Rejs til Marokko

Marokko er et bjergrigt land. Langs næsten hele landets længde løber Atlasbjergene, der er delt i de tre bjergkæder Anti Atlas, Høje Atlas og Mellematlas. Her klynger små bjerglandsbyer sig til bjergsider og -toppe mellem de spredte græsningsarealer til får og geder. Derudover sørger flere højsletter for, at Marokkos gennemsnitlige højde ligger på hele 800 meter. Rigtig fladt er der kun ved Middelhavskysten og mod syd, hvor Saharas ørken begynder. Her hersker heden og tørken, mens bjergegnene får rigelige mængder af både regn og sne. Det mest tiltalende klima fra et rejsemæssigt synspunkt finder man langs kysten med lange, varme somre og korte vintre, der aldrig bliver rigtig kolde – regn med, at 10-15 grader er typisk for januar måned.

I 1800-tallet begyndte Frankrig og Spanien at vise interesse for de nordafrikanske lande, og det endte i 1912 med en deling af Marokko i en fransk og en spansk del. Først i 1956 fik landet sin uafhængighed, og den tidligere sultan Muhammad 5. blev Marokkos første konge. Han var af franskmændene blevet sendt i eksil på Korsika og Madagaskar på grund af hans store aktivitet i uafhængighedskampen, men fik altså lov at komme tilbage, da Frankrig trak sig ud af landet. Marokkos første mange år som uafhængig stat var præget af politiske uroligheder og sammenstød mellem de politiske partier og kongen, da partierne mente, at kongen blandede sig for meget i det politiske liv. I 1976 blev det så Marokkos tur til at forsøge sig i rollen som erobrer. Det gik ud over Vestsahara (tidligere Spansk Sahara) og foregik under det eufemistiske navn Den Grønne March. Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario har lige siden forsøgt at smide marokkanerne ud igen, men endnu den dag i dag er områdets tilhørsforhold uafklaret. Situationen i Vestsahara har gjort forholdet til nabolandene noget anspændt, og måske derfor har Marokko længe forsøgt at blive medlem af EU. Hidtil er det dog kun blevet til en status som associeret medlem.

Langt de fleste marokkanere er berbere. Denne betegnelse stammer helt tilbage fra romernes tilstedeværelse i landet og betyder egentlig ”barbarer”. Nu bruges den om efterkommerne af de mange forskellige grupper, der boede i Atlasbjergene, før araberne kom til landet i 600-tallet. Mange berbere taler stadig de traditionelle berberiske sprog, selv om arabisk er Marokkos officielle sprog. Ud over sproget tog de indvandrende arabere dengang også religionen islam med sig, og i dag er næsten alle marokkanere sunni-muslimer. Ikke mindst landets kongehus, der hævder at nedstamme direkte fra profeten Muhammeds slægt. Religionen og de islamiske traditioner betyder meget for befolkningen og fik ekstra næring under kampen for uafhængighed fra Frankrig.