MS Cicero

Krydstogtskibet MS Cicero er et lille og hyggeligt skib, som udgør en afslappet base for sejlturen.

Skibet er 32 meter langt og 8,2 meter bredt. Det er et klassisk skib, som blev bygget i 1989 specielt til skærgårdssejlads. Siden da har skibet gennemgået utallige renoveringer, så fællesområderne i dag fremstår funktionelle og moderne, og kahytterne med en klassisk og enkel indretning. Alle kahytter er udvendige, Main-dæk-kahytterne (entré-dækket) har central aircondition på gangen og Lower-dæk-kahytterne (en trappe nede fra entrédækket) har aircondition i værelserne. Måltiderne (halvpension) indtages i skibets uhøjtidelige restaurant, og fra liggestolene på skibets store soldæk kan du nyde solen og udsigten. Der er et hyggeområde med borde og stole på soldækket.

Bemærk, at der kan forekomme støj fra motoren under sejlads.

Særlige forhold
Deltagelse i krydstogtet er underlagt visse regler. Du har derfor pligt til at informere Albatros Travel om eventuel sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Hvordan er kahytterne?
Der er 15 kahytter om bord. Alle kahytter er udvendige, enkelt indrettede og har skabsplads samt eget bad/toilet. Der er enten to separate senge eller en dobbeltseng. Enkelte kahytter har køjeseng.

I nogle kahytter er der mulighed for 1-2 ekstra opredning/-er. I kahytter med ekstra opredning er den ekstra opredning altid en soveplads over dobbeltsengen/en af de to enkeltsenge, altså en væghængt køjeseng, som man klatrer op i med afsæt fra dobbeltsengen/en af enkeltsengene.

Der er 220 volt-stik i alle kahytter og aircondition i lower-dæk-kahytter, i restauranten og på fællesarealet på gangen ved Main-dæk-kahytterne; dog kan det forekomme, at aircondition bliver slået fra efter midnat.

Kahytter på Lower-dæk
Kahyt 10

Kahytten har et mindre koøje og en dobbeltseng. Kahytten har et mindre skab ved siden af dobbeltsengen. Der er indbygget aircondition under sengen med temperaturkontrol på væggen. Der er et trappetrin i kahytten i enden mod koøjet. Kahytten har et væghængt skab. Det anbefales, at man maks. medbringer en hård kuffert i kahytten. Der er eget toilet/brusebad, hvor brusehovedet hænger i forbindelse fra vandhanen ved blandingsbatteriet. Dobbeltsengen måler 140 x 185 cm. Kahytten er 5,5 m2.

Kahyt 11-14

Kahytterne har et mindre koøje, en dobbeltseng og en overkøje. Der er derfor mulighed for at være tre personer i kahytterne. Overkøjen er væghængt, dvs. man klatrer op i den med afsæt fra dobbeltsengen. Der er indbygget aircondition under sengen med temperaturkontrol på væggen. Der er et ujævnt trappetrin i kahytten i enden mod koøjet. Kahytten har et gulvskab med enten to døre eller fire mindre døre og reoler. Overkøjen kan bruges som afsætningsplads til kufferter, hvis den ikke bruges som soveplads. Det anbefales, at man maks. medbringer en hård kuffert per kahyt. Der er eget toilet/brusebad, hvor brusehovedet hænger i forbindelse fra vandhanen ved blandingsbatteriet. Dobbeltsengen måler 130 x 190 cm og køjesengen 75 x 190 cm. Kahytterne er 5,5 m2.

Kahyt 8

Kahytten har et mindre koøje og en køjeseng. Overkøjen er væghængt, dvs. man klatrer op i den med afsæt fra enkeltsengen eller ved hjælp af aftagelig stige. Der er indbygget aircondition under sengen med temperaturkontrol på væggen.  Kahytten har et mindre skab ved siden af enkeltsengen. Der er tre ujævne trappetrin i kahytten i enden mod koøjet og afsætningsplads i det ene hjørne mellem væggen og badeværelset. Kahytten har et gulvskab med to døre.  Det anbefales, at man maks. medbringer en hård kuffert i kahytten. Der er eget toilet/brusebad, hvor brusehovedet hænger i forbindelse fra vandhanen ved blandingsbatteriet. Enkeltsengen måler 85 x 190 cm og overkøjen 75 x 190 cm. Kahytten er 5,5 m2.

