Norwegian Breakaway

– plads til 4.000 passagerer
– kæmpestort poolområde
– New York-inspireret design
Krydstogtskibet Norwegian Breakaways design er inspireret af New York City og denne inspiration mærkes overalt på det elegante skib

Fra Frihedsgudinden, der troner på udsmykningen af skroget, til vægmalerierne om bord og de kendte ’cannolis’ fra det legendariske Carlo’s Bakery i NYC – her er du i sandhed tæt på New York! Skibet havde sin første sejlads i 2013, og om bord findes alt, hvad du kan ønske dig af et luksusskib. På skibets 18 dæk findes gode restauranter, et stort poolområde, et fitnesscenter, en lækker spa, et kasino, et stort vandland samt den spektakulære is-bar. Her er alt – bar, glas samt stole – lavet af is og udsmykket med is-skulpturer af ikoniske New York-bygninger som Brooklyn Bridge og Chrysler-bygningen.     

Læs mere om skibet her: http://www.breakaway.ncl.com/

Hvordan er kahytterne?
Der er forskellige kahytskategorier fra pæne, rummelige indvendige kahytter til pragtfulde suiter med egen balkon, men fælles for alle er, at de naturligvis har eget bad og toilet og rimelig skabs- og siddeplads, enkeltsenge eller dobbeltseng. Ønsker man at bestille en suite, bedes man rette henvendelse til Albatros Travel for at få oplyst pris og mulighed for bestilling.

Læs mere om kahytterne på den rejse, du skal med på.

Særlige forhold
Rederiet oplyser, at deltagelse i krydstogtet er underlagt visse regler. Du har derfor pligt til at informere Albatros Travel om evt. sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Freestyle Cruising
Skibet benytter sig af krydstogtskonceptet Freestyle Cruising, som er skabt med henblik på større fleksibilitet og afveksling omkring middagene. Der er derfor ikke nogen specifikke spisetider eller speciel placering ved bordene – du kan ganske enkelt spise, hvor og hvornår du ønsker.

Er der nogen aldersgrænse for at deltage på krydstogtet?
Personer under 21 år skal rejse med voksne over 21 år. Man skal minimum være 21 år for at købe alkohol og 18 år for at spille i kasinoet.

Er det muligt at bestille specialkost?
Vi anbefaler, at du informerer Albatros Travel om et eventuelt ønske om specialkost senest 45 dage før afrejse, så vi kan give skibet besked i god tid. Skibet vil herefter gøre, hvad det kan for at imødekomme dine behov.

Skal man selv have håndklæde med?
Det er ikke nødvendigt at have eget håndklæde med.

Ombordstigning på skibet
Der er altid fælles transport fra lufthavnen/hotellet til skibet, men bemærk venligst, at du skal være om bord senest to timer inden afgang. Du må påregne en del ventetid ved ombordstigning. Sørg for at have pas og skibsbilletter/-dokumenter parat. Indtjekningsprocedurerne er grundige, men er med til at gøre landgang i fremmede havne smidig og let. Der er ingen restaurantfaciliteter i kaj-terminalen, men restauranterne om bord er som regel åbne og serverer frokost i timerne omkring afgangstidspunktet. Det er en god ide at have en flaske vand med i terminalen. Det er ikke tilladt at medbringe egne alkoholiske drikkevarer på skibet. Drikkevarer indkøbt under landgangene skal afleveres ved ombordstigning, og bliver udleveret igen ved krydstogtets afslutning.

Drikkevarer om bord
Isvand, kaffe og te i forbindelse med måltiderne er inkluderet i rejsens pris. Øvrige drikkevarer skal du betale for. En flaske vin koster fra cirka 25 USD og opefter, øl (flaske eller fad) koster cirka 4-5 USD, og spiritus koster typisk 5-7 USD per drink.

Sidst på eftermiddagen serveres dagens drink, som lever op til forventningen om en eksotisk drink, til cirka 5-6 USD. Sodavand og mineralvand koster cirka 2-3 USD per flaske. Der lægges automatisk 15 procent i drikkepenge oven i drikkevarernes pris. Disse drikkepenge går til vintjenere og bartendere om bord.

Rygning om bord
Rygning er tilladt i de fleste offentlige rum, men ikke i restauranter, på spisesteder og i underholdningslokaler. Det er tilladt at ryge i kahytterne. Det er ikke tilladt at ryge pibe og cigar indendørs bortset fra eventuelle afmærkede cigarbarer. Rygereglerne kan ændres med kort frist, og vi beder derfor vores gæster respektere opslag og skiltning om bord.

Elektricitet
Der findes 110/220 V-stik i kahytterne. Medbring eventuel adapter.

Telefon og internet (e-mail)
Vi gør opmærksom på, at det kan være dyrt at ringe fra egen mobiltelefon, og at der kan være ekstra omkostninger ved opkald fra udlandet. Kontakt eventuelt dit teleselskab inden afrejse for information omkring takster med mere. Det er muligt at benytte skibets internetcafeer. Prisen for internetservice oplyses hos skibets internetcafeer.

