Rejs til Slovenien

Slovenien er en lille perle af naturlig skønhed lokaliseret mellem Alperne og Adriaterhavet. Det er en fornøjelse at rejse gennem landet - med snedækkede bjergtoppe, sjove klippeformationer udhulet af underjordiske huler og endeløse grønne nåleskove, der afspejles i det klare vand og floder, som en Narcissus, der er bevidst om sin egen skønhed. De menneskeskabte dele af Slovenien er mindst lige så betagende med små, yndige middelalderbyer, flotte museer og en hovedstad fyldt med barok- og art nouveau-arkitektur.

Indbyggere 2 mio.
Hovedstad Ljubljana
Sprog Slovensk
På flaget ses sloveniens rigsvåbnen der viser sloveniens højeste bjerg, Triglav. Triglav har stor betydning for slovenerne, og man siger, at alle slovenere mindst en gang i deres liv skal bestige bjerget.
Vidste du...

at verdens første musikinstrument formentlig stammer fra Slovenien, hvor det er blevet fundet i en neandertalstamme?

at Slovenien har 7 Michelin-restauranter i 2021-udgaven af guiden, herunder den to-stjernede Hisa Franko?

Natur og klima i Slovenia

Slovenien dækker med sine blot 20.273 km2 et område ca. halvt så stort som Danmark og har en kyststrækning på 47 km ud til Adriaterhavet på halvøen Istrien med smukke kystbyer som Piran og Isola. Sloveniens nordvestlige grænse udgøres af de Juliske Alper med bjerget Triglav (som betyder tre-hovedet), der er landets højeste punkt (2864 m.o.h.) og nationalsymbol, som bl.a. afbilledet i landets flag.  Den meget smukke Soca-flod flyder fra Triglav gennem den maleriske Soca-dal, som er et populært sted for rafting. Der er flere andre naturoplevelser for foden af bjerget. Triglav har lagt navn til den 838 km2 store nationalpark, der bl.a. omfatter Bohinj dalen og Sloveniens største gletsjer-sø, som får tilført vand fra det 78 meter høje Savica vandfald. Inden for nationalparken grænser er der desuden gode muligheder for at komme på tæt på gemser, dådyr og brune bjørne og med en kikkert for øjnene vil man kunne nærstudere luftrummets hersker – den bredvingede ørn.

Den østlige og nordøstlige del af Slovenien, Pannonien, er kendt for sine flade, endeløse marker med landbrug og vådområder, der er hjemsted for store fugleflokke. Mod syd finder man de bløde bjerge i Dolenjska og Bela Krajina-området med vinmarker og birkeskove og mod vest finder man de spektakulære karstbjerge; et landområde bestående af porøse kalkklipper, som lader nedbøren forsvinde i underjordiske floder og huler.

Under jorden åbner der sig nye verdener - gigantiske grottetempler med drypstenskorridorer, farveeksplosioner og gabende, angstfremkaldende afgrunde, der bebos af underlige skabninger som den øjenløse menneskefisk, Proteus anguinus. Den blinde salamander, der ligeledes er kendt under navnet europæisk hulepadde, lever også her i Škocjan grotterne, som er flere millioner år gamle - og med sine surreelle geometriske formationer og sale med 80 meter til loftet, er Škocjan grotterne tillige de mest imponerende af Sloveniens underjordiske huler. Som et af de meget få underjordiske naturfænomener er grotterne optaget på UNESCOs liste over verdens naturarv.

I alt er der registreret ikke mindre end 7000 grotter i Slovenien, og visse steder er koncentrationen så massiv, at man kan finde op til flere grotter pr. kvadratkilometer. Grotterne er en del af de kalkstensrige karstlandskaber, der især findes i Middelhavsområdet i landets sydvestlige del, men der er også huler i De Dinariske Alper, herunder de kendte Postojna grotter. Her foregår første del af den kilometerlange tur ind mod jordens indre i et tog. Grotterne virker magiske, men drypsten opstår gennem naturens helt almindelige kemiske og fysiske processer. Regnvandet der trænger gennem jordens porøse overflade og ned i undergrunden er med til at opløse kalkstenen, og når den rammer grottens loft, danner det aflejrede kalciumkarbonat hule stalaktitter – betegnelsen for de drypsten der hænger oppefra og ned. Nogle dråber fortsætter deres vej ned mod grottens bund, hvor endnu en del af kalken udskilles, sådan at der i stedet dannes opadgående formationer - stalagmitter.