Kahyt 7 + 9

Kahytterne har et mindre koøje og to enkeltsenge, samt to ekstra senge i form af overkøjer. Der er derfor mulighed for at være fire personer i kahytterne. Overkøjerne er væghængte, dvs. man klatrer op i dem med afsæt fra enkeltsengene. Der er indbygget aircondition under sengen med temperaturkontrol på væggen. Kahytterne har et gulvskab med to døre. Det anbefales, at man maks. medbringer en hård kuffert per kahyt. Der er eget toilet/brusebad, hvor brusehovedet hænger i forbindelse fra vandhanen ved blandingsbatteriet. Enkeltsengene måler 75 x 190 cm og overkøjerne 80 x 190 cm. Kahytten er 8 m2.

Kahytter på Main-dæk
Kahyt 5-6

Kahytterne har et vindue, en enkeltseng og en overkøje. Overkøjen er væghængt, dvs. man klatrer op i den med afsæt fra enkeltsengen eller ved hjælp af aftagelig stige. Kahytten har et mindre skab ved siden af enkeltsengen. Det anbefales, at man maks. medbringer en hård kuffert per kahyt. Der er eget toilet/brusebad, hvor brusehovedet hænger i forbindelse fra vandhanen ved blandingsbatteriet. Enkeltsengen måler 100 x 185 cm, og køjesengen 70 x 180 cm. Kahytten er 5,6 m2.

Kahyt 1-4

Kahytterne har et vindue, en dobbeltseng og en overkøje. Der er derfor mulighed for at være tre personer i kahytterne. Overkøjen er væghængt, dvs. man klatrer op i den med afsæt fra dobbeltsengen. Kahytten har et væghængt skab med tre låger over dobbeltsengen med garderobestænger (gælder ikke for kahyt 1+2). Overkøjen kan bruges som afsætningsplads til kufferter, hvis den ikke bruges som soveplads. Det anbefales, at man maks. medbringer en hård kuffert per kahyt. Der er eget toilet/brusebad, hvor brusehovedet hænger i forbindelse fra vandhanen ved blandingsbatteriet. Dobbeltsengen måler 140 x 190 cm, og køjesengen 70 x 190 cm. Kahytten er 6 m2.

Kahyt 15

Privat agterkahyt på Main-dæk

Kahytten har fem vinduer og en dobbeltseng samt et simpelt sofaarrangement med et lille bord. Der er eget toilet/brusebad, hvor brusehovedet hænger i forbindelse fra vandhanen ved blandingsbatteriet.  Kahytten ligger agter på Main-dæk og har direkte udgang til agterdækket. Der er et gulvskab med to døre. Der er væghængt aircondition i kahytten med fjernkontrol. Dobbeltsengen måler 160 x 200 cm. Kahytten er på 20 m2

Rengøring af kahytten
Kahytterne er rengjorte ved rejsens start, men under krydstogtet kommer der ikke skibspersonale i kahytten og gør rent, reder senge med mere.

Håndklæder
Hver gæst får to håndklæder i alt på krydstogtet. Hvis du kan forudse, at du får brug for flere, anbefaler vi, at du tager ekstra håndklæder med hjemmefra. Endvidere er det en god ide at medbringe håndklæder til strandturene. Det er muligt at låne håndklæder, når vi bader fra båden.

Fællesarealer
Der er en lille restaurant om bord, hvor måltiderne indtages. Restauranten indeholder også bar og tv og har aircondition. Der er desuden et udendørs soldæk med solsenge. Der er et hyggeområde med borde og stole på øvre dæks agterstavn.

Måltider om bord
Halvpension på skibet er inkluderet i rejsens pris og starter med middag på rejsens første dag og slutter med morgenmad den sidste dag. Se under de enkelte dage i dagsprogrammet, om det er middag eller frokost, der er inkluderet den pågældende dag. Der er plads til, at alle kan spise i restauranten samtidig.

Vær opmærksom på, at maden er knap så luksuøs som på de oceangående krydstogtskibe – der serveres traditionel kroatisk husmandskost lavet af solide råvarer.

Morgenmaden serveres som buffet i skibets restaurant. Det er en continental morgenmad med skiftende varm ret f.eks. omelet, røræg eller stegte pølser. Her er også frisk brød, cornflakes, yoghurt, grønt, ost og skinke/salami. Hertil kaffe, te og juice. Serveringstiderne er afhængige af sejlruten og annonceres altid af besætning og rejseleder.