Børn om bord
Børn er meget velkomne om bord på krydstogtskibet. På skibet er der et stort Kid’s Crew-børneprogram til rådighed for alle mellem 2 og 17 år, og skibet har veluddannet personale til at lege og holde øje med børnene. Det er desuden muligt at få sine børn passet af en babysitter for et beskedent beløb, fx om aftenen eller mens skibet ligger i havn. Kontakt os for udskrift af skibets børneprogram. Her skal det dog nævnes, at personalet taler engelsk. Det er ikke tilladt at medbringe spædbørn på under 6 måneder på krydstogtskibet. Det er heller ikke tilladt at rejse med skibet, hvis du er i 24. graviditetsuge eller mere.

Hvordan betales der om bord på skibet?
Alle priser om bord er i US-dollars. På krydstogtets første dag opretter du en “onboard credit”-konto, som giver dig mulighed for at kvittere for alt, du køber om bord. Det anbefales at oprette kontoen med et kreditkort, men du kan også benytte rejsechecks eller kontanter. American Express, Visa og Mastercard/Eurocard accepteres som betalingskort. Vælger du at oprette kontoen med kontanter eller rejsechecks, skal du betale et depositum på cirka 75 USD pr. kahyt pr. dag. På krydstogtets sidste dag får du udleveret en opgørelse over alle køb på kontoen. Er kontoen oprettet med kreditkort, og har du ingen indvendinger mod opgørelsen, bliver beløbet automatisk trukket på dit kort. Ønsker du at betale af på din regning med kontanter, kan dette gøres i receptionen om bord.

Hvad skal der betales ekstra for om bord?

Drikkevarer, eventuelle udflugter i land, spisning i specialrestauranter (tillæg på 10-30 USD pr. person) og andet personligt forbrug som fx skønhedspleje, vask og rens af tøj samt telefonsamtaler med mere.

Opbevaring af værdier
Der er sikkerhedsbokse i kahytten. Bemærk, at rederiet og Albatros Travel ikke er ansvarlige for værdier efterladt i disse bokse, i kahytten eller andre steder om bord.

Hvilket sprog tales der om bord?
Engelsk er hovedsproget, og alle informationer over højtaleranlægget, informationsmøder og underholdning er ligeledes på engelsk.

Krydstogtrejseleder
På en skibsrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Rejseformen giver nemlig mulighed for både at nyde samværet i gruppen og tilbringe tid på skibet og i land på egen hånd.

Rejselederens rolle er at hjælpe med de praktiske forhold som indrejse, transport til og fra lufthavnen, ombordstigning, oversættelse til dansk, samt information om muligheder på skibet og i land. Desuden vil rejselederen være med på de udflugter, som er beskrevet i dagsprogrammet. Rejselederen deltager i alle fælles ture og aktiviteter, og derudover er du naturligvis altid mere end velkommen til at henvende dig med eventuelle spørgsmål – eller blot få en hyggelig snak.

På en skibsrejse deltager Albatros-gruppen på lige fod med de øvrige gæster på skibet, og det er ikke muligt for rejselederen at være til stede og til rådighed overalt. Derfor kan det være en god ide at bruge skibets reception, der normalt assisterer og svarer på spørgsmål for skibets øvrige passagerer.

Hvad skal man pakke?
De fleste aftener om bord er pæn og uformel påklædning passende. For herrernes vedkommende kunne det være lange bukser og skjorte/polo-T-shirt med krave. For damernes vedkommende for eksempel sommerkjole, nederdel, bukser og skjorte/bluse.

Mere festligt tøj kan medbringes for dem, der gerne vil deltage i skibenes formelle, såkaldte gallaaftener. For herrerne i form af jakkesæt og slips eller smoking og for damerne “smart/elegant” tøj eller lang kjole. På en uges krydstogt vil der normalt være 1-2 aftener, hvor gæsterne tager festtøjet på. ”Dagens påklædning” kan ses i skibsavisen. For de, der ikke ønsker at hoppe i festtøjet, er buffeten åben for uformel påklædning på gallaaftenerne.

Jeans, shorts og T-shirt accepteres ikke i restauranterne efter kl. 17.30, og det er ikke tilladt at benytte restauranterne i badetøj.

Rejser du under varmere himmelstrøg, er let bomuldstøj uundværligt, men en trøje eller tynd jakke kan alligevel være god at have med, ikke mindst da det ofte er køligt indendørs på grund af aircondition. Ved rejser til køligere dele af verden skal du huske også at medbringe varmt tøj. Komfortable sko anbefales til turene på land, og glem ikke at tage løbesko og træningstøj med, hvis du planlægger at benytte dig af sportsfaciliteterne om bord. Vaskeriet om bord ordner mod betaling vask og rens fra dag til dag. Husk badetøj, da der er swimmingpool om bord.