Tyrkiske Gulets (træbåde)

Skibets 60 m² store stævns sol og afslapningsområde
De traditionelle tyrkiske træbåde er små og hyggelige skibe, som udgør en afslappet base for sejlturene.

Krydstogtskibene er små og hyggelige skibe, som udgør en afslappet base for sejlturene. Skibene er 25-30 meter lange, 7,6 meter bredt og med 8 kahytter ombord. De har en traditionel og funktionel indretning.
Alle kahytter er udvendige og med aircondition. Måltiderne indtages i skibets uhøjtidelige spiseområde agterskibs, og fra puderne på skibets 60 m² store stævns sol og afslapningsområde kan du nyde solen og udsigten.

Særlige forhold
Rederiet oplyser, at deltagelse i krydstogtet er underlagt visse regler. Du har derfor pligt til at informere Albatros Travel om eventuel sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Vi gør ligeledes opmærksom på, at rejsen ikke egner sig for gangbesværede, da man skal gå fra båd til båd for at komme i land og tilbage på skibet igen – dette skyldes, at skibene fortøjes langskibs uden på hinanden i en række, når man lægger til. I enkelte havne kan der forekomme underholdning og musik på naboskibene indtil midnat.

Hvordan er kahytterne?
Der er 8 mindre kahytter om bord på hver båd. Alle kahytter er udvendige, enkelt indrettede og har skabsplads samt eget bad/toilet. Der er enten to separate senge eller en dobbeltseng. Kahytterne er ca. 8 m2. Dobbeltsengene måler omkring 150 x 190 cm. Der er koøje og et mindre vindue i døren. Man kommer ned til kahytterne via en trappe midtskibs. 

Der er indbygget aircondition under sengen med temperaturkontrol på væggen. Det anbefales at pakke så let som muligt og at man maks. medbringer en hård kuffert per kahyt. 

Der er 220 volt-stik i alle kahytter og aircondition i alle kahytter; dog kan det forekomme, at aircondition bliver slået fra efter midnat. Aircondition må typisk heller ikke bruges hvis vi ligger i en havn over natten, dette er på grund af regler for støj (aircondition bruger strøm fra skibets generator). Når vi rejser i de varmere perioder plejer kaptajnerne at lade aircondition anlægget løbe om aftenen og nedkøle kahytterne op til sovetid. Der er mulighed for at sove på dækket under stjernerne.

Rengøring af kahytten
Kahytterne er rengjorte ved rejsens start, og under krydstogtet kommer der skibspersonale i kahytten og gør rent, reder senge med mere. 

Håndklæder
Hver gæst får to håndklæder i alt på krydstogtet (1 større og 1 mindre). Hvis du kan forudse, at du får brug for flere, anbefaler vi, at du pakker håndklæder med hjemmefra. Endvidere er det en god ide at medbringe håndklæder til strandturene. 

Wi-fi ombord og roaming
Det er på enkelte skibe mulighed for at tilkøbe wi-fi ombord, men denne fungerer bedst når skibet ligger i havn, da signalet ”hopper” under sejlads (se prisen ombord). Det skal også nævnes at det ikke er en specielt hurtig forbindelse. Dette betyder også at vi generelt beder gæsterne ombord at være tålmodige og undgå at downloade/streame større filer/film. En del af præmissen for rejserne er at vi sejler til nogle steder som er langt fra alfarvej, og her er der ofte ingen dækning. De fleste skibe har en router der kun tillader x-antal aktive forbindelser ad gangen.

Husk også at fjerne roaming fra telefoner og tablets, med mindre du har tjekket vilkårene fra din mobil udbyder først (Tyrkiet er ikke medlem af EU, og har således ikke samme standardvilkår, men de fleste udbydere har dog samme vilkår i Tyrkiet som EU).