Det tager ikke mere end halv dag at køre fra den ene ende af Slovenien til den anden - men forskellene undervejs er store. På et meget lille område har Slovenien tre vidt forskellige klimatyper: middelhavsklima, alpint klima og fastlandsklima. Udover Triglav Nationalparken, som dækker et område på 84.800 ha, har Slovenien ti naturbeskyttede områder, og en stor del af landet består af uopdyrkede og ubeboede højdedrag og skove. Der er omkring 2900 forskellige planter, hvoraf nogle (ca. 70) specielt i bjergene er unikke. I Triglav Nationalparken vokser der bl.a. alperoser, blå ensian og alpevioler.

I skovområderne i Notranjska kan man endnu støde på bjørn og los, og højalperne giver ly for stenbukke og murmeldyr samt store flokke af gemser. Overalt i skovområderne findes bl.a. rådyr, vildsvin og ræve.

Slovenias historie og kultur

De første tegn på menneskelig beboelse på det nuværende slovenske territorium dateres til 250.000 f.kr.: En fløjte af bjørneben. Temmelig meget senere, i 500-tallet begynder de første slavere at ankomme til det slovenske område. Omkring 630-tallet opretter slaverne et selvstændigt hertugdømme i Karantanien - en historisk region i det nuværende Østrig, der dengang også dækkede det nordlige Slovenien. Karantanien bliver godt hundrede år senere indlemmet i det germanske Frankerrige og slaverne konverterer til kristendommen. I 1000-tallet udfærdiges det første slovenske skrift på latin og 1300-1500-tallet inkluderer det habsburgske monarki alle de slovenske regioner under sin trone, og bortset fra kystbyerne, der i nogle hundrede år tilhørte Republikken Venezia sad de tungt på magten indtil 1. verdenskrig. Efter Det habsburgske kejserdømmes fald i 1918 bliver Slovenien en del af et nyoprettet kongerige under kong Aleksander, som i 1929 indfører diktatur. Landet får herefter navnet Jugoslavien, hvilket betyder sydslavernes land.

Efter Anden Verdenskrig bliver Slovenien delrepublik i Den Socialistiske Republik Jugoslavien under ledelse af partisanhelten Tito. De enkelte republikker blev fra begyndelsen holdt i stramme tøjler, men det fik ikke de mest vedholdende tilhængere af decentralisering i Kroatien og Slovenien til at tie stille. For at mindske spændingerne mellem delrepublikkerne vedtog man i 1974 en ny forfatning, der medførte højere grad af egentligt selvstyre. Det kunne slovenerne kun være tilfredse med. Slovenien var fra starten langt den rigeste af de seks forbundspartnere og uddannelsesniveauet lå også betydeligt over gennemsnittet. Det blev der ikke ændret på under Tito. Tværtimod lykkedes det slovenerne at få det optimale ud af et ofte tungt og bureaukratisk system, og i kraft af bl.a. succesrige industrivirksomheder som Gorenje fastholdt den lille nordlige republik et velstandsniveau, der var over dobbelt så højt som i resten af Jugoslavien. Opbygningen af en sund økonomi og muligheden for gennem større selvbestemmelse at gøre sig sine egne politiske erfaringer, gav desuden Slovenien et solidt fundament til at stå på egne ben - men det var noget kun de færreste spekulerede på, mens Tito endnu var i live. 

Løsrivelsen fra Jugoslavien blev en realitet efter at kommunisterne afskrev sig det politiske monopol og man i 1990 kunne holde de første frie valg. Blot et halvt år senere gik slovenerne igen til stemmeurnerne og denne gang for at sætte kryds ved uafhængighed. Valget blev truffet som kulminationen på en årrække, hvor forholdet mellem de jugoslaviske republikker var blevet stærkt svækket. Og hvor Slovenien som den mest velstående af de seks republikker indså, at der var mere at vinde end at miste ved at træde ud af fællesskabet.

I første omgang var det dog tilsyneladende ikke økonomiske motiver, der lå bag ønsket om selvstændighed, men erkendelsen af at populistiske ledere i især Serbien trak Jugoslavien i en forkert retning. Det var kampen for demokrati, der antændte den nationale bevidsthed - men den nationale bevidsthed blev også styrket af, at man i århundreder havde haft en sproglig og kulturel identitet, der adskilte sig markant fra Jugoslaviens øvrige republikker.

