Rejs til Dubrovnik

Beethovens pianosonate trækker folk til under atriumgårdens åbne himmel. Udenfor paladset lyder stiletter og fodsåler mod de blankslidte kalkstensgader og et højrøstet kor, der forsøger at finde vej gennem labyrinten. Forude venter udsigten til Adriaterhavet fra en café, der hviler på klipperne - og lyden af bølgerne der skyller ind mod den gamle middelalderbymur nedenfor. Ferie i en af Europas smukkeste kystbyer.

Tætte stimer af folk strømmer ind gennem Pileporten og glider benovet henover det spejlblanke kalkstensstrøg i Dubrovniks gamle by, mens de stiller optikken efter adelspalæerne eller kigger efter en ledig plads på en af gågaden, Stranduns mange cafeer. Stradun, der engang var en kanal, er Dubrovniks livsnerve - det er her, at barokbyens smukkeste bygningsværker ligger, og det er herfra, at man bestiger den berømte to kilometer lange og næsten 25 meter høje bymur, der omkranser byen.

Indbyggere 43.000
Grundlagt 7. århundrede
Sprog Kroatisk
Vidste du...

at det hævdes, at verdens første kommercielle apotek åbnede i Dubrovnik i 1317. Det eksisterer stadig i dag, men med mere genkendelige moderne produkter.

at Dubrovniks forsikringslov er den ældste i Europa og blev valideret i 1395, cirka 300 år før Lloyds i London.

Dubrovniks bymur

Oppe fra bymuren – der er forstærket med tre runde og 12 firkantede tårne, fem bastioner, to udvendige hjørnefæstninger og fæstningen Sv. Ivan - kan man se direkte ind i private Dubrovnik-hjem, kigge ud over Adriaterhavet, titte over til Lokrum-øen eller opleve Lovrijenac-fortet i øjenhøjde. Man kan også se, at mange af byens tage er nye – beviset på at flere dramatiske begivenheder de seneste 30 år sat sig sine spor.

I 1979 ramtes Dubrovnik af et stort jordskælv og fra 1991-92 kom Dubrovnik under heftig beskydning, da serbiske og montenegrinske styrker belejrede byen. Skader i form af ødelagte vandforsyninger, smadrede bygninger og infrastruktur var store, men det samme har de beløb været, som man efterfølgende har brugt på genopbygningen, og i dag er Dubrovnik akkurat lige så smuk som før krigen.

Den berømte bymut

Krigens spor

Flere steder kan man dog stadig følge krigens spor. Byens boghandler sælger bøger der i ord og billeder fortæller øjenvidneberetninger. På War Photo Limited der har til huse i Antuninska 6  - en sidegade til Stradun - udstiller man udelukkende krigsfotografi og krigen i Kroatien og det tidligere Jugoslavien er naturligvis også veldokumenteret.

Også på Sponzapaladset lille Museum for Dubrovniks forsvarere holdes der liv i mindet om de borgere, som mistede livet i forsvaret for byen i 1991-1992.

Sponzapaladset

Smukke bygningsværker

Netop Sponzapaladset er blandt de mest interessante seværdigheder i den gamle muromkransede by. Under Republikken Dubrovniks storhedstid som handelsmagt og bystat lagde Sponzapaladset mure til byens toldhus, og i dag huser Sponzapaladset Museum for Dubrovniks forsvarere også Statsarkivet.

Det er også værd at kigge indenfor i Rektorpaladsets smukke atriumgård med den gotiske loggia og at besøge museet på første sal, hvor interesserede har mulighed for at dykke ned i Dubrovniks historie. Rektorpaladset - eller Mini-Dogepaladset - er fra 1500-tallet og blev opført som bolig for bystatens skiftende rektorer samt sæde for Dubrovniks regering. Over døren til senatets mødeværelse lyder den sympatiske anbefaling: Glem de private anliggender og tænk på det almene vel.

Rektorpaladset i Dubrovnik

Religiøse Dubrovnik

Dubrovnik huser også mange religiøse mindesmærker. Oplev for eksempel St. Klaraklostret der er fra omkring 1290, Franciskanerklostret, som blev opført i perioden 1317-43 og den fine 500 år gamle Sveta Spas kirke der ligger ved siden af den karakteristiske Onofriobrønd. For enden af Stradun ligger desuden den barokke St. Blasiuskirke, som er viet byens skytshelgen Blacius, hvis forgyldte statue ses på højalteret og et stenkast væk Dominikanerklosteret i hvis gotiske klostergård der er indrettet museum med en fin malerisamling.

Dubrovnik huser også et af Europas ældste fungerende apoteker, som endnu har sit oprindelige interiør. Her kan man købe rosenvand og diverse urtecremer, fremstillet efter gamle klosteropskrifter.

Kirketårn

Badeferie i Dubrovnik

Den gamle UNESCO-beskyttede by er heldigvis ikke kun til pynt. Af Dubrovniks i alt 50.000 indbyggere bor og lever ca. 3.500 inden for bymurene. Ikke mindst om sommeren kommer mange tusind rejsende til for at holde ferie ved Adriaterhavet. Fold badehåndklæderne ud på Bystranden Banje der ligger til venstre for Ploče porten - den gamle bys østlige indgang – på Lapad-halvøens strande der ligger en halv times gang udenfor den gamle by eller på Copacabana-stranden som ligger i Babin kuk området omkring seks kilometer fra Dubrovniks gamle by. Fra luftmadrassen er der udsigt til de nøgne dinariske alper og til den fine Tudjman-bro der er opkaldt efter Kroatiens første præsident.

Strand i Dubrovnik

Oplevelser i Dubrovniks omegn

I umiddelbar nærhed af Dubrovnik venter flere gode ferieoplevelser. Se renæssancepalæer, gotiske huse og fæstningsværkerne omkring Ston - eller Veliki Ston - som i mange år var Republikken Ragusas (Dubrovniks) nordligste forsvarspost og den vigtigste by i republikken udenfor hovedbyen. Tag et smut omkring Mali Ston som er kendt for sin opdræt af muslinger og østers. Eller gå en tur i Trsteno arboretet som er anlagt i en renæssancepark af Dubrovniks aristokrati i det 14. århundrede og et af de allerældste i Europa.

Der er også god grund til at besøge Kroatiens naboland Montenegro. Den UNESCO-beskyttede by Kotor og den sydligste fjord i Europa ligger blot en times tid fra Dubrovnik.

Byen Ston tæt ved Dubrovnik

Den store Balkanrejse

Den store Balkan rundrejse – historisk odysse gennem det tidligere Jugoslavien

4,4
  • 3 afrejser
  • 12 dage
  • Fra 12.998,–
fra København