Elektricitet ombord
Der findes 220V normale europæiske stik som vi kender hjemmefra. Der er et stik i alle kahytter i badeværelset, så man kan bruge hårtørrere/barbermaskiner. Medbring evt. stikdåse med dobbelt indgang, for at kunne lade flere enheder op samtidigt. Der findes også i dag stikdåser med USB indgange, så slipper man for at tage andet end sine kabler med. Når vi ligger i havne, så får skibet strøm direkte fra land. Når der sejles, kommer elektriciteten fra generatoren ombord og kan derfor være slukket i perioder, særligt når vi lægger os i en bugt for natten. 

Sejlads med sejl
Vi sejler normalt 3-4 timer om dagen og dette er generelt med motorkraft for at holde vores rejseplan. Skibene har sejl og kan sejle med disse, men da skibene er relativt tunge skal der helt særlige omstændigheder på plads før sejlet kan sættes. Vi håber at vejret og tiden tillader at kunne sejle med sejlet oppe, én gang om ugen. 

Fællesarealer
Der er en lille restaurant om bord, hvor måltiderne indtages. Der er desuden et lille afslapningsområde med sofaer samt et udendørs soldæk med solsenge.

Måltider om bord
Halvpension på skibet er inkluderet i rejsens pris og starter med middag på rejsens første dag og slutter med morgenmad den sidste dag. Se under de enkelte dage i dagsprogrammet, om det er middag eller frokost, der er inkluderet den pågældende dag. Der er plads til, at alle kan spise i restauranten samtidig.

Vær opmærksom på, at maden er knap så luksuøs som på de oceangående krydstogtskibe – der serveres traditionel tyrkisk husmandskost lavet af solide friske råvarer.
Morgenmaden består typisk af: tyrkisk ost (minder om feta), oliven, agurk, tomat, æg, honning, syltetøj og tyrkisk brød. Hertil er der tyrkisk te og kaffe.
Den lettere frokost består typisk af mezes (tyrkiske småretter) som: cacik (tyrkisk tzatziki), aubergine, stærk tomatsalat, vindolmere, blæksprutte og tyrkisk brød.
Aftensmaden består typisk af: Krydret lamme, kylling eller oksekød, ris, grøntsager og salat med olie og citronjuice. Der serveres også fisk.

Er der mulighed for specialkost?
Der er desværre ikke mulighed for at bestille specialkost på grund af begrænset plads og opbevaringsfaciliteter i køkkenet. Er du vegetar, bedes du venligst gøre opmærksom på dette allerede ved bestilling af rejsen – der vil således være mulighed for at få salat og flere mindre retter i stedet for kød.

Drikkevarer om bord
Drikkevarer skal du betale for. En flaske vin koster fra cirka kr. 150 og opefter, øl (flaske eller fad) koster cirka kr. 20,- og spiritus koster typisk kr. 35-45 per drink. Sodavand og mineralvand koster cirka kr. 15-20 per flaske. Priserne om bord er angivet i tyrkiske lira / euro. Vi skal understrege, at der ikke må medbringes egne drikkevarer med om bord og nydes i fællesarealer (dog gerne i kahytten).

Der er normalt 1 liter drikkevand per person/dag inkluderet i rejsens pris (se altid seneste opdatering under prisinformation på selve rejsen).

Betaling om bord og på land
Der afregnes i kontanter om bord – enten i tyrkiske lira eller i euro. Når du er i land, kræver det tyrkiske lira, hvis du skal betale kontant (man kan oftest også betale med euro, men vekselkursen er sjældent god). Der er fine muligheder for at hæve penge i lokale hæveautomater i Bodrum og Marmaris, men vi anbefaler, at du har nogle Euro med hjemmefra.

Hvad skal du pakke?
Vi anbefaler let bomuldstøj til varme dage, men husk at medbringe en jakke og lange bukser til køligere vejr og aftenerne. Til middagen kan man klæde sig afslappet, da der ikke er nogen dress code.

Shorts og badetøj er ikke tilladt restauranten eller baren. Husk gode vandresko til udflugterne i land såvel som en paraply og/eller regnjakke i tilfælde af dårligt vejr. Et par strandsko og strandhåndklæder kan ligeledes anbefales.

