form for specialkost, skal dette meddeles ved køb af rejsen. Vi kan dog ikke garantere, at vi kan opfylde din ønsker. Alle måltider serveres som buffet, så der vil altid være mulighed for at vælge nogle fødevarer fra. 

Drikkevarer om bord

Vand (fra dispenser), kaffe og te er inkluderet i prisen. Resten skal der betales for. En flaske vin koster fra cirka 230 kr. og opefter, øl koster cirka 35 kr. Spiritus koster typisk ca. 60 kr. pr. drink. Sodavand og mineralvand koster ca. 25 kr. pr. flaske. Vi skal understrege, at der ikke må bringes egne drikkevarer med om bord.

Påklædning og fodtøj

Badetøj er ikke tilladt i restauranten eller i loungen, men herudover er der ingen dresscode. På skibet skal der anvendes sko med gummisål eller indendørssko. Når du kommer fra en udflugt, skal fodtøj vaskes, så jord og frø vaskes af (og disse ikke transporteres fra en ø til en anden). Derefter skiftes der til den sko, som anvendes om bord på skibet. 

Betaling om bord

Der afregnes i kontanter om bord. Der betales i dollars, og vi anbefaler, at du har kontante dollars med hjemmefra.

Mistede værdigenstande

Hverken rederiet eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande. 

Drikkepenge 

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige. 
På skibet forventes det, at personale og lokal naturguide får drikkepenge. Det beløber sig til ca. 35 USD pr. person pr. dag. Dette beløb har vi ikke indregnet i det vejledende drikkepengebeløb, og skal dermed betales direkte til personale og naturguide på skibet. 

Rygning om bord

Af sikkerhedsmæssige årsager må man ikke ryge i kahytter eller i restauranten og loungen. Det er kun tilladt at ryge enkelte afmærkede steder på dækket, og cigaretskod må ikke smides over bord. Vi beder vores gæster respektere disse regler.  
Snorkleudstyr og våddragt
Der er snorkleudstyr til fri afbenyttelse, men har man sit eget udstyr, kan det anbefales, at man tager det med. Ønsker man at leje en våddragt, koster det 30 USD totalt (der kan ikke lejes våddragt på dagsbasis).

Landgang

Når vi går i land på udflugterne på Galápagosøerne, kan det foregå på forskellige måder. Oftest vil det være en såkaldt ”våd landgang”, hvor vi står af gummibåden ved en strand og skal vade et stykke i vand. Det er derfor vigtigt at have fodtøj med, som kan tåle at blive vådt. Andre gange er det en ”tør landgang”, hvor vi kan gå direkte fra gummibåden ind på landjorden. Her kan det gynge lidt, når vi skal af båden, men personalet er behjælpelige med at få os sikkert i land.

Maks. 15 deltagere

Drømmen om Ecuador og Galápagos

Tag med på drømmekrydstogt til Galápagos, med øko-lodge i Amazonas og kulturhistorie i Quito og Otavalo

4,7
  • 08-10-2024
  • 12 dage
  • 54.998,–
fra København