I 2004 blev Slovenienmedlem af EU og Nato og i 2007 indfører man Euroen. Overgangsfasen fra plan- til markedsøkonomi har ikke været uproblematisk og det politiske landskab har været præget af korruptionsskandaler. Blandt det lille lands store højdepunkter er bedrifterne inden for sport, hvor senere års præstationer inden for professionel cykling med store etapeløbssejre til Promoz Roglic og Tadej Pogacar har vakt genklang over hele verden.

Ljubljana og Maribor

Ljubljana blev hovedstad i et selvstændigt Slovenien i 1991, da Jugoslavien faldt fra hinanden. I modsætning til nabolandene Kroatien og Bosnien-Hercegovina slap Slovenien uden nævneværdige skrammer, da man besluttede at løsrive sig fra det jugoslaviske forbund - og efter kun ti dages militær kamp kunne de slovenske politikere sætte sig roligt i stolen i parlamentet i Ljubljana. Indenfor de seneste 200 år har byen også været hovedstad i Napoleons illyriske provinser, en del af det østrig-ungarske dobbeltmonarki og indlemmet i Kongeriget af Serbere, kroater og slovenere. Ljubljanas historie går dog endnu længere tilbage, Det kan man bl.a. aflæse på resterne af den romerske bymur i hovedstadens Mirje distrikt. Den vidner om, at byen grundlagdes for et par tusind år siden, og i de tysktalende lande gik byen i Middelalderen under navnet Laibach.

Ljubljana slap nådigt fra de to verdenskrige, til gengæld er byen indirekte formet af det store jordskælv, der ramte byen i 1895. Rystelserne jævnede nemlig en stor del af de italiensk-inspirerede barokbygninger med jorden og gjorde det muligt for både lokale og østrigske arkitekter at bringe tidens nye stil til byen: art nouveau. Mikset af italiensk barok og centraleuropæisk art nouveau matcher i øvrigt fint byens geografiske placering midt mellem Middelhavet og alperne. Blandt nogle af de mest iøjnefaldende bygninger ses en række af den kendte slovenske arkitket Joze Plecniks værker.

Ljubljana er en kompakt lille hovedstad. Den folder sig ud nedenfor Borghøjen, hvorfra der er flot udsigt, og langs Ljubljanica-flodens bredder, hvor man finder livlige cafeer, markeder og bygninger, hvis stilperiodiske prægnans er med til at fortælle byens historie. Fristedet Metelkova, der som Christiania i København er anlagt på gamle militærarealer, ligger et kvarters gang udenfor bykernen.

 

Sloveniens næststørste by, Maribor, (115.000 indb.) ligger i læ af det grønne Pohorje massiv og på skråningerne vokser de druer, der siden middelalderen har givet Maribor ry som et af landets største vincentre. Byen med verdens ældste vinstok ligger smukt på begge sider af Drava-floden, omgivet af vinmarker helt ind til bygrænsen og mindre end 20 km fra den østrigske grænse. Den blev grundlagt i 1000-tallet, og hørte i perioden 1140-1919 til det østrigske Steiermark, hvilket har sat sit tydelige præg på arkitekturen. Under habsburgernes beskyttende skjold blev byen i 1300-tallet befæstet for at modstå angreb fra ungarerne og senere tyrkerne, og langs Drava ses stadig fire velbevarede tårne. Habsburgerne sørgede med vanlig rettidig omhu også for en jernbane – Maribor blev forbundet med Wien og Trieste i 1846, hvilket var af stor økonomisk betydning og det var også en habsburger, adels- og finansmanden ærkehertug Johannes, der med anlæggelsen af vingårde og produktionsskole i den første halvdel af 1800-tallet fik borgerne til at forædle druerne.

Som resten af Slovenien blev Maribor en del af Jugoslavien efter Anden Verdenskrig - den store bro opkaldt efter Tito vidner om den kommunistiske fortid, mens byens mange studerende sætter et nutidigt præg.

Det jugoslaviske kongedømme

Jubilæumsrejse til Serbien, Kroatien og Slovenien

  • 2 afrejser
  • 9 dage
  • Fra 9.998,–
fra København
Del denne side