Mistede værdigenstande
Hverken rederiet eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande.

Hvad skal der betales ekstra for om bord?
Drikkevarer, rengøring af kahyt, eventuelle udflugter i land ud over de udflugter, som er nævnt i dagsprogrammet, samt andet personligt forbrug.

Skal du give drikkepenge?
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige. På de fleste skibe i Tyrkiet lægges drikkepenge automatisk til på regningen og opkræves ved rejsens afslutning – se altid nærmere (og forventede beløber) under rejsens ”prisen inkluderer ikke” felt.

Om bord vil der, ligesom de fleste andre skibe i Tyrkiet, bliver der automatisk lagt 7 euro per person/nat til din skibsregning. Skibsregningen betales den næst sidste dag ombord. Ønsker du mod forventning ikke at betale drikkepenge til skibets personale kan du gøre opmærksom på dette i forbindelse med afregningen den næstsidste dag.

Er der nogen aldersgrænse for at deltage på krydstogtet?
Personer under 18 år skal rejse i følge med personer over 18 år.
Særlige regler for mindreårige med andet efternavn end forældrenes

Forældre, som rejser med børn under 18 år, som ikke deler efternavn med den/de forælder/forældre, de rejser med, skal medbringe en fødselsattest på engelsk (kan bestilles på folkeregisteret), som beviser forældreskabet.
Børn under 18 år, som rejser uden deres forældre (for eksempel sammen med bedsteforældre eller venner) skal medbringe en tilladelse underskrevet af en af forældrene samt en kopi af fødselsattesten på engelsk. Plejebørn, som rejser med plejeforældre/værge skal medbringe gyldig dokumentation for dette på engelsk fra socialkontoret.

Må man ryge om bord?
Af sikkerhedsmæssige årsager må man ikke ryge i kahytter eller restauranten. Det er kun tilladt at ryge i de afmærkede områder om bord. Vi beder vores gæster respektere disse regler.

Sikkerhed
De tyrkiske skibe som Albatros benytter bliver vedligeholdt igennem hele kalenderåret. Bådene overvintrer månedsvis i tørdok mens de bliver sørget for og klargjort. Skibene skal gennemgå certificeringer årligt for at godkendes med de maritime sikkerheds standarder og hertil skal de være fuldt forsikret. Kaptajnerne og besætningerne ombord har mange års erfaring.

Rejselederen
På denne rejse medfølger, i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser, en af vores erfarne danske rejseledere. På en skibsrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Rejseformen giver nemlig mulighed for både at nyde samværet i gruppen og tilbringe tiden på skibet og i land på egen hånd, som man måtte ønske. Rejselederens rolle er at hjælpe med de praktiske forhold som indrejse, transfer til og fra lufthavnen, ombordstigning, oversættelse til dansk samt information om muligheder på skibet og i land.

Rejselederen står endvidere for de udflugter og byvandringer, som er inkluderet i rejsens pris. Ønsker du at tilbringe tid i land på egen hånd, er rejselederen gerne behjælpelig med at vejlede og svare på eventuelle spørgsmål.

Sejlads og søsyge
Middelhavet er omgivet af land, hvilket giver meget begrænset tidevand og atypiske havstrømme. Selvfølgeligt kan vind og vejr blæse op til tider men med nutidens navigationsinstrumenter og vejrmeldinger, så sejler vi oftest ind i en bugt eller rundt om et stykke kyst for at undgå en front. Generelt så sejler vi langs kysten og de mange skjulte bugter og vige.

Når det gælder søsyge (mal de mer) så er forholdene på vandet altså ganske rolige når du sammenligner med de store oceaner. I forhold til at forebygge i øvrigt er der mange der enten tager transportsygepiller eller tager armbånd på med akupunkturpressur. De fleste ombord siger at sætte sig på dækket med den solrige friske luft mod ansigtet og med udsynet til den foranderlige horisont, nedsætter symptomerne.