Et familieeventyr i Kenya

Da Albatros startede op i 1986, havde vi næsten kun rejser til Afrika, og min mand Søren og jeg besluttede os for at tage børnene med til Kenya, da vi alligevel skulle rejse derned for at planlægge safarirejser. Vi havde tænkt os at kombinere arbejde og fornøjelse og afslutte vores ferie med en lille strandferie med børnene.

Søren var taget i forvejen, og jeg skulle flyve derned med vores børn, Rasmus på fire år og Cæcilie på fem måneder. Jeg tjekkede ind med børnene i Kastrup, og vi gik ombord på flyet. Så langt, så godt. At rejse så langt med to små børn er, som alle forældre ved, ikke helt nemt, men flypersonalet var meget hjælpsomme, og vi manglede ingenting.

At lande i Nairobi lufthavn er en oplevelse i sig selv: du ser, lugter og hører, at du er kommet til Østafrika, et inferno af indtryk. Bare det at finde bagagebåndet, hente rejsetasker og en bagagevogn med to små børn var det, som vi i dag kalder en udfordring.

”Stå her og pas på din lillesøster og vores ting, mens mor henter en bagagevogn.” Min søn kiggede på mig med store øjne. ”Hvis der kommer nogen og prøver at stjæle tingene, så skrig alt hvad du kan”, fortsatte jeg formanende, inden jeg med hurtige skridt forsvandt for at lede efter en bagagevogn.

Uden for ankomstterminalen stod vores chauffør og ventede på os. I 80’erne var det ikke almindeligt med kreditkort, og jeg havde heller ikke et. Men jeg havde nogle amerikanske dollar med, og vi standsede ved en bank på vej til vores lodge ved Lake Naivasha for at veksle penge. Eller…?

Banken var fyldt op til bristepunktet med mennesker, som talte højlydt med hinanden. Da jeg åbnede døren med Cæcilie på armen, blev der helt stille. Alle kiggede nysgerrigt på mig. Personalet viste vej til chefens kontor, som tog opgaven meget alvorligt. Der blev stemplet papirer til højre og til venstre, og alt blev underskrevet og kontrolleret. Da vi var færdige, var der gået 45 minutter. Min søn var vågnet og rakte tunge ad alle de nysgerrige ansigter, der kiggede på ham i bilen. Lidt tøvende begyndte tilskuerne også række tunge ad lille Rasmus – var det virkelig sådan her, man gjorde…? Uanset hvad, var det den fireåriges første tværkulturelle møde.

Fremme ved Lake Naivasha var der ingen, der havde hørt om min mand eller Albatros. Nu var gode råd dyre. Jeg fik lejet en lille hytte med nogle tæpper og lidt brænde, så vi kunne lavet et bål. Det lykkedes mig at købe lidt kartofler, brød og regnvand, og jeg havde endda opført en regndans for at vise, at vandet skulle være rent. Hytten, vi boede i, var meget enkel. Toilettet bestod af et hul i jorden, og alle mulige insekter kravlede ind gennem hullerne i væggene.

Jeg tændte et bål, og roen sænkede sig. Udsigten var storslået. Savannen strakte sig så langt øjet kunne nå, og cikaderne fyldte aftenluften med sang. Vores middag den aften og morgenmaden næste dag bestod af grillet brød, som jeg havde dyppet i Cæcilies pulvermælk – og for de nysgerrige kan jeg fortælle, at det smager lidt ligesom arme riddere.

Det var selvfølgelig umuligt at sove den nat. Jeg lå og ønskede, at jeg havde pakket til dette eventyr i stedet for til forretningsmøder i Mombasa. Mit praktiske rejsestrygejern kom ikke til sin ret herude.

Jeg kunne høre insekterne kravle rundt på gulvet. I den kulsorte nat blev alle lyde forvandlet til enorme løver, men da morgenlyset endelig kom næste morgen, kunne jeg se, at sporene tilhørte en hund. Med Rasmus i hånden og med Cæcilie i en bæresele på maven stod jeg uden for hytten i morgensolen og tænkte over, hvad jeg nu skulle gøre. Men så fik Rasmus pludselig øje på en velkendt figur i horisonten, hans far.

Endelig fremme.