Er der mulighed for specialkost?
Der er desværre ikke mulighed for at bestille specialkost på grund af begrænset plads og opbevaringsfaciliteter i køkkenet. Er du vegetar, bedes du venligst gøre opmærksom på dette allerede ved bestilling af rejsen – der vil således være mulighed for at få salat og flere mindre retter i stedet for kød.

Drikkevarer om bord
Drikkevarer skal du betale for. En flaske vin koster fra cirka kr. 150 og opefter, øl (flaske eller fad) koster cirka kr. 20, og spiritus koster typisk kr. 35-45 per drink. Sodavand og mineralvand koster cirka kr. 15-20 per flaske. Priserne om bord er angivet i kroatiske kuna/euro. Vi skal understrege, at der ikke må medbringes egne drikkevarer med om bord.

Baren
Baren ombord holdes åben, så længe der er kunder. Skulle du ønske noget at drikke og oplever, at baren er lukket, er der altid et besætningsmedlem ved broen, som kan åbne baren.

Påklædning
Badeshorts og badetøj er ikke tilladt i restauranten eller baren, men herudover er der ingen dresscode.

Betaling om bord
Der afregnes i kontanter om bord – enten i kroatiske kuna eller i euro. Der er mulighed for at hæve penge i lokale pengeautomater, blandt andet i Split og Dubrovnik, men vi anbefaler, at du har kontanter (kroatiske kuna) med hjemmefra.

Mistede værdigenstande
Hverken rederiet eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande. Det skal i den forbindelse nævnes, at der ikke er en sikkerhedsboks i kahytterne, så tag gerne en kuffert med der kan aflåses.

Hvad skal der betales ekstra for om bord?
Drikkevarer og eventuelle udflugter i land ud over de udflugter, som er nævnt i dagsprogrammet, samt andet personligt forbrug. Derudover tilkommer drikkepenge om bord. Det er ikke muligt at betale med kreditkort om bord. Betaling af drikkevarer foregår sidste dag i lokal valuta eller euro.

Skal du give drikkepenge?
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige.

Om bord på MS Cicero tillægges der automatisk 10-13 euro pr. person/nat til din skibsregning. Skibsregningen betales den næstsidste dag om bord. Ønsker du ikke at betale drikkepenge til skibets personale, kan du gøre opmærksom på dette i forbindelse med afregningen den næstsidste dag.

Er der nogen aldersgrænse for at deltage på krydstogtet?
Personer under 18 år skal rejse i følge med personer over 18 år. Vi anbefaler ikke krydstogtet til mindre børn i barnevogn eller lignende, da der er mange stejle trapper på skibet. Større børn kan godt deltage.

Særlige regler for mindreårige med andet efternavn end forældrenes
Forældre, som rejser med børn under 18 år, som ikke deler efternavn med den/de forælder/forældre, de rejser med, skal medbringe en fødselsattest på engelsk (kan bestilles på folkeregisteret), som beviser forældreskabet.

Børn under 18 år, som rejser uden deres forældre (for eksempel sammen med bedsteforældre eller venner) skal medbringe en tilladelse underskrevet af en af forældrene samt en kopi af fødselsattesten på engelsk. Plejebørn, som rejser med plejeforældre/værge, skal medbringe gyldig dokumentation for dette på engelsk fra socialkontoret.

Må man ryge om bord?
Af sikkerhedsmæssige årsager må man ikke ryge i kahytter eller restauranten. Det er kun tilladt at ryge i de afmærkede områder på dækket. Vi beder vores gæster respektere disse regler.

Pakketips

Pak i små rejsetasker/kufferter, da pladsen i kahytten er begrænset. Medbring badehåndklæder til strandbesøg.

Rejselederen
På denne rejse medfølger, i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser, en af vores erfarne danske rejseledere. På en skibsrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Rejseformen giver nemlig mulighed for både at nyde samværet i gruppen og tilbringe tiden på skibet og i land på egen hånd, som man måtte ønske. Rejselederens rolle er at hjælpe med de praktiske forhold som indrejse, transfer til og fra lufthavnen, ombordstigning, oversættelse til dansk samt information om muligheder på skibet og i land.

Rejselederen står endvidere for de udflugter og byvandringer, som er inkluderet i rejsens pris. Ønsker du at tilbringe tid i land på egen hånd, er rejselederen gerne behjælpelig med at vejlede og svare på eventuelle spørgsmål.